Landskab - Varde ådal

SAMMENFATNING

Den langstrakte Varde ådal ligger som skåret ind i landskabet mellem to bakkeøer, flankeret af flere mindre ådale omkring de tilløbende åer og vandløb. Ådalene fremtræder tydeligt i landskabet, fordi de står i skærende kontrast til bakkeøerne, som her ligger meget tæt på hinanden.

Ådalen er den ådal i den danske del af Vadehavet, der er mest påvirket af de vandstigninger, der følger med tidevandets skiften og stormenes rasen, idet ådalen som den eneste ikke er beskyttet af diger og sluse. Det uregulerede åløb har stor betydning for ådalens naturmæssige og landskabelige kvaliteter, og den altid tilstedeværende risiko for oversvømmelse har igennem tiden formået at holde bebyggelserne på en vis afstand - helt op til i dag.

Siden jernalderen har engene i Varde ådal været brugt til høbjergning og som græsningsarealer for kvæg. Områdets landsbyer har pga. stormflods­risikoen altid ligget som randbebyggelser trukket op på kanten af geesten, mens beboerne i Varde, der opstod som en vadestedsbebyggelse og derfor ligger lidt lavere, stadig af og til må se den lavest beliggende bebyggelse stå under vand. På landet synliggøres bevidstheden om stormflodsrisikoen ved gårdbebyggelsernes placering på tætte rækker langs med 5 m koten.

BEVARINGSTILSTAND

Størstedelen af marskens engarealer er beskyttet mod tilstandsændringer efter naturbeskyttelses­lovens § 3, og de er i stort omfang inden for de seneste år blevet ført tilbage til en mere traditionel drift i forbindelse med et større naturgenopretningsprojekt. I øvrigt må det antages, at de tilbagevendende stormfloder gør deres til at holde byggeaktiviteter "fra døren", også på de bynære engarealer helt inde ved Varde by. Marskens bevaringstilstand er således ret god.

Flere steder begynder beplantningen på geestranden dog at vokse så meget til, at den slører indblikkene til de vigtige bebyggelsesstrukturer og landskabselementer, f.eks. Hostrup Kirke.

Ådalens uforstyrrethed er generelt meget godt bevaret, selvom Tarphagebroen og et antal vindmøller bør nævnes som forstyrrende elementer.

Overordnet set er den karakteristiske bebyggelsesstruktur, der udgør en samlet værdifuld helhed, også ganske velbevaret. I de landsbyer, der har oplevet en større vækst, er udbygningen ikke sket på bekostning af randbebyggelsernes særlige karakter.

SÅRBARHED

Området er sårbart overfor bebyggelse, anlæg, tilplantning, der kan bryde det uhindrede udsyn over den åbne ådal eller sløre den klare overgang mellem den flade åbne marsk og bebyggelsens karakteristiske tilbagetrukne placering på geestranden. Ådalene er ligeledes sårbare overfor ny bebyggelse, der bryder bebyggelsesmønstret, som eksempelvis huludfyldning mellem randbebyggelsernes spredte gårde eller den uheldige "afstikker" fra Hostrup langs Kokspang Kirkevej, hvor bebyggelsen pludselig afviger fra den ellers helt gennemgående karakter af randbebyggelse.

Marskens finmaskede net af skelgrøfter er meget sårbart overfor strukturændringer i landbruget, der kan føre til ændringer i driften og sammenlægninger af matrikler, og på grund af de store åbne vidder og det frie udsyn er området også sårbart overfor større anlæg i omgivelserne, f.eks. vindmøller eller dominerende landbrugsbyggeri.

Særligt sårbart er området overfor en regulering af åen. Uanset om der kunne være tale om fjernelse af nogle af åens slyng, etablering af en sluse ved udløbet i Ho Bugt eller noget helt tredje, så vil sådanne reguleringer betyde en ændring af områdets nuværende livscyklus og de jævnlige oversvømmelser, der er med til at skabe og bevare områdets særlige karakter.

ANBEFALINGER

Ny bebyggelse bør holde sig bag 5 m koten. Bebyggelsens karakteristiske tilbagetrukne placering på geestranden bør bevares, og ny bebyggelse, der bryder karakteren af randbebyggelse ud mod marsken, som det ses ved Kokspang Kirkevej, bør undgås. Samtidig bør der bevares en vis åbenhed i geestrandbebyggelserne, så de åbne kig ud over marsken ikke mistes. Ligeledes bør omgivelserne omkring kirkerne friholdes af hensyn til indblik og udsigter.

Placering af større tekniske anlæg (vindmøller, højspændingsmaster m.m.) bør overvejes nøje, f. eks bør planlægning for yderligere vindmøller på de omkringliggende højdedrag tage højde for, at "sigtbarheden" generelt er højere end gennemsnittet i dette område, og at den landskabelige påvirkning derfor kan være større end generelt.

Beplantning i selve marsken og foran randbebyggelsen bør undgås. Tarphagebroen er kommet for at blive, så den funktion som udsigtspunkt bør tages i betragtning. De åbne kig herfra til kirkerne og ådalens øvrige vigtige strukturer bør bevares og kan evt. forbedres.

Det er endvidere vigtigt at bibeholde den ekstensive afgræsning, og fortsat lade det uregulerede tidevand øve sin indflydelse i området, da det er disse processer, der bevarer områdets karakter. Det er i den forbindelse væsentligt at fastholde de initiativer, der blev igangsat med naturgenopretnings­projektet, således at engarealerne kan bibeholdes som våde enge efterår, vinter og forår, mens de om sommeren får lov at tørre ud, så græsset enten kan slås til hø eller afgræsses med kreaturer.

LANDSKAB

Varde Ådal skærer sig fra det inderste af Ho Bugt østover ind i landskabet mellem Varde bakkeø i nord og Esbjerg bakkeø i syd. Varde Å er den eneste å i den danske del af Vadehavet, hvor tidevandet kan løbe ureguleret ind i ådalen, idet ådalen ikke er beskyttet af diger og sluse. I 1850erne og 1860erne blev der gravet kanaler igennem de mest generende bugter, men de oprindelige slyng og åens øvrige forløb er bevaret. Den langstrakte nedre ådal mellem Varde og Ho Bugt består af uinddiget marsk, der i en bredde på 1- 2,5 km strækker sig ca. 10 km ind i landet, for derefter at gå over i hedeslette mod nordøst, øst og sydøst.

Marsken udgør et meget ensartet landskab, der præges af den bugtende å og de store fugtige enge. Terrænet er fladt, åbent og ubevokset og ligger under 5 m koten. Landskabet er gennemgravet af afvandings­grøfter, der afspejler de oprindelige ejerforhold – et træk, der er særligt udpræget i den nordvestlige del af marsken. Disse grøfter markeres tydeligt i landskabet, da de er groet til med tagrør.

Hedesletten nord og syd for marsken er præget af åbne dyrkede marker opdelt af rækker af levende hegn. Mod øst, hvor åen nærmer sig Varde, får landskabet mere karakter af enge, mose og krat. Hedeslettens terræn er ret fladt, men ligger lidt hævet over marskens niveau og stiger langsomt mod øst. Overgangen fra marsk til hedeslette markeres langt tydeligere af hedeslettens bevoksning end af terrænforskellene.

Bag marsken og hedesletten hæver bakkeøerne sig i en højde af op til 15 m . Dette opleves særligt markant i terrænet i den vestlige del af ådalen, hvor bakkeøerne ligger helt ud til marsken, hvorved der nogle steder dannes skrænter. Bakkeøerne er således meget karaktergivende for den rumlige oplevelse af ådalen. Varde Å har tilløb fra flere mindre åer og bække, der løber til fra nord og syd. Langs disse skærer mindre ådale sig ind i bakkeøerne, hvilket ses tydeligst syd for Varde Å, ved Hostrup Å og Alslev Å.

Kortet viser, hvordan ådalen skærer sig ind mellem de to bakkeøer i nord og syd. På nordsiden af ådalen ses randbebyggelsen af gårde, der ligger som perler på en snor langs med 5 m koten. Hvor bakkeøerne nærmer sig hinanden ligger Varde placeret.

KULTURHISTORIE

Områdets landsbyer har pga. stormflodsrisikoen altid ligget som randbebyggelser trukket op på kanten af geesten, typisk opbygget som mindre rækkelandsbyer. Denne placering var imidlertid også ideel i forhold til at kunne udnytte de naturgivne ressourcer, idet der kunne holdes kvæg på marskengene, samtidig med at det bagvedliggende agerland kunne opdyrkes. Denne særlige dobbelte udnyttelse af marsk og geest har gjort, at landbrugene i marskområderne i højere grad er har bibeholdt placeringen i landsbyerne, til forskel fra landbrugene længere inde i landet.

På dette historiske kort fremgår det, hvordan engene strækker sig langs Varde Å og de mindre vandløb. Det er tydeligt at se, hvordan alle landsbybebyggelserne ligger på kanten mellem marskens våde enge og den højere beliggende agerjord.

Siden jernalderen har engene i Varde ådal været brugt til høbjergning og som græsningsarealer for kvæg. Engene syd for Billum har været beskyttet af et sommerdige, der gik fra Tarp i vest over Janderup Holm til Vester Janderup i øst, og også Myrtuegård ved åens udmunding har været beskyttet af et sommerdige. Marskens engarealer har i de seneste årtier været intensivt udnyttet med tilsætning af kunstgødning som forudsætning for græshøst, der anvendes til produktion af grønt­piller, men et nyligt afsluttet naturgenopretningsprojekt, der havde til formål at omdanne disse til våde afgræssede enge, har bragt åen og engarealerne tættere på deres naturlige tilstand.

Varde opstod som en vadestedsbebyggelse ved Varde Å i 1100-tallet, hvor byen blev grundlagt på nordsiden af åen ved et naturligt dannet og meget benyttet vadested. På dette sted, hvor bakkeøerne næsten mødes, er ådalen meget smal og derfor lettere at passere, og vadestedet dannede derfor overgang for blandt andet Drivvejen – studedrivernes vestlige rute op gennem Jylland. Samtidig var åen sejlbar helt op til vadestedet. Byen har således helt fra gammel tid været et trafikknudepunkt med gode muligheder for handel, og i 1442 opnåede den da også købstadsrettigheder.

Først i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor egnen oplevede en vækst i kølvandet på anlægningen af Esbjerg og jernbanens etablering, begyndte Varde for alvor at vokse som oplandsby. Omkring 1900 nåede væksten den gamle afgrænsning af byen, og en ny bydel voksede frem på sydsiden af åen. I dag er den gamle købstad omringet af udstrakte parcelhuskvarterer på begge sider af åen.

Mens de fleste af områdets landsbyer er bevaret som mindre bebyggelser, er enkelte dog vokset voldsomt og har i modsætning til de øvrige landsbyer langs ådalen udviklet sig til forstæder til Varde. Her har nærheden til Varde samt ikke mindst en god beliggenhed i forhold til de trafikale infrastrukturer spillet en vigtig rolle. Mens Alslevs beliggenhed tæt ved Hjertingvej har resulteret i et par større udstykninger, har anlægningen af privatbanen til Nørre Nebel haft stor betydning for både Billum og Janderup, der er vokset voldsomt på grund af de anlagte stationer.

Varde by bevarede sin rolle som vestjydernes primære passage over Varde Å indtil 1940, hvor byen fik konkurrence, da en 100 m lang vejbro ved Tarphage blev taget i brug. Vadestedet, der fik fast færgefart i 1819, var hidtil primært blevet benyttet af indbyggerne i de vestligste sogne. Med opførelsen af broen fik byerne nordvest for Varde pludseligt forbedret tilgængeligheden i forhold til Esbjerg væsentligt, hvilket givetvis også har smittet af på Janderup og især Billum.

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

På nær vejbroen ved Tarphage, er selve marsken fuldstændig uden bebyggelse, men på begge sider af ådalen ligger landsbyerne tæt langs marskens kant, på overgangen mellem eng og agerland. De yderstliggende gårde er placeret langs kote 5, hvor de ligger tæt på åen, men dog i sikkerhed for oversvømmelse. De større landsbybebyggelser ligger typisk en anelse længere inde i landet.

Bebyggelserne på åens sydside er placeret efter samme mønster, dog beliggende langs de mindre nord-sydgående ådale, hvor mindre åløb nærmer sig Varde Å. Denne struktur er meget tydelig ved landsbyerne Kokspang og Hostrup, der ligger som tvillingebyer på hver deres side af Hostrup Bæk, men samme mønster kan også ses ved Alslev og Toftnæs, der ligger langs Alslev Å.

Landsbybebyggelsernes karakteristiske tilbagetrukne placering langs 5 m koten er særligt iøjnefaldende nord for åen, hvor Kjelst, Tarp, Burgård og Billum Gårde ligger som en langstrakt og markant randbebyggelse for foden af bakkeøen, lige ovenfor marsken og med udsigt over ådalen.

Dette karakteristiske bånd af bebyggelse kan opleves f.eks. fra Tarphagebroen, der forbinder de to bakkeøer . Broen ligger noget højere end det flade lave marsk­landskab, og den ligger dermed tilstrækkeligt højt til, at den går fri af oversvømmelser, når åen går over sine bredder. Broen er et meget markant element, der skiller sig ud i den ubebyggede og naturskønne ådal. Den giver imidlertid mulighed for at nyde udsigten over det meste af ådalen. Mod vest ses åens udløb ved Ho Bugt, der i sydvest kantes af skrænten ved Myrtue og ellers af bugtens nordlige afslutning. Mod øst er der udsigt langt ind i den flade åbne ådal, der indrammes af bebyggelser og beplantninger oppe på "det tørre land".

Der er kirker ved Billum, Janderup, Varde, Alslev og Hostrup. Disse udgør vigtige enkeltelementer, og de markerer sig i landskabet i kraft af såvel deres størrelse og deres beliggenhed. Landsby­kirkerne ved Janderup og Hostrup ligger særligt smukt og synligt i landskabet. Janderup Kirke ligger som et pejlemærke i ensom majestæt næsten helt ude ved åen, på den yderste kant af hedesletten hvor denne har en tydelig overgang til marsken. Hostrup Kirke ligger inde på bakkeøen, på toppen af skrænten hvor ådalen omkring Hostrup Bæk skærer sig ind i landskabet. Kigget ind til Hostrup Kirke ude fra marsken er dog ved at blive sløret af bevoksning.

Flere steder er der placeret vindmøller i landet bag marsken – oftest på bakkeøernes skråninger. En placering der gør, at også møllerne er ret synlige i landskabet. I kraft af deres højde og bevægelse virker møllerne distraherende i det ellers meget uforstyrrede landskabsbillede.

Vardes bebyggelse udgør en meget markant afslutning af den nedre ådal. Byen ligger ca. 10 km inde i landet, hvor den brede engfyldte ådal indsnævres, idet de to bakkeøer næsten mødes. Vardes ældste bydel er placeret i ådalen mellem de to bakkeøer, mens byen i nyere tid har spredt sig op ad bakkeøernes skråninger. Byen spreder sig langs begge sider af åen, men ådalen strækker sig som en bred grøn landskabskile ind i byen, omkring Slotsbanken og helt ind til Torvegade­broen.

Åen og engene omkring den er en vigtigt del af byens karakter og bruges meget rekreativt. I kraft af åen er der lystbådehavn, kanosejlads m.m. lige i byens hjerte. Den kantes af de brede fugtige enge, der vidner om byens nære sammenhæng med og afhængighed af engarealerne. Disse enge er bevaret som en ubebygget landskabskile ind mod byen, da de stadig fra tid til anden oversvømmes ved stormflod, men til forskel fra marskens åbne afgræssede enge er de bevokset med krat og høje græsser.

På grund af beliggenheden lige i byens centrum, er den omkringliggende bebyggelse ret tæt og bymæssig, og der er ikke mange kig inde fra byen ud langs åen. Det bedste kig fås fra Åhavnen og Torvegadebroen, hvor udsigten dog er delvist sløret af bevoksning. Fra ringvejen vest om Varde fås imidlertid også et flot kig ind i ådalen mod Varde.

Kort om landsbyerne

Janderup og Billum er begge opdelt i en kirkeby og en stationsby. I Janderup er der fysisk sammenhæng mellem de to dele, hvor den nyere stationsbys boligkvarterer ligger som en klart afgrænset bebyggelse placeret nord for jernbanen, mens den ældre kirkeby strækker sig langs vejen mod syd som en række spredte gårde med kig ud over ådalens enge. Yderst ligger kirken og en tidligere færgegård. Ved Billum ligger kirkebyen som en lille selvstændig bebyggelse mod sydvest, mens stationsbyen er udbygget først omkring stationen og jernbanen og senere mod syd med en række nyere parcelhusudstykninger.

Som ved Janderup ligger også ved Billum en randbebyggelse, Billum Gårde, bestående af en række gårde, der ligger på en åben række langs et mindre højdedrag ud mod marsken. Samme bebyggelsesmønster kan iagttages ved Hyllerslev, Vester Janderup, Kjelst og Tarp. Tilsammen danner disse bebyggelser et bånd, der følger den samme terrænkote, 5 m koten.

Kjelst og Tarp ligger i forlængelse af hinanden og består af en række gårde, der på samme måde som Billum Gårde og Janderup Kirkeby følger landskabet, så gårdene er placeret langs med 5 m koten. Ved Kjelst og Tarp er overgangen mellem marsken og det tørre land dog meget mere synlig, fordi bakkeøen her når meget langt ud mod åen, hvorved der opstår en markant overgang mellem marsk og bakkeø. Gårdene ligger meget spredt langs vejen, hvorved der opstår flere smukke kig ud over markerne, ned mod åen og dens udløb i Ho Bugt.

For enden af den marskkile, der strækker sig ind langs Hostrup Bæk, ligger Kokspang og Hostrup som en slags tvillingebyer. Hostrup, nord for bækken, er bebyggelsens kirkeby, men efter udskiftningen ligger her nu kun et mindre antal gårde tilbage. Kokspang, syd for bækken, er arealmæssigt lidt større end Hostrup, men til gengæld noget mere blandet i sin bebyggelse. De to landsbyer ligger på hvert deres højdedrag lige over for hinanden på hver side af bækken. Mellem landsbyerne ligger ådalen skarpt skåret ned i landskabet. Bebyggelserne er opstået omkring henholdsvis Hostrupvej og Kokspangvej og strækker sig stadig langs disse, parallelt med bækken, men en række nyere huse arbejder sig dog på tværs af retningen ned langs Kokspang Kirkevej.

Alslev er en ældre landsby, der ligger inde på Esbjerg Bakkeø på et højdedrag mellem Alslev Å og kanalen Ålegrøften. Landsbyen har oplevet en meget kraftig tilvækst i nyere tid, men langs den gamle bygade, hvor også kirken ligger, findes endnu spor efter den oprindelige landsby. Hele den østlige del af landsbyen er imidlertid af nyere dato, og de store parcelhusudstykninger er ganske dominerende. Parcelhuskvartererne ligger dog adskilt af grønne kiler, der strækker sig ind i byen fra øst, og landskabeligt set ligger byen da også flot i det kuperede landskab mellem de to vandløb.

Det tætte net af afvandingsgrøfter markeres i landskabet ved bevoksning med tagrør. (1)

Udsigt mod vest fra Tarphagebroen: Varde Ås frie udløb i Ho Bugt. Marsken her er registreret som strand­eng og beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. (2)

Udsigt mod øst fra Tarphagebroen: De åbne marskenge, der er fuldstændig uden bevoksning og bebyggelse, er beskyttet af naturbeskyttelseslovens § 3. Med sin fremtrædende beliggenhed ses Janderup Kirke i baggrunden. Et par vindmøller, der skimtes bag kirkens tårn, er eneste forstyrrende element i det smukke uforstyrrede landskab. (3)

Ved Tarp og Kjelst rejser bakkeøen sig markant bag marsken. Bebyggelsen ligger langs med kote 5. (4)

(5)

Gård ved Kjelst. Her ses tydeligt, hvordan gården ligger mellem marsken og bakkeøens højdedrag. (6)

Som den yderste forpost i marsken ligger Janderup Kirke utroligt flot for sig selv på geestrandens yderste kant, omkranset af en markant beplantning og upåvirket af forstyrrende bebyggelse. (7)

I Alslev ligger kirken meget smukt omgivet af stengærde og store træer. Indblikket fra den gamle landsbygade er bevaret. (8)

Ved indblikket mod Hostrup Kirke ses tydeligt, hvordan kirken ligger bakkeøen, der rejser sig brat op fra marsken. (9)

Et kig mellem træerne danner et flot indblik til Billum Kirke. Indblikket er set fra Tarphagevej, men er desværre lidt svært at få øje på "i farten". (10)

De høje vindmøller skiller sig tydeligt ud i det meget naturprægede område. Møllens markante lodrette profil står i skarp kontrast til landskabets karakteristiske horisontale linier. Møllernes forstyrrende og skæmmende påvirkning af landskabet vil øges i takt med vindmøllegruppernes størrelse. (11)

Et flot indblik fra ringvejen vest for Varde, hvor ådalen strækker sig som en grøn kile langt ind i byen. Spiret på Varde Kirke anes over byen. (12)

Den store grønne kile inde i Varde er synlig fra området ved Torvegadebroen og Åhavnen, men udsigten er delvist sløret af bevoksning. (13)

Kokspang og Hostrup ligger langs kote 5 på hver sin side af Ådalen ved Hostrup Bæk. (14)