Landskab

SAMMENFATNING

Tøndermarsken, der er den nordlige del af et stort marskområde, ligger mellem Abild og Hjerpsted bakkeøer, og den dansk/tyske landegrænse. Marsken er dannet ved naturlige tidevandsaflejringer, og processen er forceret ved inddigning og etablering af nyt forland over de sidste ca. 500 år. Området gennemskæres overalt af store og små vandløb, samt kunstigt anlagte kanaler med pumper for af- og bevanding af markerne. Hovedløbet kaldet Vidåen, løber ud i Vadehavet gennem to sluser, Højer Sluse og Vidå Slusen.

Området er kendetegnende ved sit totalt flade og åbne landskab, der stort set er friholdt for beplantning. Store dele af markområderne henligger i vedvarende græs, og især i de ydre koge udmærker sig ved de mange vandfyldte skelgrøfter og det rektangulære markmønster. Bebyggelsen koncentrerer sig på de højere liggende områder, langs geestranden eller på naturlige forhøjninger i marsken, i relativ sikkerhed for oversvømmelser. Undtagelsen er værftsgårdene der er opført på kunstigt anlagte høje, og små landsbyer der er anlagt i tilknytning til digerne. Efter afvandingen af marsken, er der i nyere tid opført enkelte spredte bebyggelser direkte på marskjorden.

Tilgangen til den fede marskjord, åen og havet har været bestemmende for placeringen af den oprindelige bebyggelse i området. Livsgrundlaget var opfedningen kreaturer i marsken, dyrkning af afgrøder på den højere liggende geest, fiskeri og handel. Især betydningen af den oversøiske handel førte til, at Tønder fik tildelt købstadsrettigheder allerede i 1200-tallet.

BEVARINGSTILSTAND

Landskabet og landskabselementer i form af diger, de inddigede koge, åbne landbrugsarealer, værftsgårde og gamle landsbystrukturer er generelt i en god tilstand, velbevarede og intakte. Derved har området bibeholdt en stor del af sin kulturhistoriske værdi.

Diger, kanaler og grøfter vidner fortsat om landskabets tilblivelse. De mange velbevarede marskgårde der ligger på værfter i det åbne landskab har bibeholdt sin oplevelsesmæssige værdi. Landsbyer og ejendomme har mange steder bevaret sin oprindelige struktur og byggestil.

Opdyrkning af de ellers græsklædte marskjorder ændrer dog efterhånden sammenhængen mellem naturgrundlaget og landskabets kulturhistoriske oprindelse. Store tilbygninger til landbrugsejendommene er et mere og mere dominerende element i landskabet. Udfyldningsbyggeri er flere steder ikke indpasset i den oprindelige struktur, og med respekt for den oprindelige byggestil og formsprog.

De gamle bykerner i Højer, Møgeltønder og Tønder har bevaret meget af deres oprindelige struktur og byggestil. Den oprindelige afgrænsning af byen til det omgivende landskab er dog enten væk, stærk indskrænket eller sløret af nyere arealudlæg til bolig- eller erhvervsformål. Særligt byens afgræsning til de lavtliggende marskområder er et værdifuld kulturhistorisk element.

SÅRBARHED

Landskabet er sårbart overfor forandringer på grund af sin flade og åbne karakter. Bygninger og bebyggelser ses tydeligt på lang afstand. Uhensigtsmæssige udlæg af arealer til bebyggelse, store bygninger og tekniske anlæg, rejsning af skov og levendehegn, eller ændringer i landbrugsdriften vil være en trussel mod indtrykket af landskabet.

Overgangen mellem geest og marsk bør ikke sløres af beplantning eller arealudlæg til bebyggelse. Geeststrandbebyggelsernes særegne karakter er følsomt for forandringer, og nybygninger og tilbygninger bør respektere dette særkende.

Overgangen mellem by og marsk er de kulturhistorisk mest interessante. Byer og landsbyer der er placeret på forhøjninger i landskabet står i særlig kontrast til den lavtliggende marsk. Disse overgange er sårbare overfor nye arealudlæg til byformål, bebyggelse eller beplantning. Værfter og værftsbebyggelser er følsomme for forandringer på og omkring værftet.

ANBEFALINGER

Det åbne landskab og geststranden bør friholdes for skovrejsning og levende hegn. For landdriften i marskområderne bør ændrede driftsformer afvejes i forhold til det særlige markmønster, og de store græsningsarealer som præger landskabet bør bevares. Ved placering og udformningen af bygninger bør der tages hensyn til de landskabelige værdier. Nye bebyggelser i marsken bør undgås, og tilbygningernes højde og placering bør afpasses de landskabelige forhold. Ved valg af byggematerialer bør reflekterende materialer undgås, og farvevalget bør tilpasses landskab og byggeskik. I forbindelse med værftsgårde, bør nybygninger, om- og tilbygninger respektere denne specielle byggestil, og holdes inden for værftet.

Udfyldningsbyggeri og nye arealudlæg til bolig- eller erhvervsformål bør enten undgås eller nøje afvejes i forhold til de oprindelige by- og landsbystrukturer. Formsprog og materialevalg bør tilpasses den oprindelige byggeskik. Ved byernes afgrænsning mod landskabet, i overgangen mellem de højere liggende bebyggelser og den lave marsk bør der ikke tillades nybyggeri eller udlægges arealudlæg til bolig- eller erhvervsformål. Opfattelsen af bebyggelsen placering på et højere liggende terræn bør bevares.

Det må anbefales, at der udarbejdes en helhedsplan/landskab for området, med markering af henholdsvis værdifuld og uønsket beplantning/bevoksning/bebyggelse/tekniske anlæg mv., og den bør indeholde konkrete tiltag som cykel-/vandreruter, pleje mv. Planen bør samtidig sammenfatte gældende love og regler for området, på en overskuelig måde.

Landskabsområdet afgrænses mod nord i det lavtliggende område mellem Højer Banke og Hjerpsted Bakkeø, samt geststranden på Abild Bakkeø. Mod vest afgrænses området af den sydlige del af Vadehavet, mod syd af den dansk/tyske landegrænse, og mod øst af hovedlandevej 11.

Syd for Hjerpsted og Abild bakkeøer strækker sig et totalt fladt og mægtigt marsklandskab sig langt mod syd. Den nordligste og mindste del af denne marsk (den danske del) er Tøndermarsken, der mod syd afgrænses af den u-geografiske dansk/tyske landegrænse fra 1920. Ved kysten er Tøndermarsken bredest med ca. 8 km , mens den ind i landet følger Vidåen og dens sideløb indtil 20 km ind i landet.

Det flade og åbne marsklandskab med den høje himmel og specielle lys, er kendetegnende for marsken. De markante overgange mellem geest og marsk forstærker indtrykket af det totalt flade land, og intet sted er oplevelsen af marsken så stærk som her. Marsken fremtræder som et kæmpe stort grønt tæppe, gennemskåret af små og store vandløb. Den sparsomme og spredte bebyggelse forstærker indtrykket af det store landskab. Fra højere beliggende områder og digerkroner er der en bred horisont og et langt udsyn over marsken med sine mange vandløb, kanaler og grøfter. Kun de menneskeskabte elementer rager op over dette flade landskab, og markerer sig derfor stærkt. Disse elementer, i deres nuværende form, giver dog området sin helt egen karakter og storhed.

Marskområdet gennemskæres overalt af Vidåens vidt forgrenede vandløbssystem, der ender sit løb ved Vidåslusen, hvor åen løber ud i Vadehavet. Vandløbssystemet er mange steder forsynet med ådiger, der skal beskytte områderne for oversvømmelser fra indvandet. Afvandingen af Tøndermarsken i 1920'erne, har suppleret vandløbssystemet med en mængde kanaler, grøfter og pumper.

Tøndermarskens flade landskab tager mod vest sin begyndelse ved det fremskudte dige "Margrethediget" fra 1982. Diget forløber fra nord ved Emmerlev Klev mod syd til Hindenburgdæmningen på den tyske side, ca. 3 km syd for landegrænsen. Det fremskudte dige er det sidste af en længere række af diger, som blev bygget for at beskytte marsken og de bagved liggende bebyggelser mod oversvømmelser. Diget gennemskæres ved Højer af en sluse, Vidåslusen, hvor Vidåen løber ud i Vadehavet.

Ved inddigningen i 1982 skabets mellem 1861-diget og Margrethediget den yderste kog "Margrethekog". Det indvundne land er friholdt for bebyggelse, med undtagelse af en slusebolig, naturcenter og restaurant ved Vidåslusen. Arealerne anvendes til landbrugsformål, fortrinsvis græsning, og er friholdt for levende hegn og anden bevoksning af træer og buske. Kogen indeholder endvidere en saltvandssø, hvor saltindholdet opretholdes ved indpumpning af havvand, for at skabe en biotop for vadefuglene. Derudover tjener søen som et vandreservoir, som under højvande, når sluseportene er lukket, kan opsamle åvandet, indtil sluseportene igen åbnes.

De ydre koge bag 1861-diget er kendetegnet ved skelgrøfternes rektangulære markmønster og ved de næsten ubeboede græsflader, der anvendes til græsning af kreaturer og får. Kun få marker er i omdrift, hvor der dyrkes korn- og foderafgrøder. Skelgrøfterne tjener som be- og afvandingsgrøfter for græsningsarealerne, hvor vandstanden styres af vandskodder og pumper. Grøfterne er igen forbundet til med de større kanaler, der igen er forbundet med Vidåen. Bebyggelserne her knytter sig til Siltoftvej som går i næsten lige linie fra Højer i nord til Siltoft ved grænsen i syd. Ved Højer ligger langs vejens ene side en række af boligbebyggelse, mens den sparsomme og spredte bebyggelse i resten af området fortrinsvis består landbrugsejendomme, der alle er opført direkte på marskjorden. Træer og buske knytter sig udelukkende til disse ejendomme, derudover er området friholdt for denne bevoksning.

Perspektiv af del af de gamle diger og koge i Tøndermarsken. Gengivet fra "Den jyske vestkyst" fra forlaget BYGD med tilladelse fra Fiskeri & Søfartsmuseet i Esbjerg).

De ydre koge slutter ved 1566-diget, der forbinder Højer og Rudbøl. Herefter skifter bebyggelsen karakter, og græsfladerne afløses af spredte værftsgårde, og mindre rækker af bebyggelser og landsbyer der er anlagt på naturlige forhøjninger i marsken, eller synes at klynge sig til digerne (Rudbøl og Nørremølle). De større bebyggelser i landskabet er bundet sammen af et vejnet, der ofte er anlagt på toppen af de gamle diger, på fast grund og i sikkerhed for oversvømmelser.

Ved Rudbøl breder Vidåen sig til en lavbundet sø. Søen er opstrøms forbundet til Magisterkog, hvor åen gennemløber et større område med rørsump. Nord herfor ligger Højer og Møgeltønder Kog der strækker sig helt op til geesten. Det er her midt i marsken man finder værftsbebyggelsen - store marskgårde opført på kunstige værfter, der ofte kan dateres tilbage til tidlig middelalder. Værftsbebyggelsen synes at ligge spredt i marskområdet, men de vestligste er placeret i landskabet på en snoet lang række fra Dyrhus i Øst til Vester Anflod i vest. Værftsbebyggelsen markerer sig på grund af sin højde, og hæver sig markant over det omgivende terræn. De flade marker i landskab brydes her ellers kun af gamle sommerdiger og ådiger, vandløb, kanaler og grøfter. Området er stort set fri for større bevoksning, hegn og skove der kan hindre det frie udsyn og den store himmel, men de græsklædte marker viger jo længere man kommer ind i marsken. Her drives et mere intensivt landbrug, og markerne anvendes i stigende grad til dyrkelse af korn- og foderafgrøder. Området indeholder endvidere få spredte bebyggelser fortrinsvis landejendomme opført direkte på marskjorden, eller små sammenhængende bebyggelser i form af landsbyer opført på naturlige forhøjninger i landskabet som ved Ubjerg. Disse ejendomme er opført efter afvandingen af marsken.

De landskabelige karaktertræk i marskområdet forsætter syd og øst om Tønder by. Blot indsnævres marsken mellem banker og bakkeøer og minder mere om ådale. Markhegn og små arealer med skove tager til i hyppighed, eftersom man langsomt forlader marsken og bevæger sig ind på hedesletten.

Nord for marsken ligger et morænelandskab fra næstsidste istid – de to bakkeøer Hjerpsted og Abild overvejende bestående af aflejringer af ler og sand. Hjerpsted bakkeø er den vestligste og går helt ud til havet. Ved overgangen mellem bakkeø og marsk ligger gestranden, der mange steder er bebygget med en karakteristisk bebyggelse kaldet geeststrandlandsbyer der er opført langs én lang gade. Det er også her på kanten af geesten man finder de 3 største byer Højer, Møgeltønder og Tønder.

Længst mod vest, og syd for Hjerpsted Bakkeø ligger som en forpost i marsken en lille lav banke, hvorpå Højer er opført. Banken skyder sig mod vest helt frem i vadehavet, og mod syd ud til den vidstrakte marsk. Her er adgang til marsk, å og hav. Det højeste punkt ligger mellem kote 7 og 8 over DNN.

Længere inde i landet på sydligste spids af Abild Bakkeø ligger Møgeltønder som den mindste af de 3 byer. Byen strækker sig helt ned til marsken. Møgeltønder har adgang til såvel den græsklædte marsk, som til bakkeøens agerland.

Ca. 14 km fra kysten, hvor å, marsk og geest mødes, ligger Tønder, der oprindelig er anlagt på to lave sandbanker syd for Abild Bakkeø, og kun delvist beskyttet mod stormfloder. Højeste kote er ca. 5 DNN, som ligger ved Kristkirken. Vidåen går tæt op af den sydøstlige del af Tønder by, og vandet er her opdæmmet i en møllesø. Marsken forløber bag ved Tønder syd om Jejsing banke. Syd for Tønder ligger landsbyerne Udbjerg og Sæd der er anlagt på en sandbanke i marsken.

Byerne bindes sammen af et vejnet, der i marsken ofte er anlagt på kronen af de gamle diger, eller naturlige forhøjninger i landskabet. Først efter afvandingen af marsken, har det været muligt at udbygge vejnettet her. I tiden før afvandingen, hvor oversvømmelser umuliggjorde landtrafikken, var man mange steder henvist til at sejle til og fra gårde og landsbyer i marsken. Hovedvej 11 går gennem marsken i nord/sydlig retning øst om Tønder. En landevej går fra Tønder mod vest og forbinder byen med Møgeltønder og Højer indtil den rammer den nord/sydligt gående landvej der forløber over Hjerpsted Bakkeø til landegrænsen ved Rudbøl.

Kortet viser Tøndermarsken med omgivelser, de forskellige landskabstyper som marsk og gest, bebyggelsens placering i landskabet, veje, åer og diger. Bebyggelsen knytter sig fortrinsvis til bakkeøernes rande eller naturlige forhøjninger i marsken. Undtaget er de kunstigt opførte værfter.

KULTURHISTORIE

Marsken er dannet ved naturlige tidevandsaflejringer oven på den gamle hedeslette og smeltevandaflejringer. Processen er forceret ved menneskets indvirken ved inddigning af marskområder og etablering af nyt forland over de sidste 500 år, dette har sammen med den naturlige proces skabt marskområdet. Digerne og det ved inddigning skabte nyland, kaldet Koge, er det synlige bevis for denne proces.

Inddigningsfaserne i Tøndermarsken der bl.a. viser, hvorledes Tønder blev afskåret fra sin adgang til havet i løbet af 1500-tallet.

Hvor etableringen af havdiger skabte nyt land, og en rimelig sikkerhed for havets vandmasser, var der fortsat problemer med oversvømmelser fra åerne. Indtil afvandingen i slutningen af 1920'erne, blev marsken oversvømmet hver vinter, og i regnfulde somre, af indvande når Vidåen gik over sine breder. Oversvømmelserne gjorde marsken ufremkommelig og kunne ødelægge høsten. Ådiger blev etableret, og et sindrigt system af kanaler og pumper for at tørlægge marskområdet, og lede vandet ud i Vidåen. Afvandingen af Tøndermarsken ændrede hele marskområdets natur- og kulturgrundlag. Gårde, nye byområder og huse blev opført direkte på marskjorden, og større og større del af marskens græsarealer måtte vige for dyrkning af korn- og foderafgrøder.

Det sidste store digebyggeri i Tøndermarsken stod færdig i 1982, og blev kaldt Margrethediget. Stormfloderne i 1962 og 1976 havde vist at de eksisterende diger var utilstrækkelige. Det nye dige blev lagt på forlandet ud for det gamle Højer dige fra 1861. Der blev etableret en ny sluse Vidå Slusen, og nyt forland der skulle beskytte af digets fod. Den nye kog fik et vandreservoir, som når slusen var lukket ved højvande, kunne opsamle åvandet fra Vidåen og derved aflaste ådiger og Rudbøl Sø.

Værftsgårdene hører med til de ældste bosættelser i marsken, og værfterne er blevet til ved stadige forhøjninger gennem utallige genrationer. Det var her friserne oprindelig bosatte sig, og livsgrundlaget var de gode græsningsmuligheder i marsken for opdræt af kreaturer og får. Landsbyerne i marsken er ofte anlagt på naturlige forhøjninger eller i tilknytning til diger. Ud over landsbyens gårde har en større eller mindre del af befolkningen endvidere ernæret sig ved sejlads og å fiskeri.

Højer

Højer blev ligesom Møgeltønder anlagt på den stormflodssikre bakkeø med gårdene nærmest marsken. På trods af placeringen ved hav og marsk forblev Højer kun en flække ("flækker", en mellemting mellem købstad og landsogn). Selv om Højer allerede i 1550 blev udhavn for Tønder, beskyttede købstadrettighederne forsat Tønders handel på Højers bekostning. Højers indtægter kom derfor fortrinsvis fra byens rige marskbrug, suppleret med rusefiskeri på ål som åen var rig på. Varer der anløb Højers havn var derfor fortrinsvis beregnet for omlastning i mindre småbåde, der sørgede for den videre transport op ad Vidåen. Inddigninger af marsken gav nyt opland og fremgang for Tønder, hvilket også betød fremgang for Højer. Sejladsen på Højer Havn led dog, som andre steder langs vadehavet, på prilernes efterhånden manglende dybde, som umuliggjorde anløb af større skibe. I 1892 nåede jernbanen til by og sluse, og sammen med sejlruten til øen Sild og den på øen voksende turisme, gav dette nye indtægtsmuligheder for byen. Ved genforeningen mistede Højer dog sit sydlige opland, og i 1935 blev banen nedlagt. Fra 1930'erne oplevede byen en opblomstring af mindre industrivirksomheder, her skal nævnes tæppefabrikken som den største. Virksomhederne fra dengang eksisterer dog ikke mere, og i dag findes kun få mindre fremstillings- og servicevirksomheder i byen. Rusefiskeriet har længe mistet sin betydning og de sidste både for havfiskeri blev oplagt i 1950,erne. De større virksomheder på egnen etablerede sig i Tønder, og Højer udviklede sig op til i dag som en pendlerby.

Møgeltønder

Møgeltønder, eller Store Tønder, som byen oprindelig blev kaldt, er givetvis ældre end selve Tønder. Tønder, dengang kaldet Lille Tønder, var Møgeltønders havneplads ved Vidåen, som først efterhånden erobrede førstepladsen. Møgeltønder sogn hørte siden 1200-tallet, sammen med sognene Daler og Ballum, til Ribe stift. I 1407 blev disse sogne (de kongerigske enklaver) af dronning Margrethe I knyttet til besiddelserne i Nørrejylland. Byen består af tre dele, landsbyen Sønderby der med sine gårde blev opført ved bakkeøens fod nærmest marsken, slotsbyen der blev opført af i tilknytning til Schackenborg slot og stationsbyen 2 km nord for byen der var en lille stationsby opstået i mellemkrigsårene i tilknytning til Tønder – Højer banen. De tre bydele var adskilt af de mange grusgrave i området, som stadig kan ses som dybe huller i midt inde i byen. Det var feltherre Hans Schack, som på ruinerne af middelalderborgen Møgeltønderhus i årene 1664-67 opførte det nuværende slot, som han efter sin ophøjelse i grevestanden i 1671 gav navnet Schackenborg. Slotsgaden som fører fra byen op til slottet, blev senere anlagt af en af Schackenborgs første ejere, og slottet har haft afgørende betydning for byen udvikling.

Tønder

Hvornår Tønder by er anlagt vides ikke, men den er antagelig begyndt som en lille landsby godt beskyttede på en lille holm omgivet af Vidåen på den ene side og Laurentiusstrømmen på den anden. Med det dengang åbne hav lige ud for, har den tidligt haft betydning som udhavn, antagelig for det ældre Møgeltønder. Havnen gav Tønder de nødvendige muligheder for vækst. Borgen blev senere erstattet af et smukt renæssanceslot - Tønderhus, med en meget stærk befæstning. Allerede 1750 var slottets dage talte. Det blev nedbrudt og anvendt til byggematerialer. Kun porthuset og en lille kælder er tilbage. Ud over at være handelsby, havde Tønder helt op til vore dage en omfattende handel med stude. Studene der blev drevet ned nordfra blev opkøbt, opfedet i marsken, udskibet og solgt. Tønders eksportmarked for stude blev først nedlagt i 1975. Hvad Tønder mistede ved tab af havnen, genvandt byen ved at øge sit opland for hver inddigning. Ud over byvåbenet vidner Skibbroen med dens typiske havnebebyggelse og sidegadernes pakhuse stadig om Tønders tid som havneby. Ved genforeningen i 1920 blev Tønder skilt fra hele sit sydlige opland. Byen blev herefter amtsby i det nye Tønder Amt, og en del statslige institutioner blev lagt i byen. I 1960-erne og 1970-erne lykkedes det at få nogle industrivirksomheder til byen, og i takt hermed voksede byen kraftigt. Industrien er der stadig, men Tønder har nu også fundet en vigtig plads som handelsby.

Historisk kort af Tøndermarsken med marks, geest, diger, koge, vandløb og bebyggelser. Marsken er kendetegnende ved det særlige markmønster der adskiller området fra bakkeøernes markinddeling. Bebyggelsen koncentrerer langs randen af den højere liggende geest i sikkerhed for oversvømmelser.

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

Byer og bebyggelser koncentrerer sig hovedsagelig omkring naturlige forhøjninger i landskabet som bakkeøer eller banker, i relativ sikkerhed for stormfloder og oversvømmelser. Undtagelsen er marskgårde beliggende på kunstigt opførte værfter, nyere spredt bebyggelse der er opført i marsken efter afvandingen i 1920'erne, og landsbyer som Rudbøl og Nørremølle. Sidstnævnte landsbyer er opstået i takt med inddigningen, og synes at klamre sig til diget, men det er dog mere sandsynlig at diget netop er lagt, hvor naturlige forhøjninger lettede digebyggeriet.. Bebyggelserne på geesten er ofte placeret tæt på marsken, i overgangen mellem geest og marsk. For de ydre koge er det kendetegnende at de ældre randbebyggelser er blevet anlagt ved kote ca. 5 over DNN.

På randen af Hjerpsted og Abild bakkeøer, eller på banker lige uden for disse finder vi de største byer i området. Højer Flække ligger længst mod vest, Møgeltønder er den mindste og Tønder købstad som

Specielt om Højer

Fra sin oprindelige placering på den sydlige flanke af det lille bakkeparti, har Højer, bortset fra det sydlige industriområde i marsken og et mindre boligområde mod øst, udviklet sig mod nord og vest mod højere liggende områder. På nordsiden begrænses byvæksten dog igen af lavningen mellem bybanken og bakkeøen. Et nyere industriområde er lagt ud i Frifelt umiddelbart nordøst for byen.

Perspektiv af 1861 diget med Højer Sluse og Højer Flække i baggrunden. (Gengivet fra "Den jyske vestkyst" fra forlaget BYGD med tilladelse fra Fiskeri & Søfartsmuseet i Esbjerg).

Beplantning findes kun inde i byen i haver og som læhegn omkring bebyggede kvarterer, og sportspladser, og det omgivende åbne marsklandskab går helt ind til byen afgrænsning. Bag ved bebyggelsen på Strandvej, hæver banken sig brat mod sit højeste punkt og danner en skrænt. Mellem bebyggelsen og skrænten er anlagt en smal stribe af træer. Det er også her at 1891-diget rammer banken forsætter mod nordvest, og stopper hvor bakkeøen hæver sig ved Emmerlev Klev. Diget er Højers afgrænsning mod vest, og byen ligger her højt og går helt ud til randen ud mod Margrethekog. Herfra er der fri udsigt over kogen med dige, sluse (Vidåslusen) og hav. Hindenburgdæmningen og øen Sild tegner sig i horisonten.

Lige syd for byen, i marsken, løber Vidåen. Hvor åen gennembryder 1861-diget, ved Højer Sluse (slusen der blev Højers vartegn og byvåben) ligger Højer Havn. Der er stadig spor efter havnen inden for diget, der i dag er lystbådehavn, mens stort set alle spor fra kajanlæg mv. på ydersiden af diget er forsvundet.

Specielt om Møgeltønder

Fra Møgeltønders 2 ældste bydele slotsbyen og Sønderbyen, har byen den udviklet sig mod nord og øst ind på bakkeøen. Nyere udfyldningsbyggeri binder de enkelte bydele sammen, således at byen har fået en mere klar afgræsning til det omgivende landskab. I marsk og på bakkeøen går markerne helt ind til byen. Især Søndebyens afgræsning til den lavtliggende marsk er særlig velbevaret, og her fornemmer man tydeligt overgangen mellem de 2 terrænformer. Møgeltønder kirke er placeret inde i bymidten, men på grund af de lave gårde og huse, er kirken klart synlig fra marskområderne syd for byen. Møgeltønder har en del beplantning, især omkring slottet og slotsparken. Sønderbyens afgrænses meget

Specielt om Tønder

Fra Tønders beliggenhed på en holm mellem 2 vandløb, har byen fortrinsvis udviklet sig mod vest, nord og øst. Mod øst afgrænses byen af et vandløb. Mod syd går marsken tæt ind til byens centrum, den gamle bydel. Et industriområde og et område med skole, sportshaller mv. er opført i marsken syd for byen, og et stort boligkvarter vest for byen slører indtrykket af byens oprindelige struktur. Den gamle bystruktur og afgræsning skal fortrinsvis findes inde i byen, i gadebilledet, byens huse og pladser.

Mod marsken er terrænet meget åbent, mens bevoksningen i form af skov og hegn tiltager mod nord, oppe på Abild Bakkeø. Tønders beliggenhed i landskabet kan fra syd ses på lang afstand i den lave marsk. Kristkirkens spir og det gamle vandtårn er byens vartegn, og kan ses som pejlemærker på lang afstand. Marsken går helt ind til slotsbanken, hvorfra den tydeligt hæver sig i terrænet. Hvor slottet oprindelig lå på sin slotsholm ligger nu byen vandværk, det gamle vandtårn og museerne.

Hvor Vidåen gør tæt ind til og gennem byen, er åen inddiget og danner en aflang sø. Ved den gamle vandmølle er et stort styrt etableret med store moderne skodder for regulering af vandstanden i søen. Herfra løber åen ud i marsken omgivet af ådiger.

Øst for Tønder er hovedvej 11 etableret som omfartsvej. Jernbanen kommer ind i byen fra Bramming i nord, og via Tønders banegård mod syd ind over marsken mod Tyskland. Banen adskiller byen i en østlig og en vestlig del. En sidebane gør fra Tønder mod øst til Tinglev. Banen er dog ikke længere i brug, og forfalder langsomt.

Fra nord ind mod Højer Flække, fornemmer man stadig at byen er beliggende på en banke i landskabet. (1)

Mod syd har Højer Flække en klar afgræsning til den lavtliggende marsk, der dog sløres af et uheldigt placeret industriområde. I takt med digebyggeriet, er bebyggelsen blevet placeret helt ned til marsken. (2)

Marsklandskabet der omgiver Højer, er åbent og friholdt for beplantning. I forgrunden dominerer "lysfabrikken" ved Højer Havn, og i baggrunden de 4 store vindmøller på Vestermark ved Emmerlev. (3)

Nørremølle består af en række gårde der er placeret på diget mellem Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog. Bebyggelsen, der synes at klamre sig til diget, er et markant element i landskabet, men på afstand kan den synes meget lille og uanseelig på grund af de store vider. (4)

Rudbøl sø og Rudbøl landsby.
Landsbyens husrække, der er placeret på diget går her tæt ned til den inddigede sø. Vejen er lagt på digekronen. I forgrunden broen over Vidåen. Her lå oprindelig Tøndermarsken ældste sluse, og byens livsgrundlag var å sejlads og fiskeri. (5)

Møgeltønder beliggende på geststranden ved den sydligste spids af Abild Bakkeø. Byen går helt ned til marskens flade og åbne landskab, og Møgeltønder kirke ses tydeligt i landskabet ud mod Møgeltønder Kog. (6)

Sønderbyen i Møgeltønder strækker sig helt ned til marsken. Før afvandingen af marsken, og ved digebrud var der fare for oversvømmelser her. (7)

Bjerremark ved Ubjerg er en flere hundrede år gammel firelænget marskgård beliggende på et værft. Gården er flot restaureret og tjener i dag som kursuscenter. (8)

Indblik til Tønder fra Udbjerg syd for Tønder. Byens afgræsning markerer sig skarp i forhold til det totalt åbne marsklandskab der omgiver byen her. Terrænstigningen i forgrunden en del af de sandbanker som landsbyen er opført på. (9)

Hestholm ved Tønder er en typisk værftsgård. Tønderhuses ladegård blev i 1533 flyttet til Hestholm. Gården har givet navn til den omgivende kog Hestholm Kog. Gården er relativt uspoleret. (10)

Vidåen omkranset af ådiger, hvor å, marsk og by mødes. Her løber åen fra møllesøen ud i marsken, og byens bebyggelse og beplantning markerer sig med en skarp afgrænsning til den åbne flade marsk. (11)

Møllesøen oven for Visemøllen. Navnet har vandmøllen fået fordi den i dag fungerer som spillested. Søen og møllen blev etableret i forbindelse med en omlægning af åløbet i slutningen af 1500-tallet, og hørte ind under slottet Tønderhus der lå lige over for. Husrækken i Baggrunden ligger ved Sønderport, hvor én af de gamle byporte lå. (12)

Slotsbanken hvor Tønderhus lå indtil 1750. Kun porthuset og en kælder er tilbage. Banken var dengang omgivet af vand og lå som en ø uden for Tønder. I dag ligger her Sønderjyllands Kunstmuseum, Tønder Museum og det gamle vandtårn som sammen med kirken er blevet byens vartegn. (13)