Top 10 - Årets fund 2021

Landets museer og Slots- og Kulturstyrelsen kan nu for 12. gang præsentere en usædvanligt spændende Top 10 over spektakulære, arkæologiske fund, som er dukket frem i 2021.

Ligesom bygge- og anlægsbranchen har også arkæologerne haft et særdeles travlt år med en udgravningsaktivitet helt ud over det sædvanlige. De mere end 1000 arkæologiske undersøgelser rundt omkring i landet har ført til en perlerække af spændende fund, som giver os en endnu bedre forståelse af vores fælles kulturarv.

For at komme i betragtning til Top 10 er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye, videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge. Der var i 2021 i alt 20 stærke kandidater til årets Top 10.

Se fotos fra de 10 fund på årets Top 10

Arkæologer finder hesteofringsplads på Norddjurs

Bondestenalderens samlingspladser, hvor bakker og næs blev afskåret af hegn og lange rækker af gruber, er efterhånden ved at være en relativt velkendt anlægstype for danske arkæologer.

Arkæologer kalder lidt tørt de store pladser for systemgravsanlæg, fordi man stadig tøver med at angive deres funktion entydigt. Gruberne indeholder ofte omfattende mængder af keramik og dyreknogler, og det er nærliggende at se fundene som rester af ofringer foretaget i forbindelse med store religiøse fester – måske ofringer, der har foregået på de åbne arealer inden for det indhegnede område.

Trods en del kendte systemgravsanlæg har de sidste års undersøgelser af samlingspladsen ved Ginnerup på Norddjurs fra omkring 3000 f.Kr. i mange henseender bragt banebrydende ny viden. Den ny viden, som Museum Østjylland står bag, er ikke mindst forårsaget af det usædvanligt velbevarede knoglemateriale på stedet. I forbindelse med de forhistoriske aktiviteter på pladsen har man således deponeret metertykke lag af skaller - især fra østers – hvis kalk også har været med til at bevare de henkastede dyreknogler.

Over 60 procent af alle knogler stammer fra vilde dyr, og særlig hesten stikker ud med en andel på 32 procent af alle den fundne pattedyrsknogler. Alene dette forhold er enestående i Skandinaviens bondestenalder, hvor hesten endnu kun optræder på et fåtal af pladser og generelt kun i meget små mængder (under én procent).

Snitspor på knoglerne viser, at dyrene fra Ginnerup er blevet spist, og at dele af dem blev deponeret på stedet, mens der stadig var sener eller kød på dem. I materialet er hestekæber overrepræsenteret, og disse særlige og kraftige knogler må anses for at være bevidst deponeret som led i rituelle handlinger.

Interessant nok afdækkede arkæologerne også et område helt oversået med store hesteknogler – muligvis repræsenterer dette den egentlige slagte- eller parteringsplads.

Ekstra spændende har hesteknoglerne vist sig at være, idet DNA-analyser kan påvise, at der med sikkerhed er tale om vildheste. Det er lidt af en sensation, da man tidligere har troet, at hesten allerede på dette tidspunkt af forhistorien var blevet tæmmet.

Fundet af de mange knogler af forhistoriske heste er ikke blot arkæologisk interessant. Fundet rummer tillige et stort potentiale til at kvalificere den aktuelle debat om rewilding af heste til øgning af biodiversiteten. På grundlag af hestefundet fra Ginnerup kan man nu for første gang konkret belyse danske vildhestes naturlige levevis og ernæring - og vildhestens påvirkning af den danske natur.

Undersøgelsen blev finansieret med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til undersøgelse af dyrknings- og erosionstruede lokaliteter. Undersøgelsen blev udført af Museum Østjylland i samarbejde med Moesgaard Museum og som uddannelsesudgravning for både Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger:

Forskningsleder Lutz Klassen, Museum Østjylland, tlf.: 23 83 96 82, lk@remove-this.museumoj.dk

Til toppen

Fund af romersk fangelænke ved Fæsted vidner om slavehandel

Det har længe været et åbent spørgsmål, om den ret veldokumenterede udveksling af genstande og idéer mellem Romerriget og stammerne nord for den romerske grænse indebar mere end blot smykker, sølv, bronzekar og teknologi. Det har i denne sammenhæng været diskuteret, om der eksempelvis også blev handlet med ufrie mennesker – altså med slaver.

Arkæologer har en relativt god viden om slaveriet i de romerske provinser i de første århundrede efter Kristi fødsel. Fra de skriftlige kilder og fund fra de romerske områder ved vi således en del om handlen med slaver, om slavernes liv, og om hvorfra en del af de slavegjorte stammede.

Det har i denne diskussion været foreslået, at en del af de slavegjorte kom fra Norden, og at der måske var tale om krigsfanger. Indtil nu har disse betragtninger taget udgangspunkt i oplysninger i de skriftlige kilder, for der har aldrig været konkrete, arkæologiske beviser for slavehandel mellem barbarerne i nord og de romerske egne. Ikke før nu.

Et helt unikt fund af en romersk fodlænke i jern på lokaliteten Fæsted i det sydvestlige Jylland, som Museet Sønderskov står bag, har imidlertid ændret dette billede. Den enestående fodlænke blev fundet i et stolpehul tilhørende en af de bygninger, som udgraverne ud fra deres særlige karakter og fundindhold tolker som kulthuse.

Det aktuelle hus skal sandsynligvis dateres til 300/400-tallet e.Kr., det vil sige sent i den periode, der kaldes romersk jernalder – en periode, hvor det det vestromerske rige som imperium var i opløsning.

Pladsen ved Fæsted er præget af en del romersk import, og der blev derfor foretaget en stedbestemmelsesanalyse på fodlænkens jern for at undersøge, om der også med lænken kunne være tale om en importeret genstand.

Håbet blev indfriet, da prøverne viste, at jernet mest sandsynligt var udvundet i England. Netop England var på dette tidspunkt velkendt for sine slavemarkeder, og der er dermed tale om en rygende pistol i studiet i udvekslingen af fanger eller slaver mellem Norden og de romerske provinser. For hvis ikke på grund af slavehandel, hvordan endte så den engelske fangelænke i Sønderjylland?

Et påtrængende spørgsmål er nu hvilke mennesker, der blev lænket om fødderne og ført ud af det nuværende Danmark. Var det krigsfanger fra tidens mange slag, eller var de resultatet af mere tilfældigt tilfangetagne?

Mere ømtåleligt er måske spørgsmålet om, om den rigdom, der kan konstateres ved Fæsted i jernalderen, måske skyldtes tidlig slavehandel? Disse spørgsmål besvarer fodlænken ikke, men den åbner mulighed for en bedre forståelse af de komplicerede sammenhænge og relationer, der var mellem Norden og det store romerske rige i syd.

Projektet er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens pulje for dyrknings- og erosionstruede lokaliteter. Stedbestemmelsesanalysen på jernet er foretaget af Arne Jouttijärvi fra Heimdal-Archaeometry.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Lars Grundvad, Museet Sønderskov, tlf.: 22 47 32 76, LG@remove-this.sonderskov.dk

Til toppen

Vandmølle i Støvring afslører jysk adelskvindes arv

Da arkæologer fra Nordjyske Museer i Nordjylland var i gang med en arkæologisk undersøgelse forud for anlæggelsen af et stort regnvandsbassin i Støvring, dukkede der pludselig flere større sten frem. Jo længere ned i jorden arkæologerne kom, desto mere spektakulært viste fundet sig at være.

Resterne af en gammel vandmølle med rødder helt tilbage i 1200-tallet, dukkede op, og nogle af bygningsdelene stod velbevarede tilbage med et par meter høje mure af kampesten.

Det var Støvring Vandmølle, som var blevet genfundet. Vandmøllen lå umiddelbart øst for Mastrup Bæk, og den er første gang omtalt i enkefru Gro Pallesdatters testamente, der er dateret den 18. november 1268, hvor hun skænkede vandmøllen til nonneklostret Skt. Clara i Roskilde.

Enkefru Gro havde været gift med Esben Vognsen, ejeren af Buderupholm Gods, som ligger blot få kilometer sydøst for Støvring. Fra denne ældste omtale af vandmøllen kan den følges helt frem til 1958, hvor driften ophørte. Fra slutningen af 1800-tallet fungerede møllen dog udelukkende som et hammerværk og en maskinfabrik, hvor vandet fra Mastrup Bæk drev turbiner, der leverede kraft til blandt andet store hamre og drejebænke.

Hidtil har man kunne følge møllens historie i de skriftlige kilder, men nu kan resultaterne fra den arkæologiske udgravning bidrage med væsentlig ny viden om den første industri i Støvring.

Udgravningerne har vist, at den ældste vandmølle var udstyret med et såkaldt underfaldshjul, hvor vandet blev ledt ind nederst på hjulet og drejede det i strømmens retning. Hjultypen kan arbejde med en ret lille faldhøjde på vandet og er den mølletype, der var den absolut dominerende i middelalderens Danmark.

Ud fra noget keramik, som blev fundet ved udgravningerne, kan den ældste vandmølle dateres til 1200-1400-tallet. Foruden at dateringen fra de skriftlige kilder er blevet bekræftet, så har fundet af vandmøllen også givet et unikt indblik i vandmøllens konstruktion.

Der blev blandt andet fundet dele af selve møllehjulet, som sandsynligvis stammer fra et krumvokset egetræ, der er blevet omdannet til en enkeltringet (énkranset) møllehjul. For at møllehjulet kunne udnytte vandets kraft, var det langs overkanten forsynet med padleblade fastgjort til hjulet via skæfter.

Syd for den centrale del af underfaldsvandmøllen blev der fundet en del af et træbygget stemmeværk, som har indgået i mølledæmningen og som har reguleret vandtilstrømningen til møllens hjul. Øst for hjulrenden fremkom en del kampesten, som muligvis stammer fra det tilhørende møllehus.

Under udgravningen kunne Støvring Vandmølles historie følges arkæologisk op i 1800-tallet med fund af møllerens gård med et tilhørende møllehus. Dette hus, der stod bevaret med flere cirka to meter høje mure af kampesten, har rummet en stampemølle i et hammerværk.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Stig Bergmann Møller, Nordjyske Museer, tlf.: 99 31 74 12 / 25 19 74 12, bergmann.moeller@remove-this.aalborg.dk
Arkæolog Jeanette Ladefoged Halkier, Nordjyske Museer, tlf.: 60 68 61 62 / 25 19 74 37, jeanette.halkier@remove-this.aalborg.dk

Til toppen

I Vindelev klinger i muld det gyldne guld

Man må sige, at nybegynderheldet var med detektorfører Ole Schytz sidste år ved juletid. Ole havde knap nok taget sin nye metaldetektor i brug, da han på en mark tilhørerende en gammel skolekammerat ved landsbyen Vindelev nær Vejle fandt et af de rigeste guldfund fra ældre germansk jernalder (ca. 400 til 550 e.Kr.), som nogensinde er fundet i Danmark.

På trods af juleferie og coronanedlukning lykkedes det Ole at komme i kontakt med VejleMuseerne. Via museet og med hjælp fra erfarne detektorførere, blev fundstedet yderligere eftersøgt med detektor. Fundet blev derefter holdt i dybeste hemmelighed, mens VejleMuseerne planlagde en større arkæologisk udgravning på fundstedet, der af hensyn til både coronakrisen og lodsejer kom i stand, efter at årets høst på marken var overstået.

Nu er skatten gravet op, og VejleMuseerne har haft lejlighed til at studere skatten nærmere sammen med Nationalmuseets eksperter. Derudover har Konserveringscenteret i Vejle arbejdet med at konservere og sikre guldstykkerne.

Guldskatten består af i alt af 23 stykker guld og vejer til sammen knap 1 kilo. Skatten indeholder romerske medaljoner, nordiske guldbrakteater (møntlignende hængesmykker) og et mundstykke til en sværdskede dekoreret med sammenslyngede dyrefigurer.

De fire romerske medaljoner er det største samlede fund af sin type i Danmark og er gaver fra den romerske kejser – hvis ikke de er givet direkte til en sydjysk fyrste, så er de formentlig blevet givet til den sydjyske fyrste gennem mellemmænd tilhørende den øverste samfundselite nord for Romerriget.

Flere af brakteaterne er ret solide, og mange af dem er usædvanligt store – næsten på størrelse med tekopper – og med luksuriøse øskner til ophængning. Hvis de har indgået i et samlet halssmykke, må det siges at være en dronning værdig. Der ses også hidtil ukendte motiver og nye runeindskrifter, der kan give nye perspektiver på jernalderens religiøse skikke.

Medaljonerne og brakteaterne stammer fra 300- og 400-tallet. Mundstykket til sværdskeden er skattens yngste del og dateres til første halvdel af 500-tallet – en krisetid plaget af vulkanudbrud, der skabte global nedkøling, med en pandemi af byldepest i kølvandet. Måske er Vindelevskatten gemt bort eller ofret til guderne i denne urolige tid?

De fleste brakteatskatte er fundet ved dyrkning af marker eller med metaldetektor - altså uden nærmere kendskab til sammenhængen med andre arkæologiske spor. Ved udgravningen på fundstedet for Vindelevskatten lykkedes det dog netop at finde spor efter en landsby, der er samtidig med guldskatten.

Selvom hele skatten viste sig at være pløjet op, og dele af skatten var løsrevet og spredt over marken, afslørede udgravningen, at hovedmængden koncentrerer sig inden for væggene at et hus, som der var arkæologiske spor af i undergrunden.

Var det i dette hus, at en hovedrig familie – måske af en tidlig dansk eller jysk kongeslægt – residerede? Et guldfund som dette kan vende op og ned på vores forestillinger om forholdene i yngre jernalder, men alene ud fra de arkæologiske udgravninger på stedet, ville man ikke havde tænkt, at Vindelev skulle have været et magtcentrum i jernalderen. Nye udgravninger vil forhåbentlig føje flere brikker til forståelsen af Vindelevs mulige rolle i dannelsen af det tidlige danske kongerige.

Allerede fra den 17. februar 2022 vil Vindelev-skatten kunne opleves som en del af VejleMuseernes nye store vikingeudstilling. Udstillingen fortæller historien om Harald Blåtands østlige forbindelser og om den tidlige rigsdannelse, der skabte fundamentet for Jellingdynastiet.

Yderligere oplysninger:

Forskningschef og museumsinspektør Mads Ravn, VejleMuseerne, tlf.: 40 24 95 50, marav@remove-this.vejle.dk

Til toppen

Gruset hul gemmer på bronzesværd i 3000 år

Med års mellemrum finder arkæologer genstande, der er så uskadte, at det er næsten umuligt at forstå, at de er tusindvis af år gamle.

I slutningen af februar 2021 var arkæologer fra Odense Bys Museer i gang med undersøgelser på en mark sydvest for Håre Bjerge på Vestfyn, hvor der er sket fund af blandt andet ildgruber og huse fra perioden 1.100 f.Kr. til år 100.

Da en lokal fritidsarkæolog, Helle Deichmann, undersøgte et mindre areal på stedet, gav metaldetektoren pludselig et kraftigt udslag, og under jorden lå et vidunderligt og særdeles velbevaret bronzesværd: Håre-sværdet.

Fundet er et sjældent lykketræf på mange måder. Ud over den exceptionelt velbevarede sværdklinge var dele af forskellige plantematerialer på sværdets greb stadig intakte efter 3000 år i den grusede undergrund.

Odense Bys Museer har nu taget hul på det helt store efterforsknings- og laboratoriearbejde. Alle sværdets bestanddele er forsigtigt skilt ad for at kunne tage små prøver af materialet til videnskabelige analyser, før sværdet skal konserveres.

Den proces er ikke mindre fascinerende end selve det at finde sværdet. Der er nemlig gemt så mange spændende oplysninger, at en fantastisk historie efterhånden kan udfoldes. Det viser sig blandt andet, at ikke alene grebet er beviklet med bast, men hele sværdet har været svøbt i bast.

Sværdet er blevet nænsomt nedlagt i et gravet hul i jorden i den yngre bronzealder (omkring 1100-900 f.kr) som en kostbar offergave. Basten er lavet af brændenælde, og netop det plantevalg er måske symbolsk og bevidst, for både sværd og plante ”stikker” så at sige.

Der er også udtaget en DNA-prøve fra grebets bevikling, som måske kan bringe os endnu tættere på sværdbæreren og dennes omgivelser for 3000 år siden. Hvem var personen og hvilke dyr, sygdomme og planter havde sværdets greb været i kontakt med?

Men der er også andre spændende plantematerialer bevaret. På sværdgrebets sider fandt man en nøje tilpasset hasselspån, og i grebets fordybning og ned over klingen var en udsmykning af horn. Dekorationen er lavet af horn fra ko eller urokse, som stadig levede mange steder for 3000 år siden. Måske vil DNA-analyser kunne fortælle mere om det, mens andre analyser vil kunne indsnævre tidspunktet, hvor det smukke våben blev ofret.

Det helt store spørgsmål er stadig, hvordan det enestående sværd med de sjældne fund af plantematerialer kunne bevares så intakt igennem 3000 år i et simpelt og gruset hul i jorden på Vestfyn. Den omgivende jord har ikke alene kunnet sikre bevaringen, så løsningen må findes i sværdet selv.

Sværdet vejer 1,3 kilo og er støbt af bronze, som er en legering af tin og kobber. Metallet stammer fra det sydlige alpeområde, hvor malmen typisk har et højt indhold af særligt giftige stoffer. Håre-sværdet viser sig netop at indeholde stærkt forhøjede værdier af disse stoffer. Sværdet (og dets skaber) har på den måde selv sørget for, at det kunne bevares i tusindvis af år.

Sværdet fra Håre er netop nu og frem til marts udstillet på Odense Bys Museer, så alle kan se og høre om dette utrolige vidunder i bronze og bast.

Undersøgelsen fandt sted i forbindelse med det store gasledningsprojekt ”Baltic Pipe” (Energinet), hvor danske museer har gennemført arkæologiske undersøgelser i perioden 2019 til 2021.

Yderligere oplysninger:

Overinspektør, ph.d. Jesper Hansen, Odense Bys Museer, tlf.: 20 90 13 25, jesha@remove-this.odense.dk

Til toppen

Arkæologer finder de døde børns gravhøj

I fortiden var børnedødeligheden stor, men alligevel er det meget sjældent, at arkæologer finder begravelser af børn. Men det er netop det, man har fundet i en gravhøj ved Hedeland vest for Roskilde, hvor arkæologer i to grave fandt i alt fem børneskeletter.

I den ene grav var der - engang mellem 2400 til 1700 f.Kr. – begravet tre 3- 4-årige børn sammen og sammen med dem et barn, der var lidt ældre. I den anden grav var et barn fra bronzealderen (1700 – 1000 f.Kr) begravet.

Selve gravhøjen blev registreret i 1889, men da den aldrig blev fredet, forsvandt den stille og roligt ud af landskabsbilledet som et resultat af intensiv dyrkning. Roskilde Museum (ROMU) undersøgte derfor resterne af den nedpløjede gravhøj i 2021, fordi en nærliggende grusgrav skulle udvides, og arealet inddrages.

Trods selve gravmonumentets sørgelige tilstand fandtes nogle af begravelserne heldigvis stadig. Det er almindeligt, at de gravhøje, der blev bygget i bondestenalderen og bronzealderen, er blevet brugt til flere begravelser – ofte med flere hundrede års mellemrum.

I gravhøjen ved Roskilde fandt arkæologerne først en sværdklinge af bronze. Den stammede fra en grav, som nu var helt forsvundet og ødelagt. Dybere nede i højen fandtes to kister bygget op af flade sten (såkaldte hellekister). I den ene hellekiste var de fire børn begravet sammen.

Det er sjældent, at de døde børn fra oldtiden har fået mange gravgaver med, og disse begravelser var ingen undtagelse. Kun det ene af børnene havde fået en gave med i døden. Det var til gengæld en fin flintdolk. I den anden hellekiste var et barn begravet alene med en armring af bronze og fire ornamenterende ravknapper. Knapperne lå hen over brystet på den lille, og de har sikkert siddet på barnets dragt.

Der er tidligere fundet spor efter bebyggelser tæt på gravhøjen. De er fra samme tid som begravelserne, så måske kom børnene derfra?
Spørgsmålet er, om denne høj var særligt beregnet til begravelser af børn. Der er ikke fundet spor efter afdøde voksne, men sværdklingen er på den anden side ikke en gave, som man typisk ville give et barn med i graven.

Arkæologerne ved ikke, om de fire børn fra den samme grav var i familie med hinanden. Men nu vil der blive foretaget en C14- datering, som forhåbentlig kan præcisere tidspunktet for begravelserne og måske også en DNA-analyse, der kan fortælle mere om børnene.
Undersøgelsen fandt sted i forbindelse med en udvidelse af en grusgrav, og bygherre på projektet var Nymølle Stenindustrier A/S.

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder Katrine Ipsen Kjær, ROMU, tlf.: 21 46 50 56, katrinei@remove-this.romu.dk
Overordnet sagsansvarlig Ole Thirup Kastholm, ROMU, tlf.: 29 32 77 38, olekast@remove-this.romu.dk

Til toppen

Istidens sidste rensdyrjægere viser sig i Sydsjælland

Ved Knudsskovgård på naturskønne Knudshoved Odde på Sydsjælland har arkæologer fra Museum Sydøstdanmark fundet en hidtil ukendt plads fra det, der kaldes Ahrensburgkulturen. Det sjældne fund består af et antal små, tilvirkede stykker flint.

Disse små, skarpe flintstykker vidner om de jægere, som hen mod slutningen af istiden for cirka 11.700 år siden færdedes over det store, nordeuropæiske lavland. I dag kalder vi dem Ahrensburg-jægerne efter det sted i Nordtyskland, hvor man første gang stiftede bekendtskab med de arkæologiske levn efter dette folk.

Dengang var Knudshoved Odde ikke en aflang halvø, men en langstrakt bakkekam, der strakte sig igennem det dengang åbne tundralandskab, og som afgrænsede de åbne sletter mod nord. Det landskab, jægerne bevægede sig igennem, var præget af mange vandfyldte lavninger, vandløb og søer og begroet med spredte buske, birketræer og stedvist hedelyng. Selvom landskabet bød på et rigt fugleliv, var Ahrensburg-jægernes vigtigste jagtdyr dog rensdyr.

Vi ved om disse mennesker, at de har fulgt rensdyrflokkenes sæsonvise vandren og derfor kun sjældent opholdt sig på samme sted længere tid af gangen. Vi ved også, at de ofte er vendt tilbage til de rigtig gode jagtsteder.

Det nye arkæologiske fund, som Museum Sydøstdanmark står bag, viser, at Knudshoved Odde var et af landets vigtigste steder for Ahrensburg-jægerne. Her kunne de ligge på lur, når rensdyrflokkene hvert forår kom vandrende mod deres kælvningsområde, eller når de i mindre flokke vandrede tilbage til vinterens revir.

I det nøgne landskab vandrede Ahrensburg-jægerne mellem de allerbedste jagtstationer, og en af dem lå altså ved Knudsskovgård på Knudshoved Odde. Hidtidige fund har vist, at jægerne kun har opholdt sig på en jagtstation i et ganske kort tidsrum - måske kun nogle få timer.

Fundet fra Knudsskovgård giver ny viden om, hvad de har foretaget sig. Man kan se på flintaffald, de har efterladt sig, da de vandrede videre, at jægerne blandt andet har brugt ventetiden på at reparere eller fremstille jagtredskaber. Men som noget særligt rummer dette sjældne fund også andre slags flintredskaber, der har været brugt til forarbejdning af skind og rensdyrtak.

Den bygherrebetalte undersøgelse fandt sted i forbindelse med det ambitiøse naturgenopretningsprojekt ”LIFE-Clima-Bombina”, der har til formål at genskabe de vidtstrakte naturlige lavninger på stedet til gavn for padder og fugle.

Yderligere oplysninger:

Kulturarvschef Kristoffer B. Pedersen, Museum Sydøstdanmark, tlf.: 60 24 41 30, kbp@remove-this.museerne.dk

Til toppen

5000 år gammel stenalder-kultplads står som var det i går

Øster Lem Hede ligger mellem Skjern og Ringkøbing i Vestjylland, og den smukke hede er virkelig et besøg værd. Ud over den spændende natur kan man her bevæge sig i et ”fossilt” jernalderlandskab, hvor små marker fra den ældste jernalder (500-0 f.Kr) stadig kan ses i terrænet.

Markerne har været adskilt af lave diger, og flere steder kan man stadig se de bunker af sten, som jernalderbonden møjsommeligt har fjernet fra sin mark. Af uvisse årsager er markerne blevet forladt og aldrig siden genopdyrket. De har så at sige ligget brak i 2000 år.

På heden ligger også Kjelderbakke, som er et fantastisk udsigtspunkt med frit udsyn over Ringkøbing Fjord - på gode dage endda helt til Holmslands Klit og Vesterhavet.

For omkring 10 år siden opdagede arkæologer fra Arkæologi Vestjylland nogle gådefulde spor på en laser-skanning af Kjelderbakke. Sporerne viste en 7-8 meter bred grøft med en lav vold på indersiden, som omslutter en stor del af højdedraget.

Det kunne se ud som et enormt forsvarsanlæg, måske endda en hel, befæstet landsby fra jernalderen. Det virkede som en sandsynlig tolkning med jernaldermarkerne tæt ved og med flere andre fund af samtidige forsvarsanlæg i området.

I 2020 blev det besluttet, at gåden skulle løses. Der blev derfor indledt et samarbejde med forskere fra universitet i Kiel, som kunne udføre mindre indgribende undersøgelser, som for eksempel en boreprøvning og magnetisk opmåling i supplement til almindelig udgravning.

Takket være velvilje fra Naturstyrelsen, Ringkøbing-Skjern Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen blev der givet tilladelse til at foretage en nålestiksundersøgelse på Kjelderbakke i sensommeren 2021. Da heden både er fortidsminde- og naturbeskyttet blev kun 1 procent af forsvarsanlæggets indre berørt og siden reetableret.

Projektet viste sig dog hurtigt at være en stor skuffelse. Der var hverken spor efter jernalderhuse eller voldgrav i undergrunden. Men mærkeligt nok fandtes der en del fragmenter af flintredskaber på bakken som for eksempel stumper af brændte flintøkser, der kunne dateres til midten af bondestenalderen (3.500-2.800 f.Kr.). De brændte flintøkser er fund, som typisk gøres i særlige kultanlæg fra stenalderen, så måske havde arkæologerne overset noget?

Gravemaskinen blev kørt frem igen og netop der, hvor voldgraven var set i terrænet, dukkede en 2,5 meter dyb nedgravning op. Og i et mørkt lag, et stykke nede i grøften, fandt arkæologerne karakteristiske keramikskår fra perioden 2900-2800 f.Kr.

Lignende anlæg kendes blandt arkæologer som såkaldte Sarupanlæg efter det første danske fund ved Sarup på Sydvestfyn. Kultanlæggene består typisk af et system af grøfter, der omkranser en naturlig plads i landskabet.

Det har været et ubegribeligt stort gravearbejde at anlægge et kultanlæg. Graven på Øster Lem Hede har været omkring 750 meter lang, og for hver løbende meter har stenalderbønderne opgravet 12 kubikmeter jord med simple redskaber. Der er intet, der tyder på, at Sarupanlæggene er forsvarsanlæg. Derimod er der talrige spor efter ofringer og andre kultiske aktiviteter i grøfterne.

Det, som gør kultpladsen på Øster Lem Hede helt særlig, er dens markante placering i landskabet og dybe grøft. Men mest opsigtvækkende er det, at det er det eneste kultanlæg af sin slags, som aldrig er blevet ødelagt ved moderne dyrkning, og som kan besøges i sin helhed den dag i dag 5000 år efter, at det blev anlagt. Heldigvis ligger det rigtig godt beskyttet og vil kunne både besøges og udforskes i al fremtid.

Undersøgelsen var en forskningsundersøgelse foretaget af Arkæologi Vestjylland/Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Esben Schlosser Mauritsen, Arkæologi Vestjylland, tlf.: 23 70 28 44, esm@remove-this.arkvest.dk

Til toppen

Sandflugtsdækket gård ligger på kanten af afgrunden

Med en 7314 kilometer lang kystlinje i Danmark og en tusindårig tradition for at bo langs kysterne så er der helt naturligt massevis af fortidsminder langs de danske kyster. Samtidig er kysterosion og klimaforandringer også et faktum, og derfor kan det ikke undre, hvis et fortidsminde fra tid til anden er i fare for at styrte i havet.

Ved vestkysten i Vendsyssel er resterne af en sandflugtsdækket gård fra den sene del af renæssancen (1575-1680) nu dukket op på kanten af afgrunden. Det er ikke almindeligt at finde bøndergårde fra renæssancen, og velbevarede gårdstomter som denne, hvor vægforløb og gulvflader fortsat var intakte, er aboslut usædvanlige at støde på.

Da en lokal detektorfører rettede henvendelse til Vendsyssel Historiske Museum angående fundet af sten og sort jord, som var blæst frem på kanten af klintkysten ved Nr. Lyngby nord for Løkken, rykkede museet naturligvis ud.

Gården bestod af en sydvendt længe med vægge bygget af tørv og en østvendt længe bygget i bindingsværk. Bygningsresterne var så velbevarede, at der både fandtes bevarede gulvlag, brolægninger, vægforløb og ildsteder. Ud over de to bevarede længer har der sandsynligvis været en nordlænge, som allerede er styrtet i havet. Bygningerne har ligget omkring en central gårdsplads.

Fundet er interessant, dels fordi det velbevarede tørvevægshus repræsenterer en lokal byggeskik, og dels fordi fundet beretter om vanskelige livsvilkår i en periode, som ellers bedst kendes fra byggerier af herregårde og slotte. Livsvilkår som i høj grad skyldes menneskets udnyttelse af landskabet.

I løbet af 1500-1600 tallet var der flere steder i Nordjylland - og særligt i Vestvendsyssel - en tiltagende sandflugt. Det var især menneskets kraftige indhug i skove efter brændsel og egnet bygningstømmer, som i højere grad end tidligere gav vestenvinden frit spil. Resultatet blev, at gårde, landsbyer og værst af alt markerne periodevist blev dækket af sand.

De vanskelige livsvilkår blev ikke bedre af, at man befandt sig midt i den kuldeperiode, vi i dag kender som den lille istid. Fødevareproduktionen blev hårdt belastet, og konsekvenserne kunne mærkes både for dem på samfundets bund og i samfundets top, når bønderne ikke længere kunne betale deres skat. Det resulterede blandt andet i, at Sandflugtskommissionen omkring 1680 rejste rundt i Vendsyssel for at kortlægge omfanget af naturkatastrofen.

Gården i Nr. Lyngby lå i et af de områder, der i 1600-tallet var meget hårdt ramt. I forbindelse med udgravningen kunne arkæologerne konstatere, at sandflugten allerede var et problem, mens man byggede tørvevæggene. Det ses tydeligt, at en sandstorm har efterladt et flere centimeter tykt lag sand over tørvene. Det fik dog ikke bønderne til at opgive byggeriet.

Vi ved endnu ikke, hvor længe gården var i brug, før man endeligt gav op, men til sidst har det været nytteløst at holde gården fri for sand. Naturkræfterne tog over og forseglede de sidste rester af gården under sandet.

Den arkæologiske udgravningen blev udført af arkæologer fra Vendsyssel Historiske Museum og finansieret med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter.

Yderligere oplysninger:

Arkæolog Lars Ole Hasager Kirk, Vendsyssel Historiske Museum, tlf.: 30 38 86 26, lok@remove-this.vhm.dk

Til toppen

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed – gælder også gravhøje

Der er gode steder, og så er der rigtig gode steder. En helt bestemt lokalitet syd for Blenstrup i Østhimmerland hører til de sidste. Her har mennesker i oldtiden nemlig gentagne gange bygget nye høje oven på tidligere gravhøje.

For knap 6000 år siden opførte nogle af de første bønder i området en særdeles stor langhøj på cirka 60 til 70 meters længde og 12 meters bredde, og Nordjyske Museer fik i 2021 mulighed for at udgrave to tredjedele af den trapezformede høj.

Højen ligger på en langstrakt naturlig forhøjning i landskabet med flot udsyn i sydlig retning. Selve stenalderens begravelse i højen blev ikke fundet - den kan enten være ødelagt, fordi den har ligget, hvor der i dag går en grusvej, eller den kan befinde sig i det ikke-udgravede område.

Under langhøjen fandt arkæologer overfladen af en mark med bevarede ridser i jorden efter stenalderbøndernes plov - arden. Da marken er fundet under langhøjen, er den pløjet før højens opførelse og kan derfor give oplysninger om de allerførste bønder og det tidligste landbrug i Nordjylland.
Langhøjen var tilført hele tre udvidelser senere i løbet af bronzealderen (1700 – 1100 f.Kr.). Bronzealderens høje var bygget af græstørv, og i alle tre bronzealderhøje fandt man spor og rester efter begravelser og kister.

En af kisterne var bygget af store flade sten (en såkaldt hellekiste). Den var dækket af en stendynge og meget velbygget med sider og låg af store, flade, kløvede sten. Særligt to af bronzealdergravene var interessante, eftersom de begge indeholdt dolke af bronze og den ene måske resterne af en skede.

I hellekisten lå et kremeret lig, hvor de brændte menneskeknogler lå på et leje af små pigsten og flint. Menneskeknoglerne er endnu ikke undersøgt, så den dødes køn og alder er ukendt.

Det er en almindelig antagelse, at gravhøje og oldtidens veje og ruter ligger de samme steder i landskabet. Men undersøgelsen her ved Blenstrup leverede for en gangs skyld et helt tydeligt bevis på denne antagelse. Vest om højen fandt arkæologerne nemlig markante hjulspor, som mod nord fortsætter i en tydelig hulvej. Hjulsporene går udenom og respekterer langhøjen, så de forbipasserende i fortiden har kunnet beundre det store gravmonument.

Brugen af det ideelle begravelsessted ophørte dog ikke med bronzealderen, for blandt andet ved østsiden af langhøjen var der nedsat en urne fra ældre jernalder for omkring 2000 år siden. Gravkomplekset består dermed af adskillige begravelser anlagt over tusinder af år efter langhøjens oprindelige etablering i den tidlige del af yngre stenalder for 6000 år siden.

Den arkæologiske undersøgelse fandt sted i forbindelse med et skovrejsningsprojekt.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Thomas Rune Knudsen, Nordjyske Museer, tlf.: 25 19 74 53, thomas.knudsen@remove-this.aalborg.dk
Museumsinspektør Torben Sarauw, Nordjyske Museer, tlf.: 25 19 74 35, torben.sarauw@remove-this.aalborg.dk

Til toppen

Opdateret 21. december 2021