Varde

Bærende bevaringsværdier:

Systemet af veje, der i århundreder har strålet ind mod Varde er sammen med den centrale bydels middelalderlige gadenet intakt, selv om byens bygninger stort set alle brændte i enten 1797 eller 1821. Det er vejnettets stort set uforstyrede struktur, der i denne sammenhæng er det centrale og bevaringsværdige. Acciseboden, der lå ved Østerport er bevaret, dog i ombygget skikkelse. Accisen, som var en afgift, der fra senmiddelalderen til 1852 var pålagt visse varer, blev opkrævet ved acciseboderne, der lå ved købstedernes porte. Toldkammeret ved Varde Bro er også bevaret.

Sammenhæng med:

Ribe, Tønder og Højer er også byer med et velbevaret middelalderligt gadenet, men Varde er den eneste by med stjernestruktur og veje mod alle verdenshjørner.

Bevaringstilstand:

Indfaldsvejene er som hovedfærdselsårer vedligeholdte efter kommunens standard. Det samme gælder gaderne i den indre by, hvor flere er belagt med brosten eller anden stenbelægning og har status som gå- eller sivegader, hvorimod andre er asfalterede. Broen er inden for de seneste år sat i stand.

Sårbarhedsvurdering:

Gadegennembrud, omlægning og sløjfning af gader og indfaldsveje bør undgåes.

Afgrænsning

Gadeforløbet i den indre by (middelalderbyen) afgrænses af Østervold, Nørrevold og Vestervold samt Østergade/Storegade mod øst og Slotsgade/Torvegade mod vest ned mod Varde Å i syd. Uden for dette område, er det kun indfaldsvejene mod byen (fra Nymindegab (Ringkøbing), Holstebro, Herning (Viborg) og Grindsted (Vejle) samt Ribe og Hjerting), der begrænses af Vardes ydre omfartsvej.

Notater

Carl Lindberg Nielsen: Varde Bys Historie. 1942. Ole Nørskov Nielsen m.fl.: Varde - en gammel vestjysk købstad. 1992. Kommuneatlas Varde. 1992.

Generelt:

Adskillige veje nordfra - fra Nymindegab (Ringkøbing), Holstebro, Viborg og Vejle - fører mod Varde for at passere Varde Å over Varde Bro, og de fortsætter som én vej sydpå mod Ribe - dog med en afstikker mod sydvest til Hjerting. Frem til midten af 1800-tallet førte vejene frem til byens porte, og gaderne inde i byen har tilpasset sig byens struktur siden middelalderen med de afgrænsende volde.

Naturgrundlag:

Varde ligger nord for Varde Å på den sydlige kant af Varde bakkeø og den sydlige bydel ligger på tilsvarende måde på den nordlige kant af Esbjerg bakkeø. Varde er opstået som et handelssted på nordsiden af åen omkring et naturligt dannet vadested, men fra slutningen af 1800-tallet har byen bredt sig langs begge sider af åen. Denne kantes dog af de åbne enge mod vest og til en vis grad også øst for byen. Engene bliver sammen med de lavtliggende af byens huse fra tid til anden oversvømmet i forbindelse med stormflod.

Landskab:

Varde ligger i ådalen med en ikke helt passende afstand til åen, da flere huse får vand ind, når åen ved stormflod går over sine bredder. De åbne enge havde formentlig været bebygget, hvis Varde Å havde været lukket med en sluse mod Ho Bugt.

Kulturhistorie:

Selv om Varde har været brændt flere gange har den indre by bevaret sin middelalderlige byplan, og den er afgrænses af det gadenet, der i sin tid lå inden for byens porte. Det ses tydeligt ved en sammenligning af gadeforløbet på det ældste kort over byen i Resens Atlas fra ca. 1660 og gaderne på et moderne kort. Varde er fra gammel tid et trafikknudepunkt, hvorfra vejene på nord- og sydsiden af åen udgår som en stjerne. Det har været oplagt, at anlægge en bro, hvor der var et meget benyttet vadested, for så var vejnettet allerede på plads. Da broen var bygget, forhindrede den skibene i at sejle længere op ad åen, men de fleste varer blev landet ved Pramstedet, der lå ca. en km vest for byen, fordi sejladsen det sidste stykke var vanskelig på grund af manglende dybde eller helt umulig på grund af fiskegårde, der spærrede åløbet. I 1234 blev Varde benævnt som en flække, og byen gav navn til det store Varde Syssel, og fra Valdemarstiden får stedet bymæssig karakter med to sognekirker. Byen bevarede dog længe sin landlige karakter med husdyrhold i gårdene. Der var rige enge langs åen, og rundt om købstaden med dens haver lå den store bymark, som grænsede op til det åbne hedeland. Varde Bro, nævnes første gang 1463 i forbindelse med en bebyggelse, men må være ældre. Den kaldes til tider Varde Sønderbro og andre gange Varde Langbro. Broen var forpagtet ud, men i 1737 nævnes det, at Varde Langbro koster mere i reparationer, end der kommer ind ved forpagtningen. Byen anmoder i 1819 om, at broen overtages af landets almindelige vejvæsen, hvilket må være sket, for i 1823 opføres en helt ny træbro, efter at en stormflod 1. dec. 1821 har taget den gamle. Fra 1849 bestemmer en kongelig resolution, at der ikke længere skal betales bropenge for passagen over Varde Å. Træbroen var gammel, da den i 1908 blev erstattet af den betonbro, der stadig er hovedfærdselsåren fra nord til syd gennem Varde By. Med den voksende trafik i 1900-tallet blev presset på broen for stort, og Nybro eller Torvegadebroen blev taget i brug i 1934. Rejsende fra oplandet måtte dog stadig til Varde for at komme over åen. Først i 1994 kom den tredie bro og omfartsvejen, der leder en væsentlig del af trafikken udenom byen. Herfra er der i øvrigt en fortrinlig udsigt over ådalen, både østpå mod byen og vestpå ud over engdragene. For at hjælpe byens købmænd blev havnen flyttet fra Pramstedet østpå til Varde Bro i 1841 på byfoged Vedel-Heinens initiativ. Fra 1843 var der tillige toldsted, og toldboden nordvest for broen stod færdig i 1862. Toldvæsnet blev flyttet fra Hjerting til Varde i 1846 og fungerede til 1969. Acciseboden lå ved Østerport. Accisen, som var en afgift, der fra senmiddelalderen til 1852 var pålagt visse varer, blev opkrævet ved acciseboderne, der lå ved købstedernes porte. I løbet af 1850'erne og 1860'erne blev generende bugter på åen rettet ud, og det tidligere hovedløb mellem de to banker blev til en blind arm, den såkaldte Gamle Å. Samtidig begyndtes anlæggelsen af en trækbane langs åbredden, hvor et par mænd kunne gå og trække skibene med tove, fordi fartøjerne vanskeligt kunne sejle for egen kraft efter Janderup. Man nåede kun at få anlagt trækbanen fra den nye havn til Pramstedet, inden jernbanen, der kom i 1874-1875, satte en stopper for skibsfarten på åen. Den var ikke længere rentabel.

Arkitektur:

Varde Bro er en vejbro fra 1908 på ca. 11 m. Den er bygget i beton og har hvidmalet rækværk i støbejern.