2. Mølleåen, Lyngby-Taarbæk

På vej igennem det smukke landskab passerer man Ørholm Mølle, som er en af de ældste industrimøller ved Mølleåen. Her var krudtmølle fra 1559 til 1724 og derefter kobber- og jernindustri frem til 1793. Fra 1793 til 1921 var der papirfabrik.

Derefter kommer man til Nymølle, hvor man kan opleve lidt af stemningen
fra før i tiden, fordi møllen ligger gemt væk. Ved Nymølle blev der fremstillet kobber og våben fra grundlæggelsen i 1643 til 1794.

Ved Mølleåen var vandkraften en fælles ressource, som fysisk bandt anlæggene sammen, men som også skabte konflikter mellem virksomhederne. Derfor blev ”Fursø-Møllestrøms Interessentskab” dannet i 1724, og det havde som formål at løse fælles konflikter - ikke mindst om vandhøjden i mølledammene.

Mølleåen er ikke det eneste industrilandskab, der er opstået ved en å. Grejs- og Vejleådalene ved Vejle, Gudenåen ved Silkeborg og Tørning Å ved Haderslev er også opstået sådan.

Men de stadig eksisterende industrianlæg ved Mølleåen spænder over en længere periode og illustrerer en række af 1800-tallets fabriksformer bedre end de andre. Man kan for eksempel på Strandmøllen se en bygning fra den tidlige ikke-mekaniserede papirproduktions tid. I Ørholm kan man se et anlæg, hvor bygningerne udgør en produktionslinje. I Brede findes tre generationer af tekstilindustriens fabriksbygninger. Og i Raadvad ligger mange mindre værkstedsbygninger og -længer, der er karakteristisk for den ældre metalindustri.

I dag har møllerne mest historisk interesse. Især ved Brede Værk kan man fornemme, hvordan det har været at bo og arbejde i de små fabrikssamfund ved Mølleåen.

I 1649 byggede kgl. rentemester Henrik Müller et kobberværk med tilhørende arbejderboliger, bryggeri og kro, som supplement til den middelalderlige mølle. Men anlægget gik til under Svenske Krigene få år senere. I dag kan man se opdæmningen og resterne af en møllebygning opført efter en brand i 1851. Hovedparten af bygningen blev dog revet ned i forbindelse med omdannelsen af Mølleåen til en ”fæstningskanal” i Københavns befæstning i 1880'erne.

Der ligger to møller ved Lyngby Hovedgade. Nordre Mølle er opført omkring 1850 og drives af et vandhjul. Det er en traditionel kornmølle. Søndre Mølle fra 1903 er større og blev drevet af en turbine.

Til sidst kommer man til Fuglevad, hvor de to små sammenbyggede huse i røde mursten er, hvad der er tilbage af Fuglevad Mølle foruden en vindmølle.

I dag har møllerne mest historisk interesse. Især ved Brede Værk kan man fornemme, hvordan det har været at bo og arbejde i de små fabrikssamfund ved Mølleåen.

Ved Brede Værk kan man se industrimiljøets udvikling - hvordan industriens produktionsbygninger forandrede sig over tid fra 1831 og frem til 1950’erne - både i forhold til udviklingen i selve produktionen og i byggeskikken.

Tekstilfabrikanten Johan Carl Modeweg købte i 1831 området i Brede. Her anlagde han en slags minisamfund, hvor der blev taget hånd om arbejderne ’fra vugge til grav’.

Udover fabrikken var her; børnepasning, skole, arbejderboliger og kirkegård, som stadig eksisterer. Fabrikken sørgede for arbejderen, men samtidig var arbejderen bundet til fabrikssamfundet som et barn til sine forældre.

Bygningerne viser fabrikssamfundets sociale hierarki. Lige fra den fornemme hovedbygning til de lave rækkehuse.

Mølleåens vandkraft var den oprindelige grund til, at klædefabrikken blev placeret her. Selvom man hurtigt investerede i en dampmaskine blev Mølleåens vand stadig udnyttet til vask, valkning og farvning.

De små fabrikssamfund i dalen overlevede helt op i 1970'erne.