Top 10 - Årets fund 2019

Tilbage i 2008-2009 udgravede arkæologer fra Viborg Museum ved Løgstrup flere hundrede jordovne og gårde, der i den sene del af bronzealderen må have haft en beboer, der var en bronzestøber.

Ved én af de store gårde fra cirka 900-700 f.Kr. fandt man også to urnegrave, som man tog med hjem til senere undersøgelser. Urnerne kom imidlertid til at stå urørte i 10 år, før man i 2019 endelig fik gennemført en CT-skanning af dem. Ved skanningen viste urnerne sig ikke overraskende at indeholde brændte knogler, men røntgenbilledet viste også, at én af urnerne gemte på en helt enestående genstand.

På røntgenbilledet mindede genstanden om en lille hockeypuck, men da man udgravede urnen, viste det sig at være en lille, fin ravskive på 3 centimeter i diameter og 0,9 centimeter i tykkelse. Ravskiven har været placeret i urnen oven på de brændte ben fra en ung mand eller kvinde, som har været i de sene teenageår.

I Norden var rav meget værdifuldt i bronzealderen både som handelsvare og som religiøst symbol, for rav symboliserede solens kraft. Det fortæller skriftlige kilder fra omkring 500 før vor tidsregning i Grækenland, som også beskriver rav som tårer fra selveste solguden Apollon.

Den smukt udskårne ravskive fra Løgstrup skal utvivlsomt opfattes som et solsymbol, og skiven er enestående i dansk arkæologi. Den nærmeste parallel til ravskiven er en lidt mærkelig oldsag fra et ukendt sted i Danmark, som Nationalmuseet byttede sig til i 1875. Solholderen, som den bliver kaldt, består af et håndtag og indfatning af bronze, mens "solen" er lavet af et tyndt stykke rav, som den rigtige sol ved ritualerne kunne lade sit guddommelige lys stråle igennem.

Solskiven fra Løgstrup kan være lagt i urnen for at markere den afdødes position i livet eller som en bøn til, at den dødes sjæl måtte følge solen over himlen. Arkæologernes bud på, hvem der blev begravet i urnen, er, at det var en bronzestøber eller måske den shaman, der stod for de rituelle handlinger.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Lars Agersnap Larsen, Viborg Museum, tlf.: 51 49 08 33, l4l@remove-this.viborg.dk

Arkæologer fra Museum Sønderjylland har fået et ret unikt indblik i, hvordan landsbyer og gårde har udviklet sig helt fra de opstod i vikingetiden og frem til, hvordan gårdene var struktureret i 1800-tallet. Det er to udgravninger i landsbyen Sdr. Bjert syd for Kolding, der har løftet sløret for et område, der har været bebygget i mere end 800 år.

En af de ting, som arkæologer har forsøgt at finde ud af, er, hvornår vi gik fra at bygge huse med nedgravede stolper, som vi kender fra forhistoriske bebyggelser, til at bygge på deciderede stenfundamenter, som man ser det i middelalderen, Det var i middelalderen, at man gik fra at bruge træ, der kunne rådne i jorden, til solide stenfundamenter, som kunne klare både fugt og frost.

Ved udgravningerne i Sdr. Bjert stødte arkæologerne ikke blot på stolpebyggede huse fra vikingetiden og middelalderen, men også på usædvanligt velbevarede gårde fra 1500-1600-tallet. Disse huse havde haft stenfundamenter (syldsten) og lergulve, ligesom man kunne se tydelige spor efter en ruminddeling i gårdene. Og det er faktisk noget af et fund, for velbevarede stenfundamenter fra den senere middelalder er en sjældenhed i dansk arkæologi, for fundamenterne ligger ikke dybt i jorden, men ofte i overfladen, og derfor er mange stenfundamenter med tiden blevet ødelagt, når marker er blevet pløjet og dyrket. 

Ved to af gårdene fandt arkæologerne spor efter brande, og den ene af de brændte gårde havde en bygning med et kraftigt fundament og et massivt lag af trækul, som formentlig var resterne af et nedbrændt trægulv, tilsat en god portion fiskeben, dyreknogler og keramik. De arkæologiske undersøgelser viser, at bygningen efter branden blev opført på ny, og i det nye lergulv har man fundet en mønt fra 1560´erne, hvilket afslører, at branden fandt sted før midten af 1500-tallet.

Ved hjælp af dendrokronologi (årringsdatering af træ) har arkæologerne nu haft held med at datere flere af de nedgravede træstolper under en del af landsbyens huse, hvor den yngste fase med jordgravede stolper er dateret til 1475. Derfor kan arkæologerne nu konkludere, at anvendelsen af syldsten blev eneherskende i løbet af 1500-tallet.

Til den ene af de brændte gårde var der en 20 m2 stor stensat kælder med en dybde på 1,5 meter. De fund, man har gjort omkring kælderen, fortæller, at overbygningen kan have været konstrueret som bindingsværk. I jorden i kælderen var der en meget stor mængde genstande som for eksempel fingerbøl, knive, glas og keramik, og sådan nogle fund fortæller en om et mangfoldigt liv på gården.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Anders Hartvig, Museum Sønderjylland, tlf.: 24 60 79 45, anha@remove-this.msj.dk

I Roskilde har arkæologer fra ROMU (museerne i Roskilde) i 2019 udgravet resterne af en middelalderlig teglstenskælder, som efter al sandsynlighed har tilhørt Margrete d. 1.

Fundet af en teglstenskælder lige netop her var overraskende, da grunden, hvor man fandt kælderen, i middelalderen har befundet sig i den sydlige udkant af byen - et godt stykke fra de store hovedgader, hvor man ellers måtte regne med, at de mere velhavendes teglstenshuse var opført. Kælderen ligger imidlertid nær Vor Frue Kirke, der i middelalderen var klosterkirke i et cistercienser-nonnekloster.

En forklaring på kælderens beliggenhed skal formentlig findes i Sorø Klosters gavebog, der er nedskrevet omkring år 1440. Der står skrevet, at Erik af Pommern i 1421 overdrog en grund i den østlige del af Vor Frue Sogn - nær det gamle kloster - til Sorø Kloster, og at denne grund tidligere var ejet og bebygget af Margrete d. 1.

Margrete d. 1. ønskede formentlig at bo nær nonnerne, når hun opholdt sig i byen, og det gjorde hun ofte - især i tiden efter 1395, hvor hendes nærmeste rådgiver og støtte, Peder Jensen Lodehat, var biskop i Roskilde. Det nære forhold til nonnerne understreges af, at Margrete d. 1. i 1411 testamenterede 3000 Mark til Vor Frue kloster, som på den tid var en meget stor sum penge.

Teglstenskælderen var fyldt med nedbrydningsmateriale i form af teglsten, herunder også enkelte sten som var anvendt til at give bygningen nogle rigt udsmykkede detaljer. Det indikerer, at der sandsynligvis har stået et fuldt teglbygget hus oven på kælderen. Takket være keramik og stentøj, man har fundet på stedet, kan man se, at kælderen har været i brug omkring år 1400, og at den formentlig er blevet revet ned omkring år 1600. En brand lagde ifølge skriftlige kilder denne del af byen øde i 1599, hvilket måske også er årsagen til, at bygningen blev revet ned.

Der kendes ikke til andre oplysninger – hverken arkæologiske eller skriftlige – om andre private teglstenshuse i denne del af byen. Derfor er der også meget, der taler for, at de fundne bygningslevn rent faktisk er rester af Margrete d. 1.'s hus, hvilket passer som fod i hose med datering, beliggenhed og bygningens karakter.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Jesper Langkilde, ROMU, tlf.: 46 31 65 03, jesperla@remove-this.romu.dk

Arkæologer ved Københavns Museum afdækkede i 2019 en særdeles velbevaret del af byens middelalderlige befæstning, hvor man over en strækning på 50 meter af volden har fået uvurderlig viden om befæstningens komplicerede opførelse.

Det viste sig, at der langs indersiden af volden, der er opbygget af jord og tørv, har løbet en gade, der har givet nem adgang til hele befæstningen, hvilket var nyttigt både til daglig, men måske særligt i forbindelse med angreb på byen. Udgravningerne afslørende også, at voldgaden var så velbevaret, at man stadig tydeligt kunne se gamle hjulspor i vejen.

Takket være konstruktionsdetaljer fra volden og de forskellige gadeforløb har arkæologerne kunnet påvise og datere mindst tre byggefaser af forsvarsanlægget. Den ældste del af volden bestod af jord, der har været kastet op i forbindelse med, at man i 1200-tallet etablerede en voldgrav, der skulle omkranse byen, hvor man havde behov for hurtigt at kunne flytte tropper og udstyr rundt langs forsvarslinjen. Flere gange i løbet af de næste århundreder er volden blevet både forhøjet og forstærket.

Særlig interessant var det at få afdækket, at man omkring midten af 1300-tallet har udført arbejde på forsvarsanlægget i forbindelse med opførelsen af en egentlig bymur på volden, ligesom man har foretaget omfattende vedligeholdelsesarbejder i årene efter Københavns belejring i 1535-1536, hvor byen bogstaveligt talt kom i ilden under Grevens Fejde.

Dateringen af anlæggene er i stort omfang sket takket være fundet af en større mængde mønter (borgerkrigsmønter, hul-, regnepenninge og skillinger) ved hjælp af metaldetektor. De omkring 200 mønter daterer de undersøgte dele af befæstningen fra midten af 1200-tallet til sidste halvdel af 1500-tallet. Denne aldersbestemmelse passer godt med de skriftlige kilder, hvor forsvarsanlægget nævnes - i Jacob Erlandsens bylov fra 1254 og Johannes Krags bylov fra 1294, hvor man beskriver bymure, voldgrav, planker, broer og gærder omkring København.

I det 16. århundrede blev både forsvarsvold og bymur på den undersøgte strækning efter ordre fra Christian d. 4. sløjfet og erstattet med et større befæstningsværk med nyt forløb.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Morten Steineke, Københavns Museum, tlf.: 23 24 34 42, bc0t@remove-this.kk.dk

Arkæologisk leder Lars Ewald Jensen, Københavns Museum, tlf.: 40 42 64 27, h66d@remove-this.kk.dk

Arkæologer fra Museum Skanderborg har de seneste år undersøgt et 12 hektar stort areal ved Firgårde nær Ry ved Skanderborg, og der har de afdækket en overordentlig organiseret produktion af tøj, der fandt sted i jernalderen.

Resultaterne af udgravningerne danner et billede af et landsbyfællesskab fra jernalderen, der har haft overskud til at koordinere en endog meget stor arbejdsindsats omkring et tidsmæssigt og teknisk krævende håndværk: At skabe klæder af plantefibre.

Undersøgelsen afdækkede spor efter mere end 400 konstruktioner - hovedsageligt fund af gårdsanlæg fra jernalderen, og bebyggelsessporene strækker sig over en periode på cirka 600 år (ca. 100 f.Kr. – 500 e.Kr.).

Mest bemærkelsesværdigt var dog et produktionsområde, hvor man udgravede et stort stenbygget bassin, en fletværksbrønd og to usædvanlige ovnanlæg. Naturvidenskabelige analyser har i 2019 endeligt bekræftet, at det store bassin indeholdt hørstængler, og arkæologer fra Museum Skanderborg mener derfor, at bønderne i landsbyen både har plantet og bearbejdet hør, og at anlæggene har været brugt til at forarbejde plantefibre til tøjproduktion.

Det har været et omfattende og ikke helt ukompliceret arbejde for jernalderbønderne at udvinde hørplantens fibre. I det stenbyggede bassin, som man kun sjældent er stødt på, har bønderne lagt hørstænglerne til såkaldt rødning, hvor fibrene er blevet gæret. I fletværksbrønden er de færdigrødnede stængler derefter blevet vasket rene, og ved ovnanlæggene har man tørret hørren, før de spindbare fibre blev udvundet.

Lokaliteten ved Firgårde hører til blandt landets ældste hørforarbejdningspladser, og udgravningen kan medvirke til at belyse nye sider af et af oldtidens mere komplicerede håndværk. Produktionsområdet udmærker sig blandt andet ved tilstedeværelsen af avancerede ovnkonstruktioner.

Fra andre lokaliteter, hvor man har arbejdet med hør, ved man, at trækulsholdige, stenfyldte nedgravninger – såkaldte brydegruber – har været anvendt i forbindelse med tørring af hør. Den slags brydegruber blev ikke med sikkerhed fundet ved Firgårde, til gengæld har man i stedet anvendt permanente sten- og tømmerbyggede ovnanlæg. Det er - så vidt vides - første gang i dansk forhistorisk kontekst, at sådanne egentlige, stenbyggede tørreovne kan knyttes til hørbearbejdning. Udgravningen skete som en del af etableringen af den nye bydel Kildebjerg Ry.

Yderligere oplysninger:

Arkæolog Anders Mørk, Museum Skanderborg, tlf.: 29 47 78 70, am@remove-this.museumskanderborg.dk

Museumsinspektør Merethe Schifter Bagge, Museum Skanderborg, tlf.: 24 80 64 99, msb@remove-this.museumskanderborg.dk

Store dele af et imponerende og næsten uforstyrret, middelalderligt borglandskab ved Grimstrup ikke langt fra Maribo på Lolland er i løbet af 2019 blevet kortlagt af arkæologer fra Museum Lolland-Falster.

Selve voldstedet med banker, volde og grave målte hele 280 x 80 meter. Arkæologerne mener, at borgbanken sandsynligvis har været omsluttet af en massiv ringmur af teglsten, og på indersiden af ringmuren har der måske været indtil flere bygninger.

Det kom som noget af en overraskelse for arkæologerne, at man omkring borgen fandt tre modborge – eller angrebsborge - fra den sidste belejring af Grimstrup Voldsted. Sporene efter de voldsomme kamphandlinger kan stadig ses tydeligt i landskabet, og sammen med flere andre middelalderlige spor markerer de Grimstrup som et af de mest interessante middelalderlige kulturmiljøer i Danmark.

Grimstrup er flere gange omtalt i skriftlige kilder, og man ved med sikkerhed, at borgen efter 1347 tilhørte kong Valdemar Atterdag, som dog kort tid efter pantsatte den til adelsslægten Ahlefeldt, der ofte var i strid med kongemagten. Man ved også, at Margrete d. 1. belejrede borgen i 1376, da Ahlefeldterne var involveret i et oprør mod kongemagten, og Grimstrup må i den forbindelse være faldet, for i 1377 hørte borgen igen under kronen.

Omkring år 1400 stiftede Margrete d. 1. et nonnekloster i landsbyen Skimminge, og hun skænkede Grimstrup med jorde til klosteret mod, at borgen skulle rives ned, og byggematerialerne bruges til opførelse af klosterbygninger.

På borgpladsen blev der, som en del af undersøgelsen, afdækket tykke aktivitetslag, der afspejler borgens funktionstid. Fundmaterialet viser med al tydelighed, at anlægget har været benyttet til mere end, hvad vi ved fra de skriftlige kilder. Udgravningen blandt andet vist, at selv om Margrete d. 1. lod borgen Grimstrup nedrive og stenene genbruge, så var der fortsat en eller anden form for aktivitet på stedet.

Yderligere oplysninger:

Arkæolog Leif Plith Lauritsen, Museum Skanderborg, tlf.: 22 67 78 79 / 60 62 80 99, lpl@remove-this.museumlollandfalster.dk

Arkæolog Lars Meldgaard Sass Jensen, Aarhus Universitet, tlf.: 24 26 91 13, marklmsj@remove-this.cas.au.dk

Det, der til at begynde med mest af alt lignede en ødelagt og overpløjet gravhøj midt på Bellinge Fælled sydvest for Odense, skulle vise sig at gemme på spændende nyt om bronzealderens begravelsesskikke, da Odense Bys Museers arkæologer kom på banen.

Til trods for at gravhøjen gennem tiden var blevet pløjet over, så indeholdt den stadig et helt særligt og yderst sjældent ligbrændingsanlæg fra yngre bronzealder (1100-500 f.Kr.).

Under den tørvebyggede høj, der målte i alt 23 meter i diameter, fandt arkæologerne et 10 m2 stort og 3,5 centimeter tykt lag af trækul. Det var de forkullede rester af det ligbål, hvor man havde lagt de døde. Under selve trækulslaget fandt arkæologerne stolpespor fra en konstruktion, der havde til formål at stabilisere de store mængder brænde, man havde brugt til ligbålet.

I bålresterne blev der kun fundet ganske få knoglestumper af en kremeret person. De øvrige skeletrester var omhyggeligt blevet pillet ud af kullene af dem, der betjente ligbrændingsanlægget. Efterfølgende var de rensede knogler anbragt i en urne, som var nedsat i højen. Der er nu sat gang i analyser af det trækul, der er opsamlet fra gravhøjen, så museet kan bringe endnu mere viden på banen om kremeringer af mennesker i bronzealderen.

Gravhøjen blev cirka 700 år efter dens etablering atter centrum for gravlæggelser. Nu var vi fremme ved jernalderen, hvor folk i området etablerede en gravplads omkring den gamle høj. Jernalderbegravelserne tager for alvor fat omkring år 300 e.Kr., og gravpladsen på Bellinge Fælled voksede sig snart så stor, at den blev en af de allerstørste jernaldergravpladser på Fyn. Der er fundet mere end 100 grave på pladsen, heraf er kun to af gravlæggelserne såkaldt jordfæstegrave. Resten af pladsens begravelser var brandgrave, hvor den afdøde – som det ofte sker i dag - blev brændt og nedsat i en urne.

Urnerne med deres indhold af brændte knogler og gravgods er i øjeblikket ved at blive undersøgt af Odense Bys Museer, og arkæologerne har indtil videre fundet blandt andet brudstykker af benkamme, smeltede glasperler, jernknive og dragtspænder. I de to jordfæstegrave var de døde sandsynligvis lagt ned i deres fineste tøj med dragtsmykker af sølv og bronze og perlekæder med både glas- og ravperler. I gravene fandt arkæologerne også lerkar, der måske har indeholdt mad og drikkevarer, som den døde fik med i graven.

Yderligere oplysninger:

For gravpladsen: Arkæolog Kirsten Prangsgaard, tlf.: 24 88 19 11, kpr@remove-this.odense.dk

For ligbrændingsanlægget: Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, tlf.: 20 90 13 18, mbh@remove-this.odense.dk

På et højtliggende punkt ved Erritsø lige syd for Fredericia har VejleMuseernes arkæologer i samarbejde med Nationalmuseet gennem de sidste år foretaget udgravninger af en stærkt befæstet stormandsgård fra vikingetiden.

Udgravningerne fra 2019 afslørede en næsten 50 meter lang hal fra vikingetiden med tre byggefaser og omgivet af en voldgrav. Det markante anlæg betyder formentlig, at stedet har været et magtcentrum i mange generationer, og at Erritsø-komplekset dermed var betydningsfuldt allerede fra den tidligste vikingetid i 700- og 800-tallet.

Arkæologerne er også stødt på små forsænkede arbejdshytter – såkaldte grubehuse - få hundrede meter øst for hallen. Værkstedsbygningerne underbygger, at der har fundet håndværksmæssig aktivitet og langdistancehandel sted på pladsen. Fund af dirhems – arabiske mønter – vidner om kontakter så langt væk som til Bagdad i Irak.

Bygningskomplekset ved Erritsø har store lighedspunkter med stormandsgårdene ved Lejre og Tissø på Sjælland, der i mange år har været kendt som opholdssteder for 600-800-tallets kongemagt.

Tidligere har mange arkæologer været af den opfattelse, at de sjællandske byggerier hørte til et kongerige, der måske ikke nødvendigvis havde sammenhæng med det øvrige nuværende Danmark. Med fundet af den jyske stormandshal, der er næsten identisk med de sjællandske, synes der imidlertid at være baggrund for at arbejde med idéen om et samlet rige allerede på dette tidspunkt.

Stedets strategiske beliggenhed ved Lillebælt, hvorfra al sø- og landtrafik kunne kontrolleres, styrker teorien om en sammenhæng med de sjællandske befæstninger. Den kraftige voldgrav, der ikke kendes på de sjællandske pladser, antyder desuden, at forsvarsdimensionen har været vigtigere i Jylland end på Sjælland.

Stednavneforskere har set på navnene omkring vikingegården ved Erritsø, og de kan pege på en stor tilstedeværelse af magtrelaterede stednavne som for eksempel Kongsted. Derudover kan navnet "Erritsø" ifølge nogle sprogforskere sættes i forbindelse med (kongenavnet) Erik, som på oldnordisk kommer af ordet for "almægtige enehersker" - altså en overkonge, der er anerkendt af andre konger. Måske skal navnet Erritsø fortolkes som "den høj, hvorpå den almægtige overkonge bor", og lokaliteten ligger da også på det højeste sted i Elbo Herred med god udsigt ud over Lillebælt.

Yderligere oplysninger:

Forskningschef Mads Ravn, VejleMuseerne, tlf.: 40 24 95 50, marav@remove-this.vejle.dk

Museumsinspektør Christian Juel, VejleMuseerne, tlf.: 51 73 81 29, chjue@remove-this.vejle.dk

Det kan være en god idé at bruge erfarne metaldetektorførere, når man arbejder som arkæolog. Bare spørg arkæologerne på Museum Thy, der i forbindelse med en større forundersøgelse ved Kallerup sydvest for Thisted fandt et spændende depotfund med genstande fra yngre bronzealder gemt i jorden ved hjælp af en metaldetektor.

Depotet, der havde ligget uberørt i jorden i omkring 3000 år, bestod af en kæmpestor ceremoniel økse, en mandsfigur med tvillingeansigt og hornet hjelm og to dyrefigurer, som hver især har to hestehoveder, der via slangelignende halse smelter sammen to og to. Både øksen og figurerne er af bronze

Det er mildest talt ikke hver dag, at man finder så flotte bronzegenstande – og slet ikke in situ og med mulighed for at udgrave fundene forsigtigt under kontrollerede forhold. Bronzeøksen og hestehovederne blev fragtet hjem til Museum Thy, hvor man under stabile forhold kunne fritlægge fundene.

Det er sjældent, at arkæologer finder bevarede dele af både træskafter og lerkerner i kultgenstandene, og fundet fra Kallerup gav derfor helt nye muligheder for at finde ud af mere om bronzealderens depotfund. Arkæologerne er nu i gang med at foretage et væld af naturvidenskabelige analyser af fundene, men også af den jord, fundene blev foretaget i - alt sammen for at blive klogere på fundets karakter.

Kallerupfundet trækker klare paralleller til nogle af de tidligere fund af bronzegenstande, der i dag indgår i Nationalmuseets udstillinger. Figurernes motiver går nemlig også igen på både helleristninger og rageknive fra samme periode, og dermed skriver fundet sig direkte ind i diskussionen af bronzealderens kosmologi med flertydige genstande, sammensmeltning af dyrefigurer og genstande til overnaturlige skabninger - et symbolsprog med fjerne eksotiske paralleller i Ægypten, på Cypern og Sardinien.

Og metaldetektorføreren? Ja, han var egentlig ude at lede efter vragdele fra et fly, der var styrtet ned under 2. verdenskrig, men det er en helt anden – og væsentlig - historie.

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder Niels Algreen Møller, Museum Thy, tlf.: 61 27 21 31, niels@remove-this.museumthy.dk

Da en kvinde fra Langeland i begyndelsen af vinteren 2019 gik en tur langs øens vestkyst, mødte der hende et usædvanligt syn. En stor sten var efter en storm faldet ud af skrænten, og dér, lige bag stenen, gemte sig en stor mængde menneskeknogler.

Arkæologer fra Langelands Museum blev straks tilkaldt, og i løbet af sommeren 2019 har museets folk undersøgt stedet. Det viste sig hurtigt, at der var tale om en hellekiste, dvs. en gravkiste sat af flade sten, fra bondestenalderen, og kisten har øjensynligt været brugt til gentagne gravlægninger.

Da arkæologerne fik undersøgt selve gravkammeret, som var fuld af jord, fandt man en dynge knogler skubbet op mod den gavlsten, der var faldet ud. I kammerets modsatte ende fandt man resterne af de sidst gravlagte i hellekisten. Under udgravningen viste det sig, at de "sidst gravlagte” bestod af tre individer, der var lagt oven på hinanden. De mange lag af døde viser, at man løbende har foretaget gravlæggelser i hellekisten.

I alt blev cirka 200 knogler udgravet, hvoraf de fleste var i glimrende bevaringstilstand, hvilket ikke er usædvanligt, når man har med lerfyldt, langelandsk jord at gøre. I hellekisten blev der også fundet to fladehuggede flintdolke, som formentlig er givet som gaver til nogle af de gravlagte.

Selve hellekisten bestod af to store, opretstående sten placeret på hver sin side af mindre gavlsten, hvoraf den ene altså nu var faldet ned på stranden. Det hele var lukket til med to dæksten. Over kisten var der rejst en flad jordhøj på cirka 10 meter i diameter, der øverst har haft et lag af op til 40 centimeter store sten. Kammeret havde i øvrigt en usædvanlig form, idet den østlige del var væsentligt smallere end den vestlige.

Allerede i oldtiden må kisten være begyndt at forfalde, for arkæologerne kunne se, at man allerede, mens den var i brug til begravelse, havde stablet sten op for at støtte siderne.

Som en del af udgravningen er der blevet lavet flere detaljerede 3D-modeller i forskellige stadier af afdækningen af kisten, ligesom den omgivende høj er medtaget i modellen.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Otto Christian Uldum, Langelands Museum, tlf.: 21 15 53 28, otul@remove-this.langelandkommune.dk