12. Esbjerg Havn
Esbjerg Havn er blandt Danmarks mest aktive erhvervshavne. Her begyndte eksporten af danske landbrugsvarer mod vest til først og fremmest England. Esbjerg var engang Danmarks største fiskerihavn, men i dag udgør offshore-virksomheden den største aktivitet på havnen.
Fra 30 til 18.000 indbyggere
Havnen og jernbanen var forudsætningen for, at Esbjerg blev en af Danmarks hurtigst voksende byer i slutningen af 1800-tallet.
Da det blev besluttet at anlægge havnen i Esbjerg i 1868, boede der kun cirka tredive personer på stedet. Derefter tog befolkningstilvæksten fart; I 1911 var Esbjerg vokset til at være den syvende største by i Danmark med 18.000 indbyggere.
Man havde ikke regnet med denne popularitet, men udbygningen af havnen, og de mange aktiviteterne derpå, tiltrak mange mennesker og virksomheder. Byens slogan blev "Rask må det gå" og siden 1965 har Esbjerg været Danmarks femte største by.
Rakkerpak
Rakkerpak
"Esbjerg blev som by ikke sat ret højt de første mange år. Da det rygtedes, at der skulle bygges havn, strømmede alle børster og spekulanter til Esbjerg. Esbjerg bestod, som en mand engang udtrykte det, mest af rak og pak og rakkerpak. Senere gik mange falit, og det gav jo også byen et dårligt rygte. Det skal dog siges, at der blandt eventyrerne også var dygtige folk, som gjorde en stor indsats, men pengemænd som i de gamle provinsbyer var der få af. Den bedste befolkning var fra kysten, som da også kom til at præge Esbjergs særlige udvikling som fiskeriby." Claus Sørensens erindringer, Bd. 1 Esbjerg 1973, side 68.
Dokhavn og fyrsystem
Kernen i Esbjerg Havn er det trekantede dokhavnsbassin, hvis indsejling havde sluseporte. Ved lavvande lukkede man sluseporten, så vandet blev i bassinet.
Udover moler, bolværker og pakhuse udgør fyrsystemet, der leder skibe frem til havnen, også en vigtig del af havneanlægget. I dag strækker havnen sig over knap 5 kilometer og kaldes i folkemunde for "Esbjergs vugge".
Krigstab skabte vækst
Anlæggelsen af havnen i Esbjerg, der blev besluttet i 1868, bliver tit tolket som en reaktion på tabet af Slesvig-Holsten til Preussen efter nederlaget i 1864.
Men anlæggelsen af den nye statshavn og de samtidige jernbaneforbindelser herfra til Lunderskov og Holstebro, kan også forstås som et led - eller som et af toppunkterne - i en mere generel udvikling. Nemlig den bølge af havneforbedringer og nyanlæg, som var begyndt i 1830'erne, og den gradvise anlæggelse af jernbaner fra 1840'erne, som jo blandt andet fungerede som fødelinjer for havnene.
Maskinarbejderen
"Første dag [i 1924] på fabrikken [Christola maskinfabrik] blev man stikirenddreng, skulle gå i byen osv. - senere blev man anbragt hos en fast svend. En af de første dage blev HP bedt om at gå over i buret og hente en "bugfil" [nedstryger], HP havde hørt om løjer med lærlinge, så det troede HP ikke på, indtil svenden langede mig en.
Ret hurtigt blev læredrengene nu sat i "værkstedsburet" ca. 1/2 år. Buret var det sted, hvor værktøjet udleveredes, folkene havde skilte, som de udleverede mod at få et stykke værktøj. Alt værktøj var fabrikkens eget, kun skydelærer måtte man selv holde sig med. I buret strod en svend og holdt orden, og to drenge hjalp til med udleveringen.
Efter "buret" skulle man rundt i afdelingerne, HP kom bl.a. 1/2 år i grovsmedien. Her kom HP til at stå hos "Jens Morakker". Dette hed han fordi "han slæbte sådan" - han arbejdede hurtigere end alle andre, og når han så kom hjem, havde han en lille smedie i Tømregade, hvor han arbejdede videre af og til til langt ud på natten, så naboerne klagede....
Læredrengene gik også med svendene ned på damperne. Læredrengene trak trækvognen med værktøj og det hele både frem og tilbage, mens svendene ofte cyklede derned. En gang blev "mester" gal over, at læredrengen derfor havde skrevet 1/2 time mere på. Om morgen var der ofte 2-3 hold fra fabrikken, der skulle ned til skibene...
Kedelsmedien, der indtil ca. 1932 var i halvtagsbygningen mod vest, var arbejdspladsen for 5-7 mand og 1-2 læredrenge. Meget af arbejdet foregik ude i gården - i al slags vejr. Under arbejdet på den store ordre til Rusland overdækkedes gården og en hal byggedes mod Strandbygade...
Arbejdet ude i gården krævedde transportabelt værktøj. Til glødning havde man en "feltesse" på ben. Huller boredes med el-bormaskinen, der sattes i et stativ, opbygget af U-jern. Det var så godt som alt kedelarbejde, der foregik udendørs. Når regnen faldt, blev der ofte overgang i boremaskinerne "så måtte vi stå på et bræt for ikke at få stød". Nitning i regnvejr var også svært, thi så kølede naglerne for hurtigt - så i stærk regn nittedes dog ikke." Referat af samtale med forhenværende maskinarbejder på Christola maskinfabrik ved museumsinspektør Peter Dragsbo 1978, Esbjerg Museum, journal nr. 466.
Porten til England
En væsentlig del af baggrunden for havnens tilblivelse, var den øgede landbrugsproduktion og eksport fra omkring 1830. Indtil 1840'erne gik eksporten primært til Norge, Sverige og Tyskland.
Der var også eksport til England, men i mere begrænset omfang, fordi det engelske marked havde høje toldsatser og andre former for importrestriktioner, der skulle beskytte de engelske landmænd. Men efterhånden som industriarbejderne kom til at udgøre en større del af den engelske befolkning, opgav man i løbet af 1840'erne de forskellige restriktioner. Herefter steg den danske eksport af korn og kvæg til det engelske marked markant.
Særlig de forbedrede eksportmuligheder for kvæg var vigtige for landbruget på de magre jorde i Vestjylland. Med tiden blev behovet for en eksporthavn i Vestjylland derfor større og forstærkedes efter 1864, hvor den betydeligste havn på Vestkysten, Tønning, gik tabt.
Danish butter
Først blev landbrugsvarerne eksporteret uforarbejdede , som korn og levende kvæg. Senere blev varerne forarbejdede til for eksempel flæsk og smør og og eksporteret som industriprodukter. I dag er kun havnen tilbage til minde om eksportstaldenes store anlæg.
Direktøren
"Fabrikkens arbejde var i de første år først og fremmest reparationsarbejde på skibe, Christola havde alle reparationer af DFDS's skibe (kedler, maskiner, spil osv.) Desuden havde man reparationer for DSB (svejsning og udskiftning af skinnekrydsninger mm.). For DFDS' vedkommende varede arbejderne ved til efter 1960, hvor DFDS fik egne værksteder i Esbjerg, bemandet med overflødinggjorte maskinfolk fra de mange solgte og udgåede skibe. DSB fik egen svejsekolonne i slutningen af 1940'erne og kunne dermed undvære arbejde udefra.
Produktionen af slagterimaskiner begyndte ved, at ingeniør Voigt Larsen[ejerens søn] privat var ven med direktør Emborg på andelsslagteriet. Fabrikken blev derefter så småt bedt om at lave dele til slagterimaskiner indtil de i slutningen af 20erne kunne tegne og projektere maskiner selv. Et gennembrud for produktionen af slagterimaskiner kom i årene 1931-32, hvor fabrikken fik en kæmpeordre på slagterier til Rusland....
Disse år betød store omvæltninger på fabrikken. Dels måtte der ansættes næsten 100 ekstra arbejdere, samt 4 ingeniører til at tegne maskiner. Dels blev fabrikken ved den lejlighed bygget ret kraftigt om. Den overdækkede gård med løbekranen blev lavet til sammensætningen af store kedler. Samtidig byggedes værksted af bølgeblik ud mod Strandbygade og der blev indrettet nyt modelsnedkeri i en overetage mod Havnegade." Sammenfatning af interview med tidligere direktør for Makinfabrikken Christola ved Peter Dragsbo 1978, Esbjerg Museum journal nr. 466.
Fra kvæg til olie
I de første år var der et leben på havnen. Sømandshjemmet var samlingspunkt for de mange arbejdere på havnen og beboerne i byen. Men i perioden 1909-1922 blev der anlagt en ny trafik- og fiskerihavn nordvest for dokhavnen, som trak en del aktiviteter væk fra den gamle havn. I 1967 begyndte den containerindustri som havnene består af i dag sammen med olie- og offshoreindustrien i Nordsøen.
Esbjerg Havn er et symbol på den omfattende eksport af landbrugsvarer til England, som udgjorde et vigtigt element i den danske industrialisering. Havnen repræsenterer udbygningen af de danske havne under industrialiseringens første fase.
Nationalt industriminde
Esbjerg Havn er udpeget som nationalt industriminde fordi det:
- er et symbol på den omfattende eksport af stadigt mere industrielt forarbejdede landbrugsvarer til England
- er et højdepunkt i udbygningen af infrastrukturen med jernbaner og havne under industrialiseringens første fase
- er Danmarks femte største bys vugge
Guide til Esbjerg Havn
Tag guiden med på tur til Esbjerg havn og gå på molen i den gamle havn, der stadig er fuld af liv og aktivitet.
