Fanø, Sønderho
Beskrivelser
Bærende bevaringsværdier
Sønderhos karakteristiske gårde, småparceller, fælles grønninger og adgangsveje bør bevares. Sønderhos afgrænsning mod engene i øst, "Hønen", naturhavnen og klitterne mod øst fortæller om byens tidligere rolle som søfartsby med tilhørende husholdningslandbrug. Samlet udgør bebyggelserne en smuk helhed med høj bevaringsværdi. Mange af husene er fredet.
Sammenhæng med
Købstaden Ribe, Nordby skipperby, Hjerting udskibningssted, Roborghus ladeplads. Turisme og sommerhusbebyggelse.
Bevaringstilstand
Skipperbyens karakteristiske bebyggelse og gadestruktur er velbevaret. Byen har tidligt været omfattet af bevarings-bestræbelser. Mange af husene er bevarede. Stadig spor tilbage af husholdningslandbrugets parceller i klitterne udenfor byen samt agre ved møllen. Afgrænsningen til de tilgrænsende landbrugsparceller er sløret af byudvikling. Spor efter skibsværfter og ophalingspladser væk. Naturhavnen truet af tilsanding.
Sårbarhedsvurdering
Byens fysiske struktur og bygninger er omfattet af en bevarende lokalplan. Området er gennemreguleret, og der er lavet en regionplan for området nord for Sønderho. Byen er et eftertragtet feriested, og det fysiske miljø er derfor velholdt. Der bor ca. 350 helårsbeboere i byen. Skolen rummer i dag nye funktioner, bl.a. kulturaktiviteter og børneinstitution. Det er vigtigt, at kommunen følger op på bestemmelserne om at sikre helårsbrug af boligerne i byen. Sporene efter husholdningslandbrugene vil sandsynligvis forsvinde, da driften er ophørt. Naturhavnen, som er vigtig for at forstå byens historie, er truet af tilsanding. Den giver i dag mulighed for besejling med mindre både.
Afgrænsning
Sønderho som skipperby med rester af naturhavn. Byens afgrænsning mod de tilgrænsende enge og klitter er klar. Afgrænsningen af kulturmiljøet er den gamle bykerne som lokalplan 19 med tilstødende marker samt endvidere kirke og præstegård. Mod nord følges Landevejen og afslutter kulturmiljøet omkring Sønderho Mølle med omgivende marker, assistentens kirkegård øst for vejen samt bebyggelsen på den østlige side af vejen.
Notater
Hovedtræk
Generelt:
Sønderhos bebyggelse er vidnesbyrd om søfartens storhedstid, ca. 1741-1900. Byens struktur med gadenet pegende mod havnen samt fælles pladser/grønninger er karakteristisk for skipperbyen og afspejler det varierede ressourcegrundlag og den blandingsøkonomi, som var karakteristisk for kystområdet.
Naturgrundlag:
Landskabstypen skifter fra klitlandskab til marsk i øst, der ligger som en bræmme langs kysten. Marsken er uinddiget og naturligt dannet, men afvandes af en del afvandingsgrøfter. Der er spredt træbevoksning på klithederne, med derudover er landskabet åbent. Området ved Fanøs sydspids er foranderligt og dynamisk, idet der særligt siden 1960 har fundet en gradvis nedbrydning sted.
Landskab:
Hovedtypen er klitlandskab og uinddiget marsk og/eller grøfter samt bymæssig bebyggelse. Klitlandskabet rummer hede, sommerhusområde og plantage. Marsken langs østkysten er uinddiget marsk med strandeng. Det meste af området uden for Sønderho er klithede, og i den nordlige del findes endvidere en del engarealer. Resten af området består af by- og sommerhusbebyggelse. I den nordlige del af området ligger den velbevarede Sønderho Mølle markant på en klittop. Det er markant for området, at bebyggelsen ikke findes på højtbeliggende områder, men snarere på de flade eller lavere liggende områder mellem de mindre klitter.
Kulturhistorie:
Søfart er en betydningsfuld del af Fanøs historie. Traditionen for sø- og skibsfart blev mulig i 1741, da øens beboere købte øen af kronen. Dette medførte, at beboerne fik rettighed over egen jord samt ret til at drive søfart. Fanø forandrede sig fra en fattig ø med fiskeri som hovederhverv til en søfartsø. Det første skibsværft til større skibe blev etableret i 1768 på Fanø. Søfarten havde et stort opsving, og i den første halvdel af 1800-tallet var det især Sønderho sogn, der blev udviklet, hvorimod udviklingen især skete i Nordby i anden halvdel af århundredet. Som binæring til søfarten drev kvinderne et husholdningslandbrug med arealer ved huset (hjemtoften), i klitten og på engen og heden, til græsning af køer og får, lidt korndyrkning og bjergning af brændsel. Denne type landbrug foregik helt til 1950. En anden binæring, som har sat sig spor, var jagt, som blev drevet fra fuglekøjerne.
Arkitektur:
De oprindelige huse, som er mest fremherskende i Sønderho, er fagdelte længehuse med høj rejsning og stråtage. Gavlene er lige, uden valme. Fra hanebåndene og op i tagrygningen er gavlene ofte beklædt med brædder, som er malet i fx en grøn farve. Facaderne er i murværk og oftest i én stens tykkelse. Murværket er blankt, kalket eller malet i forskellige farver, men primært hvidt. De oprindelige vinduer er dobbeltrammede og småsprossede. I en stor del af husene ses over vinduerne karakteristiske murstik i farverne sort, hvid og grøn. I tidens løb er der også bygget nyere huse, der er præget af senere tiders arkitekturidealer, især historicismen fra 1890-1920. Skæmmende for byen er der bygget enkelte parcelhuse fra 1960'erne og 1970'erne.