Tønder - den middelalderlige bykerne

Bærende bevaringsværdier:

De grønne områder, der omkranser bymidten, er med til at øge oplevelsesværdien i Tønder. Der er tale om en næsten ubrudt række af anlæg fra Nørre Allé på bymidtens nordside over Anlægget ved Seminariet øst for centrum, langs Vidåen til Mølleparken syd for bymidten. Endelig er der fra den sydlige del af Kongevej direkte udsyn over Tøndermarsken. Med hensyn til de bærende bevaringsværdier i selve bykernen er det først og fremmest bebyggelsen langs mange af byens gader, der er vigtig. Til trods for, at der selvfølgelig også i Tønder er sket ødelæggelser på grund af brande, forfald og uheldige nedrivninger gennem tiderne, kan man stadig fornemme den gamle købstads karakter - både i hovedgaden (Øster-, Store- og Vestergade) og i side- og baggader som f.eks. Søndergade, Smedegade, Spiker- og Uldgade. Især bebyggelsen omkring Kristkirken, på selve Kirkepladsen og i Smedegade med blandt andet den gamle latinskole, og miljøet ved starten af Østergade med Vajsenhuset, Soli Deo Gloria-huset og flere andre, er markante steder.

Sammenhæng med:

Andre sønderjyske og vestjyske købstæder fra middelalderen, f.eks. Ribe.

Bevaringstilstand:

Kirkens bevaringstilstand er god. Som enhver anden dansk provinsby bærer købstaden Tønder præg af skiftende tiders byplanlægning. Mange steder i den gamle bykerne er kulturmiljøet velbevaret, f.eks. ligger det oprindelige hovedstrøg øst-vest gennem byen som et ret homogent anlæg med mange oprindelige bygninger og et uændret gadeforløb, kvarteret omkring Torvet, Smedegade og Kirkepladsen og Søndergade samt bag- eller parallelgaderne syd for Storegade (Spikergade, Uldgade) er også relativt uændrede. Området omkring det gamle slotsområde er også et spændende og relativt velbaret kulturmiljø, bestående af smukke bygninger fra meget forskellige tidsperioder: Porthuset til Tønder Slot (fra 1500-tallet, nu indgang til Museum Sønderjylland Tønder), Amtmandsboligen fra 1768, Amtshuset, opført 1907 i ”Baupflegestil” samt Hotel Tønderhus, opført som dansk forsamlingshus 1943. Der findes et facaderåd og et facaderegulativ for midtbyen. I det omfang, facaderådet kan blive enige om sine beslutninger, og dette regulativ derfor rent faktisk kan følges og ikke omgås ved politiske beslutninger i Teknisk Udvalg, kan det bevaringsværdige kulturmiljø i Tønder midtby sikres ret godt. Der er dog sket og sker også løbende uheldige ting i forbindelse med bygningsændringer og nybyggeri.

Sårbarhedsvurdering:

Kristkirkens sårbarhed er ringe. Slotsbanken er fredet ligesom den bevarede portbygning til Tønder Slot. Med hensyn til slotsbanken dukker der fra tid til anden ved udgravninger i Tønder flere spor op efter slot eller voldsted, blandt andet resterne af en nord-sydgående voldgrav i umiddelbar nærhed af slotsbanken. Med hensyn til byen er sårbarheden som overalt afhængig af, hvilke politiske og holdningsmæssige vinde, der blæser med hensyn til bygningsbevaring, nybyggeri og ændret infrastruktur. I de senere år og lige nu er der sket og sker der uheldige ting. For et par år siden fik Hotel Tønderhus opført en ny, ret høj værelsesfløj, som i høj grad har ødelagt indtrykket af den gamle skibbro netop på det sted, hvor Tønder Havn oprindeligt lå, og hvor der er en initiativgruppe, der i disse år arbejder med at skabe et rekreativt område, der kan give et indtryk af det gamle havnemiljø med en åben, lavvandet vandflade, dér hvor havnebassinet oprindeligt var. Desuden har man inden for det sidst år lige nord for nordsiden af Kongevej etableret et område med flere store supermarkeder, der dominerer voldsomt lige over for det sted, hvor alléen og Liebestemplet ligger. Det er en meget uheldig placering, og man må håbe, at planerne om en vejregulering sammesteds ikke også vil få uheldige konsekvenser for det smukke grønne område, som findes her ved nordsiden af den middelalderlige bymidte.

Afgrænsning

Den oprindelige bykerne er næsten naturgiven, og den er også valgt som afgrænsning her. Bymidten afgrænses mod syd af marsken, her følges matrikelgrænserne syd om Bachmanns Vandmølle og Slotsbanken, mod øst følges Vidåen og matrikelgrænserne øst om seminariet/Vajsenhuset og mod nord og vest følges Kongevej.

Notater

DKC-online. HAM Jour.nr. 3140. Danmarks Kirker XXI. Trap: Danmark bind X,2. Tønder Kommuneatlas 1993. Allan Tønnesen (red.): Bevaringsværdige huse i Tønder, udg. af Fredningsstyrelsen og Tønder Kommune 1980. Kulturarvsstyrelsens hjemmeside - oversigt over fredede bygninger. Henrik Becker-Christensen: Byen ved grænsen – Tønder 1920-1970, Tønder 1993.

Generelt:

Tønder har med hensyn til gadeforløb og bebyggelsesmønster stadig bevaret et præg af middelalderlig struktur. Byen rummer stadig mange af den gamle købstads kendetegn med den lange hovedgade der slynger sig i en svag bue fra øst mod vest, med torvet og kirken midt i byen og med de mange velbevarede bygninger, både de store palæagtige huse i hovedgaden og de mere ydmyge huse i sidegaderne, der vidner om den sociale struktur, hvor kniplings-, korn- og kvæghandlere boede i hovedgaden, mens f.eks. kniplersker og håndværkere var bosat i bag- og sidegader. Bykernen afgrænses smukt af grønne områder, der ikke er nye, men anlæg der stammer tilbage til omkring 1800.

Naturgrundlag:

Tønder by ligger meget lavt på randen af Danmarks største marskområde, Tøndermarsken, og når således ikke over 5 m over havniveau. Der er forskellig slags jordbund, nemlig lavtliggende enge øst for byen, mens byen mod nord befinder sig til dels på de sandede bakkeøområder, der er dannet i næstsidste istid. De lavtliggende enge mod øst er meget fugtige, og også Vidåen, der løber her, danner en slags grænse for videre ekspansion.

Landskab:

Byens beliggenhed mellem hedeslette mod øst og frugtbart marskland mod vest i det lave marskland giver den naturligt karakter af at være midtpunkt. Den er anlagt på en holm direkte ved et sejlbart vandløb. Bortset fra noget plantning nord for byen er området næsten træløst. Står man på vilkårlige steder i byen, ses ingen markante punkter i byens yderområder. De tre koge Møgeltønder, Gest og Tønder Kog indrammer byen i landskabet, og det brede vandløb Vidåen er stadig med til at præge byen, selvom den fordums havn for længst er nedlagt og kastet til.

Kulturhistorie:

Tønder by omtales første gang omkring 1130, købstad 1243, byvåben med kogge bevaret fra 1443. Byen er opstået som anker- og ladeplads i Vidådeltaet, beliggende på randen af gesten ud mod Danmarks største marskarealer. Her på en geesttunge ud i Vidåen blev det middelalderlige Tønderhus anlagt. Af det oprindelige Tønderhus findes i dag ingen rester, men man kunne fra ganske tidlige anlæg påvise pløjespor og bygninger på slotsbanken, hvor voldstedet har ligget. Dendrokronologiske prøver kunne påvise, at det er anlagt mellem 1260 og 1270. På et tidspunkt er stedet formodentlig nedbrændt, men der er sket forskellige ombygninger og udvidelser af voldstedet, indtil man ca. 1511 anlagde ringmurs-anlægget til renæssanceslottet. Fra 1588 kendes et billede af Tønder Slot, med voldgrav, vindebro, forsvarsanlæg og tårne. Slotsmøllen, eller Bachmanns Mølle, er den ældste Industrivirksomhed i Tønder. Møllen bliver tidligst nævnt 1436. Oprindelig var møllen opført som kornmølle for Tønderhus. 1799 fik C.N. Bachmann møllen i forpagtning, og siden har møllen været drevet af slægten. Den nyere del af møllen brændte i 1893, men blev genopbygget, og indtil 1955 var møllen endnu i brug som vandkraftsleverandør. Hertug Hans den Ældres inddigningsarbejder i 1500-tallet gav en vis sikring mod oversvømmelser, men afskar samtidig byen fra havet. I begyndelsen af 1600-tallet blev byens skibbro anlagt, hvortil mindre skibe kunne sejle ind ad en kanal fra Askeodde og losse varer på skibbroen. Perioden 1550-1620 var en storhedstid med studehandel som det centrale. Byplanens struktur i midtbyen har ikke ændret sig væsentligt siden 1700-tallet. Derimod har byens huse været udsat for flere store brande, dels i 1500-tallet, dels den store brand i byens østlige del i 1725. Til 1700-tallets kulturhistorie i Tønder hører også oprettelsen af Vajsenhuset i 1735 og grundlæggelsen af Nordens første lærerseminarium i 1788. Seminariet blev nedlagt 1989. De nuværende bygninger er opført 1905. Langs Laurentiusstrømmen mod nord lå Nordre Borgerdige, som i år 1800 blev skænket til byen af borgmester Carsten Richtsen som anlæg med allé og to træpavilloner, hvoraf den ene, Liebestempel, stadig eksisterer. Omkring 1800 var der store kreaturmarkeder i byen, det medførte mange gæstgivergårde og udskænkningssteder, blandt andet Humlekærren på Torvet og Skibbroen 7. Ligeledes blev der bygget flere store pakhuse og staldanlæg, blandt andet Skibbrogade 6-8. I 1800-tallet kom industrialismen til Tønder, i 1864 var der fem-seks tobaksfabrikker, blandt andet i det samme kompleks i Skibbrogade, samt en cikoriefabrik i Storegade 20. Byens gamle kerne blev først brudt, da jernbanen til Tinglev blev anlagt 1867, og Richtsensgade i den forbindelse blev ført videre mod nord, og der derved blev skabt en nord-sydgående trafikåre. I 1880’erne betød anlægget af jernbanen Itzehoe-Ribe, at området omkring banegården mod sydvest blev bebygget, midt i 1800-tallet forsvandt Sønderport, og 1872 blev Østerport som den sidste af byens porte nedrevet, og byen begyndte at vokse mod nord. Havnebassinet ved Skibbroen blevet opfyldt, og området blev asfalteret i 1930’erne. I 1940 blev en ny omfartsvej (senere døbt Kongevej) om Tønders gamle bykerne færdig, hermed blev den gennemgående trafik ledt uden om centrum. I 1963 oprettedes Fonden til bevarelse af gamle huse i Tønder, som i samarbejde med Tønder Kommune og Det særlige Bygningssyn erhvervede og istandsatte en række af byens gamle huse. Der er i dag 66 fredede huse i selve Tønder by. Fonden har været forbillede for en række bevaringsforeninger i andre danske byer.

Arkitektur:

Det middelalderlige stavnsystem i Tønder bestod af lange smalle bygrunde bebygget med tætliggende gavlhuse og baghuse til stalde og pakhuse. Selv om det oprindelige stavnsystem efterhånden blev brudt, da man begyndte at bygge langhuse i hovedgaden, er byen og især sidegaderne stadig præget af gavlhuse. Den middelalderlige kirke Skt. Nicolai er i dag kun bevaret i form af tårnet og den vestlige gavl. Den senmiddelalderlige kirke blev 1591-1592 revet ned og erstattet af Kristkirken. Efter gavlen at dømme har Skt. Nicolai været bygget af munkesten, og et gammelt stik viser bygningen som langhus med tårn i vest. Kristkirken er opført i røde teglsten i krydsskifte der er hvidtede indvendig og står blanke udvendig. Tårnets spir er uforholdsmæssigt højt og har et ganske specielt lanterneparti, der er opstået ved at udelade bræddebeklædningen på et stykke af spærrene. Man har trods det sene opførelsestidspunkt nærmest bygget en kopi af en senmiddelalderlig købstadkirke, og kun i detaljen anes renæssancens præg. Med hensyn til renæssancens Tønder Slot er det kun portbygningen, der i dag er bevaret, samt en del af kælderen, der ligger på slotsbankens nordligste ende. Den møllebygning, der i dag står øst for portbygningen, er fra 1598 og blev opført i forbindelse med regulering og opdæmning af Vidåen. Fra slutningen af 1500-tallet stammer det sengotiske gavlhus på Torvet. Den renæssanceprægede latinskole på Kirkepladsen er fra omkring 1610. Traditionen med karnapper i Tønder stammer tilbage fra omkring 1600, de ældste bevarede karnapper, som er et typisk Tønder-fænomen, stammer fra anden halvdel af 1700-tallet. Der er ikke meget tilbage af den oprindelige bebyggelse med boder fra 1600-1700-tallet i side- og baggaderne, dog er der eksempler i Nørregade, på Gråbrødrevej og Frigrunden. Fra 1600-tallet stammer enkelte huse på Frigrunden, på hovedstrøget (Øster-, Store- og Vestergade, blandt andet Det gamle Apotek, Østergade 1 og Drøhses Hus, Storegade 14) samt rådhuset på Torvet. Omkring 1700 stagnerede byen. Efter bybranden 1725 blev blandt andet hospitalet med Vajsenhuset genopført. Fra midten af 1700-tallet forbedredes økonomien i byen, især på grund af handel, blandt andet med kniplinger. Imponerende ejendomme blev opført af købmændene og kniplings-handlerne, blandt andet de stadig eksisterende Vestergade 7, 9 og 14. Flere af husene fra 1700-tallets anden halvdel har meget fine døre eller portaler i rokoko. Amtmandsboligen blev opført 1768. I tilknytning dertil blev anlagt en have, hvor slottets lysthave tidligere havde ligget, i dag Mølleparken. Andre markante bygninger bør vel nævnes, selv om de tilhører en senere tid: Mange af de store offentlige bygninger repræsenterer en stor arkitektonisk værdi, f.eks. Det tyske amtshus ved Jomfrustien, tegnet af Berlinerarkitekterne Dincklage og Paulus, Jordbrugsdirektoratet i Allégade, arkitekt A. Hube, Statsskolen i Popsensgade, arkitekt Lauritz Thaysen, biblioteket i Richtsensgade og Domhuset i Nørregade samt seminariet ved Østergade. Fra 1800-tallet er der også bevaret fornemme købmandshuse i Tønder, blandt andet ”et af de fineste klassicistiske huse i Sønderjylland”, Østergade 2 og Vestergade 37, begge fra omkring 1830. Mange af håndværkerkvarterets gavlhuse i Spikergade og Uldgade stammer fra 1800-tallets midte og er pudsede, i mange af dem er der stadig bindingsværk i sidemurene, mange af husene har smukke dørpartier. Fra midten af 1800-tallet stammer også en række af Tønder Statsseminariums bygninger, der er dog også blevet bygget dele til i løbet af 1900-tallet. Med den tyske påvirkning efter 1864 kom historicismen til Tønder, blandt andet i bygninger som Østergade 22 og Storegade 12, men efter 1900 kom modreaktionen med ”Baupflege”-bevægelsen, personificeret ved den lokale arkitekt Lauritz Thaysen, der opførte en lang række offentlige og private bygninger, der blev præget af gamle lokale byggetraditioner, blandt andet Tønder Museum, opført 1923. I løbet af 1900-tallet forsvandt mange af byens gamle huse til fordel for nye bygninger og om- og tilbygninger til de ældre ejendomme, og som overalt blev mange bygninger nedrevet for at give plads til gader og parkeringspladser.