Niveau 1: Vadehavsområdet

Landskabet er følsomt på grund af den flade karakter. Forandringer ses tydeligt på lang afstand. Derfor er det problematisk, såfremt der sker en uhensigtsmæssig udbygning med nye bebyggelser. Det kan være i form af voldsomt store fritliggende boliger eller erhvervsbyggerier. Store nye staldbygninger, gylletanke og siloer placeres ofte i afstand fra stuehus og gamle udlænger. Disse nye store bygninger bliver derved fritliggende og ødelægger ofte indtrykket af et ellers smukt landskab. Ligeledes kan store tekniske anlæg som højspændingsmaster, vindmøller og vejanlæg virke for voldsomme i det sårbare område.

Marsken og tilstødende enge berøres kraftigt ved byggeri. Beplantningen i de åbne områder kan hindre det store udsyn og indtrykket af de store vidder. Det kan være læhegn, mindre skovbeplantninger eller blot tilfældige træbevoksninger. Det ønskelige er, at engene og marsken fastholdes til afgræsning eller til lavtvoksende afgrøder, der ikke dækker for udsynet.

På en tur gennem vadehavsområdet krydser man ofte ådalene, som strækker sig fra baglandet og helt ud til marsken. Disse ådale er væsentlige landskabstræk, som er værdifulde men meget følsomme for ændringer som nybyggerier og tekniske anlæg. Rundkørsler dominerer og virker anmassende i et fladt landskab, især hvis der placeres skulpturer på forhøjningerne i midten.

For alle byerne i vadehavsområdet gælder, at man bør fastholde den enkelte bys karakter med hensyn til struktur og bebyggelsesmønstrer. Det er vigtigt at fastholde og forstå stedernes kvaliteter. Det kan være værdifulde landskaber, som løber helt ind til byerne, det kan være byernes struktur, bebyggelsesplaner eller arkitektur. Varde er den klassicistiske by, Esbjerg den historicistiske, Ribe den middelalderlige og Tønder har sin renæssance-karakter med de hollandskinspirerede gavlhuse. De mindre byer og landsbyer har ligeledes deres særlige bevaringsværdige kvaliteter.

Vadehavsområdet er karakteriseret ved store vidder, åbne områder og den høje himmel men også ved de smukke og forskelligartede byer. Bygningskulturelt er der imellem stedernes oprindelige huse og landskaber en smuk sammenhæng. Denne sammenhæng bør der værnes om.

Mange steder, især i marsken, er landskabet uden beplantning så langt øjet rækker, hvilket, sammen med de helt lige linier som digerne danner, giver en særlig oplevelse i forhold til det øvrige danske landskab. Landskabet bør på de følsomme steder friholdes for bebyggelser, tekniske anlæg og beplantninger. Såfremt der bliver behov for etablering af større anlæg, som højspændingsmaster, motorvej eller større produktionsbygninger, bør det ikke ske i de flade eng- og marskområder, men inde i landet øst for hovedvej A11 hvor der er mulighed for, på en bedre måde at indpasse anlæggene til landskabet.

Kommunerne bør udarbejde en samlet plan for vadehavsområdets landskabsværdier omhandlende naturområder, landbrugsområder, områder som skal friholdes for byudvikling, samt områder, hvor der er mulighed for en nærmere planlagt byudvikling. Planen skal give vejledninger til indpasning af bebyggelser i landskabet herunder også ved etablering af nye landbrugsbygninger og erhvervsbyggeri i det hele taget. Planen kunne indeholde en kortlægning af landskabets forskellige kategorier, hvor nogle områder skal friholdes for bebyggelse, eksempelvis marsken, mens andre områder er forbeholdt landbrugsdrift, hvor der kan ske en langbrugsmæssig erhvervsudvikling. Ind imellem disse områder ligger unikke naturområder, som ofte grænser op til byerne. Disse arealer bør sikres til natur- og rekreative formål samt landbrug.

Der bør laves bevarende lokalplaner for landsbyerne. Disse bør indeholde vejledninger om bygningsrenovering og bevaring, samt indeholde angivelse af områder og landskabsstrøg, hvor byggeri og anlæg er uønsket. Planerne bør også indeholde vejledning om beplantning og pleje af åbne arealer, haver m.v.

Der bør etableres "Bevaringsfonde" for områderne med økonomiske støttemuligheder ved gennemførelse af gode og hensigtsmæssige løsninger ved ombygning, og renovering. Der bør føres en restriktiv politik med hensyn til landzonetilladelser. Der bør stilles arkitektoniske vilkår, og der bør stilles vilkår om beplantninger, når det er påkrævet.

Anbefalinger specielt for Varde

Vardes nære tilknytning til åen er væsentlig. Man "skal bare lige ned ad Torvegade eller Storegade" og så er man ved åen. Men man har også nogle meget store "kig" ud over åbne områder med Slotsbankens gl. voldanlæg syd for åen. Samspillet mellem landskabet og byens fine klassicistiske huse er af høj bevaringsværdi. Det er vigtigt at fastholde disse kvaliteter. Byens gadenet, arkitektur og struktur er unik. Gaderummenes form og størrelsesforhold, uanset om det er i hovedstrøgene eller sidegaderne, bør bevares. Man skal undgå at lave facadeindrykninger i bebyggelserne, og man skal fastholde de gængse proportioner i karrebebyggelserne.

Det er vigtigt at de åbne områder især langs åen bevares og ikke "fyldes op" med bebyggelser, blot fordi områderne kan være attraktive til nye boliger eller domiciler. Vardes tætte tilknytning til grønne områder, specielt omkring åen, bør fastholdes. Langs åen er der en righoldig og varieret beplantning, som giver et smukt grønt forløb langs den gamle bydel. Det er vigtigt at fastholde og vedligeholde denne beplantning.

Anbefalinger specielt for Esbjerg

Esbjergs gridnet er en væsentlig del af Esbjergs karakter. Det er derfor vigtigt at fastholde gadestrukturen.

Man skal undgå tilbagerykninger af facader, de steder hvor randbebyggelsen står i gadelinien, og ligeledes søge at fastholde stedets proportioner.

I byparken og langs Havnegade, på kanten af den oprindelige skrænt og videre mod vest på begge sider af Stormgade, opleves stadig de oprindelige skrænter, der udgjorde grænsen mellem Esbjerg Bakkeø og den oprindelige strand. Fornemmelsen af klinten har høj bevaringsværdi og bør sikres ved en bevarende lokalplan.

De grønne kiler mellem Esbjergs byområder er af meget stor kvalitet og har stor bevaringsværdi.

Det arkitektoniske indtryk af Esbjerg er en by opført i de historicistiske stilarter. Det helhedsindtryk og tidsbillede er særdeles værdifuldt sammen med gridnettet.

Dokhavnen og bassinets form bør bevares, og der bør skabes en tættere sammenhæng mellem byen og havnen.

De store landskabselementer, kilerne, resten af Esbjerg Klev og de grønne områder, bør fastholdes og indpasses i den arkitektoniske og byplanmæssige behandling af planlægningsopgaver og byggesager i områderne. Indgreb i disse områder vil ødelægge en række af de kvaliteter, som i dag opleves omkring byen.

Esbjerg Kommune har en god bevaringsplanlægning, for så vidt angår bymidten. Men det er væsentligt at holde fast i helheden i de enkelte bydele og i hele byens karakter. Det er også vigtigt, når der bygges nyt, at det nye har en høj standard og indpasses, hvad angår proportioner, i forhold til byen, og ikke mindst til de nabohuse det nye hus skal ligge imellem.

Man skal undgå at bygge højt i det centrale byområde.

Anbefalinger specielt for Ribe

Når man kommer mod Ribe fra nord ad hovedlandevejen og kører ud på marsken fra "Plantagen" og videre ad omfartsvejen vest omkring, fornemmer man straks Ribes og landskabets bevaringsværdier, hvilket bør fastholdes. Den helt skarpe afgrænsning mellem byen, åen og marsken. Husrækken med de klassicistiske huse langs Skibbroen og byens profil med domkirkens store tårn. Mod vest har man udsigten ud over marsken, og Ribe Å slynger sig som en flod gennem et åbent landskab.

Trenden er i øjeblikket, at bygge højhuse for at få udsigt ud over et smukt landskab, eller ud over havet. Det vil være ødelæggende for Ribe, såfremt der bygges huse, som kommer til at dominere byens profil i højden eller på anden måde.

Ny bebyggelse skal underordne sig den eksisterende byprofil.

Fra omfartsvejen og ind mod byen er der et fantastisk view med domkirken og Skibbroen, som ikke ses andre steder i Danmark. Man ser byens helt klare afgrænsning til åen og landskabet med huse, som blev bygget for 200 år siden. Dette kig må bevares og ikke sløres af beplantninger, byggeri eller vejtekniske løsninger e. lign.

Fra Skibbroen er der ud over landskabet, Ribes hovedeng, en flot udsigt, som dog begrænses af omfartsvejens dæmning. Hovedengen bør ikke berører af byggeri eller tekniske anlæg.

Øst for byen præges byen af å-systemet. Her har bebyggelserne placeret sig langs åerne og har dannet skarpe grænser, som er smukke arkitektoniske elementer. Det ses eks. tydeligt ved Kurveholmen. Her ligger gamle villaer fra begyndelsen af sidste århundrede på rad og række langs vandet. Disse områders helhedsindtryk bør bevares intakt.

Ribes byplanstruktur, der går tilbage til middelalderen, og som er skabt i et samspil med å-systemets muligheder, er særdeles bevaringsværdigt. Ribes særlige arkitektur med de gamle bindingsværkshuse fra middelalderen og mange klassicistiske huse er af meget stor bevaringsværdi, som man bør passe på i den fremtidige planlægning. Mange af husene er fredet.

Anbefalinger specielt for Tønder

Tøndermarsken med de store vidder bør friholdes for bebyggelser, og den skarpe afgrænsning mellem marsken og byen skal bevares. Imellem Tønder og Møgeltønder ligger der store landbrugsarealer, som bør fastholdes som åbne landbrugsområder og ikke inddrages til byformål.

Tønders "byprofil" med forholdsvis lave huse bør bevares.

Anbefalinger specielt omkring de spredte gårdbebyggelser

På gesten, inde på bakkeøen og på den opdyrkede hedeslette ser man overalt de spredte gårdbebyggelser. Flere steder er der foretaget udbygninger af gårdene med store landbrugsbygninger, til malkekøer, svine- eller kyllingeproduktion.

De store bygninger er voldsomme i landskabet og kan præge helhedsindtrykket af et smukt landskab uheldigt.

Flere steder burde disse bygninger ikke være opført, men skulle have været placeret, så de store udsigtslinier over det åbne terræn ikke ødelægges. Der hvor bygningerne er opført skæmmende, bør de omkranses af beplantninger for at mildne indtrykket.

Den danske del af vadehavsområdet er en smal stribe land langs den jyske vestkyst, der strækker sig fra Ho Bugt i nord til den dansk-tyske grænse i syd. De fleste steder er den danske strækning, der består af brede hedesletter, bakkeøer og marskområder, højst 6-8 km bred. Enkelte steder, specielt ved Varde, Ribe og Tønder, er vadehavsområdet dog bredere. Langs Varde Å går området 10-12 km ind i landet, ved Ribe breder området sig 10 km ind i landet og ved Tønder ca. 20 km. op langs Vidåen. Den danske del af marsken er dog meget smal, f.eks. i forhold til den hollandske del, som kan være op til 50 km.

I kort afstand fra kysten ligger øerne Langli, som er ubeboet, Fanø, Mandø og Rømø. Øerne består af klitlandskaber og marskområder. Marskområderne ligger specielt på øernes nordspidser og langs de østvendte kyster. På Mandø er der hovedsageligt marsklandskab.

I vadehavsområdet ligger der en lang række gamle bysamfund, som har en fælles reference: Tilknytningen til havet og marsken samt den kulturelle påvirkning, som er sket op langs kysten enten ved sejlads eller langs drivvejen, der sikrede kvægtransporterne til de tyske og hollandske markeder.

Når man kommer fra øst – f.eks. ad motorvejen til Esbjerg - helt inde fra den jyske højderyg, opleves landskabet som forholdsvist fladt. Flade bakkeøer, der er intensivt opdyrkede, kun afbrudt af ådale og engstrækninger. Det er det samme indtryk, uanset om man kommer til landsdelen i den sydlige eller den nordlige ende.

De flade bakkeøer går flere steder helt ud til kysten. På strækningen, fra Esbjerg og helt op til udmundingen af Varde Å præges kysten således af bakkeøerne, der står med høje markante skråninger ned mod stranden. Ligeledes på kyststrækningen mellem Ballum og Højer ved Emmerlev Klev går bakkeøerne helt ud til kysten og danner "klintlandskaber" på store strækninger. På strækningen fra Ho bugt og ned til grænsen gennemskæres området på tværs af store ådale, som går dybt ind i landet. Oprindelige smeltevandsdale fra sidste istid - Varde ådal som den nordligste, Sneum ådal, Kongeådalen, Ribe ådal, Rejsby ådal, Brede ådal og sydligst Vidådalen der løber igennem området ved Tøndermarsken. Alle åer løber ud i Vadehavet.

Bakkeøerne og hedesletterne kan opfattes som ensformige, nogle vil måske sige kedelige såfremt man ikke er opmærksom og følger de ofte tydelige grænser mellem ådalene og sletterne, som løber langt ind i baglandet. Disse strækninger langs åerne er meget smukke. Der er på hedesletterne ikke den store variation i selve terrænets bevægelser, uanset om man er i den nordlige eller i den sydlige del af vadehavsområdet. Områderne benyttes til landbrug og er ofte beplantet med læhegn og mindre skove. Når hedesletterne eller bakkeøerne møder kysten, "gesten", oplever man nogle helt andre variationer og kontraster i landskabet. Den bratte overgang mellem det flade eller let bølgende landskab og det totalt flade marsklandskab beliggende lige over havoverfladen med høje diger er stærk og smuk. Det er her, man oplever de store vidder, den høje himmel og store horisonter. Hvor bakkeøerne står med høje skrænter ned til strandkanten, er der helt særlige landskabelige oplevelser.

Marskområderne grænser op til et stort bagland, som består af gamle hedesletter, ådale og bakkeøer, der strækker sig langt ind i Jylland. Landskabet er tæt beplantet med læhegn, skovområder og plantager samt intensivt udnyttet til landbrugsdrift. De store ådale med vidtstrakte enge, skovene og de store udsyn giver helt særlige smukke landskabelige oplevelser, når man færdes i området.

Baglandets struktur, landevejenes forløb igennem landskabet og landsbyernes byplaner er ikke ændret meget igennem de sidste 100-200 år.

Vadehavsområdet præges af 4 store byer: Varde som den nordligste. Esbjerg som landsdelens største og yngste by. Ribe som den ældste og Tønder som den sydligste. Vadehavsområdets 3 gamle byer, Varde, Ribe og Tønder, der alle har en lang historie bag sig, ligger ved de store ådale.

Esbjerg, der er den yngste og største by, blev planlagt og etableret i 1868 yderst på bakkeøen Esbjerg Klev.

En lang række mindre byer og landsbyer præger ligeledes landsdelen. Skærbæk og Højer er de største af disse mindre byer på fastlandet. Begge byer ligger på geststranden – kanten af hedesletten og marsken i sikker afstand fra stormfloder.

På Fanø ligger Nordby som øens største bysamfund helt ned til kysten. På øens sydligste spids ligger Sønderho.

På Rømø er der ikke egentlige bysamfund, men samlinger af gårde. Rømø præges i dag i stor udstrækning af sommerhuse og feriebebyggelser.

Ned langs kysten på fastlandet ligger mindre landsbyer og klynger af bebyggelser som en tæt perlerække. På kortillustrationen er fremhævet de beskrevne strukturer og bysamfund, men der er flere i området, og samlet udgør bysamfundene, både de 3 store byer, Varde, Ribe og Tønder, og de mindre byer en samlet værdifuld struktur, som bygningskulturelt hænger sammen. Esbjerg er vadehavsområdets "farisæer". Den nye by som blev planlagt, og som man besluttede at placere der, hvor der var havnemuligheder.

For de gamle byer er det først og fremmest landskabets ressourcer, herunder særlige forekomster af vand, ager-, skov- og engarealer, men ikke mindst havnemulighederne ved de store åer, der har betinget de enkelte byers bebyggelsesmønstre frem til sidste fjerdel af 1800-tallet. Herefter skete der en stor påvirkning med Esbjergs etablering i 1868, jernbanens udvikling fra 1874 og forbedring af det overordnede vejnet.

Landskabet specielt omkring Varde

Ved Varde strækker det åbne landskab sig helt ind til bymidten, forbi slotsbanken og ind til byens gamle ladeplads, der i dag anvendes til fritidshavn for motorbåde.

Landskabet omkring Varde præges i dag af løvtræer, som efterhånden har erstattet gamle gran- og fyrretræsbeplantninger.

Der er ingen beplantninger ude i marskområderne.

Landskabet specielt omkring Esbjerg

Esbjerg Kleve, er en "knude" på spidsen af Esbjerg Bakkeø med et smalt forland.

Kleven er stadig synlig på trods af bebyggelser, erodering og beplantning. På toppen af "knuden" – der engang var en bavnehøj, står byens vartegn, Esbjergs vandtårn. En markant bygning i gotisk arkitektur, hvis udformning er inspireret af sydtyske borgtårne. Landskabet omkring Esbjerg præges af bakkeøens store vidder med de store dalsænkninger. Beplantningsbælter kanter disse dalsænkninger og danner afgrænsning til store byområder.

Landskabet specielt omkring Ribe

Ringvejen omkring Ribe giver fine muligheder for at opleve Ribes afgrænsning ud mod det flade landskab, og Ringvejen er i sig selv et markant element i landskabet, som ligger som en barriere på tværs af åen, der tidligere var byens vigtigste søvejsforbindelse til Vesterhavet. Set fra havnen eller Hovedgaden spærrer vejdæmningen da også for det lange udsyn over de flade enge og åens bugtede forløb mod havet.

Ribes profil, dens skyline, er markant. Ribes bygninger virker specielt høje midt i det flade landskab, og domkirkens tårn dominerer hele egnen på baggrund af de ensartede bygningshøjder i de omkringliggende bebyggelser. Bymidtens 2 andre tårne, Sankt Catharinæ Klosterkirke og vandtårnet, har en lavere og bredere udformning og indgår som nogle mindre markante elementer i byprofilen. Udviklingen af de nyere bydele er sket nord og øst for den gamle del af byen. Områderne består hovedsagligt af parcelhuse, der er bygget fra 1910 og frem til i dag.

Landskabet specielt omkring Tønder

Ved Tønder er den skarpe grænse mellem land og by især tydelig, når man nærmer sig østfra, fra landsbyen Rørkær. Men også fra andre vinkler kan man opleve, at det åbne land rækker helt op til byen.

At det omkringliggende landskab, specielt marskområderne, rækker helt ind til bykernen er en kvalitet, idet man derved flere steder inde fra byens gader visuelt har kontakt med det smukke område, man befinder sig i. Man fornemmer egnens karakteristika – det flade og åbne landskab med de store udsigter, og ikke mindst det specielle lys der er i marsken. Byens frisiskprægede arkitektur med gavlhuse og tætte gader giver et smukt og meget stærkt samspil med marsken.

Landskabet specielt omkring de spredte gårdbebyggelser

På bakkeøerne er der læhegn, og landskabet er intensivt dyrket. Ofte med nyere produktionsafgrøder som f.eks. majs, der bruges til grøntfoder. Majs har den ulempe, at den bliver meget høj, hvilket resulterer i, at den smukke udsigt og udsynet forsvinder. I vadehavsområdet er der få skovarealer, men på en tur fra nord til syd krydser man alle de markante ådale, hvoromkring der ofte er beplantninger som præger landskabet. I marsken er det de åbne vidder og digernes lige linier, der præger indtrykket. Uden for digerne løber åerne ud i Vadehavet igennem et smukt åbent landskab, der er udlagt til græsningsarealer.

Langs Vadehavets kyst har der igennem de sidste par årtusinder været en befolkningsudvikling, der igennem tiderne har resulteret i talrige bosættelser. Årsagen til udviklingen har været vadehavsområdets frugtbarhed, mulighederne for fiskeri, landbrug og kvægavl samt de lette samfærdselsmuligheder, der var på havet langs hele kysten. Der er mange synlige spor helt tilbage fra jernalderen og frem til i dag, som viser at området har været rigt beboet.

Omkring år 1000 var havet, Ribe Å, og de andre store åer ved Varde og Tønder nogle af de mest befærdede områder i riget, hvilket gav stor økonomisk udvikling. Ribe var således ved middelalderens slutning en af nordens største byer med 5000 indbyggere og blev et "kraftcenter" for hele vadehavsområdet.

I slutningen af middelalderen mistede kongemagten den store interesse for området. Man kunne nu med de større skibe sejle nord om Skagen og behøvede ikke Ribe som anløbshavn.

Desuden blev området hærget af mange krige, brande samt oversvømmelser, som sammenlagt tappede for kræfter.

Reformationen ændrede også Ribes økonomiske situation. Byens og omegnens mange katolske gejstlige, som var meget velhavende, forlod byen og egnen efter reformationen og tog deres rigdomme med sig. Klostrene blev lagt øde og flere blev nedrevet.

Siden middelalderen er der i områdets "gamle" byer ikke sket store forandringer i deres struktur, byplan og arkitektur bortset fra Varde, som efter en storbrand i 1821 skulle genopbygges fra grunden. De begrænsede ændringer skyldes den generelle økonomiske stagnation i vadehavsområdet, hvilket har bevirket, at man passede på det, man havde. Derfor er de 3 gamle store byer og mange af de mindre byer og landsbyer særdeles velbevaret. Byerne blev forskånet for voldsomme nedrivninger, store gadegennembrud og ombygninger, som mange andre byer i landet oplevede i det sidste århundrede.

Fanøs økonomiske ekspansion, grundet udvikling af handelsskibsfarten fra slutningen af1700-tallet og frem til slutningen af 1800-tallet, gik de øvrige områder forbi. Én af årsagerne var at, Varde og Ribe havde meget beskedne og utidssvarende havneforhold. Tønders havn var på det tidspunkt nedlagt.

Mange af landsbyerne er gamle "klyngelandsbyer", som i de sidste hundrede år har udviklet sig forskelligt, afhængig af om landsbyen har været beliggende i nærheden af en jernbane og det overordnede vejnet, eller om de var beliggende langt fra, f. eks. ude ved kysten. Mange af landsbyerne langs jernbanen, både vest for Varde og ned langs Bramming/ Tønderbanen oplevede en "opblomstring" fra 1880erne frem til 1930 med ændrede byggeformer og byplanlægning til følge, hvorefter de udviklingsmæssigt "gik i stå". Det skyldes bl.a. at der blev etableret bedre veje, og biler blev almindelige som transportmiddel samt at erhvervsudviklingen koncentrerede sig i de større byer.

Udover vadehavsområdets 3 gamle byer, hvis struktur hovedsagligt stammer fra middelalderen, er det karakteristiske ved vadehavområdets arkitektoniske fysiognomi, at der er en fælles karakter, der går igen i de gamle huse og byerne. F.eks. er bebyggelsernes arkitektur og karakter i Nordby, Sønderho, Højer, Møgeltønder samt i en lang række andre landsbyer langs kysten "i familie" med hinanden og er sammenlignelige, hvilket binder området sammen, og ikke mindst den frisisk påvirkede byggeskik gør området interessant.

Der er mange landsbyer, hvor der fortsat findes egnstypiske huse fra det 18-århundrede. De fleste er dog meget ombyggede, men husene har fortsat nogen bevaringsværdi. Der er også ejendomme og huse fra begyndelsen af det 19-århundrede som er med til at præge landsbyerne her på en smuk måde.

Vardes beliggenhed ved Varde Å
Områderne omkring åen bør friholdes for bebyggelse og de store landskabstræk bevares.

Egnen omkring Varde er i sin oprindelse et "ægte stykke Vestjylland": Store bakkeøer og en dyb floddal med Varde Å i bunden.

På stedet, hvor byen har udviklet sig, har der været et naturligt overgangssted med smalle engstrækninger med fast bund på begge sider af åen, hvor prangere, studedrivere og andet godtfolk helt fra Thy kom over for at vandre videre til Hamburg eller endnu længere ned i Europa. Strækningen var en del af drivvejene, og her hvor åen var ganske smal, kunne man komme over.

Byen voksede op primært på nordsiden af åen, på Varde Bakkeø.

Ådalen mellem bakkeøerne breder sig fra Varde by og ud mod vest. Ved åens udmunding i Ho Bugt er denne omgivet af store marskområder. Endnu kan man ved åens udløb i bugten se, hvordan lodsejerne indvinder nyt land ved hjælp af gamle metoder i form af "slikgårde", hvor tidevandet stadig aflejrer materiale.

Varde Å
Broen over åen ved Torvegade

På kanten af ådalen ligger på begge sider en række landsbyer, bl.a. Jannerup, og en række gamle gårde.

Jannerup fungerede som ladeplads for Varde indtil 1800-tallet. På ladepladsen nede ved åen blev lasten fra de store havgående skibe losset over i pramme, der herefter blev trukket op til Varde by.

Varde er en by der igennem århundrede har været udsat for brande, hvor hele eller store dele af byen nedbrændte. Sidst i 1821 efter en påsat brand. Byen blev genopbygget i sin nuværende klassicistiske arkitektur og oplevede i de følgende årtier en opblomstring. Bl.a. blev åen rettet ud og havnen blev ført helt op til byen. I 1874 fik byen jernbaneforbindelse med Esbjerg, som bevirkede en bedre kontakt med omverdenen, men som også gav dødsstødet til byens havn.

Esbjerg ligger på toppen af en bakkeø helt ud til kysten. Store åbne eng og marskområder afgrænser byen mod syd. Disse åbne arealer bør friholdes for bebyggelse for at fastholde en klar grænse mod vadehavsområdet og de store vidder. Enkelte steder bør der foretages en supplerende afskærmende beplantning og højspændingsmaster bør fjernes.

Esbjergs oprindelse er helt anderledes end de ældste 3 store byer i vadehavsområdet, idet Esbjerg Dokhavn blev planlagt og anlagt i 1868.

Efter krigen i 1864 mistede Danmark Sydslesvig og de daværende havne, specielt Husum. Der opstod derfor et behov for en ny Vesterhavshavn.

Udgangspunktet for Esbjergs placering var altså ikke ønsket om nærhed til marsken eller godt agerland, men behovet for gode havnemuligheder og besejlingsforhold for at sikre den danske eksport til bl.a. England.

Havnen blev placeret efter havneloven af 1868 neden for Esbjerg Kleve, hvor der var gode sejlmuligheder. I 1870 tegnede landinspektør H. Wilkens en byplan for Esbjerg.

Byen var, efter havnens anlæggelse, begyndt at vokse oven for havnen på bakkeøen, og man blev hurtig klar over, at det var nødvendigt med en vis styring i forhold til udbygningen. Havnen og byen var dengang som nu, adskilt af "skrænten", og dengang kun forbundet af en enkelt vejforbindelse.

Det forholdsvis flade landskab på toppen af Esbjerg Bakkeø dannede i 1870 et godt grundlag for H. Wilkens byplan. Planen var et net af retvinklede gader, et såkaldt gridsystem, som var udviklet med inspiration fra Fredericia og de nye amerikanske byplaner. Gridsystemet havde den fordel, at det hurtigt kunne vokse, og der kunne hurtigt udstykkes nye grunde til det hastigt stigende boligbehov. Landskabsmæssigt var der i de første 50 år ingen hindringer for en fortsat vækst, da der var arealer nok, som kunne inddrages.

Esbjergs bykerne udgjorde det væsentligste vækstområde frem til århundredeskiftet. Udbygningen efter 1890 fortsatte mod nord på bakkeøen, og der var ikke nogen landskabelige begrænsninger i form af engarealer, ådale og lignende.

Først ved den senere udbygning efter 1925 stødte byen mod begrænsninger i form af eng ­og lavbundsarealer langs Forvfeld Bæk vest for byen. Arealer som man dengang undlod at bebygge, og som man senere derfor har kunnet udnytte til store grønne områder, der ligger som kiler, der går helt ind i byen fra dens ydre grænse.

Først sidst i 1800-tallet begyndte man at plante omkring Esbjerg. Indtil da var landskabet næsten nøgent uden lægivende vegetation. Det første område der blev tilplantet var en del af skrænten mellem byen og havnen. Efter plantningen blev området til Esbjerg Bypark. Esbjerg Musikhus er i dag placeret her.

Arkitekt, professor og forfatter Steen Eiler Rasmussen pointerede i 1949 i forbindelse med udarbejdelse af dispositionsplanen for Esbjerg Kommune, at "det var vigtigt at holde de åbne områder ubebyggede. For det første var det vigtigt med rekreative bynære områder, efterhånden som byen voksede, og for det andet var de lavtliggende områder usunde og kostbare at bebygge".

I 1921-26 anlagdes en park omkring Vognsbøl Bæk, parkens søer blev udgravet og vandet ledt dertil fra Spangsbjerg Møllesø. Dyrehaven i Vognsbølparken blev anlagt i 1929.

Indtil 1970 var Esbjerg i store træk koncentreret omkring Esbjerg bymidte, parcelhusområder nord for byen og parcelhusområder øst for byen.

Den egentlige "byvækst", der skete som et resultat af Esbjerg havns store erhvervsudvikling, skete i de nærliggende kommuner, Guldager, Hjerting og Jerne. I 1970 blev disse kommuner en del af Esbjerg storkommune.

Guldager og Hjerting var adskilt fra Esbjerg med engarealer med vandløb i form af større eller mindre bække. I dag er disse åbne arealer værdifulde grønne områder, der er med til at give Esbjerg sin helt egen grønne profil. De fleste nyere byområder afgrænses skarpt af disse grønne områder.

Esbjerg Klev. I baggrunden ses Dokhavnen og på toppen af kleven ses vandtårnet. Arealerne neden for vandtårnet er de områder som senere rummede Byparken og nu også Esbjerg Musikhus. Tegningen stammer fra Esbjergs dispositionsplan fra 1949.

mellem bykernen og de nære omgivelser. Det bør være et mål at bevare og forbedre den gamle del af Ribes grænser til de værdifulde engarealer.

Ribe, nordens ældste by, er beliggende ved Ribe Å midt i den danske del af vadehavsområdet. Byen blev første gang beskrevet i år 860, da Ansgar fik Kong Håriks tilladelse til at bygge en kirke i byen, som allerede på det tidspunkt var et vigtigt handelscentrum. Byen var blevet anlagt på nogle små øer i det brede å-system.

Placeringen på øerne var oprindelig en beskyttelse mod ydre fjender. Men stedet, midt i et stort system af vandløb, var også en stor ressource, idet adgangen til rent drikkevand var væsentlig, og senere i middelalderen kunne vandkraften udnyttes til mølledrift. Marskens nærhed, med de frugtbare græsningsarealer, havde den største betydning for beboernes landbrugsdrift.

Ribe havde i flere hundrede år kongernes bevågenhed og fik mange privilegiebreve. Det gjorde sammen med ribeborgernes dygtighed som handels- og søfolk, at Ribe blev nordens vigtigste handelsby med vigtige vare som vin og klæder fra Tyskland, Holland, England og formentlig også længere væk fra.

Byen beliggende på de små øer eller sandbanker havde begrænsede udvidelsesmuligheder. Derfor er Ribe en meget tæt by med en meget markant og præcis afgrænsning ud mod det omliggende land. Ofte i form af en husrække, en allé eller et dige. Byens placering langs å-systemet, i det åbne og flade landskab, har netop gjort Ribe til et af de smukkeste og mest velbevarede eksempler på en middelalderbys samspil mellem by og landskab.

Ribe Å
Ribes tætte bebyggelse ved Ribe Å, hvor byen savner en skarp grænse ud mod landskabet.

År 1580 er en skillelinje i Ribes historie idet byen oplevede en storbrand som næsten udbrændte byen. Kun få huse fra før storbranden er bevaret. Puggård som er en del af katedralskolen, og Tårnborg som er et stort markant stenhus, begge huse er dateret til ca. 1550erne. Disse 2 huse sammen med 4 bindingsværkshuse er de væsentligste fra den tid. Fra tiden mellem 1550 og 1650 er de fleste af Ribes nuværende huse blevet bygget. Hotel Dagmar er et af eksemplerne.

Mellem 1650 og 1750 blev der kun opført ganske få huse, bl.a. latinskolen. I perioden 1750 til 1850 er der opført en lang række beskedne klassicistiske huse i sidegaderne Bispegade, Klostergade, Skibbroen med flere, disse huse og gadeforløb danner Ribes arkitektoniske fysiognomi.

Det tydeligste indtryk af Ribes kompakte bygningsmasse og dens klare afgrænsning mod å-systemet og mod det flade landskab, får man fra den nye ringvej, der på en dæmning, hævet et par meter over det flade land, fører trafikken vest om byen. På dette sted går marsken helt op til åen og den sammenbyggede husrække ved byens havn, kaldet Skibbroen. Fra den højere liggende ringvej er det også muligt at fornemme, hvorledes ankomsten med et handelsskib i sin tid har taget sig ud, når skibet kom sejlende ind fra Vadehavet op ad den bugtede å til havnen. Her umiddelbart før indsejlingen til byen ligger Slotsbanken, med resterne af kongeborgen Riberhus, som tidligere var den militære forpost, der over for omverdenen vidnede om byens betydning og dens vilje til at forsvare sig.

Tønders beliggenhed ved Vidåen.
Åen og marsken danner tilsammen en grænse, som byen ikke bør overskride. I tidernes løb har man placeret specielt erhvervsvirksomheder på grænsen ud til marsken, hvilket kan virke voldsomt i et følsomt landskab.

Tønder blev anlagt som en havneby i 1100-tallet ved Vidåen.

Landskabstyperne omkring Tønder kan groft deles i 2 kategorier: Dels marsken syd og vest for byen dels det flade bakkeøterræn nord og øst for byen.

Marsken går sine steder helt ind til Kongevejen og bebyggelsen langs denne. Denne grænse er stort set fastholdt gennem hele Tønders udvikling af den simple grund, at marsken ikke er egnet til byggeri. Jordbundsforholdene har med de traditionelle byggemetoder umuliggjort udbygninger.

Tønders nære beliggenhed ved marsken.

Byen har oplevet mange brande og krige og har skiftevis været under tysk og dansk indflydelse i gennem tiderne, hvilket præger arkitekturen. Hollandske bygmestre var ansat af hertugen og deres arkitektur prægede også bybilledet. Bl.a. opførte de slottet Tønderhus i renæssancestil.

Studehandelen på de tyske markeder har været en af Tønders vigtigste indtægtskilder, men også kniplinger har igennem flere århundrede været en stor handelsvare.

Specielt om byerne ved Hovedlandevej 11

Helt fra tidlig middelalder har der i vadehavsområdet været en nord - syd gående trafikforbindelse, de gl. "drivveje", som har gået igennem hele området. Bl.a. for at drive studene ned til marsken for at fede dem op, og senere videre til de tyske og hollandske markeder.

Hovedlandevej 11 mellem Varde, Ribe og Tønder blev senere anlagt i næsten samme spor som den oprindelige drivvej.

En lille del af drivvejen omkring Korskroen, krydset mellem Hovedlandevej 11 og Hovedlandevej nr. 1 samt strækningen omkring Bredebro, ligger uden for vadehavsområdet, men den største part af drivvejen er en del af området.

På strækningen mellem Ribe og Tønder ligger en række mindre bysamfund. Skærbæk er den største by på strækningen. De øvrige byer er landsbyerne, Egebæk Hviding, Rejsby, Brøns og Døstrup.

Alle byer, bortset fra Egebæk Hviding, har deres oprindelse tilbage i middelalderen. Byerne ligger på gesten eller på bakkeøen i sikker afstand fra havet, men i kort afstand til marsken med de frodige græsarealer. Endvidere tæt på et åsystem, hvor der har været mulighed for at hente frisk vand.

Egebæk Hviding er i sin oprindelse en undtagelse fra de øvrige byer, da grundlaget for landsbyen var tabet af Slesvig i 1864. Grænsen mellem Tyskland og Danmark blev fastlagt til at forløbe langs Kongeåen men syd om Ribe. Ved Egebæk Hviding, hvor grænsen krydsede hovedlandevejen, blev der oprettet en grænsestation, som skabte grundlag for en byudvikling med boliger og statslige bygninger. Der har ikke ved placeringen af landsbyen været større landskabelige overvejelser.

Specielt om kystlandsbyerne på fastlandet

Som en tæt perlerække ligger der landsbyer på gesten helt fra Ho Bugt og til den dansk­tyske grænse.

De fleste landsbyer har ligget samme sted siden middelalderen, men før den tid var det ikke ualmindeligt at bysamfundene flyttede, afhængig af mulighederne for at få adgang til nye gode græsningsarealer på marsken, men også bedre agerjord til kornproduktion.

I hele området er der flere enligt beliggende kirker, der vidner om, at oprindelige landsbybebyggelser er flyttet – enten som hele landsbyer eller som spredte gårdbebyggelser.

Landsbyernes vejstrukturer har ofte deres oprindelse i middelalderen, og flere af byernes huse er fra 17- og 1800-tallet. Disse er dog i hastig tilbagegang på grund af nedrivninger og totale ombygninger. Husene er præget af frisisk arkitektur og byggeskik, men er alligevel lidt forskellig fra lokalitet til lokalitet inden for vadehavsområdet. Siden 1900-tallets begyndelse er der også bygget mange villaer og erhvervsejendomme i hele området. Ingen af bebyggelserne er flyttet ud i marsken, hvilket formentligt skyldes, at marsken på hele strækningen er smal. Kun i Tøndermarsken oplever man fortsat at enkelte gårdbebyggelser ligger på værfter eller på forhøjede udbygninger af de eksisterende diger.

Landsbyerne har ikke som byen Ribe en skarp afgrænsning. Ofte er der store åbne marker, der strækker sig helt ind imellem gårdbebyggelserne. Eksempler herpå ses i Herpsted, St. Darum, Vester Vedsted, Vilslev og Ho.

På gesten har der siden jernalderen været en stor bosætning. Der findes næsten ikke et eneste sted, hvor man ikke finder rester af bopladser. I jernalderen flyttede folk og dermed deres beboelser ofte til nye steder, når de stedlige ressourcer var blevet opbrugt. Derfor er der mange registrerede bopladser over alt.

De mange gravhøje er synlige spor af disse tidlige bosætninger.

Specielt om de spredte gårdbebyggelser

På gesten, hedesletten og på bakkeøerne ligger spredte gårdbebyggelser. Mange af de oprindelige gårde har endnu deres gamle stuehuse, men de fleste er stærkt ombyggede. De oprindelige produktionsbygninger, staldene og laderne er fjernede og erstattet af nye og moderne bygninger.

Enkelte gårde, der er beliggende på gestkanten, ligger på forhøjninger, som formentlig er gamle værfter fra 1500-tallet og senere.

Specielt om bysamfundene på øerne

Nordby er Fanøs største bysamfund. Byen ligger helt ned til kysten i et oprindeligt næsten fladt klitlandskab. Mod nord ligger byen ud til åbne eng- og marskarealer, men den tidligere skarpe afgrænsning som byen havde tidligere, er ved at blive udvisket på grund af nye bebyggelser, som indtager grænseområderne og går ud over de gamle diger.

Sønderho, som er Fanøs sydligste landsbysamfund, ligger ligeledes i et fladt landskab. Byen har endnu åbne marker mellem husene flere steder. Urtegårde, marker og fenner blev oprindeligt brugt til landbrugsproduktion tillige med græsningsarealer til husdyrene. Den del af Sønderho, der ligger nærmest kysten er tæt bebygget, og her dannes en egentligt bystruktur som i Nordby.

Afgrænsningen af byen ud mod landskabet er skarp langs kysten og mod grønningen nordøst for byen. Mod syd og vest er der igennem tiderne bygget huse ude på markerne, og der er også plantet meget. Grænserne mellem byen og landskabet er derved blevet udvisket.

Både i Nordby og i Sønderho ligger de gamle huse for det meste med gavlene øst-vest vendte, for at beskytte mod vestenvinden. Den konsekvente byggeform, og i øvrigt den konsekvente byggemetode med de ensartede proportioner og materialer, har givet et meget smukt samspil mellem byerne og det omkringliggende landskab.

Tilfældigt placerede parcelhuse er dog med til at udviske grænsen mellem Nordby og landskabet. Specielt mod nord ødelægges helhedsindtrykket af den gamle fine søfartsby.

Alt træværk til både skibe og huse skulle sejles til øen, idet der ikke fandtes skovarealer som kunne levere den nødvendige tømmer.

Mellem Nordby og Sønderho ligger Rindby, som er en samling spredte gårde. Flere af disse landbrug, med oprindelige bevaringsværdige bygninger, er stadig i drift som erhvervslandbrug.

Rømø har ingen større landsbyer. Men en del gårdsamlinger. I Juvre er gårdene placeret på gesten i nær tilknytning til marsken. Mange af gårdene her har høj bevaringsværdi.

På Mandø ligger et lille bysamfund som består af en række velbevarede ejendomme.

Der er i hele vadehavsområdet gennemgående fællestræk ved de landbebyggelser, der er bygget frem til ca.1850erne. Bebyggelserne er primært samlet i mindre byer, landsbyer eller som fritliggende gårde på landet.

Landsbyerne blev placeret i nærheden af græsningsarealer for at tilgodese den vigtige kvægavl, men bebyggelserne skulle også ligge i sikkerhed for stormfloder og i nærheden af arealer, velegnede til kornavl. Derfor ligger der mange småbyer langs Vadehavets gestkant helt fra Ho bugt og til grænsen.

På kanten af gesten ligger der også fritliggende gårde spredt ud over området. Denne særlige beliggenhed på randen ses tydeligt langs marsken ved Varde Å.

Strukturen i landsbyerne er stor set den samme, fra Ho i nord til Sæd i syd.

Enkelte steder ligger landsbyens huse tæt klinet sammen på en forhøjning grundet risikoen for oversvømmelser, f. eks. i Rudbøl.

En landsby kan bestå af flere gårdklynger, eksempelvis består Store Darum af klyngerne Nørreby, Midby, Vesterby og Sønderby. Alle forbundet med bugtede vejforløb, som knyttet de enkelte gårde sammen.

Egentlige landeveje sikrede landsbyernes forbindelse til det øvrige Jylland og videre ud i verden.

Karakteristisk for de fleste landsbyer er de stråtækte længehuse med sprossede hvide vinduer. Fra egn til egn er der dog variationer. Således er husenes form i Ho ikke identiske med husene på Fanø, i Store Darum, i Højer eller i Møgeltønder. På Fanø har man ikke afvalmede tage på husene, som er almindeligt på fastlandet. Ligeledes kan gårdene på fastlandet være flerlængede, hvilket man ikke ser på øerne.

På Fanø ses kun øst/vestvendte længehuse, mens man på fastlandet kunne arbejde med 2, 3 og 4-længede gårde, vendt i flere retninger.

De 3 ældste byer Varde, Ribe og Tønder har udviklet sig ved de store åer, Varde Å, Ribe Å og Vidåen.

De gode besejlingsmuligheder var vigtige, da sejladsen gav mulighed for handel mellem kystens "ladepladser" og handelsstationer, og derved skabtes den økonomisk fremgang, som var grundlaget for udviklingen af de store bysamfund.

De 3 store byer var igennem hele middelalderen forbundet via besejling langs vestkysten, men også via drivvejen, som blev brugt til at drive stude fra hele Jyllands vestkyst ned til marskområderne, hvor studene blev opfedet og efterfølgende solgt i Tyskland og Holland. På trods af den tætte kontakt mellem byerne, har udformningen udviklet sig forskelligt, både med hensyn til struktur og arkitektur.

Fra de store byer var der veje ind i landet, som havde forbindelse til de store byer på Jyllands østkyst.

Meget senere, i 1868 kommer Esbjerg til. Der blev hurtigt i de følgende årtier skabt direkte vejforbindelser og jernbaneforbindelse til både Varde, Ribe og Tønder.

Esbjerg overtog skibsfarten til nabolandene og de oversøiske lande og blev hurtig vadehavsområdets største by.

Etableringen af de overordnede vejforbindelser og jernbaneforbindelsen mellem områdets store byer ændrede en lang række af de mindre landsbyers struktur og karakter. Landsbyerne langs jernbanerne blev "stationsbyer" og byudviklingen foregik omkring stationerne med erhvervsbyggerier og den tids moderne boliger. Vejene blev "lige gader" og husene blev opført ud fra de arkitekturidealer, som var fremherskende i Danmark i perioden 1890 til 1920.

Specielt om Varde

(Kort over hver af de fire byer!) Varde ligger ved vadehavsområdets nordligste ådal i bunden af et stort marskområde, som på begge sider af åen i en bredde på op til flere hundrede meter strækker sig fra havet langt ind mod byen.

Byen ligger ved et "vadested", hvor man kunne forcere åen. I dag krydses åen inde i byen via de to broer ved Torvegade og ved Storegade.

Hovedstrukturen i Varde by bygger på 2 overordnede nord/syd gående gadestrækninger, Torvegade/Vestergade og Storegade. Gaderne fører fra nord ned over åen. Overgangen ved Storegade er den ældste overgang. Herfra fordeler vejene sig videre ned i vadehavområdet med forbindelse til Esbjerg og Ribe.

Hovedstrøgene i bymidten har et buet – ja et næsten knækket forløb, hvilket giver flere spændende rum oplevelser.

Imellem de to hovedstrøg, Torvegade/Vestergade og Storegade, er der skabt en række smalle og korte tværgader, hvor der har været muligt at bygge en kombination af boliger og erhvervsejendomme.

Den gamle havneplads ligger for enden af Storegade, hvor gaden krydser Varde Å. Fra nord falder terrænet jævnt ned til åen. Fra Torvet og ned til åen, en strækning på ca. 250 m, er der et fald på ca. 6 m. Derimod er der ikke i øst/vest gående retning de helt store bevægelser i terrænet.

Varde har igennem tiderne været udsat for flere store brande som har resulteret i, at byens ejendomme er brændt ned til grunden, og byen har derfor skulle genopbygges og har på den måde til stadighed fornyet sig.

Den sidste store brand var i 1821, og de nye huse der i det efterfølgende århundrede blev bygget, blev opført i enkle bygningsformer. Længehuse med høj rejsning med forskellige antal fag, og huse med næsten samme proportioner. Opført i røde sten eller med malede facader.

Mere fornemme huse, som f.eks. offentlige bygninger, blev ofte opført i gule sten med røde tegltage.

Vardes arkitektur – kendetegnet ved den enkle og afklarede udtryksform i klassicistisk arkitektur, er karakteristisk for hele Vardes bymidte og udgør noget ganske særligt i sit samspil med det omkringliggende landskab.

Vardes mest dominerende bygning er kirken, der omkranses af store bygninger. Bl.a. rådhuset. Ligeledes præges byen smukt af en stor klassicistisk bygning - Den Kampmannske Gård i Storegade.

Specielt om Esbjerg

Esbjerg ligger på en meget stor bakkeø, som langs havet står med sine store skrænter ned til stranden. Fra toppen af bakkeøen, Esbjerg Klev oven for Dokhavnen, falder terrænet ind mod byens centrale gade - Kongensgade. Det højeste punkt ligger i kote 22,0 over DNN og Kongensgade ligger i kote 15-12,5 over DNN.

I bymidten opleves terrænet som fladt, bortset fra forløbet af Torvegade, som falder fra begge ender ned mod Torvet, som er bymidtens centrum.

Esbjerg's specielle byplan, det retvinklede gadenet, gridnettet, som dækker hele det centrale byområde, har et hierarki indbygget i strukturen. Kongensgade er den "vigtigste" forretningsgade. Gaden løber i øst/vest gående retning. Vinkelret på denne, krydsende Torvet, ligger Torvegade som en gennemgående nord/syd gående akse, der strækker sig fra toppen af Esbjerg Klev til parcelhusområder i den nordlige del af byen. En strækning på ca. 2,5 km.

Herudover er der gader, som har status som trafikgader, og andre som boliggader.

Gridnettet er igennem lange perioder blevet udbygget indtil ca. år 1924, da der blev lavet en ny byplan for den videre udbygning med en mere opløst struktur.

Neden for kleven ligger Dokhavnen. De første huse der blev bygget på bakkeøen oven for Dokhavnen i 1868 og fremover i de næste 2-3 årtier, var små ydmyge huse og værksteder. Næsten alle bygninger, der blev opført dengang, er i dag erstattet af andre huse.

Fra ca. 1880 og frem til ca. 1920, blev bebyggelserne omkring Kongensgade opført. Huse i 3-5 etager i forskellige stilarter. De første egentlige byhuse er præget af historicismens arkitekturidealer, som på det tidspunkt i 1880erne var meget moderne. Huse i renæssancestil, gotisk stil eller bare udformninger inspireret af gamle palæer fra historiske steder f.eks. Firenze og Sydtyskland. Det er disse huse, som i dag præger den arkitektoniske opfattelse af Esbjerg.

Efter 1915 kom der mange huse i stilen "Bedre Byggeskik", mest i periferien af centrum, og senere kom der også bygninger i funkisstilen.

Esbjerg har ikke mange fredede bygninger, men omkring Torvet ligger der 4 værdifulde fredede huse.

Det gamle Ting og Arresthus, som på en spændende måde præger hele Torvet med sin gotiske arkitektur. Posthuset, som er præget af Bedre Byggeskik men også gotik, Torvet nr. 19, som er renæssance præget og ligeledes Torvet nr. 18, en stor markant bygning i gotikpræget arkitektur. Alle bygninger er fine eksempler på historicismens arkitekturidealer.

Vandtårnet, som står på et af Esbjergs højeste punkter på kanten af Esbjerg Klev, skal fremhæves. En markant bygning i historicistisk arkitektur.

Imellem Esbjergs særlige byplan og særlige arkitektur er der et fint samspil. Et samspil som bør bevares, således at nye huse indpasses med pietetsfølelse i forhold til de gamle huse både i højde og drøjde.

Langs Havnen står der høje siloer, som præger indtrykket af Esbjerg, og som markerer byen langt omkring.

Specielt om Ribe

Det centrale byområde er klart afgrænset af vandløbene Ribe Å, Stampemølle Å og modnord Tved Å. Dette område var næsten fuldt udbygget allerede ved middelalderens slutning. Det er derfor karakteristisk for Ribe, at den centrale del af byen den dag i dag har et næsten uændret middelalderligt gadenet med Domkirken liggende som et centralt punkt, med gaderne samlet omkring.

Domkirken står lavt i forhold til byen, nærmest i en udgravning. Det skyldes, at Ribes huse igennem århundreder er bygget på kulturlag. Rester fra tidligere tiders huse som man har bygget oven på for at sikre husene mod stormflod.

Ribe er nok den by i Danmark, som i forhold til byens størrelse har flest bindingsværkshuse. Hele den gamle bydel er præget af bindingsværkshuse eller huse med grundmur fra slutningen af 1600-tallet og frem til begyndelsen af 1800-tallet. I de fleste af gaderne er der mange "rækkehuse" i 1-2 etager, opført med en fast fagopdeling i 3 - eller flere fag. Ja helt op til 7-8 fag i længden.

Bindingsværkshusene ligger ofte med gavlene ud mod gaden, og husenes markante udformninger præger derved bybilledet meget. Byens huse ligger tæt og udgør sluttede karreer.

Skibbroen som ligger langs Ribe Å, har en facaderække med fine tidstypiske klassicistiske huse.

Byens tage er for det meste tækket med røde teglsten.

Domkirken er den mest dominerende bygning og tårnet kan ses på lang afstand i kraft af sin størrelse, sine materialer og arkitektur.

Specielt om Tønder

I 1100-tallet anlagde man på gesten dele af gadestrækningerne Nørregade, Storegade og Vestergade. Formentligt omkring det sted hvor Sct. Laurentius kirke senere blev bygget i 1200-tallet. Gadestrækningerne har i alle århundrederne været Tønders gennemgående bygader, og er i dag byens centrale forretningsgader. Formentlig har gaderne tidligere haft forbindelse til de omkringliggende forbindelsesveje til oplandet, Højer, Ribe og byerne i Tyskland.

Parallelt med bygaderne blev der på begge sider anlagt baggader, som havde til formål, at give adgang til hovedstrøgets bagbebyggelser, som dengang var stalde og lader. Tønders opdeling i matrikler omkring bygaden, såkaldte stavne, skete oprindeligt ved at man fik tildelt smalle lodder, som kunne bebygges, således man have facade til bygaden og bagside til baggaderne, og dermed adgang til marsken og ejendommenes landbrugsarealer.

Fra gaderne var der også forbindelse til "havnen" ved Vidåen.

De smalle lodder resulterede i et bebyggelsesmønster, med smalle men dybe gavlhuse efter frisisk og hollandsk model.

Det at alle grundejere skulle have både adgang til bygaden og baggaden samt græsnings- og landbrugsarealerne omkring byen resulterede ligeledes i, at man var tvunget til at anvende denne bestemte byggeform.

Stadig er de fleste huse i bymidten udformet som gavlhuse dog stærkt ombyggede med nye facader. Længehuset, der ligger gavl mod gavl i facaderækken næsten som rækkehuse, er også almindelige i mange af de meget tætte karreer.

Der er få huse tilbage fra middelalderen. De fleste er bygget om, og har fået nye gavludformninger, men byen har bevaret sin frisiskprægede karakter.

Gavlene er ofte forsynet med karnapper for bedre at kunne trække lys ind i de meget dybe rum. Karnapperne er forskellige og meget smukt udformede.

Specielt om de mindre bysamfund og landsbyer

Skærbæk er en landsby, som igennem de seneste hundrede år har udviklet sig omkring jernbanen og Hovedvej 11 mellem Ribe og Tønder.

Byens arkitektur er købstadsagtig med en tæt forretningsbebyggelse i centrum. Den oprindelige landsbybebyggelse med landbrugsejendomme er næsten helt forsvundet. Det er banegården og forbindelsen fra banen med den tætte købstadsagtige karakter, og forløbet over Ribevej gennem Storegade med dens tætte bebyggelser, som i dag udgør Skærbæk by. Kirken er meget dominerende i Skærbæk og er synlig i et meget stort område af marsken.

Højers huse i bymidten er meget præget af den frisiske indflydelse, og byens placering på kanten af marsken. Husene fremstår ofte i røde mursten eller kalkede. Flere huse er med stråtage.

Møllen, kirken og Kirks Gård er nogle af de mest dominerende bygninger, men også huse som kommunekontoret ved siden af kirken, præstegården og ikke mindst Nørregade 31, som er en stor frisisk købmandsgård, er markante.

Landsbyerne, der ligger langs hovedvejen, er i deres udvikling præget af den tætte kontakt til Bramming/Tønder banen som forbinder alle landsbyer langs Hovedlandevej 11. Der er således i slutningen af 1800-tallet og i de første 3 årtier af 1900-tallet opført en lang række bygninger i købstadslignende arkitektur.

Egebæk Hvidings huse er bygget i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Den gamle grænsestation blev bygget i 1887, men blev bygget om til statshospital i 1923. Arkitekturen er stram og præget af skønvirke. Husene er opført i røde mursten.

I landsbyerne langs kysten ligger der mange af de oprindelige ejendomme fra 1700-tallets slutning og begyndelsen af 1800-tallet. Stråtækte fagdelte huse, opført i blankt murværk i egnens mursten. Flere er kalket.

Husene ligger stadig sådan, at der ofte er et fint samspil med landskabet og landsbyernes struktur.

Ejendommene har oprindeligt fungeret som større eller mindre landbrugsejendomme. Mange af husene har stadig en høj bevaringsværdi og bør sikres ved bevarende lokalplaner og vejledninger.

Gårde beliggende på gesten. De gamle gårde, selvom de er store, passer bedre til landskabet end moderne driftsstalde. Det har noget med størrelserne og materialevalget at gøre. Derfor skal man være meget varsom med hensyn til placeringen af nye driftsstalde. I visse områder bør de ikke tillades. (1)

Bebyggelse mellem fin beplantning på gesten ved Brøns. Engarealerne er friholdt for beplantninger. (2)

Fra vejen til Rømø på digekronens top er der en fantastisk udsigt ud over marsken ind mod Skærbæk. Disse kig bør bevares fri for beplantninger. (3)

Gård ved Vilslev liggende på gesten. Det ses her tydeligt at bebyggelserne placeres på de højeste punkter på geststranden. De lavere områder bør friholdes for opfyldninger, byggeri og beplantninger. (4)

Rømøhus i klitlandskabet med gammel afgrænset urtegård. Såfremt der skal ske forandringer bør det ske med respekt for det eksisterende materialevalg og de oprindelige proportioner i det gamle hus. (5)

Den gamle ladeplads i Varde by ved Varde Å. Et meget flot kig der har høj bevarings-værdi. (6)

Typisk hus i vadehavsområde. Fra Kirkeby ved Ribe. Det hvide fagdelte længehus og det store stråtag med halvvalme. (7)

Indblik fra vest til kirken i Brøns. Et landskabeligt smukt kig som bør bevares uforstyrret fri for landbrugsbygninger eller byudvikling. (8)

Marsken ved Tønder. Bebyggelse eller beplantninger her vil resultere i at nogle værdifulde kig ud over marsken vil forsvinde. (9)

Udsigt over den ubeskyttede marsk uden for digerne ved Emmerlev. (10)

Den ubeskyttede marsk ved Varde Å vest for Tarphagebroen. I baggrunden ses gestkanten. (11)

Vadehavet på Fanø set fra Kroslippen. Ved lavvande ses Søjorden. (12)