Referat af oplæg om Odd Fellow Palæet
To markante bygninger i København brændte i 1992 med kun få måneders mellemrum: Odd Fellow Palæet i Bredgade og Christiansborg Slotskirke.
Begge bygninger er genskabt, men på meget forskellige betingelser, og dermed også med meget forskellige resultater. Det redegjorde de ansvarlige arkitekter for på årets restaureringsseminar, hvorefter deres arbejde blev kommenteret af en opponent.
Berckentins Palæ, som Odd Fellow Palæet oprindelig hed, er opført i 1751-55 af arkitekt J.G. Rosenberg som en del af Frederiksstaden. Palæet er placeret lige i Dronningens Tværgade-aksen. I de første år var det bolig for grev C.A. Berckentin og hans familie, men i 1763 blev det solgt til familien Schimmelmann, som boede der i flere generationer.
I 1884 blev bygningen købt af aktieselskabet Concertpalaiset, som foretog store om- og tilbygninger. I haven blev der opført en stor koncertsal, stueetagen blev omdannet til foyer, og de oprindelige lave staldfløje erstattet af toetages sidebygninger. Den nuværende ejer, Odd Fellow Ordenen, overtog palæet i 1900.
Branden i 1992 opstod i den store koncertsal, som brændte ned, og som ikke er genopført. Men også store dele af palæet og dets interiører blev kraftigt skadet såvel af branden som af slukningsarbejdet.
Arkitektfirmaerne Rønnows Tegnestue ApS og Varmings Tegnestue ApS fik sammen med ingeniørfirmaet Rambøl, Hannemann og Højlund til opgave at restaurere Odd Fellow Palæet. Varmings Tegnestue stod i hovedsagen for projekteringen af genopbygningen af hovedpalæet, mens Rønnows Tegnestue stod for byggeledelsen og opførelsen af de nye sidebygninger på bagsiden af palæet.
På seminaret fortalte arkitekterne Anne Lene Jørgensen og Jens Christian Varming, begge fra Varmings Tegnestue, om restaureringsprocessen og de konkrete resultater af arbejdet med hovedpalæet.
De økonomiske – og dermed tidsmæssige – rammer for restaureringen havde været særdeles stramme. Der havde således hverken været mulighed for grundige forundersøgelser eller store restaureringsteoretiske overvejelser. Anne Lene Jørgensen erkendte, at der var truffet valg, som havde været til mere gavn for bygherren end for bygningen.
Der blev brugt mange ressourcer på at rekonstruere facaden. Våbenkartouchen, sandstensornamentet med det berckentinske våben, der pryder balustraden øverst på facaden, var under slukningsarbejdet blevet skubbet ind i bygningen for at undgå nedstyrtning. I faldet ned igennem etagerne havde kartouchen anrettet store skader og var selv ødelagt.
Med store omkostninger lykkedes det at rekonstruere våbenkartouchen, som i øvrigt viste sig at være en nyhugning fra 1920'erne. Til rekonstruktionen har man anvendt de sten, som kunne reddes, suppleret med nye, så det i dag fremstår som en helhed. Også facadens øvrige sandstensudsmykning er genskabt.
Indvendig, hvor halvdelen af palæet mod haven var meget stærk ombygget i forbindelse med etableringen af Koncertpalæet, havde det været arkitekternes ambition at skabe nye velproportionerede rum. Bygherrens ønske var imidlertid at genopbygge rum og sale stort set, som de var før branden med få ændringer, bl.a. i form af to nye hovedtrapper.
Før branden fandtes endnu fire fornemme rokoko-stuklofter i palæet. To blev ødelagt af den nedstyrtende våbenkartouche, det tredje af branden. Det fjerde som var meget ødelagt af vand, blev reddet og gennemgik en omfattende konservering. Til de tre andre rum (den store sal, vestibulen og det oprindelige trapperum) skabte man nye rokoko-inspirerede stuklofter.
Opponent Erik Brandt Dam, arkitekt MAA
Opponenten roste arkitekterne bag Odd Fellow Palæets restaurering for at have ydet en "heroisk førstehjælp", som havde reddet palæets liv. Men samtidig beklagede han, at der ikke havde været tid og økonomi til at give "patienten" den optimale behandling og pleje. Det færdige resultat bar mere præg af pragmatiske løsninger end af restaureringsteoretiske overvejelser.
Erik Brandt Dam var enig i beslutningen om at prioritere palæets ydre højt, fordi bygningen har stor byplanmæssig betydning. Og han fandt stort set, at den udvendige restaurering var lykkedes godt, mens tidspres og stram økonomi skinnede tydeligere igennem i den indvendige del.
Under sin forberedelse havde Erik Brandt Dam gjort en række iagttagelser, hvor autenticiteten i betydningen "ægthed, troværdighed" var diskutabel:
Tagets oprindelige form er genskabt i en ny konstruktion af stål og konstruktionstømmer. Samtidig er der bygget tre nye "skorstene", der slutter ved hanebåndene og udelukkende fungerer som ventilationskanaler. Skorstene er vigtige for en bygnings udtryk, men er attrapper en rimelig løsning?
På havesiden har nedrivningen af den store koncertsal efterladt et tomrum, idet arkitekternes vision om "et lille haveanlæg af en kvalitet, der kunne gengive anlægget dets værdighed", aldrig er blevet realiseret. Der er i dag ingen erindring om den tabte koncertsal.
I palæets indre fremstår genopbygningen ikke som resultat af ideelle valg, hverken med hensyn til materialer eller håndværksmæssig bearbejdning. F.eks. er der overalt lagt mørke parketgulve af billigt, importeret træ,. Paneler er genskabt i gammel form, men med udstrakt brug af MDF-plade og krydsfiner, og gipsplader er anvendt til stukkkanter langs væggene.
I det hele taget har den voldsomme brand ikke efterladt sig spor, der umiddelbart kan opfattes som aftryk i bygningen.
Erik Brandt Dams konklusion var, at arkitekterne under meget vanskelige forhold har fået et pænt resultat ud af facaderestaureringen, men at den indvendige del af projektet er mindre vellykket. Løsrevne valg og en udstrakt brug af generelle løsninger har skabt tvivl om hensigten og har ikke i tilstrækkelig grad samlet sig i klare rumlige helheder, hvor forholdet mellem gammelt og nyt kan opleves. I bygningens indre kunne man have ønsket sig et arkitektonisk greb lige så radikalt, som branden var voldsom.