Byområde - Egebæk

KARAKTERISTIK

Egebæk-Hviding ligger i et jævnt landskab, der ikke er præget af store landskabelige skel eller variationer. Bebyggelsen er vokset op omkring det tidligere stationsanlæg, der i dag er psykiatrisk hospital. Det store anlæg, der ligger på østsiden af Tøndervej udgør en velbevaret helhed, der i høj grad er karaktergivende for byen

Vest for vejen ligger et fint forløb med enkle, tidstypiske enfamiliehuse fra begyndelsen af forrige århundrede, der ligger let tilbagetrukket fra gadelinjen.

BEVARINGSTILSTAND

Egebæk-Hviding rummer en sjælden velbevaret bebyggelse i det store hospitalsanlæg. Bebyggelsen udgør en strukturel helhed, hvis arkitektoniske kvaliteter er sjældent velbevarede og som fremstår med stor originalitet og mange velbevarede detaljer. Den øvrige del af byen har bevaret et karaktergivende – om end noget ombygget – bebyggelsesforløb med enkle gadehuse overfor hospitalet.

SÅRBARHED

Det helstøbte hospitalsanlæg er karakteriseret af høj arkitektonisk kvalitet og et velbevaret og homogent udtryk. Anlægget er derfor sårbart overfor udskiftning af originale bygningsdele eller nye tilføjelser / tilbygninger, der ikke er opført med forståelse for de eksisterende kvaliteter. Den karaktergivende "Stationsbybebyggelse" langs Tøndervej er ligeledes sårbar overfor yderligere udskiftninger at tage, vinduer og døre samt af ændringer fra blank mur til pudset /berappet murværk.

ANBEFALINGER

Selvom de enkelte huse langs Tøndervej i nogen grad er præget af nyere ombygninger og ændringer, kan man fortsat styrke bebyggelsens kvaliteter. Man bør tilstræbe at bevare den oprindelige materialeholdning og undgå vandskuring eller maling af facader, der er opført i blank mur. Det samme gælder tagene, hvor man bør undgå nye fremmede tagformer (f.eks. ændring af de karakteristiske halvvalme til saddeltage med udhæng) ligesom man bør undgå tagbelægninger i materialer, der er fremmede for bebyggelsen (f.eks. glaserede teglssten eller teglimiterende ståltage). Også hvad angår vinduer og døre, bør man tage udgangspunkt i de oprindelige bygningers kvaliteter.

Det homogene hospitalsanlæg er sårbart overfor ændringer af både tag og facader samt af de velbevarede originale bygningsdele, der er karaktergivende for bygningerne.

Ved kommende istandsættelser må det derfor anbefales, at man anvender skiffer og teglsten af samme type og kvalitet som hidtil anvendt. Det samme princip gælder ved istandsættelse af det karakteristiske og fint forarbejde træværk ved spær- og bjælkender samt vindskeder mm.

I anlægget er bevaret et stort antal originale vinduer, der ligeledes udgør en væsentlig del af anlæggets bevaringsværdier, og som bør sikres ved kommende istandsættelser.

En udskiftning af vinduer til nye plastik, termo eller lignende vil være en væsentlig forringelse af anlægget og må stærkt frarådes.

Anlæggets særlige kvaliteter bør sikres gennem langsigtet planlægning.

KONTEKST

Egebæk Hviding er domineret af det store hospitalsanlæg og er på den måde en unik bydannelse, der ikke rummer strukturelle fællesstræk med de ældre landsbydannelser i Vadehavsområdet.

Bebyggelsesforløbet med villaprægede gadehuse og karakteren af "landevejsby" genfinder man dog i en lang række af de ældre landsbyer, hvor der er tilløb til koncentrerede bebyggelsesforløb langs landevejen – f.eks. Sønder Sejerslev, Brøns og Rørkær.

LANDSKAB

Egebæk-Hviding ligger i et fladt og jævnt landskab, der ikke er præget af store landskabelige skel. Vedsted Bæk har sit løb nord for byen og nordvest for byen ligger Vester-Vedsted Bjergplantage, men ingen af delene præger oplevelsen af byen.

Bydannelsen er vokset op omkring hhv. Tøndervej og den nord-sydgående jernbane, der afgrænser bebyggelsen mod øst.

Øst og vest for byen løber den gamle Grænsegrøft, der markerede grænsen mellem Danmark og Tyskland mellem 1864 og 1920.

KULTURHISTORIE

Egebæk-Hvidings historie er knyttet til to små bydannelser, der i dag opfattes som en helhed, men som er vokset op to selvstændige grænsebyer – nemlig Egebæk i Danmark og Hviding, der mellem 1864 og frem til genforeningen i 1920 lå i Tyskland.

I 1887 blev banen Ribe-Vedsted anlagt og i de to grænsebyer blev der opført et langstrakt stationsanlæg. Anlægget blev tegnet af DSB´s arkitekt Thomas Arboe i tidens historicistiske stil. Ved genforeningen i 1920 blev det store stationsanlæg overflødigt og bygningerne blev konverteret til psykiatrisk hospital og en ny station blev opført syd for byen.

Overfor det gamle stations- og hospitalsanlæg ligger et mindre og tidstypisk bebyggelsesforløb fra begyndelsen af 1900 tallet med en række mindre gadehuse, der er opført i en etage og er præget af store frontkviste. Denne type, hvor man kan indrette butik/erhverv i underetagen og beboelse i overetagen, er velkendt i tidens stationsbyer.

Egebæk og Hviding har udviklet sig med nyere byudviklingsområder mod vest af Enderupvej og Vester Vedstedvej.

I Egebæk, ved vejsammenskæringen med Bjørnkærvej, ligger den gamle kro

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

Egebæk-Hviding har en klar og funktionsbestemt struktur, der er knyttet til hhv. Landevejen og det store hospitalsanlæg.

Vest for Ribevej ligger et forløb af mindre og tidstypiske gadehuse. Øst for Ribevej løber jernbanen og imellem jernbanen og hovedgaden ligger det store og sammenhængende hospitalsanlæg, der præger oplevelsen af byen.

Forløbet langs Ribevejs vestside består primært af lave fritliggende enfamiliehuse, med store frontkviste samt enkelte huse i to etager. De enkle huser er opført som variationer over samme tema og i det karaktergivende område ved købmanden er bebyggelserne placeret i et sammenhængende plan mod gaden, hvilket understreger stationsbyens ambition om en egentlig bydannelse.

Forløbet af gadehuse suppleres af den store villa i Ribevej nr. 56, der med hhv. frontkvist og schweitzerkviste. Huset er opført i1895. De sandstensimiterende indfatninger, samt ikke mindst det karakteristiske lille hjørnetårn, er et fint og tidstypisk eksempel på stationsbyens arkitektur.

Den gamle stationsbebyggelse langs vejens vestside udgør i dag et ualmindelig homogent og sammenhængende anlæg, som i høj grad er karaktergivende for byen.

Det funktionsbestemte anlæg består af en lang sammenhængende hovedfløj, der ligger ud til jernbanen. I den langstrakte hovedfløj er to markante hovedpartier, der begge er markeret med centralt placeret midterparti med et fremhævet indgangsparti. Taget er skifferbeklædt med udhæng og prydet med profilerede spær- og bjælkeender.

Bygningerne er opførte i røde teglsten og facaderne er prydet af fint forarbejdet murværk med formsten og mønstermurværk, samt pudsede blændinger.

Foran det langsgående hovedhus ligger en række bygninger i forskellige volumener og udtryk, der alle er opført i et fælles formsprog og en arkitektur knyttet til hovedhuset – men med fine variationer, der afspejler såvel de forskellige bygningers funktion, som deres placering i det indbyrdes hierarki.

Hospitalsbebyggelsen varierer fra de større længehuse i to etager, fritliggende villaprægede huse til det karakteristiske tårn og den lange smalle længe med de mange kviste, der ligger ud til Ribevej. De forskelligartede bygninger udgør en klart defineret og samlet struktur, der bindes sammen til en helhed ved en konsekvent materialeholdning, samt af udformningen af detaljer mm.

Den "nye" station, der ligger lidt tilbagetrukket fra Ribevej i den sydlige ende af bebyggelsen, er en fin bygning, med den er ikke knyttet til den centrale rumdannelse.

Byen har udviklet sig mod vest med nyere parcelhuskvarterer, der ikke præger oplevelsen af den ældre bydannelse væsentligt.