Ribemarsken: Inder og Yder Bjerrum, Ribe Holme, Mandø Hølade
Beskrivelser
Bærende bevaringsværdier
Det åbne marskland med det frie udsyn er kulturmiljøets bærende bevaringsværdier. Der kan ikke opføres bebyggelse i marsken uden, at landskabets karakter vil blive ændret afgørende. Ligeledes udgør græsningsarealerne et vigtigt element i landskabet, som man bør søge at opretholde. I Inder og Yder Bjerrum har der været bebyggelse i århundreder, og her bør bebyggelsen opretholdes.
Sammenhæng med
De øvrige marskmiljøer, Farup, Vilslev, St. Darum.
Bevaringstilstand
Reguleringen af åen og opførelsen af havdiget har ændret landskabets karakter endegyldigt. Marsken, der tidligere henlå som vidtstrakte græsnings- og høslætområder, anvendes nu primært til korndyrkning. Der arbejdes dog med planer om delvis genskabning af åens løb, hvilket ville være en stor naturmæssig og rekreativ gevinst.
Sårbarhedsvurdering
Strukturændringer i landbruget kan forandre de nuværende dyrkningsforhold i marsken. Ligeledes arbejdes der med planer om et nyt hovedvejsforløb vest for den nuværende landevej. Gennemføres disse planer, vil landskabet blive voldsomt forandret. Særligt i den bynære del af marsken kan forandringer medføre, at det unikke samspil mellem byen og marsken forringes væsentligt.
Afgrænsning
Den valgte afgrænsning følger ikke slavisk administrative skel, men baserer sig på en landskabsvurdering. Afgrænsningen følger så nogenlunde geestranden på kanten af det tørre land, altså hverken ejerlavs- eller sogneskel. For at lette administrationen er grænsen i de fleste tilfælde henlagt til den nærmeste fungerende markvej eller skel for at lette adminstrationen.
Notater
Hovedtræk
Generelt
Ribemarsken strækker sig mere end 5 km ind i landet og opleves tydeligt fra Hovedvej 11, der forløber gennem den indre del af marsken lige vest for Ribe. De vidtstrakte klægenge huser et rigt fugleliv og gennemstrømmes af den roligt flydende Ribe Å, der i tiden fra år 700-1700 var byens livsnerve og i lange perioder Danmarks uden sammenligning vigtigste forbindelse med hele det nordvesteuropæiske område. Åen forløb tidligere gennem Nordeuropas største åslynge, der blev gennemgravet i 1919 for at lette sejladsen. De fede marskenge blev både brugt af Ribe bys borgere og bønderne i de omgivende landsbyer, men også Mandø-boerne besad et areal, Mandø Hølade, hvor de kunne slå hø til vinterfoder. Indtil opførelsen af havdiget i 1911-1913 var truslen fra stormfloder et livsvilkår for indbyggerne, og listen over tidligere katastrofer er lang. I selve marsken, syd for åen ligger to lave bakkeøer, Inder og Yder Bjerrrum, der udgør marskbebyggelsens yderste forposter. Begge har været beboet siden forhistorisk tid, og de ligger som fascinerende øer i det flade marskland.
Naturgrundlag
Ribemarsken er en ung geologisk dannelse, der på baggrund af den nuværende viden synes indledt i bronzealderen, hvor havstigninger/landsænkninger har betydet, at havet er begyndt at oversvømme de kystnære områder med en langsom aflejring af frugtbart klægler til følge. Med tiden er de overskyllede områder vokset i højden og blevet til fede marskenge, der har gjort området attraktivt for bosættelse. Ribemarsken gennemstrømmes af det betydelige vandløb, Ribe Å, der efter at have passeret byen langsomt strømmer ud mod Vadehavet. Indtil havdigets opførelse i 1911-1913 var Ribemarsken meget udsat for stormfloder, hvoraf flere vides at have været af et katastrofalt omfang.
Landskab
Omkring åens løb strækker marskengene sig mere end 6 km ind i landet. Det ensartede og helt flade landskab samler sig om åløbet og brydes kun af to mindre langstrakte højdedrag, der sandsynligvis er bakkeøer. De lave højdedrag, Inder og Yder Bjerrrum, udgør marskbebyggelsens yderste forpost. Begge har været beboet siden forhistorisk tid, og ligger som øer i det flade marskland. Tidligere forløb åen i en mægtig slynge før den nåede havet, og landområdet indenfor slyngen hørte fra gammel tid til Ribe By og kaldes Ribe Holme. Anlæggelsen af landevejen vest om Ribe i 1954 brød forbindelsen mellem Ribe og marsken, men sørger samtidig for, at tusinder af mennesker hver dag kan opleve marsken.
Kulturhistorie
Ribe Å var tidligere den bedste naturhavn på hele Danmarks vestkyst, og den sejlbare å er baggrunden for, at Nordens ældste by, Ribe, opstår ved åens bredder o. år 705 e. Kr. Dengang var marskdannelsen ikke så langt fremme som i dag, men arkæologiske undersøgelser har påvist, at de frugtbare marskenge allerede på dette tidspunkt blev udnyttet af en lang række bebyggelser beliggende på kanten af marsken. Flere iagttagelser tyder på, at området ikke var plaget af stormfloder i forhistorisk tid. Den først omtalte fandt sted i år 1362 og omtaltes i samtiden som "Den store Mandedrukning". Herefter nævner kilderne stormfloder med jævne mellemrum, og de udgjorde fra nu af et livsvilkår i de marsknære egne. Den største synes at have fundet sted i 1634, hvor vandet inde i Ribe nåede over kote 6 m. Stormfloden ramte om natten den 11. oktober og over flere af bebyggelserne på kanten af Ribemarsken kom der til at stå over tre meter vand. Den store åslynge, der afgrænsede engarealet Ribe Holme, blev gennemgravet i 1919 for at lette sejladsen på åen. På bredden syd for åslyngen har der siden middelalderen ligget en stor sten, æ Quernsteen, som ikke stammer fra en kværn, men mere ligner et forarbejde til en døbefont. Den må være tabt af et skib og er et af de få synlige minder om de myriader af skibe, der i byens 1000-årige storhedstid fra år 700-1700 er stukket op ad åen for at afsætte deres varer. I et - skulle det vise sig - nytteløst forsøg på at lette besejlingen af åen, blev det yderste løb i 1855-1856 lagt i en gravet kanal. Arealet mellem det gamle løb og kanalen kaldes for Mandø Hølade. Her havde mandøboerne engarealer, også fannikerne fra Sønder Ho havde sikret sig engarealer i Ribe Marsken. Opførelsen af havdiget 1911-1913 har indtil videre forhindret større stormfloder. Når det blæser fra vest lukkes slusen for at holde havet ude. Det betyder, at åvandet stuver op og oversvømmer marskarealerne helt ind omkring Ribe by.
Arkitektur
I Inder Bjerrrum er beliggende en gård, mat. 291b, opført i "Bedre Byggeskik"-stilen. Både stuehus og stalden er velbevaret og er meget synlig fra landevejen.