3. Frederiksværk, Nordsjælland

Frederiksværk i Nordsjælland er en af de få danske byer, der er vokset op omkring et industrianlæg. Værket blev grundlagt i 1756 til fremstilling af krudt, kugler og kanoner. Rundt om værket anlagdes en by til arbejderne. I 1940 blev industribyen moderniseret med oprettelsen af et stålvalseværk, som stadig dominer byen.

I Frederiksværk kan man se industrihistorien udspille sig. Historien om byen knytter sig tæt til kanalen, som løber fra Arresø igennem byen til Roskilde Fjord. Kanalen blev udgravet 1717 - 1719, og sådan blev den energikilde skabt, som byens mange fabrikker og industrielle virksomheder skulle leve af fremover.

I 1720'erne blev der opført en agatslibemølle ved den nygravede kanal, en virksomhed, der sidenhen blev udbygget med en kanonsmedje. Herefter kom J. F. Classens store militærindustrielle etablissement, der blev kernen i det nuværende Frederiksværk. Det omfattede et kanonstøberi, et krudtværk og en række mindre håndværksbetonede værksteder som kniv- og sabelfabrik, gørtlere, guld- sølv- og stålarbejdere, bøssemagere med videre.

Fra grundlæggelsen og op i 1800-tallet fungerede Frederiksværk som en herregård, hvor arbejderne drev landbrug foruden at arbejde på værket. Gjethuset - Gjet betyder at støbe - fra 1760’erne og flere arbejderboliger eksisterer endnu, ligesom det enestående krudtværk med fungerende vandmøller og maskiner er bevaret.

Endnu en industrigren blev føjet til, da indvandreren Thomas English i 1805 etablerede et kobbervalseværk på stedet.

Anker Heegaard overtog kanonstøberiet i 1856 og i 1928 blev virksomheden en del af De Forenede Jernstøberier. For at udvide butikken tog han i 1941 initiativ til at anlægge en havn i Frederiksværk og i 1950'erne havde jernstøberiet sin glansperiode. Nu fik danskerne i hele landet gasapparater, gryder og andre husholdningsartikler i hobevis.

Ligeså markant fra moderne tid er Det Danske Stålvalseværk - hvis produktion var baseret på skrot og derfor, en pioner indenfor genanvendelsesbølgen.

Man valgte at placere stålværket i byen, fordi der her var både kølevand, kyndig arbejdskraft og en optimal infrastruktur.

Værket sikrede fra 1940’erne leverancerne af stålplader til værftsindustrien. Men det sikrede også tusindvis af nye arbejdspladser. I 1940 var der kun omkring 3.000 indbyggere i byen mod næsten 18.000 indbyggere i 1990'erne. Stålværket tiltrak også udenlandsk ekspertise og en del gæstearbejdere fandt arbejde på værket. I 1970'erne gik det ned ad bakke for virksomheden, men i dag spiller DanSteel fortsat en aktiv rolle i vores globaliserede verden - nu med russisk kapital i ryggen.