9. Bornholms industribælte

Bornholms industribælte er et af de 25 nationale industriminder, der illustrerer industrihistorien i perioden 1840-1970. Med status som nationalt industriminde følger en opfordring til, at den fremtidige udvikling tager størst muligt hensyn til, at steder er af national betydning.

På Bornholm udvinder industrien råstoffer som granit, sandsten, kul, og kaolin, der ikke findes andre steder i Danmark. Øens mange brud og grave er enestående. I dag er småproducenterne af røget sild, ost, øl og is øens nye 'råstof'.

Guldet i jorden

På Bornholm er der flere råstoffer end i det øvrige Danmark.

I den Bornholmske undergrund findes der rigeligt af sandsten, granit, kalksten (cement), alunskifer (alun), kul, kaolin (porcelænsler), ler (ildfaste sten, klinker og keramik), fosforit (gødning) og kvartsand. Særlig den nordvestlige del af Bornholm er præget af udvinding og bearbejdning af råstofferne.

Kongerne var de første 'imperialister'

Christian den 4. var en af de første udvindere. Han skulle bruge kul til sin fæstning Hammershus. Men den egentlige industrielle råstofudnyttelse begyndte først med Frederik 5.s sandstensbrud ved Nexø, som blev anlagt i 1754.

Frederik den 5. skulle bruge sandsten til de store byggerier i København - blandt andet til Frederiksstadens bygninger; Frederikskirken (senere Marmorkirken), Frederiks Hospital (nu Kunstindustrimuseet) og andre bygninger i Hovedstaden som Vor frue Kirke og Christiansborg Slotskirke.

Ved stenbruddet i Nexø findes stadig Stenbrudsgården, som fungerede som bolig for inspektøren og stenhuggermesteren.

Træskotrampen

”Det var Dampmaskinernes Tid, og enhver større Virksomhed havde sin Dampmaskine og sin Dampfløjte, selv de, der kørte med kun to HK. Der fløjtedes omkap kl. 6-8-8½-12 og 5 og 7 Aften; og da Klokkerne ikke gik helt ens de forskellige Steder, var der et vedvarende Fløjten omkring disse Tider. Man kendte jo de forskellige Fløjter paa Lyden og vidste, hvilke man kunde stole paa, og mange Rønneboere nøjedes med disse Tidsmaalere; saa fik det gaa, som det kunde, paa Søn- og Helligdage. – Og saa var det Træskoenes Tidsalder, og man var saa vant til Lyden af Træskotrampen over de knudrede Brosten, naar Arbejderne i smaa Flokke hastede til og fra Arbejdsstederne – der skulle Træning til for at naa hjem og tilbage igen gennem de krogede Gader i den ene Middagstime, der var tilmaalt. Frokost og Vesperkost tog man gerne paa Arbejdsstedet; og ved private Byggearbejder var det ofte Skik at traktere Folkene med en Snaps Rom midt paa Formiddagen, hvilket naturligvis faldt paa et tørt Sted; derfor kunde ogsaa et og andet Hjertesuk falde, naar Snapsen var forsinket, som ”Bler’ed for Faninj ald’ri Formeddes-Branjevinstid i Dã?” 
Uddrag af Peter Hjorths erindringer fra hans barndom i 1880’erne.
Peter Hjorth: Firsernes Rønne. Jul på Bornholm 1956, red. Th. Lind, side 8.

Smukke klinker og sten

Det bornholmske råstof har også givet københavnerne andre glæder i form af smukke bygninger og mindesmærker; Hovedbanegårdens klinkegulve er produceret på den nu lukkede Hasle Klinkefabrik på Bornholms vestkyst, Carlsbergs store elefanter og Nationalmuseets granitsøjler er brudt på Nordbornholm i Moseløkken og Københavns Rådhus' granitdekorationer er tilhugget i Rønne.

Et 'menneskabt' naturlandskab

Områderne syd og øst for Rønne, op langs vestkysten med Sorthat, Hasle og Vang og til Moselykken ved Hammeren danner et sammenhængende industrilandskab. Et mine- eller udvindingslandskab, hvor udvindingen af råstofferne har sat tydelige spor i landskabet med stenbrud, minegange, ler- og grusgrave og store 'bjerge' af restproduktet stenmel.

De store sten- og kulgrave står øde hen, nogle af dem vandfyldte som Opalsøen, men bestemt et besøg værd.

Ikke mange fabrikker tilbage

Man kan stadig se råstofindustriens spor. Selvom mange af produktionsbygningerne er blevet fjernet i stedet for at blive genanvendt, når industrierne lukkede, er nogle bygninger blevet stående. Som for eksempel Hjorths Terracottafabrik i Rønne, der fik ler fra flere af gravene.

Havnene i Rønne, Hasle, Vang og Hammerhavn blev brugt til transport af de udvundne materialer.

Arbejdernes boliger

Råstofindustrierne beskæftigede mange mennesker, og var på den måde også med til at ændre nogle af de Bornholmske byers karakter. I Rønne, der ellers var præget af handel, håndværk og fiskeri, findes der store arbejderkvarterer som for eksempel ved Johnsensvej og ved Langelinie.

I Sandvig ligger der to lange arbejderlænger, som er opført til arbejderne ved Moselykken granitbrud.

Stenbruddet

””Hans”, kaldte hun varsomt, ”Hans! Klokken er fire!” Inde i Alkoven vendte et tungt Legeme sig og faldt hen igen…”Du har lang Vej at gaa og tungt Føre, det har været Snestorm i Nat.” En Times Vandring havde han til Arbejdspladsen i dette Føre, og saa var der den lange Dag i Havklipperne; bidende Kulde satte ind fra Søen, Jærnværktøjet hang ved Hænderne, og Klippen var glat og forræderisk under Sneen.

Om Morgenen, før Lyset endnu har faaet Magten, dukker halvhundrede tavse Skikkelser frem ad alle de øde Stier, der samles herude som i et Brændpunkt og bryder brat af mod det tavse Himmelrum. Vamsede og uformelige ser de ud i Vintermulmet; Monnet lyder hult af deres tunge, jærnskoede Træsko; duknakkede, stive og ubehjælpsomme i deres Gang ligner de Væsner, der ikke er vant til at færdes paa Jordens Overflade. De tumler af Sted foroverludende, som om Lyset havde overrasket dem, og forsvinder ude over den skarpe Æg, hvor Klippen brat styrter sig i Havet…

Midt paa den bratte Kyst hænger Stenbruddet. En Sti fører besværligt ned til det oppe fra og fra Bruddet er der hugget en Skinnevej nordefter ned til en Strimmel Forstrand, hvor Huggerierne ligger. Bruddet lyser ud som et friskt Saar i Kystens evige Ælde; Luften over det er hvid af Stenstøv og overmættet af Lyd: Prikkertens ustandselige Regn af klingende Atomer, det syngende Bor og Penhammeren – og Mukkertens dumpe Enkeltslag. Spillet fører sin egen modstræbende Tale, som gjorde det Vrøvl over Byrden; men Blokvognen durer helt Fanden-i-Voldsk ned ad Skinnevejen med et Klippestykke paa Ryggen.”
Martin Andersen Nexø: Bornholms Nordland 1913.

Det nye råstof

Bornholms undergrund har stadig råstoffer, men i dag er det kun stenindustrien, der har overlevet. I stedet satser Bornholm og bornholmerne nu på turismen og på den særegne lokale madkultur, som er vokset frem på øen. Lokale producenter og restauranter er gået sammen for at tilbyde kunder og turister lokale mejerprodukter, røgede madvarer og is lavet på øen. Der er flere lokale bryghuse og der eksporteres nu også 'Bornholmer haner' til fastlandet.

En ø der prægede landet

Bornholms råstofindustrier repræsenterer udvindingen af blandt andet kul og granit, der blev afsat i det øvrige Danmark og som med Danmarks begrænsede råstofforekomster er særegen for Bornholm.

Brydningen af kul er desuden et eksempel på, at man efter udenlandsk forbillede forsøgte at udvinde den vigtigste energikilde under den første industrialiseringsbølge 1840-1890 her i landet. Forekomsterne var imidlertid for begrænsede til at udvindingen kunne konkurrere med importeret engelsk kul.

Opdateret 20. november 2020

Nationalt industriminde

Bornholms Råstofindustrier er udpeget som nationalt industriminde fordi det:

  • er et af de få steder i Danmark, som er præget af råstofforekomster af blandt andet granit, sandsten, kaolin og kul og leverandør til mange kendte byggerier landet over- men især i København
  • er berømt for den bornholmske keramik med udnyttelse af den lokale kaolin og ler
  • er et eksempel på, at man under den første industrialiseringsbølge 1840-1890 efter udenlandsk forbillede forsøgte at udvinde den vigtigste energikilde, kul, her i landet

Guide til Bornholms industribælte

Tag guiden med til Bornholm og oplev øens råstofindustrier på cykel, gåben eller i bil.

Hent guide til Bornholms industribælte (pdf)