Top 10 - Årets fund 2018

Det var begyndelsen på noget rigtig stort, da en metaldetektor i februar måned 2018 begyndte at bippe højt lidt syd for Stavsager Høj nær Fæsted uden for Ribe.

Intet mindre end 10 lansespidser og et spyd fandt medlemmerne af detektorholdet ”Team Rainbow Power” på stedet, hvor detektoren pludselig gjorde udslag. Og da detektorerne også var begyndt at bippe andre steder i området, satte Museet på Sønderskov i Brørup gang i en arkæologisk undersøgelse af stedet.

Snart blev det afsløret, hvordan lansespidser og andre metalfund var en del af det, som museets arkæologer mener, er en sjælden før-kristen helligdom: En kultbygning.

Alt i alt fandt arkæologerne op mod 50 lanser og spyd, to bukkede sværd og to bunker med itubrudt guld, som alle var placeret i det, der viste sig at være resterne af et hus, som stod på stedet i de første århundreder efter vor tidsregning cirka år 150-450.

Måden, som guldet og de mange våben var placeret på, afslørede noget om de aktiviteter, der foregik i huset, for lanserne var stukket ned i jorden omkring to stolper i husets bærende konstruktion, mens guldet var placeret under andre stolper – og også sværdene var lagt omkring en stolpe.

Uden for huset fandt arkæologerne mørke jordlag med masser af bronzegenstande. De fandt blandt andet beslag fra en eller flere vogne, sporer og det, der formentlig er resterne af et pragtbælte.

Alle fundene bidrager til arkæologernes tolkning af huset som et sted, hvor man har foretaget rituelle handlinger gennem flere århundreder med ofringer af værdifulde våben og guld. Og det gør kultbygningen ved Fæsted til et yderst sjældent arkæologisk fund, og hvis man skal findesammenlignelige lokaliteter, skal man til Bornholm eller den svenske by Uppåkra i Skåne.

I Uppåkra har man gennem flere år afdækket sporene af jernalderens kultiske ritualer, og det giver arkæologerne i Sydjylland store forventninger om også at gøre flere store opdagelser i fremtiden i Fæsted.

Undersøgelserne ved Stavsager Høj finansieres af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter. Puljen gør det muligt at undersøge væsentlige fortidsminder, før de forsvinder som følge af pløjning eller erosion.

Det vakte stor opmærksomhed, da ROMU (Roskilde Museum) i begyndelsen af oktober måned 2018 afslørede, hvad museets arkæologer i al hemmelighed havde udgravet i landsbyen Vindinge sydøst for Roskilde i månederne forinden.

I alt 92 grave fra romersk jernalder dukkede op i forbindelse med udstykningen af to arealer til nye boliger, og det var ikke ubetydelige grave. Mange af gravene var meget velbevarede, og flere af dem var rigt udstyrede med blandt andet eksotisk glas, perler i hundredvis, dekorerede lerkar, dragtsmykker og guldringe.

De to lokaliteter, Lundbjerggård og Vindinge Vest, indeholdt henholdsvis 15 og 77 grave, og det rige udstyr i nogle af gravene vidner ifølge museets arkæologer om de dødes velstand og deres forbindelser ud i verden.

Arkæologerne fandt eksempelvis et sjældent bæger af glas, som formentlig er kommet til Vindinge fra Sortehavet, og i munden på en af de gravlagte fandt man et guldstykke, som arkæologerne tolker som en nordisk såkaldt charonsmønt. Skikken kendes også fra andre rige jernaldergrave i Danmark, men stammer fra Grækenland, hvor den døde fik en mønt med som betaling til færgemanden på den sidste rejse til dødsriget.

De mange nye grave er fundet i et område, hvor arkæologerne siden 1970’erne allerede har afdækket Sjællands største romertidsgravplads med cirka 130 grave og en mængde spor af bebyggelse fra samme periode.

Arkæologerne er overbevist om, at grave og beboelser fra hele området skal ses i sammenhæng, og tilsammen vidner de om, at Vindinge i de første århundreder efter Kristi fødsel var et centralt sted på Sjælland med en stor befolkning, hvoraf flere havde en tæt tilknytning til samfundets top.

Udgravningerne ved Vindinge var foranlediget af byggemodning af to arealer til boliger og blev finansieret af BBByg A/S og Lind & Risør A/S.

Arkæologiske undersøgelser og studier i Sydvestjyske Museers arkiver har gjort arkæologer i stand til at beskrive en afgørende del af Ribes hverdagsliv i middelalderen og renæssancen.

Arbejdet med at etablere et nyt gulv i et klassicistisk byhus i Sortebrødregade 3, der blev opført i tegl i 1842, afslørede, at huset havde en lang og dynamisk historie med flere om- og tilbygninger, Og lige under gulvet fandt man vejen til Ribes offentlige toiletter.

Blot 25 centimeter under husets gamle plankegulve dukkede brolægninger, syldsten, flisegulve og skorstensfundamenter fra den ældre bebyggelse på stedet op. En brolagt slippe eller gyde mellem to hustomter på kun to alens bredde (cirka 1,2 meter) bar spor af et tydeligt slid på stenenes overflade, og det viste sig, at slippen engang var stien ned til Ribes offentlige latriner, som i senmiddelalderen og renæssancen var bygget ud over Ribe Å.

At de offentlige latriner var af stor betydning, kan man blandt andet finde dokumentation for i byens arkiver. I 1582 blev der anvendt 1500 tagsten til et nyt tag, så der må have været tale om en større konstruktion. Arkiverne viste desuden, at latrinerne var kønsopdelt, og sliddet på de såkaldte piksten (håndstore marksten), som arkæologerne fandt, afslørede, at stedet blev flittigt brugt.

På begge sider af den smalle gyde fandt arkæologerne rester af bindingsværkshuse - både gavl- og sidehuse - som kan identificeres i ældre brandtaksationer, og ved at bruge ældre matrikelkort kan man med stor præcision fastlægge karréens bygningshistorie og anvende denne viden sammen med oplysninger om for eksempel husenes ejere. Undersøgelsen har bidraget til at afdække hele karréens overordnede bygningshistorie fra senmiddelalderen og frem.

Årsagen til undersøgelserne i Sortebrødregade 3 i Ribe er, at huset skal indrettes til museum for fotografen Jacob A. Riis. Men selvom det er et nyere stykke danmarkshistorie, der nu skal fortælles i bygningen, har arkæologerne i videst muligt omfang sørget for, at resterne af de ældre huse på stedet er bevaret under de nye støbte gulve.

”Skibet” er navnet på et nyt boligbyggeri på havnen i Køge på Sjælland, og et skib var lige netop, hvad arkæologerne fandt, da entreprenøren i sommer gik i gang med at grave ud til de nye boliger. Nærmere bestemt fandt man et cirka 18 meter langt fragtskib, der blev bygget i midten af 1500-tallet.

De foreløbige, arkæologiske undersøgelser fra Museum Sydøstdanmark viser, at der er tale om skibstypen ”skude”, og længden indikerer, at det har kunnet laste mellem 60 og 80 ton, når det sejlede varer til og fra den travle Køge Havn i anden halvdel af 1500-tallet. Men en dag gik det galt, og skuden grundstødte syd for indsejlingen til havnen. I de efterfølgende år sandede vraget til, og kystlinjen flyttede sig med tiden mod øst, hvilket er årsagen til, at arkæologerne i dag har fundet skibsvraget på landjorden.

Analyser af vraget og de genstande, der blev fundet i det, viser, at skuden formentlig blev bygget i perioden 1540-1550. Denne datering er blandt andet baseret på en såkaldt dendrokronologisk analyse af et stykke træ fra skibet. Dendrokronologi kaldes også årringsdatering, som viser, hvornår et træ er fældet. I vraget blev der desuden fundet en portugisisk guldmønt - en såkaldt Cruzado - som stammer fra perioden 1538-44.

Ellers er der ikke mange synlige spor på, hvad skibet medbragte på sin sidste rejse, men arkæologerne har blandt andet fundet to spader, som måske er blevet brugt til at bjærge lasten fra det forulykkede skib.

Selvom lasten ikke længere er der, så indeholder selve vraget en masse oplysninger i form af konstruktionsdetaljer, og de peger mod flere mulige områder, hvor skibet blev bygget. Selve konstruktionsmetoden med en fuldstændigt klinkebygget båd er for eksempel typisk for det nordlige østersøområde i 1500-tallet, mens brugen af en stor mængde trænagler - og kun ganske få jernnagler til at fastgøre de enkelte bordplanker i skibets skrog - taler ind i den skibsbyggertradition, der var fremhærskende i Holland, Nordtyskland og det nordlige Polen i perioden.

I de kommende måneder skal arkæologer forsøge at afdække, hvor skibet er bygget, hvor det sejlede, og hvad det medbragte i lasten. Det sker blandt andet ved at tage flere prøver af tjære, skaller, makrofossiler og træværk og samtidig registrere og dokumentere skibskonstruktionen i detaljer.

Udgravningen af skibsvraget under ”Skibet” i Køge er finansieret af byudviklingsselskabet Køge Kyst. Det er arkæologer fra Museum Sydøstdanmark, der har stået for de arkæologiske undersøgelser.

Teorien om, at København i 1100-tallet blot var et lille fiskerleje, bliver nu udfordret, efter at arkæologer fra Københavns Museum finder byens hidtil ældste kirkegård og kirke lige under Rådhuspladsen i hovedstadens centrum.

Museets undersøgelse af kirkegården afdækkede mere end 70 velbevarede fund af mænd, kvinder og børn fra den første halvdel af 1000-tallet og fundamentet til det, der har været en kirke. Arkæologerne er ikke i tvivl om, at der er tale om fundet af en kirke, da der også er fundet spor af et klokkestøberi på kirkegården. Derudover blev der fundet en lang række andre arkæologiske spor, der stammer fra den tidlige middelalder. I en enkelt af gravene blev der fundet en gravgave i form af en kniv lagt under fødderne på den døde.

Kniven tolkes som et udtryk for, at begravelserne fandt sted på overgangen mellem hedenske og kristne traditioner. Mens gravgaver var almindelige i før-kristne grave, så forsvandt traditionen med indførslen af kristendommen, som stod på fra år 700 til omkring år 1300.

Gravpladsen under Rådhuspladsen i København er samtidig med Sankt Clemens Kirkegård, som ligger kun omkring 100 meter fra Rådhuspladsen, og fundet af to kirker inden for et meget lille område stemmer ikke overens med det billede af et lille fiskerleje, som historikere og arkæologer hidtil har haft. Derudover er de mange grave en indikation på, at byen allerede var ved at vokse sig stor i begyndelsen af1000-tallet.

Fundet af kirkegården og kirken på Rådhuspladsen føjer således endnu flere brikker til vores forståelse af hovedstadens tidligste udvikling, og antropologiske undersøgelser af de velbevarede skeletter vil i fremtiden give ny viden om de ældste københavnere og deres levevis.

Undersøgelserne på Rådhuspladsen i København er finansieret af HOFOR (Hovedstadsområdet Forsyningsselskab) og Metroselskabet.

Der knytter sig mange og også en særdeles grum historie til en velbevaret hovedgård Skæring Munkegård, som arkæologer fra Moesgaard Museum har udgravet ved Skæring nord for Århus.

Skæring Munkegård tilhørte i middelalderen det indflydelsesrige Øm Kloster som et såkaldt grangie, som er en anlægstype, der kun er udgravet ganske få af i Danmark. Grangier var hovedgårde, der blev drevet af lægfolk frem for munkene selv, og under udgravningen af grangien fremkom spor af adskillige bygninger og brønde fra 1200-årene og frem.

I 1500-årene skiftede hovedgården hænder et utal af gange, og den blev i disse år ejet af mere eller mindre kendte adelige familier og stormænd på egnen.

I 1716 begyndte den dramatiske begivenhedsrække, der skulle føre en mængde ulykker med sig. Enken Maren Thygesen var nu ejer af gården, og to år senere giftede hun sig med sin afdøde mands skriver Rasmus Randlev. Rasmus Randlev var en særdeles hård og ubehagelig arbejdsgiver for hovedgårdens fæstebønder, og de besluttede sig derfor for at skille sig af med ham. Først forsøgte de - uden held - at skyde ham, hvorefter de hyrede en skruppelløs soldat, der skulle brænde gården ned. Det lykkedes med stort held og helt uden tilskadekomne.

Rasmus Randlev formåede i løbet af 1727 at opføre et nyt gårdsanlæg, som fæsterne endnu en gang forsøgte at brænde ned, men denne gang mislykkedes missionen. Kun den sydlige længe brændte ned, og til gerningsmændenes uheld blev resterne af en fakkel benyttet under ildspåsættelsen fundet.

De arkæologiske undersøgelser har afdækket en mængde genstande, der knytter sig til branden. Der er fundet låse med nøgler, rudeglas, flaskeglas, keramik, dele af et solur og store mængder forkullet korn.

I adskillige år efter 1727 rullede en retssag med en jammer af henrettelser, fallit og fattigdom til følge. Rasmus Randlev selv endte efter sigende sine dage på et usselt loftsværelse i Århus.

Undersøgelsen af Skæring Munkegaard er et eksempel på, hvordan en arkæologisk undersøgelse og skriftlige kilder kan supplere hinanden på bedste vis. Blandt andet var den beskrivelse af gårdens bygninger, som blev udarbejdet af synsmænd, der besøgte gården efter branden i 1727, til stor hjælp for arkæologerne.

Undersøgelserne af Skæring Munkegård fandt sted forud for Boligforeningen AABs byggeri af cirka 80 boliger på Hjortshøjvej i Skæring.

Det var sporene af et stykke dramatisk danmarkshistorie, der dukkede op, da Viborg Museums arkæologer i september 2018 stak spaden dybt i jorden på den fredede ruin Hald Slot syd for Viborg.

Flere meter under slotsruinen fra 1520’erne fandt de nemlig resterne af en borg, som den magtfulde jyske stormand Niels Bugge byggede, efter at han havde købt området ved Hald Sø i 1346.

Ved første øjekast lignede det nærmest en kiksekage, der aftegnede sig i profilvæggen, da arkæologerne begyndte at grave, men det var altså resterne af en stejl borgbanke bygget af tørv med en væg af solide egetræspæle på ydersiden.

Dateringen af træpælene viste, at de var fældet i vinteren 1347/48, og dermed var der bevis for, at Niels Bugge faktisk byggede en borg på stedet for omkring 670 år siden.

Fundet af borgen giver ny viden om en periode, hvor Danmark var præget af strid mellem magtfulde stormænd og kong Valdemar Atterdag. Ridderen Niels Bugge var en af de største blandt stormændene, og foruden borgen i Hald ejede han en række store godser spredt ud over Jylland. Derudover havde Niels Bugge en stor andel i de politiske begivenheder, der prægede århundredet.

Efter først at have været i opposition til kongen, blev Niels Bugge en af Valdemar Atterdags støtter, men siden gjorde han og mange andre stormænd igen oprør, og Bugges liv endte dramatisk en kold vinterdag i 1357 i Middelfart. Mens han ventede på færgeoverfart hjem til Jylland, blev han myrdet. Kongen fralagde sig ethvert ansvar for drabet på den kritiske stormand, og to lokale fiskere blev i stedet dømt for ugerningen.

Undersøgelsen på Hald Slot er en del af projektet De fem Halder. Her skal forskningsbaserede, arkæologiske undersøgelser give ny viden om områdets i alt tre middelalderlige voldsteder og to herregårdsfaser. Derudover arbejder man på at fortælle områdets historie på en ny måde ude i naturen mellem ruiner og borgbanker.

Bag projektet står foreningen De fem Halder, Slots- og Kulturstyrelsen, Viborg Kommune og Naturstyrelsen. Projektet er støttet af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Jernproduktionen i den danske middelalder er generelt meget dårlig belyst, men nye fund af massive spor efter jernproduktion og bearbejdning af jern i nærheden af middelalderlandsbyen Gødvad nær Silkeborg giver en enestående mulighed for at få en større forståelse af netop dette aspekt af middelalderen.

Forud for en udstykning af et nyt boligområde i Gødvad gik Museum Silkeborg i gang med at undersøge en stor slaggedynge og fem jernudvindingsovne fra middelalderen. Slaggedyngen havde en imponerende udstrækning på mere end 200 kvadratmeter og en tykkelse på op til 1,3 meter, og den samlede vægt af dyngen blev estimeret at have været på over 200 ton. Arkæologernes gæt er derfor, at der kan have været produceret op mod 50 tons jern på pladsen.

Ved undersøgelsen blev der også fundet en smedje tæt vedslaggedyngen. Smedjen blev fundet sammen med sporene af et gårdanlæg i to faser, der har ligget på stedet i hvert fald ind til 1816. Arkæologernes undersøgelser viser også, at smedjen ikke har været samtidig med gården, men den kan meget vel have været relateret til selve jernproduktionen.

Det spændende fund viser, at Gødvad og Silkeborgegnen var centrum for jernproduktion i middelalderen. I 2017 udgravede museet en tilsvarende, men noget mindre slaggedynge på nabomatriklen. Museet har desuden i forbindelse med tidligere udstykninger i og omkring det middelalderlige Gødvad afdækket flere huse fra perioden cirka 1200-1800, herunder to smedjer. Smedjerne ligger kun cirka 150 meter fra den store slaggedynge og kan meget vel have været samtidig med den.

Endnu er kun de indledende analyser af de mange udtagne naturvidenskabelige prøver blevet foretaget, men fundene ved Gødvad giver en unik mulighed for at afdække flere forskellige aspekter af jernproduktionen og den efterfølgende bearbejdning.

Samtidig giver fundene mulighed for at følge jernets vej fra produktion og ud i det middelalderlige landsbyfællesskab, og Museum Silkeborg håber derfor på at få mulighed for at undersøge det nærmere i et større forskningsprojekt, for fundet af slaggedyngen – og jernproduktionskomplekset mere generelt – har et stort potentiale i forhold til at opnå en bedre forståelse af den ellers dårligt belyste middelalderlige jernproduktion i Danmark.

Undersøgelserne ved Gødvad blev finansieret i to omgange af Silkeborg Kommune og tre private bygherrer.

Det er ikke kun landmænd, der de senere år har høstet på markerne ved Lidsø på Sydlolland. Også arkæologer har høstet ny viden om fortiden.

Op af den sydlollandske jord er nemlig kommet spor af mennesker, der boede ved kysten af Rødby Fjord for 5000 år siden, og da Museum Lolland-Falster i sommeren 2018 gik i gang med en egentlig arkæologisk undersøgelse af stedet, gjorde de to ganske særlige fund: To små lerskiver med tandaftryk fra et menneske.

Tandmærkebuens karakter viser, at det er tænder fra et menneskes undermund, der er benyttet til at lave aftrykket, og tandaftrykket er højst sandsynligt blevet til ved, at en underkæbe er blevet presset ned over lerskiven, før skiven blev brændt i et bål.

For at komme nærmere en beskrivelse af personen, der satte aftrykkene for tusindvis af år siden i yngre stenalder, er de to lerskiver blevet undersøgt af en såkaldt retsodontolog. En retsodontolog hjælper normalt Politiet med at identificere og aldersbestemme døde mennesker fra vores egen tid, men her var opgaven fra arkæologerne altså en noget anden.

Retsodontologens undersøgelse viste, at den person,  der havde sat aftrykkene, enten var i live eller var død kun kort tid forinden, og ud fra tændernes størrelse synes aftrykkene at være lavet af en mindre, men dog voksen person, som måske var en kvinde. Det komplette tandmærke antydede ifølge retsodontologen, at aftrykket ikke blev afsat af en løs kæbe – altså en skeletdel - da de forreste tænder i en kæbe enten ville sidde løst eller ville være faldet ud.

Tandaftryk i ler kendes kun fra en håndfuld lokaliteter i Danmark, og hvad årsagen til den atypiske dekoration er, ved arkæologerne ikke. Udover lerskiverne med tandmærker gjorde arkæologerne en mængde andre fund ved Lidsø. De fandt blandt andet to menneskeunderkæber og en del af en kraniekasse. Disse fund vidner om, at skeletdele også indgik som et element i deponeringerne på stedet.

Undersøgelsen ved Lidsø blev finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter. Puljen gør det muligt at undersøge væsentlige fortidsminder, før de forsvinder som følge af pløjning eller erosion.

5000 års historie i Vestjylland er nu samlet på ét stort højopløseligt foto, og det er en drone, der står bag fotoet.

Da der skulle udføres arkæologiske undersøgelser i Nørby på Holmsland cirka fem kilometer nordvest for Ringkøbing, tog arkæologer fra Arkæologi Vestjylland, der er en fælles arkæologisk afdeling under Ringkøbing-Skjern Museum og Vardemuseerne, i år droner i brug i et hidtil uset omfang. Brugen af den nye teknologi har gjort arkæologerne i stand til at lave en komplet dokumentation af et 25.000 kvadratmeter stort areal med spor fra stenalderen og frem til vikingetidens afslutning.

Hundredvis af enkeltbilleder, som dronen har taget, er blevet sat sammen til ét samlet foto, der i detaljer viser alle arkæologiske spor i området, og de mange billeder vil også blive brugt til at danne en 3D-model af overfladen på udgravningsområdet. På computerskærmen optegnes der løbende en plan af alle spor af menneskers aktiviteter gennem historien, og alt i alt viser dokumentationen fra dronen cirka 16.000 spor, der er dannet over en 5000-årig periode.

På udgravningsområdet i Nørby har arkæologer – i kølvandet på dronebillederne - undersøgt de mange spor blandt andet nogle fine hustomter fra yngre stenalder, hvoraf flere havde ardspor under gulvlagene. Arden var den første type af plov, der blev brugt i Danmark. I jernalderen har der stået op til 40 meter lange hustomter på stedet, og der er også fundet ardspor fra denne periode. Arkæologerne har også undersøgt kistebegravelser og grave med rester fra ligbål.

At opmåle og dokumentere udelukkende ved hjælp af droner er ikke tidligere blevet anvendt i Danmark i så stort et omfang på arkæologiske udgravninger. Fordelen ved at bruge droner er, at arkæologernes registrering af spor fra fortiden kan foregå både hurtigere og langt mere præcist end med traditionelle opmålingsmetoder.

Undersøgelserne ved Nørby blev finansieret af Energinet.dk forud for opførelsen af en stor transformatorstation i området, som skal håndtere produktion af strøm fra nye havvindmøller langs Vestkysten.