Top 10 - Årets fund 2022

Landets museer har i årets løb haft meget travlt med arkæologiske undersøgelser, og igen i år kan museerne i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen præsentere en Top 10 over årets imponerende arkæologiske fund og naturvidenskabelige resultater, der er fremkommet rundt omkring i landet i 2022.

For at komme i betragtning til Top 10 er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye, videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge.

Hent pressefotos fra de 10 fund

Da man skulle bygge en omfartsvej mellem Græsted og Gilleleje, blev der foretaget udgravninger i kanten af den nu tørlagte Søborg sø. Her undersøgte man en boplads fra den tidligste del af Maglemosekulturen, der er fra omkring 9.000 år f.Kr. Det er ikke hver dag, at vi finder bopladser fra denne periode af oldtiden, men det der gør dette fund helt særligt, er at man for første gang på dansk jord fandt originale konstruktioner i form af træplatforme, der stammer fra Maglemosekulturen. Tilsvarende konstruktioner er tidligere påvist på den verdensberømte engelske stenalderboplads Star Carr.

Platformene er konstrueret af kløvede planker fremstillet af bævreasp, der er lagt parallelt og danner en næsten ret vinkel fra kysten og ud i den tidligere sø. Omkring platformene, på det der dengang var lavt vand i søen, er der fundet forskellige genstande, bl.a. mellemfodsknogler fra elg, en elgtakøkse og endelig en meget sjælden harpun af en type, der ikke tidligere er fundet i forbindelse med udgravninger i Danmark. Genstandene er placeret i søen af bopladsens beboere.

At træplatformene overhovedet er bevaret, skyldes, at temperaturstigningerne efter sidste istid, har fået vandstanden overalt til at stige. Platformene er dermed blevet dækket, først af vand, og sidenhen af iltfattige sø-sedimenter, som har givet ekstremt gode bevaringsforhold. 
Udgravningerne har afdækket to træplatforme, men da undersøgelsen kun omfatter en begrænset del af den gamle søbred, er det muligt, at der kan findes flere. 

Maglemosekulturen er den betegnelse arkæologer bruger om de mennesker, og den skovjægerkultur, der i jægerstenalderens ældre del fandtes i det nordvesteuropæiske lavlandsområde og i det sydlige Skandinavien. Selvom Maglemosekulturen varede i to årtusinder, er fund fra denne periode relativt sjældne, og velbevarede fund, som det der er gjort ved Søborg sø, helt usædvanlige. Der er ingen tvivl om, at dette fund bidrager væsentlig til vores viden om livet i denne periode af stenalderen.

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder Esben Aarsleff, Museum Nordsjælland, tlf. 61 81 58 20, EAA@remove-this.museumns.dk

Kort før jul i 2021 var to detektorførere taget ud for at lede efter metalgenstande på en mark ned til Noret i Skælskør. Men i stedet for guld eller sølv opdagede de i stedet pludseligt et menneskekranie, der lå gemt i den sorte muld. Efterhånden som der dukkede flere knogler frem på forhøjningen kunne man fastslå, at der var tale om resterne af en stor jættestue fra bondestenalderen. Der kunne kun være tale om den store stenbyggede gravhøj, der i 1884 var blevet beskrevet som en af Sjællands største jættestuer.

I sommeren 2022 gik Museum Vestsjælland i gang med en udgravning af jættestuen ved Skælskør, der viste sig at rumme resterne af et 11 meter langt gravkammer med en seks meter lang gang. Der var desuden et helt nyt og stort gravmonument vest for jættestuekammeret med fund af menneskeknogler, ravperler, en økse, tværpile, keramik og muslingeskaller.

Udgravningen af jættestuen ved Skælskør rummer vigtige informationer om konstruktionen og brugen af de 5000 år gamle gravmonumenter, deriblandt de mange ritualer, gravskikke og øvrige gravlæggelser der gennem tiden er foregået i og omkring jættestuerne. I højfylden ses flere detaljer om jættestuens konstruktion og sandsynligvis rester af sekundære begravelser.

Jættestuer er store gravkamre, der er bygget af tonstunge sten i tiden omkring 3300-3200 f. Kr. En lang snæver gang er anlagt vinkelret på kammeret, så man kunne komme ind og ud af gravhøjens indre. Gennem oldtiden er der blevet foretaget flere begravelser af mange mennesker og gravgaver i en over 1000-årig periode. Jættestuens gravkammer er omsluttet af en gravhøj.

Der findes knap 700 bevarede jættestuer i Danmark, som alle er fredede fortidsminder. Det er derfor sjældent, at vi får ny viden fra dem, da der kun foretages de nødvendige restaureringer for at bevare de stenbyggede gravhøje for eftertiden. Gravmonumenterne ved Skælskør er ikke fredede. De ligger umiddelbart under muldlaget på marken og pløjes langsomt op. Derfor har Slots- og Kulturstyrelsen finansieret undersøgelsen af jættestuen og den tilstødende grav fra en pulje til dyrknings- og erosionstruede fortidsminder. Undersøgelsen giver dermed en sjælden mulighed for mere omfattende undersøgelser af en jættestues konstruktion og opbygning.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Lone Claudi-Hansen, Museum Vestsjælland, tlf. 61 61 03 79, lch@remove-this.vestmuseum.dk 

Thy er kendt for sine mange gravhøje og spændende fund fra bronzealderen (1700 – 500 år f.Kr.). I sommeren 2022 blev endnu en ny fortælling lagt til Thy’s bronzealder, da Museum Thy undersøgte en gruppe gravhøje på Hanstholmknuden. De arkæologiske udgravninger foregik i forbindelse med en byggemodning af et område med fire overpløjede gravhøje.  

Selvom mange af Thys gravhøje er undersøgt, er det første gang, at der er foretaget en udgravning af en komplet højgruppe i museets ansvarsområde. Det er derfor også den første mulighed for at studere udviklingen af en gravplads i detaljer. De to største gravhøje blev anlagt mellem 1500 – 1300 år f.Kr., mens de to andre blev anlagt i mellem 1300 – 1100 f.Kr. og 1100 – 900 f.Kr. I højene fandtes i alt 16 begravelser med rige gravgaver til de døde, der belyser bronzealderens levevis, sociale organisering, udvikling af gravskikke og skiftende kulturkontakter.

Undersøgelserne har allerede kastet ny viden af sig, for det viser sig, at de ældre høje fortsat blev brugt til nye begravelser. Nogle gange med flere generationers mellemrum. For det andet blev højgruppen udbygget gradvist med flere høje, samtidig med at de ældre høje blev brugt til nye begravelser. Det kan tyde på, at der er forskel på de individer, at de måske repræsenterede forskellige sociale grupperinger eller slægter inden for lokalsamfundet. Det kan også tyde på, at lokalsamfundet gradvist voksede. 

Højene bygges over én begravelse, men alle fire høje blev også brugt til begravelser, efter de var færdigbyggede. Særligt den ældste og største høj er blevet genbrugt, for her fandtes i alt otte grave, der i tid spænder over mindst 600 år. 

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder, arkæolog Niels Algreen Møller, Museum Thy, tlf. 21 29 37 97, niels@remove-this.museumthy.dk 

I den varme og nedbørsfattige sommer 2022 fremkom flere spændende fund og fortidsminder frem fra floder og søer rundt om i Europa, efterhånden som vandstanden faldt. Også i Odense Å, hvor et 13 m langt og 6 m bredt stenbælte med omkring 60 store stenblokke pludselig dukkede frem. Museet fandt et trug af egetræ kilet ind mellem to sten i konstruktionen, og man håber nu på, at en årringsdatering af dette stykke kan give mere viden om konstruktionens alder.

Der er tale om et fundament til en bro, som ligger op mod 1,5 kilometer fra den nærmeste middelalderlandsby, og den peger ikke mod kendte vejsystemer i landskabet. På plateauet oven for det nordlige brofæste og kun ca. 125 meter herfra har Museum Odense dog tidligere udgravet dele af en bebyggelse fra 12-1300-årene. Det er nærliggende at se bebyggelsen i sammenhængen med broen, idet broen kan have skabt adgangsvej mellem den udgravede bebyggelse og det plateau, hvorpå landsbyen Hjallese og dermed den nærmeste middelalderlige sognekirke ligger.

Fundene fra bebyggelsen rummer flere elementer, der indikerer en tilknytning til det nærliggende Dalum Kloster. Imidlertid blev bebyggelsen nedlagt efter blot et par generationer – måske fordi klosterets anlæggelse af en vandmølle nedstrøms broen medførte en så kraftig hævning af vandspejlet, at broen ikke længere kunne anvendes, og beboerne derfor ikke kunne besøge sognekirken på den anden side af åen. 

Herefter forsvandt bebyggelse og bro i glemslen uden at sætte sig spor i skriftlige kilder i knap 800 år. Kun en usædvanlig tør sommer bragte igen dette imponerende fortidsminde op til overfladen for en stund. 

Undersøgelsen blev finansieret med midler fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Mogens Bo Henriksen, Museum Odense, tlf. 20 90 13 18, mbhe@remove-this.odense.dk 

Dele af jernalderen var præget af en markant kuldeperiode, der tog sin begyndelse i 536-40 e.Kr og varede frem til 660’erne e.Kr. – en periode, som betegnes Late Antique Little Ice Age. Årsagen skyldtes formentlig flere større vulkanudbrud, der i en årrække forværrede livsbetingelserne ganske meget på den nordlige halvkugle.

I samtidige skriftlige kilder fra andre kulturer fortælles, at himlen formørkedes, det var nat om dagen og høsten udeblev. De klimamæssige konsekvenser kan også ses i træernes årringe, og netop i perioden ca. 536-40 ses helt usædvanligt, tynde årringe, altså år med meget ringe vækstbetingelser. Udeblivelsen af en eller flere års høst må have haft voldsomme konsekvenser for de mennesker, der levede dengang.

De fulde konsekvenser for det datidige samfund, er vi først nu ved at begynde at forstå og kunne beskrive. Selvom det er tydeligt, at datidens samfund var i krise, så viser en del fund, at mange trods alt overlevede krisen, og efter lang tid kom der igen fik fuldt tryk på samfundsudviklingen med nye udtryk indenfor kunst og stilarter. Med forandrede landsbyer fulgte også ny byggeskik. Samfundet overlevede, tilpassede sig og en ny retning blev sat.

På en mark ved Oster Mattel, nordøst for Tjæreborg har detektorfolk gennem en årrække fundet et stort antal metalgenstande, hvor hovedparten stammer fra yngre romersk jernalder til yngre germansk jernalder – og dermed spænder over den omtalte kuldeperiode. Sydvestjyske Museer udgravede i 2020 et dyrkningstruet gårdsanlæg, og resultaterne fra denne udgravning og de mange metaldetektorfund sammenholdt med naturvidenskabelige analyser i 2022 kan det nu dokumenteres, at man netop på dette sted overlevede. Efterfølgende fortsatte man med at ombygge og forny gårdens huse frem til første del af 600-årene, hvor lokaliteten endelig blev forladt til fordel for en ny placering, omtrent en kilometer mod nordøst.

Særlig interessant er det yngst daterede hus - Det er det første hus i Sydvestjylland, der er dateret til 600-årene og med udgangspunkt i dette hus, samt tilsvarende fra andre lokaliteter, bliver vi for første gang i stand til at identificere periodens byggeskik og dermed kunne erkende tilsvarende huse og gårdsanlæg i kommende udgravninger.

Undersøgelsen blev finansieret med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter samt efterfølgende bevilling til konservering og naturvidenskab.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Claus Feveile, Sydvestjyske Museer, tlf. 51 68 40 89, clf@remove-this.sydvestjyskemuseer.dk 

Af og til gøres der også nye opdagelser på museernes magasiner, og takket være nye analysemetoder kan fundene også levere ny spændende viden. Efter næsten 30 år på Museum Midtjyllands magasiner overraskede et gravpræparat fra Hammerum med et velbevaret og spektakulært tekstilfund. Fundet har allerede nu gjort os klogere på jernaldermenneskenes fremtoning omkring år 200 – de gik nemlig i flot, pepitaternet tøj dengang!

”Hammerumpigens grav” er det mest kendte og unikke gravfund ved Hammerum med en utroligt velbevaret frisure og dragt tilhørende en kvinde, der blev begravet på en lille gravplads i slutningen af det andet århundrede e.kr. Dragten bestod af en rød- og hvidstribet tunika samt et hvidt sjal og et stribet tæppe. Men det viste sig, at Hammerumpigen ikke var alene; nabograven (grav 8) blev ved den arkæologiske udgravning i 1993 taget med til museet i et præparat. Under et trætrug, som var placeret over den døde, er der fundet store og særdeles velbevarede stykker tekstil med et flot pepitamønster i regelmæssige rødbrune tern på en lys baggrund; et mønster, som der kun kendes ganske få paralleller til i forhistorisk sammenhæng. Stor var overraskelsen, da der viste sig at ligge en fuldstændigt urørt gravbund under truget med velbevaret tekstil af samme kvalitet som Hammerumpigens klædedragt.

I 2022 har Museum Midtjylland i samarbejde med Konserveringscenter Vejle og Moesgårds Naturvidenskabelig Afdeling påbegyndt en undersøgelse af gravbund og tekstiler. Det er helt utroligt sjældent at finde velbevarede tekstiler i knap 2000 årige begravelser, og her står vi altså med endnu en formentligt hel klædedragt fra samme tid og gravplads som Hammerumpigens.

Hvert nyt dragtfund fortæller mere om ikke blot jernalderbøndernes fremtoning og modepræferencer, men også om processerne bag klæde- og tøjfremstilling og ikke mindst om råmaterialerne, heriblandt ulden og de får, den kom fra. 

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Lone Ritchie Andersen, Museum Midtjylland, tlf. 22 40 84 01, lra@remove-this.museummidtjylland.dk  

Stevns Klint er verdenskendt og optaget på Unescos Verdensarvsliste for sit berømte lag af fiskeler, og klintens kalklag har siden middelalderen været udnyttet til byggesten – de såkaldte limsten. Men helt tilbage til forhistorien har man udnyttet de geologiske forekomster i form af den lette adgang til flint af god kvalitet. 

Det vidner et meget sjældent fund om, som Museum Sydøstdanmark har gjort på en større udgravning i 2022. Udgravningen ved St. Heddinge blotlagde omfattende bebyggelsesspor fra bondestenalder og jernalder, en gravplads fra jernalder samt et depot af smukke flintdolke fra slutningen af bondestenalderen omkring 2.300-2.000 f. Kr. Det sjældne fund af et depot med otte lancetformede dolke viser flintsmedens ypperste håndværksmæssige færdigheder.

Museet fandt dolkene i et lavningsområde, som har været benyttet som udsmidsområde igennem det meste af bondestenalderen. Dolkene er enten nedlagt i forbindelse med et ritual, eller de er blevet gemt – og siden glemt – til senere tilvejebringelse. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at fundstedet var en brønd, der var i brug i bondestenalderen. Der foreligger endnu ingen naturvidenskabelige dateringer af brønden. Flintredskaber og keramik tyder på, at den stammer fra den såkaldte tragtbægerkultur fra den mellemste bondestenalder, men det kan ikke helt udelukkes, at brønden kan være fra slutningen af bondestenalderen. Muligvis har deponeringen af de fornemme flintdolke en rituel betydning, der skulle markere afslutningen af anvendelsen og tilkastningen af brønden.

Dolkdepotet er ikke det eneste dolkdepot fra Stevns. Det viser, at den lette adgang til flint af god kvalitet gjorde, at Stevns spillede en vigtig rolle i den sene del af bondestenalderen. Det nyfundne depot af flintdolke er til gengæld det første, der er fundet på Stevns i de seneste 50 år, og det er det første, der er fundet i forbindelse med en arkæologisk udgravning.

Det er tale om en bygherrefinansieret undersøgelse forud for byggemodning samt ved en tillægsbevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Yderligere oplysninger:

Daglig leder af udgravningen, arkæolog Dorte Malling, Museum Sydøstdanmark, tlf. 31 12 07 43, dkm@remove-this.museerne.dk  
Kulturarvschef Kristoffer Buck Pedersen, Museum Sydøstdanmark, tlf.  33 24 04 46, kbp@remove-this.museerne.dk 

Forud for erhvervsbyggemodning har Viborg Museum i år været i gang med at undersøge den største kendte gravplads med stendyngegrave fra bondestenalderen, som er fundet i de sidste 50 år. Stendyngegravene er en af fortidens mest gådefulde begravelsesformer, og blev benyttet i den mellemste del af bondestenalderen omkring 3100-2800 f.Kr.

Ved Guldbækvej vest for Viborg har man fundet spor af 42 stendyngegrave. Det er en stor forøgelse af det hidtil kendte antal på 300-400 stendyngegrave fra omkring 50 forskellige gravpladser. Det nye store fund vil med hjælp fra eksperter og naturvidenskabelige undersøgelser kunne bringe ny viden om gravskikken.

Navnet stendyngegrave beskriver som navnet antyder, at de anlagte begravelser blev dækket med sten. Men typisk for stendyngegravene er deres markante symbolske iscenesættelse af at bevæge sig ud ad en vej – at rejse. Stendyngegravene blev anlagt med to parallelle grave, der begge indeholdt begravede okser med hovedet placeret på jorden - som en okse, der står op. I mange tilfælde efterfølges de to oksegrave af en større grav som en symbolsk vogn, hvorpå den døde blev gravlagt med sine gravgaver. 

Gravene ved Guldbækvej var anlagt i to parallelle rækker langs et vejstrøg, og i to af gravene fandtes bevarede lemmeknogler og dele af underkæber fra begravede okser. De bevarede knogler kan bidrage til at forbedre vores viden og give et indblik i alder og position af de to gravlagte dyr. Endvidere var nogle af de døde gravlagt med flintøkser, der viser, hvornår disse gravlæggelser har fundet sted inden for den særlige gravskiks 300-årige brugsperiode.
Stendyngegravene findes i store dele af Nord- og Vestjylland i den sene del af bondestenalderens tragtbægerkultur. Begravelsesskikken er meget forskellig fra den foregående tid, hvor de døde blev begravet i store fælles stengrave (jættestuer).  

Gravpladsens opbygning med den lange række af begravelser som vogntog med okseforspand langs et vejstrøg leder tankerne hen mod en symbolsk iscenesættelse af en dødsrejse mod det næste liv. Måske blev de 42 døde fra Guldbækvej begravet langs et vejstrøg, hvorpå de rejste, da de var i live. Hvis vejen har eksisteret på samme tid som gravpladsen, har de efterladte kunnet rejse side om side med deres forfædre. 

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Casper Sørensen, Viborg Museum, tlf. 41 71 91 76, c7s@remove-this.viborg.dk 

Middelalderens helt store erhvervseventyr var sildefiskeriet. For Nibe fik det i løbet af middelalderen stor betydning for byen ved Limfjordens kyst. Nibesilden nævnes første gang i Lübeck i 1369, hvilket også er første gang Nibe nævnes i de historiske kilder.

I den sene del af middelalderen var Nibe ét stort fiskerleje med en købstadslignende bebyggelse. Hele erhvervsgrundlaget i byen var fiskeriet på de massive sildestimer, der hver forsommer gydede på den lavvandede bredning ud for byen. 

Indtil nu har vores viden om det tidlige sildefiskeri i Nibe været meget begrænset, men ved sensommerens arkæologiske undersøgelse, forud for opførelsen af tre nye rækkehuse, blev denne ældste del af Nibes sildefiskerhistorie for alvor belyst, da arkæologer fra Nordjyske Museer fandt resterne af ikke mindre end 11 sildefiskerhytter i form af bevarede gulvlag.

Hytterne var ovale eller rektangulære i formen. De var gravet lidt ned i den lave strandvold, som i middelalderen lå helt ud til fjorden. I to af sildefiskerhytterne var der endda bevaret spor efter en tagbærende konstruktion, der hvilede på nedgravede stolper.

Arkæologerne vurderer ud fra et møntfund og skårene af en smadret kande, nedtrådt i de bløde jordgulve, at der i hytterne blev både handlet og drukket. Fundet viser også, at der allerede fra begyndelsen af 1300-tallet har været sildehandel i Nibe. Fundene er nemlig samtidige med, og måske endnu ældre end den ældste historiske kilde på Nibesild fra 1369. For at få en mere præcis datering af, hvornår hytterne er opført, har museet udtaget materiale fra hytternes bærende konstruktioner til kulstof 14-datering.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Christian Klinge, Nordjyske Museer, tlf. 31 99 06 63, christian.klinge@remove-this.aalborg.dk  

I forbindelse med udvidelsen af Kong Frederik IX’s Bro over Guldborgsund ved Nykøbing Falster har arkæologer fra Vikingeskibsmuseet undersøgt tre meget velbevarede fund på bunden af sundet. Disse tre fund rummer hver især vigtige fortællinger om livsvilkår i området til forskellige tider. De viser også, at der i årtusinder har boet mennesker ved Gulborgsunds kyster, og at byen Nykøbing måske er lidt ældre, end vi troede.

Den tidlige middelalder

Det er uvist, hvornår historien om Nykøbing på Falster starter. En enkelt skriftlig kilde fra 1488 indikerer, at byen har købstadsprivilegier allerede i starten af 1300-tallet. Fra andre kilder ved vi, at der i 1253 lå en borg og en by, som Lybækkerne brændte ned. Arkæologer fra Vikingeskibsmuseet har i år undersøgt en såkaldt pælespærring på bunden af Guldborgsund. Pælespærringen bestod af lange tilspidsede pæle nedrammet i havbunden for at forhindre indsejlingen til byen. En kulstof 14-datering af pælespærringen viser, at den blev etableret på et tidspunkt mellem den sene vikingetid og den tidlige middelalder, altså ca. 1040-1170 e.Kr. Denne periode er kendetegnet ved store uroligheder forårsaget af vendiske pirater, der angreb de sydøstdanske kyster. 

Bondestenalderen

Længere ude i sundet har arkæologer fra Vikingeskibsmuseet fundet et mere end 100 meter langt fiskegærde. Fiskegærdet består af lange rækker af parvise, nedrammede pæle med mindre pinde og kvas imellem. Dette fund viser, sammen med de senere års forskning, at fiskeriet havde stor betydning op igennem bondestenalderen. Fiskegærdet er kulstof 14-dateret til den sene del af tragtbægerkulturen, ca. 3000-2800 f.Kr. Fundet viser, at næsten tusind år efter landbrugets indførelse, har fiskeriet i sundet stadigvæk spillet en vigtig rolle for områdets beboere.

Jægerstenalderen

Under vandet, langs Guldborgsunds østkyst, har arkæologer fra Vikingeskibsmuseet udgravet resterne af en sjældent velbevaret boplads fra den sene del af jægerstenalderen ca. 4900-4400 f.Kr. Ved undersøgelsen fandt arkæologerne forskellige flintredskaber, så som økser, tværpile, flækker, skrabere, bor og stikler, samt resterne af de flintblokke, man har lavet redskaberne af. Foruden de mange flintredskaber blev der fundet adskillige knogler fra pattedyr såvel som fiske- og fugleknogler. Nogle af knoglerne var lavet om til redskaber eksempelvis bennåle, som sandsynligvis har været benyttet til bearbejdning af klæder. Man fandt også forskellige frø, nødder og trækul, der har overlevet siden stenalderen. Fundene fra bopladsen giver et godt billede af livet ved Guldborgsunds bredder for 6-7.000 år siden.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Andreas Kallmeyer Bloch, Vikingeskibsmuseet, tlf. 52 22 36 08, akb@remove-this.vikingeskibsmuseet.dk