Lokalisering
Lokalisering af ældre stenalderfundpladser i landskabet
af Peter Vang Petersen
Sporene efter jægerfolkene fordeler sig ikke tilfældigt ud over landskabet, og målrettede rekognosceringer ud fra topografiske kriterier er nødvendige, hvis indsatsen skal bære frugt.
Kystzonen
Lokalisering af kystzonebopladser fra Maglemose, Kongemose og Ertebøllekultur
Kystzonerne langs havet og omkring søer og vandløb har i over 100 år været kendt som de bedste områder at lokalisere bopladser fra jægerstenalderen.
På grund af isostatiske og eustatiske jordskorpebevægelser er der foregået en stadig forskydning af Sydskandinaviens kystlinjer, og fossile bredzoner optræder som karakteristiske landskabselementer i alle kystegne. Nogle gamle kystlinjer kan erkendes visuelt i terrænet, hvorimod andre kun kan lokaliseres ved hjælp af højdekurvekort.
De sene Ertebøllebopladser, som dominerer arkæologiske fundkort, ligger langs Litorinahavets højeste kystlinjer, hvor de hovedsagelig er lokaliseret ved overfladerekognoscering. Fordelingen afspejler i øvrigt bopladsernes nære tilknytning til gode fiskeområder, som f.eks. østersbanker og gamle strømrender.
De ældre, lavere liggende kystbopladser fra tidlig Ertebølle- og Kongemosetid er mere fåtallige. Disse pladser ligger for det meste under havets nuværende overflade, og i de nordøstligste egne af Danmark, hvor den ældre kystkulturs bopladser ligger hævet over havet, vanskeliggøres eftersøgningen af dækkende sedimenter fra senere transgressioner.
Vi kender de relative højdeforskelle på de atlantiske og de regionale havniveauer temmelig nøjagtigt, men alligevel er de ældre kystlinjers forløb svære at få hold på. De ældre, dækkede bopladser er dog ofte lokaliseret i nærheden af kendte, yngre bopladser, og det er derfor en god ide at rekognoscere i omegnen af allerede kendte bopladser, f.eks. langs kloak- eller drængrøfter, hvor kulturrester fra ældre, tildækkede bopladslag kan være bragt op til overfladen.
I det submarine stenalderlandskab gælder samme topografiske kriterier som på landjorden, men alligevel er det endnu ikke lykkedes at lokalisere sydskandinaviske kystbopladser fra Maglemosetid eller fra senpalæolitikum. Sporene af senglaciale bosættelser langs bredden af den Baltiske Issø i Køge Bugt vidner ikke om kystbosættelse i egentlig (marin) forstand, og selvom Maglemoseflint er lokaliseret forskellige steder på havbunden, er det stadig usikkert, om disse fund repræsenterer andet end overskyllede indlandsbopladser.
Lokalisering af de senglaciale kystzonebopladser
I Mellem- og Nordskandinavien findes talrige kystbopladser langs de hævede strandlinjer fra Præboreal og Boreal tid, men i Danmark må kysterne fra tidlig postglacial tid søges på bunden af Kattegat og Skagerrak. De ældre, senglaciale Brommefund fra Nørre Lyngby og Hollendskær i Vendsyssel, stammer således fra indlandspladser, som dog i parentes bemærket befinder sig mindre end to timers gang fra datidens kyst.
I Nordjylland er endnu ældre senglaciale kystlinjer til gengæld hævet og meget synlige, men på trods af de potentielle fangstmuligheder savner vi stadig vidnesbyrd om senglacial kystbosættelse og udnyttelse af marine ressourcer.
De mesolitiske kystzonepladsers karakter
De mange kystbopladser fra Atlantisk tid frembyder meget forskellige arkæologiske muligheder beroende på kulturlagenes karakter, bevaringsforhold og kronologiske spændvidde. Ved eksponerede kyster, hvor der er foregået en hurtig horizontal forskydning af kystlinjen som f.eks. i strandvoldsområdet i Vedbækfjordens munding, udviser bopladserne en kortere varighed og dermed større kronologisk "renhed" end de pladser, som ligger inde i fjorden.
Inde langs fjordenes beskyttede morænejordsbredder har større terrængradienter og ringere pålejring af strandvoldsmateriale skabt mere stabile kystlinjeforløb med mulighed for langvarig benyttelse af pladserne gennem flere kronologiske faser.
I eksponerede områder er sedimentation af organisk materiale (gytje) ikke så udbredt, og ved strandvoldsbopladserne findes sjældent tilknyttede kulturlag, der i organisk indhold og bevaringstilstand kan måle sig med de righoldige udsmidslag, som kan påtræffes neden for pladserne i inderfjordene.
Det er ikke ualmindeligt at finde velbevarede gytjelag med primært aflejret udsmidsmateriale, som i sin tid er dannet nedenfor kystbopladser, som efterfølgende er borteroderet af transgressioner. Sådanne "boplads-løse" udsmidsforekomster har stor arkæologisk værdi i kraft af velbevarede organiske kulturrester - på linje med de naturlige sammenskylslag af udtjente fiskeruser, kasserede stammebåde*) og træredskaber, som er påvist i Halskovfjorden, og som bør kunne findes i mange andre fossile fjordområder.
På trods af de mange bopladser fra atlantisk tid hersker der stadig et påfaldende ukendskab til den senmesolitiske kystbebyggelse langs Vesterhavet, f.eks. omkring mundingerne af de store vestjyske åer og omkring de fire, biologisk produktive strømløb (dyb), der allerede i Atlantisk tid forbandt Vadehavet med Nordsøen.
*) stammebåde kan enten være lagt i depot eller kan være genanvendt som trædeplanker, når man skal ud gennem sivbæltet (Torben Malm)
Indlandet
Lokalisering af bopladser i bredzoner i indlandet
Årtiers rekognosceringer langs fossile bredzoner af søer og åer har resulteret i mange fundpladser fra alle perioder af mesolitikum. Fra senpalæolitikum er det især Bromme-pladserne, som i stort antal er lokaliseret langs søbredderne - oftest beliggende tæt ved åers indløb eller udløb.
I forbindelse med senglacialtidens søer må det erindres, at der undertiden kan være foregået en betydelig opstemning forårsaget af dødisforekomster i jorden. Sådanne søbassiner, som ved dødisens bortsmeltning er blevet delvist eller helt afvandede, giver sig ikke til kende gennem postglaciale tørveaflejringer, og søerne lader sig i dag kun erkende gennem eventuelle bopladsfund langs de terrænkoter, som modsvarer tidligere bredzone-forløb.
Men også fjernt fra datidens søbredder, ude på mosefladerne, hvor der i sin tid stod åbent vand, kan skjule sig forekomster af arkæologisk interesse. Ude på den gamle søbund findes eksempelvis fiskepladser med anlæg i form af nedrammede pæle, ledegærder og flettede ruser foruden koncentrationer af løsfund som sænkesten, tabte fiskekroge og knækkede lystertænder.
Selv jagt på skovens vildt kan moserne berette om i form af mistede pile- og spydspidser, harpuner og skeletter fra vildt, som er druknet under desperate flugt forsøg.
Lokalisering af bopladser på højdedrag
I de sidste årtier er stigende opmærksomhed rettet mod lokaliteter på højere terræn. Udsigtspunkter, eksempelvis bakketoppe eller dalterrasser med godt udsyn over større områder, har traditionelt ikke påkaldt sig større arkæologisk opmærksomhed, men det er efterhånden blevet klart, at landskabelige højdepunkter har spillet en vigtig rolle i jægerkulturens aktivitetsmønster.
Højt placeret i landskabet ligger senglaciale Hamborg- og Federmesser-bopladser ved Slotseng og Brommepladserne ved Langå. På tilsvarende vis er højtliggende Maglemosepladser lokaliseret ved Rude Mark, Sønder Hadsund og Hammelev i Jylland, flere steder på Fyn samt ved Korsbjerggård i Nordsjælland. På Bornholm ser det oven i købet ud til, at de højtliggende maglemosepladser påfaldende ofte er placeret i nærheden af kildevæld.
Udsigtspunkter har i sagens natur haft størst betydning i perioder med spredt eller manglende skovvækst. I flade landskaber med tundra eller lysåben skov har jægere fra selv beskedne bakkedrag kunnet overvåge vildtets bevægelser over meget store områder. Ved den blot 12 m høje Sølbjerg på Vestlolland koncentreres således et betydelig antal senglaciale bopladser, og de indledende rekognosceringer på andre vestlollandske højdepunkter har konstateret lignende forekomster af senpalæolitisk flint med bl.a. spidser af Federmesser-, Bromme- og Ahrensburg-type. På samme måde er en række senglaciale bopladser på Knudshoved Odde i Sydsjælland knyttet til markante bakkedrag.
Fra den senere del af mesolitikum er højtliggende pladser derimod ganske ukendte. Alle kendte Kongemose- og Ertebølle-bopladser ligger placeret klos op ad datidens kystlinjer, enten ved havet eller langs søer og åer, og dette markante forhold skyldes formentlig, at urskoven nu var blevet så tæt i indlandet, at udsigten var borte. Befolkningen foretrak derfor at bosætte sig langs kysterne, hvor man var tæt på de vigtige fiskepladser, og hvor man havde det bedst mulige overblik over sine omgivelser.
Submarine område
Lokalisering af mesolitisk flint i det submarine landskab
Under de postglaciale havstigninger blev det sydskandinaviske landskab forvandlet drastisk. Ådale blev til fjorde, sunde og bælter, og indlandets bakketoppe blev til øer i havet.
Topografien i de sunkne landskaber er udjævnet af bølgeerosion og sedimentation, og nutidens søkort afspejler kun de oprindelige terrænforhold i en meget sløret tilstand. I princippet bør lokalisering af bopladser på havbunden foregå ud fra de samme overvejelser og principper som på landjorden, men det må ikke glemmes, at der i havet flyttes rundt på sedimenter og oldsager i langt større omfang end på landjorden.
Flint, som findes på havbunden eller i havstokken, er ofte flyttet langt fra det oprindelige deponeringssted, og jo mindre og lette kulturresterne er, desto længere bort er bølger og eroderende havstrømme i stand til at transportere materialet. Især småflint, eksempelvis pilespidser, er stærkt udsatte for at blive skyllet bort og genaflejret andetsteds.
Forekomster af bearbejdet flint på havbunden eller langs stranden behøver altså ikke at repræsentere forhistorisk aktivitet på det pågældende sted, men selvom der skulle vise sig at være tale om naturskabte forekomster, så har sådanne flintfund alligevel antikvarisk interesse som indikation på værksteds- eller bopladsaktivitet i omegnen af fundstedet. Ofte vil fundenes sammensætning give en fornemmelse af de oprindelige forekomsters karakter.
Man skal imidlertid altid være særlig varsom med tolkning af in situ begrebet, når det gælder marine flintforekomster. En tankevækkende historie fortæller, at zoologen Ulrik Møhl på sin opslagstavle havde en indtørret tangbusk, som hang fast på en skiveøkse, der var drevet i land på Samsø. Ved siden af øksen sad en seddel med Møhls kommentar: "De eneste kilder, som aldrig tørrer ud, er fejlkilderne".