Ho

KARAKTERISTIK

Ho ligger meget smukt på kanten af en opdyrket sandslette ud mod marsken, som strækker sig fra Varde Å, forbi byen og helt ud på Skallingen.

Ho kirke ligger meget synligt midt i byen og fungerer som et landmark for hele området. Byen ligger omkranset af store marker, som i dag bruges til græsningsarealer og kornproduktion. Markerne afgrænses af plantager og sommerhusområder.

Midt i Ho, er der flere store træer som præger landsbyområdet.

Særligt kendetegnende for Ho er en meget smuk udsigt ud over Ho Bugt, hvor man i det fjerne kan skimte Esbjerg Havn og Varde Ås udmunding i bugten.

Byen er typologiseret som en vejklynge by, hvor det gamle vejforløb er velbevaret. Enkelte gårde er bevaret og fredet. Flere af de øvrige ejendomme er gamle gårde, som er ombygget. Imellem gårdene ligger der tofter som åbne grønninger.

Gennem generationer er der blevet afholdt fåremarked i byen.

SÅRBARHED

Ho's beliggenhed tæt ved engene og marsken opleves som attraktivt, idet der flere steder er mulighed for at opleve den smukke udsigt ud over Ho Bugt og Vadehavet.

Ho ligger i et fladt landskab, hvor ændringer kan ses på lang afstand. Derfor har det betydning, at nye bebyggelser indpasses i de rigtige proportioner og materialer.

Den oprindelige vejstruktur har høj bevaringsværdi og giver flere smukke oplevelser, når man færdes rundt i byen.

Byen er følsom over for væsentlige ændringer i beplantningerne. Det er vigtigt at fastholde de store træer, men også de gamle læhegn som der flere steder er rester af.

Tofterne mellem de gamle gårde har høj bevaringsværdi, disse er særlig sårbare, såfremt der kommer nye bebyggelser eller beplantninger.

Ho er omfattet af en bevarende lokalplan, som sikrer husenes fortsatte autenticitet.

De gamle marker vest for landsbyen er følsomme over for bebyggelser, herunder sommerhuse, eller skovbeplantninger.

BEVARINGSTILSTAND

Ho er meget autentisk i forhold til sin oprindelige udformning og struktur på trods af mange bygningsændringer.

I yderkanten af kirkebyen er der opført et feriecenter, som virker synligt anmassende i bybilledet med store proportioner og "anderledes" materialevalg.

ANBEFALINGER

Det er væsentligt at bibeholde vejenes enkle karakter og undgå for meget "udstyr" i form af fortove og gadelamper i forskellige typer.

De er fine udsyns muligheder imellem husene ud over engene og bugten er meget vigtige at fastholde.

Tofterne mellem husene bør bevares og friholdes for bebyggelser eller beplantninger.

Ho er omfattet af en bevarende lokalplan, der sikrer husenes kvaliteter og nænsom indpasning af nye bebyggelser. Det er vigtigt at man følger planens intentioner.

De eksisterende rumdannende beplantninger bør bevares, plejes eller evt. genplantes.

Detaljerne i de gamle huse, de sted- og tidstypiske vinduer, døre og overfladebehandlinger, bør bevares.

I de ombyggede ejendomme bør der fremover i forbindelse med renoveringer anvendes oprindelige løsninger, f.eks. ved isætning af nye vinduer, oplægning af nye tage mv.

De bevaringsværdige beplantninger bør plejes og fastholdes som en del af strukturen omkring landsbyen, ligesom de store plantager som på afstand omkranser byen

KONTEKST

Strukturen med det bugtede vejforløb og klyngebebyggelser har vi mange steder ned langs vadehavskysten. F. eks. i Sønderby og Vesterby i Store Darum, i Vilslev og bebyggelser i Ballumområdet.

LANDSKAB

Ho ligger på en sandslette på den nordøstlige side af halvøen Skallingen. Sandsletten virker helt jævn, men falder reelt svagt ned mod marsken og Ho Bugt. Størstedelen af landsbyen ligger i ca. kote 4 DNN og omfatter et areal på ca. 21ha. Kirken, der er et centralt punkt i landsbyen, ligger i kote 5 DNN.

Mod vest grænser Ho delvis op til klitter og plantager samt store opdyrkede marker.

Mod øst ligger der store engarealer. Der er ikke, som så mange andre steder langsmarsken, sket en indvinding af ny marsk, hvilket skyldes at strømmen fra Varde Å kommer langt ind under kysten og forhindrer aflagring af "slik" (findelt ler og organisk materiale). I lidt større afstand fra bymidten mod syd har vi store plantager, hede og klitlandskaber samt et stort fredet naturområde på sydsiden af Skallingen. En stor del af klitlandskabet vest og nordvest for Ho er udlagt til sommerhusområder. Plantagerne blev plantet i midten af 1800-tallet for bl.a. at bremse sandflugten, som havde været et voldsomt problem siden 1500-tallet.

Engene omkring Ho er marskenge, der ikke er beskyttet af diger. Derfor bliver engene en gang imellem overskyllet ved stormflod. Dette begrænser den landbrugsmæssige udnyttelse til høslagning og afgræsning.

Overordnet betragtet er Ho afskærmet af en omkransende beplantning i form af hegn, buskads og grupper af træer. Enkelte bygninger, så som Kirken og enkelte gårde, markerer sig klart i landsbyens struktur. Kirken opleves som landsbyens pejlemærke. Visse steder kan man kigge tværs igennem landsbyen ud over Ho Bugt. Disse udsigtsmuligheder bør bevares.

Når man ankommer til Ho fra nord eller vest, henholdsvis fra Oksbøl eller Blåvand, opleves overgangen fra land til landsby tydeligt. Indfaldsvejen fra nord markeres af en fin beplantning på vestsiden af Hovej, og øst for af et smukt stråtækt hus, beliggende i en have med mange træer. Umiddelbart forud har man mod øst også en fantastisk udsigt ud over Ho Bugt.

Den vestlige ankomst ad Tane Hedevej markeres med en længebygning og et hegn på nordsiden.

På sydsiden ligger en gård og Ho Klitplantage. Sammen udgør de en "port" til landsbyen. Disse træk skal man forsøge at fastholde. Landsbyen er opstået omkring gårdene, som ligger forholdsvist spredt i tilknytning til deres jorde. Det har givet landsbyen en meget åben karakter. Hovej er den gennemgående landsbygade, der udgør byens snoede rygrad og binder landsbyen sammen. Den åbne bystruktur giver et varieret indtryk, der veksles mellem bygninger af forskellig art, grønne områder og kig til bugt og engarealer. Mod vest ligger de store plantager og danner et skjul for sommerhusområderne ved Oksby.

KULTURHISTORIE

Ho landsbys erhvervsmæssige grundlag har oprindeligt været en kombination af landbrug og fiskeri på Ho Bugt. En typisk kombination de fleste steder langs vadehavskysten.

Landsbyens gårde lå spredt i klynger i landskabet.

Der lå en koncentration af ejendomme omkring Toldervej, hvor der stadig ligger en gruppe gårde, som er velbevarede.

En lang række af Ho's oprindelige gårde er dog fjernet i årenes løb. På gamle kort ses tydeligt, at der var betydeligt flere, end der findes i dag.

Oprindeligt lå bebyggelsen i selve Ho i en forholdsvis tæt klynge omkring et landsbytorv.

Præstegården, som også har fungeret som landbrugsejendom, lå også dengang isoleret fra de øvrige gårde. Den største tæthed var omkring kirken og Fjordvej – langs forbindelsen fra kirken til kysten.

Landsbystrukturen i Ho er velbevaret med de oprindelige vejforløb.

Igennem de sidste hundrede år har der været tradition for at afholde fåremarked i august måned. Fårene kommer ind fra bl.a. Skallingen og marskområderne omkring Ho Bugt og bliver solgt til højstbydende. I dag afvikles markedet på bymarken, men tidligere var det i selve landsbyen langs kysten.

Igennem det sidste århundrede er der i Ho blevet opført parcelhuse i begrænset omfang. Især i den sydlige del af Ho er der, langs Hovej og sideveje hertil, opført flere parcelhuse, og etableret egentlige udstykninger.

Ho er en "vejklynge by" med delvist adskilte bebyggelser.

Der er stadig en del fastboende i Ho, men mange af gårdene anvendes i dag til sommerhuse.

Beboerne i Ho var tidligere delvis landmænd, men også fiskere og sømænd. En stor del af den mandlige befolkning sejlede på langfart eller fiskede, og det var således kvinderne som passede hjemmet og landbruget.

Ho fremstår i dag som et meget charmerende sted med en fantastisk beliggenhed i bunden af Ho Bugt. På afstand kan man se Esbjergs skyline, og mod syd ses Fanøs vindmøller i klart vejr.

Ho kirke er opført i ca. 1450 efter traditionel romansk byggestil og -plan med senmiddelalderlige spidse buer over døre og vinduer.

Ho 1890
Bebyggelsen er koncentreret omkring kirken i Nørballe. Præstegården ligger for sig selv som en 4-længet gård. Sønderballe er "blot" enkelte spredte gårde.

Kort over Ho fra 1820
Tegnet af landinspektør G. Thoböll.

På kortet ses at vejstrukturen ikke har ændret sig væsentligt i de sidste 200 år. Ho's bebyggelsesmønster er også velbevaret på trods af at der er fjernet flere gårde og der er bygget nye huse.

Næsten alle gårde havde flere sidelænger. Præstegården, den største 4-længede gård, var placeret lidt afsides. I dag er der kun det fredede stuehus tilbage.

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

De oprindelige veje, f.eks. hovedgaden Hovej, der igennem århundrede har forbundet de enkelte gårde i landsbyen, har fastholdt det oprindelige gamle snoede forløb. Gårdene lå forholdsvist spredt ved de dyrkbare jorde, som den enkelte gård eller husmandssted var i besiddelse af.

Af gamle tegninger udført at forfatteren Jørgen Thomsen Christiansen i 1850-erne fremgår det, at der var sparsom beplantning omkring gårdene. I dag er der flere store og markante træer og hegn, der præger landsbyen, og som er markeret som bevaringsværdige i lokalplanen for Ho landsby.

Flere ejendomme ligger i store beplantninger og bliver derved nærmest gemt væk mellem træerne.

Omkring landsbyen ligger der også store plantager, som er plantet igennem de sidste 150 år.

Kirken markerer sig specielt i landsbyen med sit klokkespir og hovedskibets forholdsvis beskedne dimensioner. Man oplever kirken som landsbyens midtpunkt, i det den kan ses fra alle vinkler og verdenshjørner.

Flere af de ældre ejendomme er meget ombyggede. I den forbindelse er der anvendt materialer til tage og vinduer, som ikke oprindeligt har været anvendt i området.

Enkelte af Ho's gårde, bl.a. præstegården, er fredet, og en del har bevaret den oprindelige karakter med stråtag, kalket facade og vinduer med sprosser.

Uanset de mange ændringer af de enkelte huse, virker den ældste del af Ho meget intakt. Der er en fin sammenhæng mellem landsbyens struktur, de enkelte velbevarede ejendomme, de fredede gårde og landskabet. Med den tætte beliggenhed ved marsken og havet fornemmer man tydeligt, hvordan byen på samme tid har kunnet fungeret som fiskeri- og landbrugssamfund.

Kroens og den gamle skoles store dimensioner tegner sig tydeligt i bybilledet, men de støtter landsbystrukturen og ødelægger ikke helhedsindtrykket.

Området omkring Ho er præget af sommerhusbebyggelser. Bebyggelserne opleves dog ikke anmasende, idet mange af husene ligger mellem gamle træer og ikke i sammenhæng med den oprindelige landsby. Parcelhusområderne fremstår også tilplantede og virker heller ikke voldsomme. En nyere feriebebyggelse beliggende ud mod Hovej midt i landsbyen er dog temmelig stor i forhold til de øvrige dimensioner i området, men forstyrrer ikke helhedsindtrykket af en charmerende landsby.

Prospekt fra 1850erne tegnet af Christen Thomsen Christensen.

I forgrunden kirken og i baggrunden en mølle som ikke eksisterer i dag. Til højre typisk gammel bebyggelse fra Ho. Ho er på tegningen uden ret megen beplantning, hvilket først kom i større grad senere.

Typisk ejendom i Ho. Boligen i den ene ende og loen i den anden ende af huset. Huset er en af de oprindelige ejendomme. Den meget fine sammenhæng mellem landskabet og huset er væsentligt at bevare. (1)

Udsigt fra Ho ud over engene med Varde å udmunding i bugten i baggrunden. Flere steder er der udsigtmuligheder til Ho Bugt som synliggør at byen ligger meget tæt ved en stor natur. (2)

Indkig til Ho fra markerne vest for byen. Kirken ses næsten midt i billedet. Herfra er byens bebyggelsesmønster tæt. (3)

Vej i Ho. Et eksempel på hvordan vejene så ud, før asfalten overtog designet. Disse veje anbefales fastholdt i denne karakter. (4)

Fredet 3-længet gård på Hovej. I dag bruges bygningerne til tømrerværksted. (5)

Hus i Ho ved Fjordvej. Husene har her halvvalm som i Hjerting, på Rømø og i byerne ned langs kysten. På Fanø er der ikke skik for at lave halvvalme. (6)

Den gamle præstegård og toften (7)