Mandø

Bærende bevaringsværdier

Udover de til naturen knyttede elementer som diger, grøfter m.v. er bebyggelsen og bebyggelsestrukturen det bærende.

Sammenhæng med

Mandø skal ses i sammenhæng med de øvrige barriereøer: Fanø og Rømø. Til forskel fra de to andre er adgangen til Mandø betinget af tidevandet.

Bevaringstilstand

Mandø er i dag præget af digerne, hvis mægtighed sætter sit præg næsten overalt. Udenfor digerne bestemmer havet, efter at faskinebygningen er stoppet. Indenfor digerne er landskabet præget af landbrugsdriften samt grøfter, indre diger m.v. Det er 1900-tallets landbrugs-landskab, der set i den sammenhæng er godt bevaret. Bebyggelsen er præget af samtidsbyggeri og ombygninger, en del huse står godt bevaret. Bebyggelsestrukturen med centrum i og lige bag klitterne er godt bevaret, dog med en mindre spredning efter byggeriet af havdiget.

Sårbarhedsvurdering

Øen har gennem det sidste århundrede været under affolkning, og antallet af fastboende ligger nu på omkring 50. Det faldende befolkningstal vil gøre det sværere og sværere at opretholde de nuværende funktioner og i bredere forstand liv på øen. Sommerhusbebyggelsen og turismen udgør en vis kompensation for det faldende befolkningstal. Øens størrelse og naturens sårbarhed giver en grænse for turismen og sommerhusbebyggelsen, og balancen er hårfin. Bebyggelsens karakter af spredte huse i randen og tættere i centrum af bebyggelsen bør opretholdes, ligesom grænserne for bebyggelsen ikke bør overskrides. Bebyggelse uden for Ny Mandø ville være på tværs af den kulturhistoriske struktur.

Afgrænsning

Kulturmiljøgrænsen følger den nuværende kystlinie rundt om øen.

Notater

Generelt

Mandø omtales i Kong Valdemars Jordebog, 1241. I 1299 omtales en "portum Mandøø" - "Mandø Havn", i 1321 omtales den gejstlige jurisdiktion over Mandø, og i 1537 betales til kongen for retten til fåregræsning og fiskeri. Landbrug, fiskeri og søfart har været hovederhvervene gennem tiderne. Bebyggelsesmæssigt kendes et Gl. Mandø fra 1500-tallet. Den flyttede til den nuværende bebyggelses placering efter en stor stormflod sandsynligvis i 1558. Toftediger nævnes i 1720, og sommerdiger byggedes i 1800-årene. I 1880'erne byggedes et havdige, og i 1937 blev det nuværende havdige bygget. Landbrugsdriften er begrænset af de naturlige forhold. En del af markstrukturen er stadig bevaret, og bebyggelsen ligger hovedsageligt samlet på eller bag de høje klitter.

Naturgrundlag

Mandø er en af den række af barriereøer, som engang i forhistorisk tid kan have udgjort en sammenhængende landfast kystbræmme. Efter vandstigning rykkedes kystlinien til den nuværende. Fra Skallingens faste land til tilsvarende på Sild går en ligevægtslinie, og indenfor den skabtes Fanø, Mandø og Rømø af opskyllende sand og dermed klitdannelser for ca. 3000 år siden. Mandø består altså af marint sand, hvor der mod vest ligger en klitbræmme og mod øst er dannet marskenge.

Landskab

Landskabet udenfor digerne har deres egen skønhed med det bevoksede forland, hvor fårene græsser, og vaderne og sanderne findes. Kore Sand, der kaldes for Danmarks største ørken, oversvømmes kun sjældent, men dog ofte nok til, at beplantningen ikke tager ved. Indenfor diget er landskabet præget dels af sandklitterne og dels af det flade opdyrkede land, der findes i "flere niveauer" med tofterne lige øst for bebyggelsen som det højestliggende. Områderne er gennemskåret af grøfter, og ved grøfter og diger kan en egen bevoksning være dannet.

Kulturhistorie

I middelalderen lå bebyggelsen på den nordre del af øen, Gl. Mandø. Den omtales første gang i Kong Valdemars Jordebog, 1241. Af senere kilder fremgår det, at den havde egen kirke og udgjorde et sogn, og at befolkningen primært levede af landbrug, der i senmiddelalderen suppleredes med fiskeri. En stormflod, sandsynligvis i 1558 men måske allerede i 1532, ødelagde bebyggelsen, der derefter flyttedes syd på til den nuværende placering højt i klitterne. Dele af den overlevende befolkning flyttede med, andre flyttede til Sønderho. Fiskeriet fik nu større betydning. I 1700-årene begyndte Mandøs mænd - ligesom mændene på Fanø og Rømø – at tage hyre på sejlskibe, og søfarten blev vigtig. Da den igen aftog, blev det landbruget og til dels bierhverv, der gav til livets opretholdelse. I hvert fald siden 1700-årene forsøgte man at beskytte afgrøden med mindre diger (toftediger – sommerdiger), men først i 1880’erne byggedes havdiget, og i 1937 det nuværende havdige. I 1639 byggedes den nuværende kirke, der afløste den ældre, der var blevet liggende på Gl. Mandø længere mod nord. I 1741 købte Mandøboerne deres ø af kongen. Bebyggelsen blev efter 1558 placeret i klitterne så højt så muligt. Øst for ligger de højestliggende marker, der er beskyttet af deres eget dige. Efter etableringen af havdiget har bebyggelsen bredt sig også nord for Ny Mandø.

Arkitektur

Kirken er opført i 1639, med restaurering 1727, som en langhusbygning af hvidpudset tegl, med et vest for liggende våbenhus fra 1728. En bygningstavle daterer fejlagtigt kirkens opførelse til 1727, men østgavlens dekoration i "forsinket renæssance" afslører alderen. En stubmølle fra begyndelsen af 1800-årene blev hurtigt afløst af den nuværende Mandø Mølle, der er en hollandsk vindmølle. En restaurering i 1960'erne og igen i begyndelsen af 2000'erne har sikret et fint monument på øen. De ældste huse er enlængede, øst-vest vendte bygninger med bolig i den ene og stald i den anden ende. Landbrugets øgede betydning medførte behov for avlsbygninger, der kunne tilbygges vinkelret på det eksisterende hus. Nybygninger fra årtierne o. 1900 udførtes i en form for traditionel byggstil, mens den senere tids bygggerier er mere individuelle. Den nuværende bebyggelse på Mandø er således præget af, at man til hver en tid har bygget i tidens stil, og at man også i moderne tid oftest har istandsat efter behov og med moderne materialer. Flere bygninger er dog godt bevaret og dermed fine repræsentanter for deres tids byggeskik. Som eksempler kan nævnes Mandøhuset, hvori der er indrettet museum, og redningsstationen, der er istandsat i 2006.