Gørlev Sukkerfabrik
Algade 2, Gørlev, Kalundborg Kommune
Sukkerfabrikken blev grundlagt i 1912 af en kreds af landmænd med godsejeren Carl Lawaetz i spidsen. I 1934 blev fabrikken overtaget af De Danske Sukkerfabrikker A/S (senere: Danisco Sugar). Omkring 1950'erne var Gørlev Sukkerfabrik landets største med ca. 4500 roedyrkere tilknyttet fra hele Sjælland og Jylland. I sæsonen beskæftigede fabrikken over 700 arbejdere.
I forbindelse med fabrikken blev der anlagt et omfattende banenet, som var fuldt udbygget i 1920'erne. Med den smalsporede roebane kunne man hente sukkerroerne lokalt og bringe roeaffaldet tilbage til gårdene, hvor det blev anvendt som husdyrfoder.
I 1922 fik fabrikken en banestrækning til Mullerup Havn. Herfra afskibedes de færdige sukkerprodukter, og samtidig modtog man kul til fabrikkens drift og til roebanens lokomotiver. Fabrikken ejede havnen i perioden ca. 1930-60, men brugen af den aftog med tiden, da omlæsningen blev for dyr.
Efter 1960 blev roebanerne nedlagt til fordel for lastbil- og traktortransport, som var hurtigere og billigere.
Danisco lukkede Gørlev Sukkerfabrik i år 2000.
Bygninger og anlæg
Gørlev Sukkerfabrik udgør et komplet industrimiljø med produktionsbygninger, roebane, direktør-, funktionær- og arbejderboliger samt barakker til sæsonarbejderne.
Fabriksbygningerne er opført i røde mursten, overvejende med jernvinduer i rundbuestil og tage beklædt med tagpap. Dertil kommer en række hvide siloer til opbevaring af sukker. Fabrikken har kun gennemgået få ændringer siden opførelsen i 1912.
Den ca. 100 km lange roebane strakte sig fra Asnæs i nord til Falkensteen syd for Slagelse. Visse steder ligger banen endnu som spor i landskabet.
Arkiv og litteratur
Erhvervsarkivet i Århus råder over De Danske Sukkerfabrikkers arkiv, herunder materiale fra fabrikken i Gørlev. Kalundborg og Omegns Museum gennemførte i 1996 en undersøgelse af fabrikken og har også hjemtaget genstande. Endelig er Gørlev Sukkerfabrik og roebanernes historie behandlet i litteraturen.
Vurdering
Gørlev Sukkerfabrik med produktionsbygninger, boliger og bane udgør et velbevaret industrielt kulturmiljø. Den vestsjællandske sukkerproduktion er mindre kendt end Lolland-Falsters, men har ikke været ubetydelig.
Fabrikken og banenettet illustrerer det "stofskifte", der foregik mellem roedyrker og sukkerindustri: fabrikken modtog roer fra en stor kreds af producenter og sendte affald retur, der som dyrefoder gav gødning til den fortsatte sukkerroeproduktion.
Udpegning og vurdering: Museumsrådet for Vestsjællands Amt.