Fænomener der kan påtræffes

Af Morten Søvsø og Jane Jark Jensen

Overordnede elementer

Gader

Ofte ligger byer i tilknytning til ældre trafikårer, som i nogle tilfælde blev til byens hovedgade. Det er tilfældet med Overgade i Odense, Algade i Roskilde, Sønderportsgade i Ribe og flere andre eksempler. Omkring hovedgaden dannes eller udlægges et gadenet af sekundære forbindelser, hvis forløb kan afspejle topografien, eksisterende strukturer eller byherrens ønsker. De mindste gader, slipperne, kan være meget smalle. Gaderne kan være ubefæstede eller have forskellige belægninger.

Fra Ribe kendes en veldateret sekvens af belægninger, som rummer de fleste kendte typer: I anden halvdel af 1000-årene udlagdes en belægning af dyreknogler og natursten, omkring 1100 afløstes den af fletværksmåtter lagt i sand. Omkring 1120 udlagdes plankeveje bestående af tværliggende egeplanker funderet på langsgående strøer. Denne belægningsform afløstes omkring 1275 af pikstensbelægninger.

Fra andre byer kendes eksempler på tilsvarende belægningstyper men med andre dateringer. Vedligeholdet af gadenettet kunne påhvile enten den enkelte grundejer, som skulle vedligeholde gaden uden for sin grund, eller byen. Dette kan komme mere eller mindre klart til udtryk i det arkæologiske materiale.  

Torve

I vikingetidens byer synes der ikke at have været egentlige torve, men fra ældre middelalder træder torvene så småt frem i det arkæologiske materiale. Torvepladser er blevet flyttet og reguleret, og ofte kan der være tvivl om især de ældre torves placering. Her vil negative indikatorer som et fravær af mere faste konstruktioner være et kendetegn, mens selv handelens efterladenskaber typisk kun vil findes ved hjælp af metaldetektor eller soldning.

Afgrænsninger

Befæstning, borge og byporte

De vigtigste af vikingetidens byer blev befæstede, men ellers er det et kendetegn, at den tidlige middelalders by kunne have ret flydende grænser i forhold til det åbne land. Nogle byer synes at skylde deres opståen anlægget af en borg såsom Sønderborg, Vordingborg eller Svendborg. Andre byer blev først på et senere tidspunkt i deres eksistens beskyttet ved anlæggelse af en borg eller en befæstning. I en række tilfælde kan anlægget af en bybefæstning eller borg ses at være udløst af en aktuel militær konflikt, som det er tilfældet med Viborg og Roskildes befæstninger fra 1150’erne eller borgene Riberhus og Koldinghus anlagt i 1268.    

Typisk bestod en bybefæstning af en vold, i nogle tilfælde med palisade, og en grav, som samlet set kan være kolossale anlægsarbejder. Kun i et par tilfælde opførtes egentlige mure omkring byerne København og Kalundborg. Ved hovedindfaldsvejene opførtes ofte byporte til kontrol af trafikken ind og ud samt opkrævning af afgifter.

Vandløb og vandmøller

Byerne behøvede nem adgang til ferskvand, og ofte har det ført til regulering af eksisterende vandløb med henblik på udnyttelse af vandet til mølledrift og befæstning. De første vandmøller ved byerne synes anlagt i 1100-årene.

Havn

De ældste byer lå kun undtagelsesvis direkte ud til kysten, men havde oftest en mere tilbagetrukket placering, delvis for at beskytte dem mod overfald, delvis fordi byerne opstod ved allerede eksisterende trafikårer. Alligevel har de haft havne, enten ved byen eller ved nærliggende ladepladser. Væksten i handelsskibenes størrelse og den heraf følgende større dybgang stillede voksende krav til havneanlæggene. Allerede fra yngre vikingetid kan dokumenteres udbygning og opfyldning ud i havnebassinerne i Hedeby og Slesvig.

Anlæg af skibsbroer eller bolværker kendes fra mange danske middelalderbyer. Det er områder, der kræver særlig skærpet opmærksomhed, da der ofte er tale om gode bevaringsforhold for både havneanlæggenes tømmerkonstruktioner og opfyldslagene bag dem. jf. Århus Sct. Clemensborg. Anlægget af denne type havn fortsatte til op i det 19. århundrede. 

Byens mark

Ældre byer, grundlagt før sognedannelsen ca. 1100-1200, er kendetegnet ved en stor bymark, mens yngre byer typisk har en betydeligt mindre bymark skåret ud af et ved grundlæggelsestidspunktet eksisterende kirkesogn. Bymarken blev intensivt dyrket og kan ofte rekonstrueres præcist ud fra ældre kortmateriale og skriftlige oplysninger. Vejspor, agersystemer, markmandshuse, forgængerbebyggelser med mere er nogle af de arkæologiske anlæg, som kan forventes på byens mark – et område, hvor der relativt ofte vil blive foretaget arkæologiske undersøgelser i forbindelse med udstykninger eller vejanlæg. 

Byens grunde

Det synes at være et kendetegnende træk for byerne, at deres arealer fra første færd har været regulerede og opdelt i en række klart definerede grundstykker, som kan være enten små eller store. Inddelingen var sjældent statisk, men undergik større eller mindre forandringer. Matrikuleringen af byrummet er en af de væsentligste nøgler til forståelse af urbaniteten og dens dynamikker, og ofte giver byudgravningerne små, svært forståelige indblik i skiftende arealanvendelser. Grundigt, stratigrafisk feltarbejde er forudsætningen for at udrede og fortolke de små indblik, udgravningerne typisk giver.  

Gejstlige institutioner

Sognekirker

Langt de fleste byer rummede fra første færd en kirke, og de ældste byer gerne flere. Nogle forsvandt tidligt, andre senere, og der må stadig gemme sig indtil flere nedlagte kirker under Danmarks middelalderbyer. Med dannelsen af kirkesognene og de dertil hørende afgiftssystemer i tidsrummet ca. 1100-1200 vanskeliggjordes gradvist grundlæggelsen af nye kirker. I stedet blev idealet for de yngre byer nu én stor kirke.

I kraft af deres kirkegårde er også nedlagte bykirker lette at påvise, men omkostningstunge at udgrave. Typisk med gravene som enheder kan også kirkegårde udgraves stratigrafisk, og grundigt arbejde giver gode muligheder for også at datere de ældste gravlæggelser, jf. Sct. Clemens, København, Ribe domkirke.

Klostre

I 1000- og 1100-årene grundlagdes enkelte klostre i byerne, både munke- og nonneklostre, som kunne være tilknyttet allerede eksisterende sogne- eller domkirker. Men den store tilvækst kom med tiggerklostrene, hvis ældste stiftelse er sortebrødre-klosteret i Lund fra 1223. Inden udgangen af 1200-årene var der grundlagt klostre i alle samtidens betydende byer og i de største endda to stiftelser. I yngre byer grundlagdes tiggerklostre, når der vurderedes at være økonomisk grundlag for deres eksistens.

Hospitaler, kapeller

I flertallet af de større byer oprettedes hospitaler, typisk både et spedalskhedshospital - oftest kaldet Skt. Jørgens Gård - samt et helligåndshus, som i nogle tilfælde blev til et egentligt helligåndskloster. Også johanniterordenen havde klostre med tilknyttede hospitaler i byerne.

Kirker kunne også have status af kapeller, altså kirker uden eget sogn eller underordnet en anden gejstlig institution. Til denne gruppe kan regnes vejfarerkapellerne.   

Offentlige institutioner

Rådhuse

Stadsretterne og fremvæksten af et egentligt bystyre var vigtige led i dannelsen af en urban selvforståelse og grundlaget for borgerstanden. Byens styre og arkiv havde hjemme på rådhuset, en bygning som kunne have en særlig, repræsentativ arkitektur. De første rådhuse blev opført i første halvdel af 1300-årene og kunne være både grundmurede, opført i bindingsværk eller kombinationer heraf.  

Badstuer

Badstuerne kunne være både offentlige og private. De rummede funktioner, vi i dag måske ville placere i kategorien wellness. En anden side af deres virke var også de muligheder, som kunne opstå, når nøgne mennesker er sammen – en side af deres funktioner, som arkæologien måske kunne belyse. På gadearealet foran badstuen i Ribe er fundet en uforholdsmæssig stor mængde knuste ølkrus – måske spor af badegæsternes forplejning.

Gilde og lavshuse

Senmiddelalderens velbelyste gilde- og lavsvæsen har dybe rødder, som måske kan gå tilbage til vikingetidens langdistance-handel og de hertil knyttede netværk.

Ældst blandt gilderne synes købmændenes, Skt. Knuds gilderne, at være, og i en række byer rådede gildet over en grund og et hus, som både havde funktion af lagerhus og var ramme omkring gildets praktiske og ceremonielle aktiviteter.

Også udenlandske sammenslutninger kunne have til huse i danske byer. I Ribe havde købmændene fra Groningen deres eget hus, et stort teglbygget dobbelthus i tre stokværk, som må være opført i 1200-årene. Det blev sidenhen byens rådhus.

Også andre stands- eller erhvervsbaserede sammenslutninger havde egne huse i byerne, og udgravninger i disse områder bør have fokus på at belyse den særlige materielle kultur, som kan knytte sig til disse institutioner. Ceremonielle måltider og drikkelag var én side af gildernes og lavenes funktioner, som bør komme til udtryk i de arkæologiske kilder.

Byboernes huse

Byerne var ramme om aktiviteter for tilrejsende og rummede også en fastboende befolkning. De boede i byhuse, hvis arkitektur som regel adskilte sig tydeligt fra landbebyggelsen. Typisk var husene mindre, nok primært som afspejling af et mindre dyrehold.

Som på landet var der også i byerne store sociale skel, og det kommer blandt andet til udtryk i husenes arkitektur, som spænder fra beboelseshuse på meget få m² til ganske store huse.

En særlig urban hustype udgøres af boderne, udlejningshuse, som kendes fra 1200-årene. De kunne være både af træ eller sten og rakte i størrelse fra små træhuse beboet af byens fattige og op til luksuriøse stenhuse beboet af adelige. Særligt de mindre boder kunne være bygget sammen som ensartede rækkehuse.

Huse af træ

I de ældste byer var husene opført helt af træ. Vægudfyldningen kunne være træ enten i form af lodrette stavplanker eller liggende bulfjæle eller fletværk, som oftest var klinet med ler opblandet med møg eller andet organisk materiale. Fra Hedeby, Slesvig, Lund, Viborg, Aalborg og Ribe foreligger et stort materiale til belysning af de ældste byhuse. Husene kunne have jordgravede stolper, stå direkte på jorden eller en kombination heraf. Arkitekturen har mange fælles træk i hele det gammeldanske område. Kun i Ribe, Hedeby, Aalborg og Århus er der indtil videre påvist sikre grubehuse i byerne, og alle dateres til tiden før år 1000. Nogle af grubehusene har kunnet bestemmes som vævehytter, mens andre har været andre former for værksteder og boliger.

Den ældre middelalders træhuse, som stod på jorden eller havde jordgravede stolper, udviklede sig i løbet af 1300-årene til bindingsværkshuse, der stod på en syld af sten. Det præcise forløb af udviklingen er dårligt kendt og et oplagt fokuspunkt for kommende udgravninger. De ældste stående rester af bindingsværkshuse stammer så vidt vides fra slutningen af 1400-årene, jf. Nederdammen 25, Ribe.

Huse af sten

Senest i 1100-årene opførtes de første verdslige byhuse af sten. Der var tale om små, kvadratiske eller rektangulære bygninger, som sammen med træbygninger indgik i større gårde beboet af byens overklasse. De kendes i større tal fra Nordeuropa og kaldes i Lübeck for Steninwerke eller Kemenaten. De små kvadratiske bygninger minder om de stenkældre fra ældre middelalder, som kendes fra en række primært sjællandske stormandsgårde, og man bør overveje, om ikke disse første byhuse har været i adskillige stokværk, så de kunne hævde sig i byens skyline.

Kulturlag og anlæg i udgravninger

De lag eller anlæg, man kan påtræffe ved udgravninger i stratificerede kulturlag, omfatter kun undtagelsesvis større helheder, og når det en sjælden gang er tilfældet, viser det sig ofte, at helhederne i virkeligheden er ret så fragmenterede på grund af senere gravearbejder og/eller nedbrydning af lagene. I stedet er der oftest tale om små felter, som giver et begrænset indblik i en kompliceret stratigrafi. Det er afgørende for udgravningernes kvalitet, at de fremkomne strukturer beskrives og identificeres. Nedenfor følger en oversigt over nogle af de elementer, man kan påtræffe. Alle falder inden for følgende nyttige kategorier:

1. Lag/fyld
2. Nedgravning
3. Trækonstruktion
4. Sten/teglkonstruktion
5. Jord/tørvekonstruktion kan desuden overvejes

1. Lag/fyld

Lag dækker over en meget bred vifte af fænomener. Ofte vil en kulturlagssekvens i en udgravning omfatte både lag dannet som konsekvens af områdets udnyttelse, de kaldes nogle gange for primære, og lag, hvis rolle synes at have været at fylde op, de kaldes nogle gange for sekundære eller tertiære afhængig alt efter, om de har været flyttet én eller flere gange.

De områder, som kan fortælle mest, er de såkaldte interfaces – overflader, der på et tidspunkt har ligget åbne mod datidens verden. Det kan være et gulv i et hus, en vejbelægning, en brolagt gårdsplads eller en genanvendt skibsplanke i en brønd med et indridset møllespil. Interfaces udgør typisk en forsvindende lille del af en stratigrafisk sekvens, og det er afgørende at identificere og dokumentere denne.

Kategorien opfyldslag spænder vidt. Middelalderens byhuse var oftest relativt spinkle trækonstruktioner med begrænset levetid. I forbindelse med opførelse af et nyt hus, blev det gamle hus revet ned. Det, man ikke kunne genbruge, blev liggende, og herefter blev hele den pågældende grund byggemodnet ved udjævning af møddinger og måske tilførsel af materiale udefra. I opfyldslagene er således både indlejret rester af det tidligere hus på stedet, det affald, som har befundet sig på grunden, samt muligvis også materiale udefra. Det er byarkæologiens opgave at afkode sådanne mere eller mindre komplicerede handlingsmønstre.

Interfaces/overflader kan findes på landskabsoverfladen under kulturlagssekvensen eller være indlejret i stratigrafien i mere eller mindre forstyrret grad. Senere trafik af dyr eller mennesker vil ofte have haft indflydelse på fundenes fordeling på et interface.

Lagtilvæksten eller dannelseshistorien for en stratigrafisk sekvens vil oftest ikke være jævn, men bestå af opfyldninger, tilgroning, afgravninger eller erosion.

2. Nedgravninger og deres fyld

Nedgravninger og deres fyld dækker ligeledes over en meget bred vifte af fænomener. Der kan være tale om stolpehuller, skelgrøfter, affaldsgruber, brønde, latriner, voldgrave for blot at nævne et udpluk af de mange fænomener, som er afspejlet i arkæologien. I en vellykket udgravning vil man identificere meningsfulde strukturer i det arkæologiske materiale som kilde til en tolkning af arealets udnyttelse igennem tiden.

Et områdes overordnede matrikulering vil nogle gange afspejles på mikroniveau helt ned i stolpehullers og affaldsgrubers orientering, som oftest vil være parallelle med områdets overordnede grid. Dette ortogonale princip er anvendt til at påvise en generel omkalfatring af et kvartér i Odense og kan være en måde at blive klogere på overordnede forhold på baggrund af et mindre udgravningsfelt.

Ofte vil det være de enkelte grubers fyldlag og deres fundmateriale, som kommer til at give materialet til en tolkning. Her skal man huske på, at særligt organiske fyldlag kan synke meget sammen, og man bør søge at skelne mellem primære fyldlag og sekundære sætningsfænomener.

3. Trækonstruktioner

Træ var middelalderens helt dominerende byggemateriale. Vikingetidens og den ældre middelalders byer var, kirkerne fraregnet, oftest rene træmiljøer og mængden af trækonstruktioner er tilsvarende rig. Først i løbet af 17- og 1800-årene bliver det grundmurede hus det almindeligste i byer og selv i stenhuse indgår store mængder træ til tagværk, interiør m.m.

Listen over de mulige konstruktioner, hvori der indgår træ, ville blive meget lang og skal ikke forsøges.

Træ var overalt, og egetræ var det foretrukne materiale. Det giver særlige muligheder for dendrokronologi. Alle erfarne byarkæologer bør kunne identificere egetræ med det let kendelige kerne- og splintved samt placere et givent træstykke i den stamme, det kom fra. Træstykker ned til hugspåns størrelse kan dateres, hvis de ligger rigtigt i forhold til årringsforløbet.

Konstruktioner af stående tømmer kan udgøre en særlig stratigrafisk udfordring, især hvis der er tale om nedrammede stolper.

Ved fund af bygningstømmer bør samtlige spor dokumenteres ved opmåling. På dansk grund er særligt udviklingen igennem 12- og 1300-årene frem mod bindingsværket dårligt kendt i bymæssig sammenhæng. Spor efter organiske tagdækningsmaterialer i form af enten strå/rør eller tagspån/planker bør have særlig opmærksomhed.

Brønde kan være træforede, enten i form af vidjeflet, blokkonstruktioner, stående planker, genanvendte tønder eller udhulede stammer, såkaldte holke, for blot at nævne nogle af de mange muligheder. Også på lokaliteter med dårlige bevaringsforhold for organisk materiale, vil der ofte være træ (primært eller genanvendt) bevaret i brøndene, som således kan give afgørende kronologiske data.

Lagene i bunden af brønden rummer desuden gode muligheder for pollenanalyse rettet mod nærmiljøet.

4. Sten/teglkonstruktioner

Sten og senere tegl var sammen med træet middelalderens foretrukne byggematerialer til både små og store konstruktioner. Fra vikingetiden og den ældre middelalder kendes eksempler på brugen af stablede kampesten uden eller med ler som bindemiddel, men først med introduktionen af kalkmørtelen i begyndelsen af 1000-årene indledtes det egentlige stenbyggeri.

For stenarkitektur kan skelnes mellem brugen af utildannede sten, typisk kampesten fra moræneaflejringer, eller brudsten: frådsten, kalksten, kridtsten, importeret sandsten, eller kampesten fra moræneaflejringer, som alle er blevet mere eller mindre tilhuggede inden anvendelsen typisk til rektangulære kvadre, som har én plan yderside, mens de øvrige sider, som vendte ind i murlivet, kan være tildannet på forskellige måder.

I anden halvdel af 1100-årene vandt teglen indpas og fandt anvendelse både i grundmurede kirker og huse, men også i kombination med andre materialer i træhuse. I større byer synes teglen tidligt at være blevet vidt udbredt og kan fungere som en vigtig kronologisk markør i kulturlagene.

Stenarkitekturen er bygningsarkæologi, som, afhængig af opgavens omfang, kan være specialist-arbejde, og bør ikke udføres uden kendskab til periodens lokale stenarkitektur, mørtel- og stentyper, forbandt m.m.

Sammenfatning

Byarkæologiens opgave er at tolke og forstå små og fragmenterede indblik i en kompleks stratigrafi under en oftest levende og fungerende by. De arkæologiske data indhøstet gennem alle museets udgravninger kan med tiden induktivt sammenstykkes til mere og mere præcise synteser over den pågældende bys udvikling og samlede stratigrafi.