Varde Ådal

Bærende bevaringsværdier:

De brede enge langs Varde Å strækker sig fra udløbet i vest ind mod Varde, hvor engarealerne helt ned til åen er bebyggede. På begge sider af ådalen ligger landsbyerne tæt med de yderstliggende og formentlig ældste gårde placeret langs 5-meter koten, hvor de er så tæt på åen som muligt, men i sikkerhed for de tilbagevendende oversvømmelser. Det er rækken af bygninger og ikke det enkelte hus, der er væsentlig i denne sammenhæng, som afgrænsning af den åbne, ubebyggede ådal. Mest markant er dette på nordsiden ved Janderup og Billum samt ved Kjelst, hvor den karakteristiske bebyggelse fortsættes ud mod Ho Bugt. Mod syd ligger landsbyerne Alslev, Vibæk, Hostrup, Kokspang og Kravnsø, der har samme karakteristiske træk, dog orienteret mere mod de tilløbende vandløb, Alslev Å, Hostrup Bæk og Kokspang Bæk end mod selve Varde Å. Også Jacobi Kirke i Varde samt landsbykirkerne i Billum, Janderup, Alslev og Hostrup er (og burde som tidligere være) tydelige pejlemærker langs Ådalen.

Sammenhæng med:

Bebyggelsen langs de andre store åer, der løber ud i Vadehavet: Sneum Å, Kongeåen, Ribe Å, Brede Å, Vidå. De har tidligere haft samme karakter som Varde Ådal. Inden der kom sluser, var gårdene bygget over "stormflodslinjen". Modsat de øvrige åer er Varde Ås udløb ureguleret, hvilket lader tidevandet løbe frit ind og ud ad åen.

Bevaringstilstand:

Vest for Varde ligger ådalen stadig frit, og de tilbagevendende stormfloder sørger formentlig for, at befolkningen fortsat bygger deres huse i den sikre afstand fra åen, selv om det teknisk er muligt at opføre huse i vådområder. De frie sigtelinjer til kirkerne og bebyggelsen i ådalen bliver flere steder afbrudt af beplantning, både selvgroet krat, der vokser op, hvor engen ikke længere afgræsses, og plantede træer, der indgår i læplantning som regel i forbindelse med beboelse.

Sårbarhedsvurdering:

Hvis ådalen skal beholde sin åbne karakter, skal bebyggelsen holdes over kote 5.0, og byggeri, der skiller sig ud fra de eksisterende gårde og huse – iøjnefaldende eller højt erhvervs- eller bolighyggeri, skal undgås i engens nærhed. En ukritisk tilplantning vil også virke ødelæggende for ådalen og må undgåes, ligesom det bør overvejes, om der ikke igen skulle åbnes for sigtelinjerne, i hvert fald til kirkerne. Fra Tarphagebroen er der udsyn til fem kirker: Billum, Janderup, Varde, Alslev og Hostrup. Imidlertid er udsynet til Alslev kirke nu hindret af træer, ligesom Hostrup også snart forsvinder mellem trækronerne.

Afgrænsning

Kulturmiljøet afgrænses mod nord og syd af kirkerne samt rækken af gårde, der ligger langs højdekote 5.0. Mod øst går grænsen ved Varde købstad og mod vest ved Varde Ås udløb i Ho Bugt.

Notater

Kulturmiljøet dækker både Ny Varde og Ny Esbjerg Kommune, tidligere Esbjerg, Varde og Blåvandshuk kommuner. Kulturmiljøet er kun delvist udpeget af Ribe Amt. Litteratur: Kommuneatlas Varde. 1992. Kulturhistorisk beskrivelse af Varde Ådal og Ho Bugt Enge. Museet for Varde By og Omegn 1996.

Generelt:

Varde Å er den eneste af de større åer, der løber ud i Vadehavet, hvis udløb ikke er kontrolleret af en sluse eller dæmning. Den brede ådal med åens snoede løb og rækken af gårde liggende i passende afstand fra åen er stedets karakteristiske træk. "Byggelinien" har altid været fastsat af de tilbagevendende stormfloder. Fra Tarphagebroen er der et vidt udsyn over ådalen. Vest for broen ligger Ho Bugt, der i sydvest kantes af skrænten ved Myrtue og ellers af bugtens nordlige afslutning. Mod nord ligger Billum kirke højt og mod øst ind over ådalen kan man stadig se kirkerne i Janderup, Varde og Hostrup. Alslev kirke kan man ikke se, og Hostrup kirke forsvinder snart i træerne

Naturgrundlag:

Varde Å har sit udløb på østsiden inderst i Ho Bugt. Den brede ådal med åens snoede løb, der strækker sig ind mod Varde, er skabt af det tidevand, som stadig har frit løb ind i ådalen uden at være reguleret af diger og sluser. Det betyder, at åen jævnligt går over sine bredder og aflejrer slik, som både gøder og lægger til landet, men de tilbagevendende stormfloder er en stående trussel, der hver gang giver store skader. Engarealerne har i årtier været intensivt udnyttede med tilsætning af kunstgødning som forudsætning for græshøst, der bliver anvendt til grøntpiller. Et nyligt afsluttet naturprojekt, Operation Engsnarre, der blev gennemført på frivillig basis, har bragt åen og engarealerne tættere på den naturlige tilstand.

Landskab:

Varde Å har sit nedre løb i en smeltevandsdal fra sidste istid, hvor den delte det gamle moræneområde i Varde bakkeø mod nord og Esbjerg bakkeø mod syd. De brede, lave enge strækker sig fra byen og ud til Ho Bugt. På begge sider af ådalen ligger landsbyerne tæt med gårdene placeret langs kote 5.0. De ligger så tæt på åen som muligt, men i sikkerhed for oversvømmelse. Vest for Varde var vadestederne ved Janderup og Tarphage de mest pålidelige, og der blev tidligt etableret færgefart. I 1940 blev Tarphagebroen indviet, og området har siden været præget af en stadig stigende strøm af biler, der kører ud over det lavtliggende område og op på broen for at passere åen. Fra broen er der vidt udsyn over ådalen. Når åen går over sine breder, er det de lavtliggende enge og ikke Tarphagebroen, hvorunder der er fri passage for å-vandet, der oversvømmes.

Kulturhistorie:

Siden jernalderen har engene langs Varde Å været brugt som græsningsarealer for kvæg, men mindst lige så væsentligt har bjergning af hø til vinterfoder været. Kvægholdet gav gødning, som var forudsætningen for at få et godt udbytte af markerne i baglandet og kunne måske danne grundlag for at tage ny jord under plov inde på lyngheden. Som engene er forudsætningen for livet på egnen er stormfloderne en stadig stående trussel, som ingen, der lever langs åen, kan se bort fra. Når floden kommer sker der altid store skader, og alt efter voldsomheden kan de omfatte ødelagte huse, druknede dyr eller tab af menneskeliv. Derimod kommer de mindre oversvømmelser, som man regner med om vinteren, til gavn, da de efterlader slik, der virker som gødning på marskengene, og tilfører nyt land, hvor de rette betingelser er til stede. Holdt man sig i passende afstand fra åen, gav ådalen gode livsbetingelser, hvilket de mange landsbyer med gårdene liggende side om side på det skrånende terræn vidner om. Ved menneskets hjælp kan det naturlige tillæg af marskeng fremmes. Det sker ved at opkaste småvolde og nedstikke ris til opsamling af tilslikningen, og Vardes foretagsomme byfoged Fogtmann sikrede retten til landvindingen ved åens udløb for Varde Havnevæsen ved kgl. resolution af 1815. De lokale beboere var naturligvis også interesserede i det nydannede land, og i 1816 dannede de foreningen Billum Sogns Klægflækning og begyndte for sig selv. Vedtægterne bestemte, at enhver havde samme retigheder og pligter fra den mindste husmand til den største gårdmand, et princip, der bekræftedes ved revision af vedtægterne i 1877. Lodder kunne sælges, men kun til indensogns boende, og man kunne købe så mange lodder, man ville, men havde dog stadig kun én stemme. Det område, foreningen disponerede over, kaldtes meget betegnende Sognestykkerne. I 1873 anlagdes to nye, større kajdiger, 1 alen høje og 5 alen brede, hovedsageligt bestående af lyng samt opkastet klæg og beklædt med græstørv. Herudfra byggedes små diger, dels til at styrke, dels for at opsamle yderligere slik. I 1906 blev der fastsat regler for høslet, og hvert år var der vedligeholdelse samt grøblingsarbejde for medlemmerne, hvilket varede til langt op i 1900-tallet. Vadestedet ved Tarphage blev anvendt af befolkningen fra de vestligste sogne, og her kom tidligt fast færgefart. Før 1819, da den første bevilling blev givet, var overfarten fri. Til etablering af færgefarten anskaffedes 2 både samt en pram til overførsel af kreaturer og vogne. Dette fungerede frem til 1837, da færgemandens ansøgning efterfulgt af langvarige forhandlinger gjorde færgeriet tidssvarende fra 1839 med en færgepram trukket ved hjælp af et slæbetov. Grænsen for færgeriets eneret gik fra det gamle overkørselssted ved Janderup Kirke til mundingen af Varde Å. Der var jævnligt klager over de dårlige veje samt utilfredshed med umulige tilkørselsforhold, og fra først i 1900-tallet havde færgen kun ringe betydning formentlig på grund af jernbanen mellem Oksbøl og Varde. I forbindelse med anlæggelse af jernbanen blev det i 1894 bestemt ved lov, at der skulle føres en linie fra Billum over en jernbanedæmning ved Tarp og videre til Esbjerg, så forbindelsen sydpå fra de vestligste sogne blev lettere. Man var i planlægningsarbejdet opmærksom på, at dæmningen skulle give fri passage til vandet i Varde Å. Loven blev ændret i 1900, så sidebanen til Esbjerg bortfaldt. Det var man ikke ked af i Varde, hvor man kæmpede mod den vestlige bro for ikke at miste status som den nærmeste store handelsby. Igen i 1918 havde Rigsdagen givet tilsagn om en banelinie mellem Billum og Esbjerg, men først i 1938 blev den hundrede meter lange jernbetonbro, der nu var blevet til en vejbro, udbudt i licitation, og i 1940 kunne Tarphagebroen tages i brug.

Arkitektur:

Det er ikke arkitekturen, men landskabet og bygningernes beliggenhed, der er væsentlig i denne sammenhæng. Tarphagebroen er en 100 meter lang jernbetonbro, der tillader åvandet at passere frit.