Ribes middelalderlige bykerne

Bærende bevaringsværdier

Ribe er Danmarks bedst bevarede middelalderby og byrummets helhed af gader og bygninger udgør kulturmiljøets bærende bevaringsværdier. Listen over enkeltelementer ville blive urimeligt lang, så ingen nævnt ingen glemt. Der er tale om en bebyggelsesstruktur med meget dybe rødder, som er unik i Danmark, og som udgør et meget søgt turistmål. Derfor bør forandringer i bykernen ske med den største omtanke. Opførelse af nye huse bør indpasses i den eksisterende bebyggelsesstruktur, og materialevalget er af stor betydning ved bygningsrenoveringer.

Sammenhæng med

Tønder, Ribemarsken.

Bevaringstilstand

Ribe er Danmarks bedst bevarede middelalderby og rummer en historisk bygningsmasse, der er uden sidestykke indenfor landets grænser. Kun i København er der flere fredede bygninger end i Ribe. Blandt de ikke-fredede bygninger har hovedparten desuden høj bevaringsværdi. Husene restaureres og renoveres løbende, men stigende krav til boligkomfort fører til stadig mere gennemgribende renoveringer med gulvvarme m.m, der i flere tilfælde ikke levner meget andet end det rå murværk fra det gamle hus. Byens gadenet er enestående velbevaret, og indenfor den middelalderlige bykerne findes kun to moderne gadegennembrud, Dagmarsgade og Nygade.

Sårbarhedsvurdering

Der er stor politisk bevågenhed omkring Ribes middelalderlige bykerne, som er beskyttet gennem fredninger, lokalplaner, facaderegulativer m.m., men alligevel ses af og til eksempler på uheldige renoveringer eller nybyggerier præget af manglende historisk fornemmelse. Hver især er de ingen katastrofe, men for hver gang går der et lille skår af den bygningshistoriske juvel, som Ribe stadig er. Det er planlæggernes opgave nøje at vurdere konsekvenserne af de enkelte byggesager, og det vil næppe blive nogen lettere opgave i takt med de traditionelle håndværksfags uddøen. Samtidig kan der op igennem det 20. og 21. århundrede ses en tendens til at tillade, at bebyggelse nedlægges til fordel for åbne områder. Denne tendens bør planlæggerne være opmærksomme på og bekæmpe, da den på sigt vil ødelægge byens oprindelige, tætte struktur.

Afgrænsning

Kulturmiljøets afgrænsning følger Stampemøllestrømmen mod syd. Mod nord udgøres grænsen af Ribe Å og inkluderer Mellem- og Nederdammen.

Notater

Generelt

Ribe er Nordens ældste by og kan føre sin historie tilbage til år 705, hvor der blev anlagt en handelsplads ved den nordre bred af Ribe Å. Byen voksede kraftigt i middelalderen og udviklede sig til et handelsmæssigt, administrativt og gejstligt centrum, og store dele af den middelalderlige bispeby med den imponerende domkirke er stadig bevaret. Ribe fastholdt gennem renæssancen sin magtposition, men fra midten af 1600-årene var storhedstiden forbi, og byen svandt ind til en mindre provinsby, der aldrig kom til at opleve nogen beydende vækst som følge af industrialiseringen i det 19. århundrede. Årsagen til den manglende vækst var blandt andet grundlæggelsen af Esbjerg i 1868, og denne begivenhed kan vi i dag takke for, at Ribe er Danmarks bedst bevarede middelalderby. Ingen anden dansk by kan fremvise så mange gamle huse, og en tur gennem Ribes gader er en nostalgisk rejse gennem de foregående århundreders arkitektur og købstadsliv. Her kan man i autentiske rammer opleve RibeDomkirke, vandmøller, klostre samt en lang række velbevarede og smukt istandsatte huse, som tilsammen tegner et mangefacetteret kulturmiljø i national særklasse.

Naturgrundlag

Ribe er placeret i et af landskabets naturlige knudepunkter, ved bredderne af Ribe Å, på overgangen mellem det tørre land og de frugtbare marskenge. Undergrunden under byen er en let bølget hedeslette, hvis vandafsatte sand synes aflejret i slutningen af den sidste istid. Dette oprindelige landskab ligger i dag skjult under tykke kulturlag, men var i perioder af forhistorien dyrket mark. Den i ældre tid endnu vandrigere å blev allerede i middelalderen udnyttet til at omgive byen med de vandførende grave samt vandmøller, og det er årsagen til, at byen tidligere blev beskrevet som liggende på en ø. Ribemarsken, der breder sig umiddelbart vest for byen, er en ung geologisk dannelse, der på baggrund af den nuværende viden, synes indledt i bronzealderen, hvor havstigninger/landsænkninger har betydet, at havet er begyndt at oversvømme de kystnære områder med en langsom aflejring af frugtbart klægler til følge. Med tiden er de overskyllede områder vokset i højden og blevet til fede marskenge, der har gjort randområderne attraktive for bosættelse.

Landskab

Byrummet i Ribe er præget af de gamle krumme gader, der standser blikkets flugt og åbner op for at opleve de mange smukke, gamle huse langs gaderne. Samtidig formidler det krogede gadenet indtrykket af en meget tæt bebyggelsesstruktur til trods for byens lidenhed. Det er lykkedes at bevare den bratte og overraskende overgang mellem byen og det omgivende land på enkelte steder. Uanset hvor i byen, man befinder sig, opleves Domkirken stadig som det samlende midtpunkt, den også var i middelalderen. Ribe er om sommeren en meget frodig by med store grønne haver, hvilket blandt andet skyldes de underliggende, frugtbare kulturlag. Store dele af byen er desuden præget af nærheden til åen og tilsammen giver det byområdet en oaselignende karakter, der står i stor modsætning til det omgivende flade landskab.

Kulturhistorie

I Ribes middelalderlige bykerne går den besøgende rundt i et byrum, der for store deles vedkommende er planlagt og udstykket helt tilbage o. år 1100. Arkæologiske undersøgelser i gaderne har vist, at de fleste gadeforløb kan følges ubrudt ned i 1100-årene. Det nuværende hovedstrøg på Over-, Mellem- og Nederdammen er lidt yngre og ligger placeret på den mølledæmning, der ved midten af 1200-årene lagdes over Ribe Å. Karréerne mellem gaderne rummer en historisk bygningsmasse, der i alder og kvalitet er uden sidestykke i Danmark. Byen kan føre sin historie længere tilbage end noget andet bysamfund i Norden, og fra første færd har handel været den væsentligste årsag til, at der kunne ligge en by på stedet. En kirke nævnes første gang i Ribe allerede o. år 860, hvor missionæren Ansgar får en grund i Ribe og tilladelse til at bygge en kirke på stedet. Om den blev opført og i bekræftende fald lå samme sted som den nuværende domkirke er dog tvivlsomt. Under bisp Thure (død 1134) rejses den første stenkirke, der o. 1150 afløses af byggeriet af den tufstenskatedral, der med en række af sine tilbygninger er bevaret til vor tid. Ribes Sct. Catharinæ Kloster stiftedes 1228 som et tiggerkloster for munke af dominikanerordenen - munkene kaldtes også for sortebrødre efter farven på deres ordensdragt. Klosteret var viet til Sankt Katrine. Efter reformationen omdannedes kirken til sognekirke, mens der i klosterbygningerne indrettedes hospital med sygestuer, dårekister m.v. Nu er der indrettet ældreboliger i klosteret. Der er offentlig adgang til kirke og klostergård samt størstedelen af udenomsarealerne, som samlet udgør et af landets fineste mindesmærker. Ribe var i sin storhedstid i middelalder og renæssance Danmarks vigtigste Nordsøhavn. De mindre skibe gik helt op til byens havn, Skibbroen, og lagde til, mens de større blev ude i Vadehavet og fragtede deres varer ind på pramme. Ved mølledæmningen var der ved middelalderens slutning tre vandmøller, hvis tre løb er bevarede. Kun Ydermøllen har stadig sit møllehjul. Fra 1980’erne og frem er der på gaderne igen blevet lagt brosten, der har stor betydning for den samlede oplevelse af byrummet. Byens gamle huse med deres frodige haver, nærheden til den brusende å og en lang række større, grønne arealer skaber i Ribe et kulturmiljø i national særklasse.

Arkitektur

Bygrundene har været bebygget siden byens opståen, men kun Domkirken og Sct. Catharinæ Kirke rummer i dag synlige rester fra byens ældste tider. Størstedelen af materialet til byggeriet af den romanske Domkirke måtte importeres og stammer fra stenbrud ved Rhinen. Det kaldes tufsten og er en vulkansk dannelse. Kirken, der er viet til Vor Frue, er opført som en treskibet basilika med tværskib, hvortil slutter sig en stor apsis. Byggeriet antages at være færdiggjort o. 1225 med byggeriet af to tårne mod vest. Julemorgen 1283 styrtede det nordre tårn sammen og på dets plads rejses i de følgende år det massive Borgertårn, der ikke oprindelig havde det flade tag, der i dag er blevet en del af Ribes silhouet, men snarere et spir. Rundt langs kirken rejstes i løbet af middelalderen en lang række tilbygninger i form af kapeller, kapitelhus, våbenhus, processionsgang, sideskibe m.m. alt i tegl, men kun sideskibene og en rest af processionsgangen er bevaret i dag. Kirkens nuværende udseende er resultat af en storstilet restaurering 1882-1904, der fjernede en række tilbygninger, men i øvrigt for mindre hårdt frem mod den gamle bygning end tilfældet var ved de omtrent samtidige restaureringer af domkirkerne i Lund og Viborg. Ribe Domkirke står som et hovedmonument i Danmarks arkitektur. Domkirkens indflydelse som forbillede og inspiration er klart aflæselig i den store gruppe af omkring 50 tufstenskirker, der ligger i landsbyerne omkring Ribe. Ved sortebrødrenes teglbyggede kloster, Sct. Cataharinæ, går væsentlige dele af de stående bygninger tilbage til 1200-årene. I senmiddelalderen udbygges klosteret til et firfløjet anlæg i to stokværk med korsgang. Herudover var der en udløberfløj mod syd. Kirken ombygges af flere gange og nybygges delvist i senmiddelalderen som en stor treskibet pseudobasilika. Kirken og det meste af klosterbygningerne er stadig bevaret og udgør et af Danmarks fineste mindesmærker fra middelalderen. De ældste rester af verdslige huse i Ribe udgøres af en række middelalderlige stenhuse, hvor Det gamle Rådhus og Puggård, begge sikkert fra slutningen af 1400-årene, er de bedst bevarede. På Nederdammen står en rest af et bindingsværkshus fra o. 1490 – det er Nordens ældste daterede bindingsværkshus. I 1580 oplevede Ribe en ødelæggende bybrand, der lagde store områder af byen i aske. I tiden herefter rejstes en lang række fornemme bygninger, hvor mange er bevaret til i dag. De rigeste byggede herregårdslignende stenhuse som Porsborg fra 1590 og Tårnborg fra o. 1580, mens byens store gruppe af velhavende købmænd rejste imponerende bindingsværksgårde, hvis udkragede stokværk stadig præger bybilledet mange steder. Mange lå med gavlen til gaden. Op igennem 1700- og 1800-årene udførtes en del om- og nybygninger - oftest i en enkel og velproportioneret klassicistisk stil, der smukt føjede sig ind i bybilledet. De klassicistiske facader præger flere gader, blandt andet Grønnegade.