Referat af oplæg om Christiansborg Slotskirke

To markante bygninger i København brændte i 1992 med kun få måneders mellemrum: Odd Fellow Palæet i Bredgade og Christiansborg Slotskirke.

Begge bygninger er genskabt, men på meget forskellige betingelser, og dermed også med meget forskellige resultater. Det redegjorde de ansvarlige arkitekter for på årets restaureringsseminar, hvorefter deres arbejde blev kommenteret af en opponent.

Under det københavnske pinsekarneval i 1992 var en vildfaren nytårsraket årsag til en voldsom brand i Christiansborgs Slotskirke. Branden ødelagde kuppel og tag og forårsagede store skader indvendigt, men var dog ikke så omfattende som Odd Fellow Palæets brand.

Christiansborg Slotskirke stod færdig i 1826 og er det eneste tilbageværende af arkitekten C.F. Hansens Christiansborg, som brændte i 1884. Før slotskirken havde der også været kirke på stedet, der var brændt. C.F. Hansen kunne dog ikke drømme om at restaurere den gamle kirke, men moderniserede den tilbageværende ruin.

Erik Møllers Tegnestue stod for genopbygningen af slotskirken, som blev genindviet i 1997.

Arkitekt MAA Trine Neble fortalte om processen og understregede de gode arbejdsbetingelser, som man havde haft med Slots- og Ejendomsstyrelsen som bygherre. Man fik f.eks. et helt år til registreringer, forundersøgelser og projektering, inden selve byggeriet gik i gang.

Kuplen blev rekonstrueret og genopbygget i konstruktionstræ. Så vidt muligt har man genvendt de oprindelige bolte og beslag. For at genskabe kirkens fine akustik har man valgt præcis samme konstruktionsform med puds på flettede pilevidjer.

Kirkens sandstensgesims var i tidens løb blevet repareret, og mange dele udskiftet med cement og beton, men på forslag fra Erik Møllers Tegnestue og Kulturarvsstyrelsen blev gesimsen genopført i sandsten. På facaden var den oprindelige kalkpuds allerede i 1800-tallet blevet erstattet af en cementmørtel. Den var efterhånden temmelig forfalden og blev helt ødelagt ved brandslukningen. Derfor blev al den gamle cementpuds fjernet, skader på murværket udbedret, og facaden atter pudset op med kalkmørtel.

Indvendig bar kirken præg af, at den har været brugt i begrænset omfang. Restaureringen af de indvendige facader havde mest karakter af vedligeholdelse, hvor puds og stukmarmor er søgt bevaret i videst muligt omfang.

Da kuplen styrtede ned i kirken, blev de fleste af kirkebænkene knust. De udskårne gavle har man søgt at redde, istandsætte og genanvende, mens selve bænkene er nye.

Farveholdningen i kirken er ført tilbage til det oprindelige, og der er overalt fremstillet nye tekstiler i en klar rød farve.

Under hele forløbet har arkitekterne prøvet at sætte sig ind i C.F. Hansens tanker og gøre, som han ville have gjort – vel vidende, at C.F. Hansen selv rev resterne af den ældre slotskirke (brændt 1794) ned for at bygge en moderne kirke på tomten!

Opponent Lars Nicolai Bock, lektor, arkitekt MAA

Lars Bock slog fast, at restaureringen af Christiansborg Slotskirke er et fantastisk stykke arbejde, gennemført med engagement, arbejdsomhed, systematik og indlevelse.

Han fandt ingen grund til kritik, men ville snarere causere over det, man havde valgt at gøre i forbindelse med restaureringen, og hvad man måske kunne have gjort i stedet for.

Det var velbegrundet at genopføre slotskirken i lyset af C.F. Hansens position i dansk arkitektur – og fordi kirken er det sidste vidnesbyrd om Christiansborg Slot som unik arkitektonisk helhed.

Men hvad med forholdet mellem gammelt og nyt? Tagværket er rekonstrueret i sin oprindelige form og til dels med genanvendte beslag. Samtidig er der tilføjet isolering og brandsikring for at leve op til nutidens krav. Skulle man i stedet have tegnet en ny tagkonstruktion? Og hvad så med formen?

Spor af historie og brand er svære at få øje på, men de er til stede, f.eks. i form af slidte gulvfliser, mærker efter glødende søm på en trætrappe og stjerneskruer i gamle beslag. Enkelte steder er der tilføjet helt nyt, bl.a. toiletter og belysning.

Kunne man have gjort noget helt andet end den fuldstændige genskabelse? spurgte Lars Bock. C.F. Hansen ville formentlig selv have bygget en ny kirke i den situation. Men i dag vælger vi bevidst at fastholde erindringen – at bevare kulturarven – som en forudsætning for at skabe nyt.

Med eksempler fra Tyskland (Frauenkirche i Dresden, Rigsdagsbygningen i Berlin og Alte Pinakothek i München) diskuterede Lars Bock, hvordan man der har fastholdt erindringen om katastrofen og den kollektive skyld ved istandsættelsen af de historiske bygninger.

Kunne man have genopbygget Slotskirken efter samme idé som Rigsdagsbygningen i Berlin, med en moderne kuppel?

Næppe, for det ville være at skabe et monument over en fuld mand, der kom til at fyre en raket af. Opponentens konklusion var, at de overordnede valg ved Slotskirkens restaurering var fuldt forståelige, men at forholdet mellem gammelt og nyt kunne have været tydeligere. På den måde ville historien og sporene efter den voldsomme begivenhed have været lettere at få øje på – også for lægfolk. I stedet har æstetikken fået overtaget. Selv om meget autentisk materiale gik tabt ved branden, bidrager det til fornemmelsen af autenticitet, at bygningen fortsat anvendes som kirke.

Lars Bock sluttede af med overvejelser omkring flertydigheden i begreberne "restaurering" og "autenticitet" og nødvendigheden af at vurdere hver enkelt sag konkret.