Definition af by og byarkæologi

Af Søren Sindbæk

Byer har været centre for udviklingen i komplekse samfund fra oldtiden til i dag. I hele denne tid har byer været sted for de største befolkningskoncentrationer og for nogle af de mest omfattende samfundsinvesteringer – i form af bl.a. bygninger, monumenter, veje, havne og befæstninger. Ofte har byer været udspringssteder og katalysatorer for nye udviklinger og kulturel udveksling. 

I Danmark og de omkringliggende lande har der eksisteret bebyggelser med urbane træk siden 700-tallet. Især fra middelalderens og renæssancens byer findes der righoldige levn i hjertet af nutidens byer. De udgør mange steder en vigtig historisk identitetskerne for byernes indbyggere i dag og en ressource for turisme og kulturindustri. Samtidig er de en arkæologisk kulturarv, der er intenst truet af moderne anlægsarbejde. Det gør byarkæologien til det mest intensive arbejdsfelt for feltarkæologi i Danmark.

Bybegrebet

Både i samfundsforskning og historiske fag er bybegrebet et omdrejningspunkt for forståelse af samfundsmæssig kompleksitet. Der er givet forskellige bud på, hvad der definerer byer i forhold til andre typer bebyggelser. Fra højmiddelalder til moderne tid ligestilles byer ofte konventionelt med bebyggelser med købstadsrettigheder, af hvilke der har eksisteret godt 80 i det nuværende Danmark. For tidligere perioder kan der ikke påpeges et tilsvarende enkelt skel, og det diskuteres, hvordan byer afgrænses i forhold til blandt andet anløbspladser, borge, samlingspladser eller stormandsgårde. Næsten alle definitioner af urbanitet fremhæver tre kendetegn ved byer:

1. For det første er byer steder med en markant større og tættere befolkning end andre samtidige bebyggelser.
2. Derudover er deres indbyggere præget af erhvervsmæssig og social diversitet; mange er ikke beskæftiget med primær fødevareproduktion, men udfører specialiserede aktiviteter, bl.a. håndværk og handel. Hertil svarer, at byer fungerer som centre for et regionalt opland, hvorfra befolkningen gør brug af byernes særlige funktioner.
3. Endelig fremholdes det ofte som et afgørende træk, at byerne er klart afgrænset fra deres omgivelser som fysiske bebyggelser og som juridiske og økonomiske enheder

Byernes historie og arkæologi

I historiefaget har opfattelsen af byer efter disse kriterier ført til et tredelt fokus:

• På byernes særlige økonomiske og juridiske status, især med fokus på middelalderens købstadsrettigheder.
• På byfolkenes identitet som borgere, ofte forstået som et centralt element i fremvæksten af det moderne samfund.
• På byernes økonomiske relationer med det omkringliggende opland.

Historieforskningens dagsorden har haft en stærk indflydelse på udviklingen af den arkæologiske byforskning, der i de nordeuropæiske lande er vokset frem fra mellemkrigstiden til i dag. Svarende til historieforskningen har byarkæologien især været koncentreret om tre hovedspørgsmål:

• Byernes karakter er søgt belyst i kraft af deres fysiske fremtoning og aktivitetsspor, navnlig for at supplere de historiske kilder med oplysninger om byernes ældste oprindelse og udvikling.
• Bybefolkningens identitet er blevet undersøgt med fokus på erhverv og kulturel identitet, det sidste forstået som dagligliv og materiel kultur,  især med interesse for spor af ikke-lokal kultur.
• Byernes økonomiske rolle er blevet udforsket ud fra spredningsmønstre og ved sammenligning med oplandets bebyggelseshierarkier, og som udtryk for udvikling af social kompleksitet, og ofte forbundet med statsmagtens fremvækst.

Problemfelter

• Forståelsen af byerne som samfundsmæssige centre er ofte udmøntet i kriteriebundter, der specificerer en liste af træk, som kendetegner byer. Byarkæologisk forskning har til tider været bundet af en søgen på spor, der kan identificeres med disse kriterier, og især af en interesse for at finde så tidlige spor som muligt af forskellige elementer af urbanitet.
• Forståelsen af byer som historisk fænomen er i dag stærkt præget af historie og samfundsvidenskabelige modeller, der er udviklet i den europæiske verden i det 20. århundrede - med antikkens middelhavsbyer og Nordeuropas højmiddelalderlige byer som primære eksempler. En mere globalt orienteret historisk og arkæologisk forskning har i de senere år vist, at urbanitet som fænomen udviser stor variation. Igennem store dele af fortiden har samfund kombineret stærkere eller svagere urbane træk på overraskende måder. Fremtidens byarkæologi vil kræve en voksende opmærksomhed på, at elementer, der ikke svarer til de typiske modeller for urbanitet, kan være vigtigste iagttagelser. Hertil udgør brugen af mere detaljerede feltarkæologiske udgravnings- og registreringsmetoder et vigtigt bidrag i kraft af mere præcist definerede fundkontekster og relationer.
• Den gængse forståelse af byer udfordres også af en voksende forståelse af samfund som netværk. Det gælder blandt andet forudsætningen om bybefolkningens afgrænsning som en veldefineret social gruppe - en forudsætning, der blandt andet bestrides af, at byernes befolkninger i næsten alle ældre perioder har rummet en stor andel af førstegenerationstilflyttere. Det gælder også forudsætningen om byernes tilknytning til et rumligt afgrænset opland. Det er i stigende grad klart, at den trafik og interaktion, som fokuseredes i ældre byer, ikke nødvendigvis sætter et skel mellem et regionalt opland og fjernere områder. Det er især tilfældet i et land som Danmark, hvor byernes relationer i høj grad har været præget af søtrafik. Det er derfor et mål for fremtidig byarkæologi at udforske de dele af byernes netværk, der har stået i skyggen af de dominerende oplandsmodeller. Til dette formål ligger der et stort potentiale i anvendelsen af nyudviklede naturvidenskabelige metoder til proveniensbestemmelse af arkæologiske materialer.