24. Tekstilbyen Herning

Tekstilbyen i Herning er et af de 25 nationale industriminder, der illustrerer industrihistorien i perioden 1840-1970. Med status som nationalt industriminde følger en opfordring til, at den fremtidige udvikling tager størst muligt hensyn til, at steder er af national betydning.

Efter anden verdenskrig udviklede den midtjyske hosebinder- og uldkræmmertradition sig til en stor betydningsfuld tekstilindustri i og omkring Herning by. I dag er det meste af den midtjyske tekstilindustris produktion ’outsourcet’ og kulturlivet og kunsten er blevet byens nye varemærke.

Byen hvor trådene knyttes

Herningområdet har de sidste 60 år været nærmest synonym med tekstilindustrien. Det var her de store fabrikker lå og her syerskerne arbejdede på akkord. På byskiltene stod sloganet: "Herning - byen hvor trådene knyttes".

Far, mor og børn strikker

Midtjylland blev centrum for dansk tekstilindustri efter Anden Verdenskrig. Men allerede fra 1600-tallet opstod en omfattende såkaldt 'husflid'-produktion af strikkede uldvarer, hvor hele familien strikkede. Det var mest en bibeskæftigelse til landbruget, ligesom man andre steder fiskede eller fremstillede jydepotter. Ulden kom fra fårene, som græssede på heden.

Strikvarerne blev solgt til København og Nordjylland af hosekræmmere og uldkræmmere. Da jernbanen kom i 1800-tallet gik transporten af varer meget hurtigere. Lige så stille udviklede det, som begyndte som en bibeskæftigelse, sig til et rigtigt erhverv.

Jens Nørgaards erindringer

”Min mor hun strikkede nede i kælderen, og min far han var på arbejde inde i Herning. Så gik man jo sådan og tullede rund og så dem arbejde og sådan lidt, men jeg var jo nok ni, ti, elve år, og da blev jeg også nysgerrig med de strikkemaskiner der…

Min bedstemor hun havde også strikmaskine derhjemme og havde haft det i mange, mange år, og hendes søn, altså min fars bror, havde et sted lige overfor, der hedder OK-Strik i dag. Det er sønnen, der har det. Så stod hun og strikkede strømper for dem. Det var sådan nogle børnestrømper og små hvide strømper med små huller og sager i. Så skulle jeg også prøve det derinde. Der er sådan nogle ribber, når man laver strømper, så skulle der rib, strikkes rib i maskinen sådan en, og så skulle den maskes, dampes, og så skulle den trevles af og maskes på og sættes lige så fint op, inden der kunne strikkes en strømpe ud af det. Så sagde hun, at jeg skulle prøve, om jeg kunne sætte sådan en rib på også. Det synes hun, for jeg var bedre til at se end hun var og sådan, og så fik jeg lov til at stå på sådan en kasse derinde, og der stod jeg og legede lidt med det. Det gik fint. Jeg tabte ikke en maske, sagde hun, og hun var helt benovet over det. Så gik jeg og lavede de bånd derhjemme og alt sådan noget der, og kom hen til Frede Voetmann og hans kone…

Det gjorde jeg så et par år derinde, men så var det, at min far mente, at jeg skulle ind på en rigtig fabrik, som han sagde, en større fabrik inde i Herning. Der havde han jo været inde. Han var der jo 37 år i alt, og vi arbejdede sammen i nogle år derinde. Så blev jeg hjælpedreng derinde med at passe sådan lidt forskellige små maskiner derinde, og jeg skulle bære garn væk for en, der stod og spolede. Der var to spolere derinde den gang, og så gik det sådan stille og roligt slag i slag. Jeg var kun 14 år, da jeg startede derinde, og  så kom jeg til at strikke, dengang jeg var 16-17 år eller der omkring, på sådan en lille håndmaskine. Den kendte jeg godt fra den gang jeg snakkede om min bedste mor og den afdeling i sommerferien.”
Jens Nørgaard, interviewet af Kristine Holm Jensen, Herning Museum 2010.

Fabrikker

Fra midten af 1800-tallet kom der uldspinderier i fabrikker drevet af vandkraft og senere fulgte de første trikotagefabrikker med rigtige strikkemaskiner.

Trikotagefabrikkerne lå især i stationsbyerne som Herning, Hammerum og Ikast. Hernings første tekstilfabrik åbnede i 1876 og blev senere kendt som Herning Klædefabrik.

Systue i udskuret

Mange fabrikker udlånte strikke- og symaskiner til folk i de private hjem, hvor der sad syersker og strikkede i udhuse på akkord. Kører man en tur i Herning by, kan man stadig se, at mange villaer og parcelhuse har udbygninger.

Det var let for disse hjemmestrikkere at starte egne små trikotagefabrikker op, og sådan opstod der en iværksætterkultur i Herningområdet.

Gang i eventyret

Der har også været andre egne, hvor tekstilproduktionen foregik som husflid. For eksempel Sletten på Nordfyn og Dragør, men her ophørte tekstilproduktionen, da husfliden blev udkonkurreret af fabriksindustri i slutningen af 1800-tallet.

Efter Anden Verdenskrig boomede tekstilindustrien i Herning. Fabrikker voksede frem i landskabet, og i byens udkant blev der anlagt nye industrikvarterer.

Især trikotageindustrien voksede kraftigt i Herning-området med det resultat, at tekstilindustriens tyngdepunkt i 1970 var flyttet fra København til Midtjylland. En udvikling, som svarer til for eksempel 'Syvherredbygden' ved Borås i Sverige.

Vejen mellem Herning og Hammerum giver et godt indtryk af områdets historie med både store tekstilfabrikker og traditionel husflid.

Herning Folkeblad

"Axello som nu er færdigindrettet i den nye fabrik i Birk, havde før ca. 40 beskæftigede og en omsætning paa 1 mill. kr. i en traditionel strikvare-virksomhed. Nu er der kun 9 ansatte med en omsætning paa 4 mill. Hemmeligheden er dels en 100 pct. specialisering i metervarer og syntetiske fibre, dels at man har aabnet for salg til de mange, som ønsker at kunne vælge stof selv og faa noget, der er anderledes." Herning Folkeblad 1967

Ikke for tøsedrenge

Arbejdet ved maskinerne var hårdt og beskidt. En arbejdsdag kunne snildt være på 10-12 timer og lønnen var ikke særlig høj. Men i takt med arbejderbevægelsens fremdrift blev forholdene på fabrikkerne bedre, og arbejderne kunne forene sig om arbejdstid, miljø og overenskomster.

Kreativt centrum

I 1950'erne og 1960'erne blev Herning et midtpunkt for kreativitet og forretning, da en række initiativrige fabrikanter inviterede nogle af landets bedste arkitekter, kunstnere, byplanlæggere og designere til området. Sådan opstod for eksempel Herning Højskole i 1961, som skulle inspirere og uddanne de unge tekstilarbejdere. I 1968 kom der en uddannelsesinstitution til: Teko-Center Danmark. Tekstilbranchens interesseorganisation Dansk Tekstil- og Beklædningsindustri kom selvfølgelig også til at ligge i byen.

Herning i dag

Med globaliseringen i 1990'erne fulgte outsourcingen. De asiatiske markeder kunne producere tøjet til en meget lavere pris end danskerne. Tekstileventyret i Herning skiftede karakter. I dag udgør design, tilrettelæggelse og planlægning en langt større del af arbejdet end før, og samtidig er kulturliv og kunst blevet et varemærke for byen.

Opdateret 23. november 2020

Nationalt industriminde

Tekstilbyen Herning er udpeget som nationalt industriminde fordi det:

  • er centrum i et samlet landskab, dybt præget af tekstilindustrier blomstring især i årene 1950-1970, hvilket gør det enestående i Danmark
  • er præget af flere tekstilfabrikanters evne og vilje til at tiltrække nogle af landets bedste arkitekter, landskabsarkitekter, kunstnere og designere til området

    Guide til Tekstilbyen Herning

    Tag guiden med på tur til tekstilbyen Herning og se hvordan det tekstileventyret udviklede sig i Danmark.

    Hent guide til Tekstilbyen Herning (pdf)