Top 10 - Årets fund 2025

Hvert år sker der et væld af spændende arkæologiske opdagelser, når arkæologerne på landets museer forud for jord- og anlægsarbejder, og som følge af plovens påvirkning af landskabet, udgraver og dokumenterer de vigtige spor af vores fælles kulturarv.

For at komme i betragtning til Top 10 over arkæologiske fund er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye, videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og vores viden om fortiden.

Top 10 over arkæologiske fund er udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge.

Hent pressefotos for de 10 fund

Fra området ved Horsens Fjord er der i årenes løb fundet usædvanligt mange fund af bebyggelser og i særdeleshed megalitter, altså storstensgrave, fra bondestenalderen. Det gælder blandt andet ved Grønhøj, Bygholm, Bygholm Nørremark I og II og Rantzausbakke 2+3.

Forud for kommunal udstykning ved Nørrestrands Alle har arkæologer fra Museum Horsens i sommeren og efteråret 2025 foretaget en opsigtsvækkende udgravning. Arkæologernes møjsommelige arbejde blotlagde flere forskellige og fascinerende gravmonumenter såsom den store langhøj, et dyssekammer tæt ved langhøjen og en overpløjet megalitgrav.

De to største ikke-megalitiske langhøje i Danmark er fundet med få kilometers afstand – den omtalte ved Bygholm og den nu endnu større langhøj med en bredde på 16 meter og en længde på hele 61 meter. Langhøjen har været omgivet af en palisadegrøft og samtidige dybe gruber. Et 8 meter langt og 10-12 meter bredt appendiks blev på et tidspunkt tilføjet den oprindelige palisadegrøft i vestenden af langhøjen. Karakteristisk for denne type af langhøje var, at der i østenden ses en indre – omtrent 7 meter lang – facadegrøft foruden en nærliggende ”offergrube”. Under langhøjen fandt arkæologerne rester af to grave, som i hver ende var markeret af store stenpakkede stolpehuller. I undergrunden under højfylden, og kun her, kunne der i højens længderetning iagttages tydelige ardspor, som er spor af de tidligere bønders pløjning. Det er dog uvist, om disse ardspor skyldes decideret forudgående agerbrug eller måske har haft en rituel betydning forud for opførelsen af langhøjen.

Blot to meter nord for langhøjen fandt arkæologerne resterne af et dyssekammer i form af et ca. 1,5 x 3 meter stort, rektangulært (kammer-)gulv belagt med flade stenfliser. Gulvet var dækket af et kompakt lag af hvidbrændt flint, hvori der blev fundet en sjælden spidsnakket økse lavet af en grøn bjergart samt otte ravperler, heraf to store hængesmykker med gennemboring. I tilknytning til kammeret blev der fundet en ildpåvirket grube fyldt med yderligere hvidbrændt flint.

Som del af det samlede gravkompleks, og i kort afstand øst for de to omtalte monumenter, fremkom endnu et gravmonument i form af en overpløjet megalitgrav, der udgøres af rester af en rektangulær langdysse bestående af et aflangt kammer med en åbning ud til randstenskæden.

De ikke-megalitiske langhøje anses ofte for at være de ældste gravhøje i Danmark, og dermed ældre end dyssekamrene. Men denne nye udgravning er med til at antyde en større samtidighed mellem de to gravformer. Kommende naturvidenskabelige analyser bl.a. C-14 dateringer vil forhåbentligt belyse dette.

Udgravningen af det monumentale gravkompleks – bl.a. det spektakulære fund af Danmarks største langhøj fra den tidlige bondestenalder – har et stort forskningspotentiale. Opdagelsen udgør en meget vigtig brik i forståelsen af periodens komplekse gravskikke – både lokalt, nationalt og internationalt.

Yderligere oplysninger:
Udgravningsleder & museumsinspektør Per Borup, Museum Horsens, muspb@horsens.dk, tlf. 22604181.

Det sker heldigvis, at vi arkæologer får besvaret det spørgsmål, som var begrundelsen for, at vi igangsatte en udgravning. Mere sjældent er det, at vi finder helt særlige genstande, der får os til at tabe kæben. Da Museum Vestsjælland i sensommeren 2025 foretog en udgravning på en mark i Boeslunde mellem Korsør og Skælskør, fik arkæologerne begge disse oplevelser.

Udgravningen i 2025 har for første gang stedfæstet en kilde direkte under en bemærkelsesværdig koncentration af deponerede guldgenstande fra bronzealderen. Siden 1980’erne har lokale borgere ved forskellige tilfældigheder fundet ti tunge guldarmringe (såkaldte edsringe), der har været gravet op og spredt ved markarbejde på et jordlod midt i den lille sydvestsjællandske landsby. Senest har Nationalmuseet sammen med Museum Vestsjælland i 2015 fundet knapt 2.200 små guldspiraler ved en mindre undersøgelse på stedet. Efter fundet i 2015, manglede der dog stadig svar på, hvorfor de mange guldgenstande for ca. 2.800 år siden var blevet lagt i jorden netop dér.

Da Museum Vestsjælland i 2025 fandt det nu drænede kildevæld på jordlodden, stod det klart, at sammenhængen mellem de mange guldfund må være, at de har været deponeret i og omkring en "hellig kilde". Arkæologerne gravede omhyggeligt ned i kildevældet for at dokumentere det, og hermed fremkom en ny deponering af genstande. I kanten af kilden lå tre jernlanser, hvoraf to har indlagt gulddekoration. Lanserne er endnu ikke konserverede, men på røntgen kan det ses, at cirkulære guldindlæg dækker stort set hele lansebladet på to af lanserne, som har været omkring 60 cm lange. Lanserne har været pakket ind i et hylster, der har været forseglet med beg. Beg vurderes som rigtig godt til absolutte dateringer, og en C14-datering placerer hylstret til skeden i perioden ca. 1.000-830 f.kr. Dermed repræsenterer lanserne det hidtil ældste sikre jernfund i Danmark og flytter tidspunktet for jernets introduktion til markant tidligere end hidtil antaget.

I direkte tilknytning til kilden blev der desuden påvist et såkaldt kogegrubefelt mod syd og sydøst. Kogegruber er jordovne og et karakteristisk fænomen fra yngre bronzealder. I denne forbindelse tolkes de som spor efter gentagne samlinger, måltider og rituelle handlinger ved kilden. Jordprøver fra gruberne er udtaget til datering og trækulsanalyser, som forventes at nuancere forståelsen af stedets brug over tid. Måske har aktiviteterne været i stil med dem, vi kender fra middelalderens helligkilder. En af Sjællands største helligkilder fra middelalderen ligger i øvrigt kun 500 meter væk fra den nyopdagede kilde. Et spektakulært fund fra 1800-tallet af seks guldskåle fra bronzealderen netop dér (ved foden af Borgbjerg Banke) bidrager til en samlet fortolkning af Boeslunde som et religiøst og økonomisk knudepunkt i yngre bronzealder.

Yderligere oplysninger:
Museumsinspektør Lone Claudi-Hansen, Museum Vestsjælland, lch@remove-this.vestmuseum.dk, tlf. 25528383.

En februardag i 2025 fandt arkæologer fra Vesthimmerlands Museum sporene efter et monumentalt ringformet kultanlæg fra sten- og bronzealderen. Fundet er på en og samme tid usædvanligt og velkendt. Det som arkæologerne fandt var et stort cirkulært anlæg, der har bestået af mindst 45 træstolper placeret cirka 2 meter fra hinanden. Stenildgårdcirklen var med sine cirka 30 meter i diameter et monumentalt kultanlæg, som har kunnet ses langt væk fra.

Mange kender det ikoniske monument Stonehenge. Hvad færre er klar over er, at man har fundet flere lignende cirkulære træbyggede kultanlæg rundt omkring på de britiske øer og i Nordeuropa. Og nu er der fundet sporene efter en hel tømmercirkel ved Aars i Himmerland.

Foreløbigt viser C14-dateringerne, at der har været en monumental tømmercirkel på dette sted i slutningen af bondestenalderen og den tidlige del af bronzealderen. Landskabet omkring Stenildgårdcirklen er et såkaldt rituelt landskab, fyldt med andre fund fra oldtiden, der peger på, at stedet i mange generationer har haft en særlig status for lokalbefolkningen. I området findes flere bopladser fra samme periode samt en betydelig gravplads med gravhøje, også fra samme del af stenalderen. Kun to kilometer nordvest for Stenildgårdcirklen er der sågar tidligere fundet dele af en lignende tømmercirkel. De foreløbige resultater tyder på, at dette område har kunne opretholde sin rituelle betydning over en periode på 1000 år. Fundene viser således, at der for mere end 3000 år siden eksisterede et komplekst og forbundet rituelt og socialt miljø i området omkring Stenildgård.

Mangeårig forskning i de engelske sten- og tømmercirkler gør, at arkæologerne ikke er på bar bund, når de skal forstå denne vesthimmerlandske tømmercirkel. Arkæologerne ser da også mod England, Holland og Tyskland, når de tolker fundet. På den ene side ligner forhistoriske tømmercirkler fra forskellige egne af Europa hinanden rigtigt meget, men på den anden synes hver lokalitet at have sit eget lokale præg.

Tømmercirklen har fungeret som et tempel, hvor store grupper af mennesker på bestemte tider af året har kunne mødes for at foretage ritualer. Der er flere indikationer på, at man ved Stenildgårdcirklen, ligesom ved de andre tømmercirkler, har tilbedt solen. Det ses ved placeringen af flere indgange til cirklen. Den ene indgang peger mod det sted på horisonten, hvor solen står op ved midsommer, mens en anden indgang peger på det sted, hvor solen går ned igen ved midsommer. Der er ligeledes en stolpekonstruktion, der peger i retning af solnedgangen ved vintersolhverv. Dette er særlige tider på året, som mennesker har fejret siden oldtiden. Selv i dag har vi højtider knyttet til vinter og sommersolhverv. Tænk bare på sankthansbålet ved midsommer eller julen.

Stenildgårdcirklen blev fundet forud for udstykning af et boligområde i Aars. Stenildgårdcirklens værdifulde vidnesbyrd om vores rige arkæologiske kulturarv og om himmerlændingenes forbundethed til andre dele af Europa gør fundet til et af de mest opsigtsvækkende fund i 2025.

Yderligere oplysninger
Museumsinspektør Sidsel Wåhlin, Vesthimmerlands Museum, sw@remove-this.vmus.dk, tlf. 40637427.

I Sønder Bork Marsk, i bunden af Ringkøbing Fjord, har Ringkøbing Fjord Museer/Arkæologi Vestjylland undersøgt ekstremt velbevarede spor af en unik landsby, som har fået navnet Grønbjerg. Det unikke ved landsbyen er, at den – som et andet Atlantis – blev oversvømmet af havet, men siden hævede sig igen. Ved jernalderens begyndelse, ca. 500 f.Kr., bosatte man sig på en lille sandklit ude i, hvad der til at begynde med var en stor ferskvandssø og sump. Herfra har man fisket, ladet sine husdyr græsse og dyrket sine marker – små marker, der lå helt op til gårdene.

Et fund af særlig betydning er et sjældent og muligvis unikt depotfund bestående af 6 hele lerkar, 5 kugler af ubrændt ler, et forkullet træskaft samt en imitation af et netsynk fremstillet af ubrændt ler. Genstandene har været tæt pakket i en træramme, som forud for nedlæggelsen synes at være afbrændt og oprenset. Det var ikke en flodbølge, der ramte Grønbjerg, men en gradvis terrænsænkning – måske 2-3 cm om året, der må have været mærkbar, især på bosættelsens yderste marker. For at forhindre oversvømmelsen har man tilført enorme mængder jord, for at ”forhøje” bopladsen, så den blev til en såkaldt værft-bebyggelse.

Ud fra det undersøgte vurderes det, at der er tilført jord svarende til ca. 45.000 trillebøre. Alligevel gik det galt, og tidevandet oversvømmede de lavest beliggende gårde. Om man har forladt landsbyen for en periode, ved vi ikke med sikkerhed. Det er dog sikkert, at der er bebyggelse på stedet frem til 100–200 e.Kr., og at man fortsætter arbejdet med at forhøje Grønbjerg med enorme mængder jord.

I løbet af de 700 år Grønbjerg var beboet, kæmpede jernalderfolket en brav kamp for at undslippe tidevandet. De påførte enorme mængder muld for at hæve landsbyen. De første bebyggelsesspor ligger under flere meters påført muld, og her viser klovspor og plovfurer, at husdyrene har bevæget sig rundt, og jorden har været dyrket. I tiden efter den første bebyggelse, fyldte jernalderbønderne næsten en meter jord på for at hæve terrænet, før der kan ses endnu en bosættelsesfase. På trods af indsatsen har pladsen alligevel sænket sig under havoverfladen, og tidevandet er skyllet ind over bebyggelsen. Det fik dog ikke fortidens folk til at forlade stedet, for opbygningen fortsætter, og det samme gør bebyggelsen, mens Grønbjerg igen steg af havet.

Grønbjerg blev forladt i løbet af 200-tallet e.Kr. og blev af uvisse årsager først bebygget igen omkring 1.800 år senere. Udgravningerne på Grønbjerg fortsætter i 2026. Undersøgelserne på Grønbjerg er en bygherrefinansieret undersøgelse, der har kvalificeret til tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til arkæologiske undersøgelser i forbindelse med Finansloven 2024-2027.

Yderligere oplysninger
Udgravningsleder & museumsinspektør Rachel Thy Facius, rtf@remove-this.arkvest.dk, tlf. 22114134.

Lokaliteten Hedegård sydøst for Herning er Danmarks rigeste gravplads fra perioden omkring Kr. f. Her er fundet en del af den tidligste import af våben, bronzekar, smykker m.v. fra både det keltiske og det romerske Europa. Gravpladsen er dog kun en del af stedets enestående samling af levn fra fortiden. Den anden del udgøres af en særdeles stor indhegnet landsby i flere faser. Midt i landsbyen ligger resterne af en massiv befæstning, konstrueret efter romersk forbillede. Inden for befæstningen er der bevaret et centralt område med spor af både stormandsgård og værksteder til guld-, bronze-, rav- og jernhåndværk. Dette gør, at Hedegård markerer sig som en af de vigtigste lokaliteter fra ældre jernalder i Danmark.

Centralt i den store landsby, inden for den massive befæstning, gemmer sig en brandtomt, der gør komplekset endnu mere spektakulært. Brandtomten er sporene efter et tempel, der blev undersøgt ganske forsigtigt i sommeren 2025. Templet viste sig at være en næsten rektangulær bygning, 15 x 16 meter stor. Yderst dannede kraftige runde stolper en søjlegang omkring en lille, indre bygning, der har været 9,5 meter lang og 5,7 meter bred. Den indre bygning havde en indgang mod syd, fire dybt nedgravede stolper og en væg, som bestod af spejlkløvede planker og ler. Rummet var i sin yngste fase domineret af et centralt placeret, 2 x 2 meter stort, hævet ildsted, der var dekoreret med stregornamentik og stempler.

I søjlegangen omkring den indre bygning var der rester af et lergulv, og således ser gangen ud til at have været overdækket. Templet har tydelige træk fra helligdomme i det centrale Europa, som – helt i Hedegårds ånd – kombinerer både keltiske og romerske træk. Arkæologerne undersøgte kun et lille hjørne af den indre bygning og kunne hurtigt konstatere, at der var ryddet godt og grundigt op inden nedbrændingen. Heldigvis var der dog efterladt to glasperler med hver sin spændende historie. Glasperler er i sig selv et særsyn så tidligt i jernalderen, og deres oprindelse er da også ganske eksotisk. Den ene er en turkisblå perle, som er 4 cm lang og kun 2 mm i diameter, og den stammer sandsynligvis fra Ægypten. Den anden er en guldfolieperle, der er 2,7 cm lang og 3,5 mm i diameter, og den er fremstillet på Levanten. På den måde trækker Hedegård nu også sine tråde helt til det østlige middelhavsområde.

Projektet ved Hedegård er et samarbejdsprojekt. Projektet (Under Pres) drives af Museum Midtjylland, Museum Horsens og Moesgaard, og det inkluderer også universiteterne, Augustinus Fonden, Slots- og Kulturstyrelsen og en lang række forskere fra ind- og udland. Så ligesom Hedegård selv, trækker udgravningen og projektet forbindelser ud både lokalt, nationalt og internationalt.

I december 2024 frikøbte Slots- og Kulturstyrelsen jernalderlandsbyen ved Hedegård for at sikre den for eftertiden, således at den ikke ødelægges af kontinuerlig dyrkning og andet jordarbejde. Frikøbet medfører, at Hedegård nu ligger bevaret som en fantastisk arkæologisk kilde til fremtidig forskning, formidling og forundring. Frikøbet kunne lade sig gøre i forbindelse med Slots- og kulturstyrelsens pulje til arkæologiske undersøgelser, hvor der i Finansloven 2024-2027 afsættes 2,5 mio. kr. til frikøb af væsentlige og umistelige jorddækkede fortidsminder, der er truet af dyrkning eller jordarbejde.

Yderligere oplysninger
Museumsinspektør Martin Winther Olesen, Museum Midtjylland, Mwo@remove-this.museummidtjylland.dk, tlf. 22408402.

Gennem de seneste år har Nordjyske Museer undersøgt dele af en rig centralplads beliggende lidt nord for landsbyen Vaarst i det østlige Himmerland. Pladsen udgøres af en boplads med rødder tilbage til ældre romersk jernalder 1-200 e.Kr. samt Jyllands rigeste gravplads fra perioden 200-550 e.Kr.

I denne periode var der endnu ingen byer i Skandinavien, men en lille håndfuld spredte centralpladser vidner om en tid, hvor rigdom og magt var nøje forbundet med den religiøse sfære. I den sammenhæng er det påfaldende, at nabolandsbyens stednavn, Gudum, er udledt af Gudernes hjem. De tidlige centralpladser opfattes som fyrstesæder, hvor en bred vifte af aktiviteter fandt sted, ikke mindst en række forskellige specialiserede håndværk. Ved årlige begivenheder må det formodes, at jernalderbønderne i regionen valfartede til pladsen og deltog i religiøse fester, hvor store mængder af kød og øl blev indtaget. Indgåelse af alliancer, udveksling af varer og handel med importerede luksusvarer foregik formentlig parallelt med de rituelle aktiviteter, nu hvor folk var samlet.

Museets undersøgelser af bopladsen afdækkede flere hustomter, grubehuse (små nedgravede værksteder med spor efter blandt andet tekstilproduktion) samt mindre bygninger, hvor fundmaterialet i det omgivende kulturlag påviste kamproduktion og andet håndværk i ben og tak. Kulturlag er rester af menneskelig aktivitet, og betegnes også som affaldslag. Ophobet affald udgør et uvurderligt katalog over århundredes levet liv, der afspejler stort set alle aspekter af et samfund.

I kulturlagene på Grønhøjgård ses guldklip, romerske mønter, våbendele, dragtsmykker samt redskaber i ben, tak og jern. Hertil kommer store mængder velbevarede dyreknogler, der sandsynligvis repræsenterer slagteaffald fra storstilede fester. De mest fundrige kulturlag ved Grønhøjgård kan ud fra de fundne fibler og mønter dateres til perioden 200-550 e.Kr., og lagene dækker et areal på minimum 3 hektar. Med en tykkelse på op mod to meter kan de tykkeste af lagene bedst sammenlignes med aflejringerne i landets middelalderbyer. Kulturlagene ved Grønhøjgård er en unik kilde til aktiviteter, der knyttede sig til et sådant fyrstemiljø. Det store fundmateriale fra lagene omfatter blandt andet, udover tusindvis af knogler og keramikskår, knap 2.000 metalfund overvejende bestående af jernknive, fibler af sølv, bronze og jern samt kamme og andre redskaber tilvirket af jern. Et fundmateriale som ikke blot giver indblik i en praktisk hverdag med håndværk, handel og madproduktion, men også ny viden om jernalderens kunst og religiøse forestillingsverden.

Udgravningerne ved Grønhøjgård er finansieret af Slots- og Kulturstyrelsens pulje til arkæologiske undersøgelser, idet moderne markdrift med store maskiner gradvist nedbryder husgulve, ildsteder, stenlægning og kulturlag på stedet.

Yderligere oplysninger
Museumsinspektør Niels Haue, Nordjyske Museer: Niels.haue@remove-this.aalborg.dk, tlf. 25197436.

I den sene del af vikingetiden fandt en enestående sølvskat vej fra England til Danmark. Skatten fra Førslev på Sjælland består af omkring 2.000 sølvmønter, hovedsageligt præget under den angelsaksiske konge Edvard Bekenderen, der regerede England fra 1042 til 1066. Mange af mønterne fremstår næsten uberørte – uden det slid, man normalt ser på mønter, der har cirkuleret i handel. Det afslører, at de næppe har været i omløb særligt længe. Det er sandsynligt, at de er fragtet til Danmark og er blevet gravet ned i den sjællandske muld som én samlet skat.

Hvorfor netop denne enorme sølvskat i vikingetiden er endt i jorden, ved vi ikke med sikkerhed. Den er formentlig blevet nedgravet tæt ved en beskeden vikingetidsgård. Spørgsmålene melder sig. Var gårdens ejer også skattens ejer, eller fungerede stedet blot som et midlertidigt skjul for en anden, mere magtfuld person? Måske var gården et diskret og sikkert sted i urolige tider. En ting er sikkert. Skatten blev ikke gravet op igen. Pludselig flugt, krig eller sygdom kan have kostet skattens ejer livet. Vedkommende er i hvert fald ikke vendt tilbage, og viden om skattens placering er gået tabt. I næsten 1.000 år lå skatten gemt under marken.

En sen eftermiddag i februar 2025 blev museet kontaktet af tre detektorførere, som på halvanden dag allerede havde fundet omkring 400 sølvmønter. Skatten så kun dagens lys, fordi den inden for de senere år er blevet ramt af ploven. Museet rykkede ud og optog resten af skatten i et såkaldt præparat, som senere blev udgravet på museet. Her viste det sig, at mønterne var lagt direkte i jorden uden beholder, og at der i jordhullet fortsat lå godt 700 mønter. I løbet af foråret fik detektorførerne opsamlet et væld af mønter og et enkelt stykke brudsølv, så der allerede inden den efterfølgende udgravning på stedet var fundet omkring 1.700 mønter. Museet udførte efterfølgende en arkæologisk udgravning af et 20 x 25 meter stort udgravningsfelt. Ved detektorafsøgning i forbindelse med udgravningen fremkom yderligere møntfund. Inklusiv opsamlinger efter høst, tæller skatten nu cirka 2.000 mønter.

Vi ved, at de engelske konger flere gange har betalt danegæld eller heregeld for at holde vikingerne fra døren – en slags skat, der finansierede vikingehæren. Vi ved dog ikke, om denne skat var en del af en danegældudbetaling. Uanset tolkningen vidner skatten om tætte forbindelser mellem England og Danmark i vikingetidens sidste årtier og om rigdomme, der i løbet af vikingetiden fandt vej til Skandinavien. Dernæst vidner det om historien om en person, der omkring år 1050 gjorde lykken i det engelske og vendte hjem med en enorm rigdom.

Førslevskattens bemærkelsesværdige størrelse, sammensætning og bevaring gør den til et af de mest opsigtsvækkende fund i 2025, ikke mindst fordi den kan kaste nyt lys over møntbrug og magtforhold i vikingetiden.

Yderligere oplysninger
Leder af Center for Vikingetidsstudier Jens Ulriksen, Museum Sydøstdanmark, ju@remove-this.museerne.dk, tlf. 31103544.

Til tider dukker store overraskelser op, som markant ændrer en arkæologisk udgravnings potentiale. Oftest udspringer en arkæologisk udgravning af en forundersøgelse, hvor et museum har maskingravet søgegrøfter og bl.a. påvist karakteren og udbredelsen af eventuelle væsentlige fortidsminder. Ved Lisbjerg, ca. 7 km nord for Aarhus, havde arkæologer fra Moesgaard Museum foretaget en omfangsrig forundersøgelse før byggemodning og anlæggelse af bl.a. fodboldbaner. En meget våd vinterperiode gjorde observationsforholdene vanskelige, men forundersøgelsen påviste omfattende bebyggelses- og aktivitetsspor fra jernalderen bl.a. i form af langhuse og gruber.

I foråret 2025 påbegyndtes den egentlige udgravning med fladeafrømning af større arealer. Det stod hurtigt klart, at der blandt de mange gruber havde skjult sig en stor arkæologisk overraskelse. På en bakketop fremkom en gravplads fra vikingetiden med 30 jordfæstegrave i nærheden af en nu overpløjet gravhøj.

Flere af gravene var såkaldte kammergrave eller vognfadingsgrave, hvor man i sidstnævnte har anvendt overdelen eller vognkassen fra en vogn som kiste. Disse to gravformer er ofte benyttet til gravlæggelser blandt samfundets elite. De gravlagte havde fået hverdagsgenstande såsom lerkar, jernknive og hvæssesten med sig i graven. I flere grave lå også finere genstande som dragtspænder, perler af glas, ben, rav og sølv, sølvmønter, spande, økser, lanser samt fragmenter af ringbrynje.

I den største af de undersøgte grave, en kammergrav, lå et spektakulært fund: et ca. 40 x 40 cm stort, fornemt skrin. Skrinet er bygget af træ med jernbeslag og nitter belagt med ædelmetal. Røntgenbilleder af det præparat, som skrinet endnu ligger i, viser et indhold af bl.a. perler af glas eller sølv, et vævet bånd med guldtråd, en bøjlesaks, en nål og en hægte af sølv. Lignende kvadratiske skrin er yderst sjældne og kendes for eksempel fra en grav ved Haldum, 20 km nordvest for Aarhus.

Gravpladsen er yderst væsentlig. Gravenes udstyr, placering og datering indikerer en tæt forbindelse til stormandsgården i Lisbjerg, der tidligere er undersøgt ved Lisbjerg Kirke, blot 1 km mod øst. Her blev fundet en halbygning og et palisadeindhegnet areal på knap 2 hektar. Stormandsgården lå strategisk placeret lige nord for en passage over Egåen, hvor hovedvejen mellem Aros (Aarhus) og det nordlige Jylland forløb. Stormandsgården må derfor ses i relation til Aros, en af de ældste byer i Danmark, der var et kulturelt og økonomisk knudepunkt, som Harald også antages at have bygget den anden vold omkring. De gravlagte i de nyfundne rigt udstyrede grave er sandsynligvis individer fra samfundets øverste elite i midten af 900-årene, på Harald Blåtands tid. Fundet af gravpladsen udgør dermed en vigtig brik i vores forståelse af periodens gravskik, men giver også et unikt indblik i stormandsmiljøet i vikingetiden ved Lisbjerg og forbindelserne til Aros.

Yderligere oplysninger
Udgravningsleder & museumsinspektør Liv Stidsing Reher-Langberg, Moesgaard Museum, lrl@remove-this.moesgaardmuseum.dk, tlf. 20490536.
Presse- og PR-ansvarlig Naja Kjærgård Laursen, Moesgaard Museum, nkl@remove-this.moesgaardmuseum.dk, tlf. 20447936.

Museum Sønderjylland har i forbindelse med et større kommunalt kloakerings- og klimatilpasningsprojekt haft mulighed for at undersøge områderne omkring Haderslevs middelalderlige kanal. Kanalens omtrentlige beliggenhed kendes fra historiske kort, men nye fund har bidraget med ny viden om kanalens konstruktion og udformning, og det er for første gang blevet muligt at stedfæste den præcist. De arealmæssigt beskedne undersøgelser har vist sig at have stor betydning for forståelsen af Haderslev bys topografiske udvikling i middelalderen og renæssancen. Samtidig har de været med til at kvalificere brugen af ældre historiske kort og prospekter.

I den vestlige del af gaden Jomfrustien fandt arkæologerne rester af et meget kraftigt øst-vest-gående egetræsbolværk, der har forstærket den sydlige kant af den kanal, der i 1400-årene blev udgravet nord om byen fra Haderslev Dam til fjorden. Kanalen blev etableret i forbindelse med slotsvandmøllens opførelse i 1420’erne ved Møllestrømmen syd for Haderslev. Derved blev den bagvedliggende Haderslev Dam skabt, og den nordligt liggende kanal måtte graves for at undgå overløb i vandmøllen. Undersøgelserne viste, at det kun var den sydlige del af kanalen, ind mod middelalderbyen, der var kantsikret. Nordsiden har ikke været befæstet, og her har overskydende vand fået lov til at flyde ud over byens mark. Tidligere undersøgelser foretaget af museet har påvist vandaflejrede sandlag, som netop tyder på, at området med jævne mellemrum er blevet oversvømmet. Haderslev Kommune har netop etableret bassiner på samme tidligere mark, hvor de i dag skal opfange store mængder regnvand, og historien gentager derved sig selv på fineste vis.

I den østlige ende af Jomfrustien blev der også fundet et forløb af kraftige, tilspidsede egepæle. Her har overgangen mellem kanalen og slotsbanken til renæssanceslottet Hansborg været. I samme område, og direkte ud for slotsbanken, fandt museet kraftige bolværk, denne gang fra to forskellige faser af broer lig den, der ses på Braun og Hogenbergs prospekt fra 1585. Begge broer var bygget af kraftige egetræsstolper piloteret ned i undergrunden. Den yngste af de fundne broer har været ca. 5 meter bred, og blev påtruffet ca. 2,5 meter under nuværende gadeniveau. Det har været en kraftig bro, som førte til byens store renæssanceslot, og broen har naturligvis skulle være passende i størrelse og omfang til den imposante bygning. Byggeriet af Hansborg Slot påbegyndes i 1557, og i de efterfølgende årtier bliver der bygget flere fløje til. Slottet nedbrænder allerede i 1644, men dets placering i Haderslev kendes fra arkæologiske fund og gamle prospekter. Fundet af de gamle broer tilfører ny viden om infrastrukturen omkring slottet og udbygger samtidig den eksisterende viden om periodens brokonstruktioner.

Yderligere oplysninger:
Museumsinspektør Anne Eg Tornø, Museum Sønderjylland, aela@remove-this.msj.dk, tlf. 21899630.

Forud for projektet på Lynetteholm foretog Vikingeskibsmuseet over en periode på fire år udgravning og dokumentation af tømmer og genstande fra det, der skulle vise sig at være verdens største kogge, kaldet Svælget 2. Koggen var som skibstype arkæologisk ukendt indtil 1960’erne, men siden er godt 50 vrag udgravet, de fleste i Nederlandene. Tømmeret anvendt til at bygge koggen blev fældet i 1410, og analyser viser, at der er tale om træ fra både det nuværende Polen og fra Nederlandene. Da man i Nederlandene havde ekspertisen til at bygge de store kogger, anses det for sandsynligt, at den er bygget der.

Svælget 2 bestod af skrogets styrbordsside, som var bevaret fra kølen og op til rælingen. Det fulde skib har haft en længde på ca. 28 meter, en bredde på 9 meter og en højde på 6 meter. På vraget ses mange bevarede detaljer, som ikke kendes fra de øvrige seks kogger fundet omkring Danmark, og kun sporadisk fra hele Europa. Svælget 2 adskiller sig desuden også fra de tidligere fundne kogger, da den viste sig at have været udstyret med både for- og agterkastel samt en muret kabys. Kastellerne har bl.a. kunne give ly til mandskabet på dækket. En muret kabys er en sjældenhed på middelalderlige skibsfund. Logisk nok har åben ild udgjort en væsentlig brandfare ombord på et træskib. Men med en opmuret kabys har man kunne kontrollere ilden og sikre besætningen et varmt måltid mad.

En samling af tøndestave samt et stort antal knogler fra både fisk og pattedyr tolkes som rester af skibets proviant. På skibet blev der fundet hundredvis af små, snittede pinde af løvtræ, som muligvis har været brugt til at udspile fisk til tørring. Tørret fisk var en almindelig del af middelalderens skibsproviant.

Skibets last har formentlig mest bestået af massegods, som nu er forsvundet. Resterne af ovennævnte tønder og levnedsmidler er ikke fundet i mængder, som tyder på, at det har været skibets primære last. Lasten kunne derimod have været salt, klæde eller fødevarer. I forbindelse med udgravningen blev der fundet mange personlige genstande, som vidner om mandskabet og livet ombord på skibet. Her kan bl.a. nævnes sko, kamme, perler, dekorerede æsker, tovværk og malmgryder. I stil med vraget er nogle af genstandene helt enestående, og nogle viser tegn på høj status. Et bemalet træfad kan være den eneste af sin slags fra perioden i Danmark, og baseret på dekorationen anslås det at kunne være fra hansebyen Danzig (nuværende Gdansk).

Kogger og hansebyer hænger uløseligt sammen. Koggen blev Hanseforbundets foretrukne handelsskib i 1300‐tallet og 1400‐tallet, da den kunne sejle med en enorm last. Den anseelige størrelse på Svælget 2 har betydet, at den har kunne laste omkring 300 tons. I perioden var der en livlig handel og en del skibstrafik på vejen igennem Øresund til Østersøen, hvor man havde behov for at fragte store mængder gods over lange distancer.

Hvorfor skibet er forlist, kan man kun gisne om. Men efter 600 år på havets bund er koggen igen oven vande, og de mange skibsdele er nu ved at blive konserveret.

Yderligere oplysninger:
Museumsinspektør og Teamleder, Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet, mj@remove-this.vikingeskibsmuseet.dk, tlf. 51201864.