Vestslesvigske gårde

Den slesvigske gård er en væsentlig og karaktergivende del af bebyggelsen ved Vadehavet.

Et gennemgående træk for denne bygningstype er den forholdsvis lange længe, der både rummer beboelse og stald, som er adskilt af en gennemgående forstue.

Længehuset med bolig og stald kan forekomme alene eller som hovedstammen i et vinkelbygget, tre- eller firelænget bygningskompleks. Hvor der er flere længer, er det karakteristisk, at adgangen til gården sker i facaden og ikke fra gårdspladsen, som det ellers er skik i det meste af landet.

Den slesvigske gård ligger solret på grunden og har gavlene vendt mod øst og vest. Facaderne er grundmurede og er sat i de egnstypiske tegl, der varierer i farven fra mørk sintret brun-violet til lys rød. Murværket er opført i sten, der er lagt i krydsforbandt og med skrabefuge, der kan være opstreget med hvidtekalk. Stenene er ofte større en normalsten, og størrelsen varierer fra bygning til bygning. Husene kan være udsmykket med enkle murværksdekorationer som gesimsbånd, stik, blændinger samt af mønstermurværk, hvor man udnytter stenenes farveforskelle. Særligt anvendes de mørkbrændte sten ved bl.a. gavle og gesimser. Den sydlige del af Vadehavsregionen er domineret af det røde murværk, men i den nordlige del er flere bygninger hvidkalkede.

Husene kan være opført på synlige syldsten men har sjældent markerede sokler. Særligt i den sydlige del af området, er det røde murværk dominerende, men der findes også i dette område flere gårde og huse, som har været kalkede fra ældre tid.

Et typisk træk for den sydvestjyske byggeskik er den spidse frontkvist, der sidder over indgangsdøren og som benævnes arkengaff. Bag indgangsdøren er typisk en gennemgående gang, der benævnes "e Framgol", der adskiller beboelsesdelen fra stald og udhus. I arkengaffen er som regel et vindue eller en forkeluge og ofte er der tillige et lille rundt vindue helt oppe i kippen. I de ældste af bygningerne er døråbningen udformet med et kurvehanksbuet stik, og den indadgående dør sidder bagved denne i en selvstændig karm, som er fastgjort i murværket med to smedejernsankre. I de senere bygninger af denne type, er døråbningen udført traditionelt med et fladbuet stik og karm. Den spidse frontkvist er typisk for den sydlige del af området, mens den rundede er typisk for den nordlige del.

Den for området typiske karnap ses også på flere af de ældre landhuse. Karnappen er som hovedregel placeret i stuen ved siden af indgangen, der benævnes "dørns". Karnappen er særlig typiske for den sydlige del af Vadehavsregionen.

De typiske landhuse har enkle torammede og opsprossede vinduer, der er placeret regelmæssigt i facaden i beboelsesdelen. I området er bevaret enkelte vinduer, hvor rammerne er hængslet på lodposten i vinduets midte, hvilket var særlig karakteristisk for egnen og for bebyggelsen langs Jyllands vestkyst. I stald og udlænger er mindre vinduer, der oftest er halvrunde og udført i støbejern. Hoveddøren er oftest en fyldingsdør eller en beklædt revledør, mens der i stald og udlænger er revledøre, -luger og –porte. Ladeportene kan være trukket tilbage i facaden eller være opført i plan med facaden. Der er en tendens til, at de sydligst beliggende er trukket "ind" i facaderne, mens gårdene længere mod nord er i plan med facaden.

Bygningerne er tillige kendetegnet ved de smukt udformede murankre i smedejern, der pryder facaderne. Særlig karakteristisk er de to murankre omkring hoveddøren, der fastholder den indvendige karm. Murankrene kan være enkelt udført med et lodret forskudsjern eller udført som svungne dekorationer eller de kan være udført som initialer eller årstal.

Skorstene er traditionelt udformet med sokkel, skaft og gesims og er placeret i kip og står som regel i blank mur.

Taget er tækket med rør og mønningen er lagt med store tørv, der ligger med overlæg. Tagfladen er ubrudt og uden tagkviste og det tækkede tag optager i bløde kurver taget fra hhv. arkengaf og den fremspringende karnap. Tagene er valmede – enten med helvalm, halvvalm eller med ¾ valm. Et særligt træk ved arkengaffen og det tækkede tag er, at kvistens rygning stiger ind mod tagryggen i en let kurvet bue.

Den særlige regionale bygningstype forekommer med forskellige lokale variationer. Bl.a. på Rømø, hvor indgangspartierne er særligt rigt dekorerede. I den nordlige del af området forekommer tæt beslægtede huse, hvor arkengaffen kan være halvrund.

Bortset fra de større gårde, der ligger solitært placeret på værfter ude i marsken, er hovedparten af de ældre gårde og huse samlet i landsbyer, der typisk ligger i overgangen mellem gesten og marsken. Fra gårdene har der således været god adgang til både agerjord til dyrkning og engarealer til græsning. Denne type er særligt fremherskende i området syd for Ribe og typen findes rigt repræsenteret i bl.a. Daler, Højer, Hjerpested, Emmerlev, Rudbøl, Nørre-Mølle, Møgeltønder og Sønder Sejerslev.

Det hårde vejrlig og truslen om stormflod, har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt.

Husenes solrette placering gør, at det kun er den ene gavl, der er udsat for den hårde vestenvind, som præger området.

I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet.

De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.

Rør til tækning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentende man ligeledes lokalt.

Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden. Sten til belægning hentede man ligeledes fra stranden.

Bebyggelsen udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet.

Byggeskikken langs Vadehavet er præget af traditionel vestslesvigsk byggeskik, og allerede i begyndelsen af 1700-tallet var det almindeligt at bygge i grundmur. Den frisiske påvirkning viser sig ikke kun i byggematerialet, men også i disponeringen og orienteringen af bygningerne. Disponeringen med adgang til huset i hovedfacaden adskiller sig væsentlig fra den traditionelle danske gård, hvor man har adgang til alle længer fra gårdspladsen. Et andet træk, der adskiller den Vestslesvigske gård fra de øvrige i Danmark, er selve gårdspladsen, der i Vestslesvig er en såkaldt "mandgård", hvor kreaturerne ikke kom, mens man i resten af Danmark havde både dyr og mødding på gårdspladsen.

Den slesvigske gård er opført i grundmur med de karakteristiske røde sten, der er lagt og fuget i ler- eller kalkmørtel. De fremhævede detaljer som gesims, vindueslysninger mm. er ligeledes kalkede med hvidtekalk.

De få huse, der er overfladebehandlede, er ligeledes hvidkalkede.

Vinduer, skodder og porte er som hovedregel hvidmalede, og her har man traditionelt malet med linoliemaling.

Det tækkede tag er tækket med tagrør og mønnede med græstørv, der lægges "taglagt" over rygningen. Tagskægget er vandret afskåret eller har en smule fald udad.

De teglhængte tage er beklædt med røde vingetegl, og alle rygningssten er lagt i mørtel.

De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele, der kendetegner det slesvigske længehus har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse. Arkengaffen, der markerer indgangen i facaden, har også flere praktiske funktioner – dels har man kunne kaste hø op på loftet gennem forkelugen – og dels har arkengaffen tjent som brandsikring og forhindret at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren.

De opstregede fuger tjener også et praktisk formål, da kalken beskytter de sårbare fuger, der tidligere ofte blot var ler, der ville regne væk, hvis det ikke fik en beskyttende kalkning.

De valmede gavle, der er orienteret mod øst og vest, tager af for den kraftige vestenvind.

De tunge tørvemønninger er også velegnede i det hårde klima, hvor en sjællandsk halmmønning ikke ville holde længe.

Pigstensbelægningerne, der er lagt så de falder væk fra husene, leder regnvandet væk fra bygningerne og modvirker opfugtning af murværket og mindsker samtidig opsprøjt på murværket.

De smedede murankre, der pryder facaderne, har også en væsentlig konstruktiv betydning, idet de fastholder murværket til bjælkelaget. Et særligt egnstypisk træk er de to murankre, der er placeret i brystningshøjde omkring indgangsdøren og som fastholder den indvendige karmstolpe til ydermuren.

Et andet egnstypisk træk er den rigelige brug af murankre på de store lader, der afspejler den særlige selvbærende tømmerkonstruktion, hvortil murene fastholdes med murankre.

Bygningerne er alle opført i relativt få og enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Disse traditionelle byggemateriale udmærker sig ved, at de arbejder godt sammen og skaber en sammenhængende og god bygningsfysik. Derudover er de billige og enkle at vedligeholde.

Den slesvigske gård er ualmindelig helstøbt og er sammensat af en række faste komponenter og bygningsdele, der varieres fra bygning til bygning. Det er netop denne helhed og det fine samspil mellem materialerne, der er den bærende bevaringsværdi i bygningerne, og det er ændringer i denne sammenhæng bygningerne mest sårbare overfor. Som helhed er bygningerne sårbare over ændringer af karaktergivende bygningsdele som arkengaffen, gesimser eller vinduer og døre.

Facadernes murværk er særligt sårbare overfor ændringer i murværket med nye muråbninger, pudsning eller berapning af det typiske blanke murværk, eller reparationer udført med sten af en anden type og med andre mørteltyper.

De kalkede partier er sårbare overfor ændring af materiale til overfladebehandling – f.eks. fra kalk til plastik– eller cementbaseret maling, der har et ganske andet udtryk og tillige kan give en række byggetekniske problemer.

De tækkede tage er følsomme overfor ændringer af tækkematerialer samt for etablering af nye tagkviste eller tagvinduer i de ubrudte tagflader. De skævheder og små lunker tagene og tagværkerne har fået med tiden, eller måske har haft fra starten, er væsentlige for husene og byens karakter, hvorfor de ikke bør rettes op ved tagomlægninger.

De teglhængte tage er ligeledes sårbare overfor nye tagvinduer og for ventilationshætter mm. i forbindelse med etablering af undertag.

Bygningerne er endvidere sårbare overfor ændringer i tagformen.

Bygningerne er sårbare overfor ændringer eller udskiftninger af originale vinduer og døre, af hvilke, der kun er bevaret meget få. Bygningerne er også sårbare overfor nye vinduer og døre, der er fremmede for denne bygningstype – f.eks. termoruder med kraftige sprosser, pålimede snydesprosser, plastikvinduer, træ-allu eller lignende eller formstøbte "fyldingsdøre" i plast. Også ændring af støbejernsvinduerne til nye "stuehusvinduer" i stalddelen er bygningerne sårbare overfor.

Bygningerne er også sårbare overfor ændring af farver og malingstyper.

Ovennævnte betyder ikke, at huse af denne type er urørlige – men at indgreb og ændringer skal være velovervejede og at man skal være opmærksom på de særlige kvaliteter, denne bygningstype repræsenterer.

Det er ikke kun antikvarisk og æstetisk at bygningerne er sårbare overfor indgreb. Rent byggeteknisk er husene sårbare overfor reparationer udført med materialer, der ikke arbejder godt sammen med de øvrige byggematerialer, fordi de er for tætte, hårde og usmidige, hvorved der meget hurtigt kan opstå alvorlige byggeskader, såsom råd og svamp i træ, fugtskader eller forvitring af murværk.

Som bygningstype udgør den slesvigske gård et helt specielt kapitel i dansk bygningskultur og denne bygningstype er – om noget – værdifuld og karaktergivende for hele oplevelsen af Vadehavsområdet. Det er sjældent, at man i Danmark har bevaret et så stort antal beslægtede bygninger, der afspejler en særlig regional byggeskik. Dertil kommer, at et stort antal af disse bygninger ligger i en velbevaret sammenhæng med det omkringliggende landskab, som de er knyttet til både arkitektonisk og kulturhistorisk.

Denne unikke helhed er afhængig af, at de enkelte huse også i dag behandles og vedligeholdes efter samme overordnede principper.

Denne særlige bygningstype er en af perlerne i dansk bygningskultur, og de bør behandles og vedligeholdes med stor omhu og efter fælles overordnede retningslinjer, så den særlige homogenitet fastholdes. Som helhed bør man sikre at de karaktergivende bygningsdele som karnap og arkengaf fastholdes, ligesom man bør sikre ældre døre og vinduer. Særligt for denne type er det vigtigt at bevare den eksisterende opdeling med tofagsvinduer i boligdelen og de små halvrunde vinduer i stalddelen.

For de enkelte bygningsdele gælder det:

Murværk og facader

• Ved reparationer af murværket bør anvendes sten af samme type og format som de tidligere anvendte. Ældre mursten kan skaffes ved genbrugslagre, der har specialiseret sig i dette og til de fredede bygninger, kan man søge om materialer fra Kulturarvsstyrelsens Genbrugslagre. Sten til restaureringsarbejder kan også specialfremstilles.

• Fuger bør udføres som de eksisterende, hvilket oftest er en ren kalkmørtel uden cement, udført som skrabefuge.

  De hvidkalkede detaljer bør fortsat vedligeholdes med hvidtekalk og man bør ikke anvende nyere materialer som f.eks. plastikmaling, cementpulvermaling eller lignende. Kalken er den mest diffusionsåbne overfladebehandling og det produkt, der arbejder bedst sammen med de øvrige traditionelle byggematerialer. Kalker man rigtigt og med de rette materialer, behøver man kun at kalke hvert 5. – 8. år.

  Sokler bør pudses med en hydraulisk kalkmørtel og efterfølgende kalkes med en hvidtekalk tilsat pigment (farvepulver).

  Man bør værne om og fastholde de særlige bygningsdele som arkengaffen og karnap.

Vinduer

• Har bygningen endnu sine ældre vinduer, bør disse bevares. Der findes i dag firmaer, der har specialiseret sig i vinduesistandsættelse og man kan i dag få indvendige forsatsrudesystemer med samme komfort og endda bedre isoleringseffekt end tilsvarende termoruder.

  Når man istandsætter de ældre vinduer, bør man bevare de gamle rudeglas, der har et særligt fint spil i overfladen og kan varierer fra lys grøn til rødlig violet i farven.

  Man bør ligeledes være opmærksom på håndsmede beslag, af hvilke der desværre er bevaret meget få. Når man vurderer disse, skal man vide, at de ældre håndsmedede hjørnebåndsbeslag ofte er tyndere i godset end de nyere, og at de i langt de fleste tilfælde vil kunne genbruges.

  Ved maling af vinduer og skodder bør man holde sig de materialer og farver som oprindelig er anvendt – og kender man ikke disse bør man anvende den hvide farve, som kendetegner denne bygningstype i dag. Man bør ikke male vinduer i ældre bevaringsværdige bygninger med plastikmaling. Denne maling arbejder dårligt sammen med de øvrige materialer, og ved påføring af flere lag maling, har det vist sig, at malingen bliver for tæt, så der sker en fugtophobning i træet, der kan medføre rådskader.

  Til maling af ældre vinduer af træ anbefales det, at man anvende en linoliemaling, der i parentes bemærket ikke skal tilføres terpentin.

  Skal man udskifte originale vinduer anbefales det, at man udfører nøjagtige kopier af de eksisterende. Skal man udskifte nyere vinduer og ikke ved hvordan de oprindelige har set ud, anbefales det, at man i sætter torammede opsprossede vinduer, der er udført i træ med enkeltlagsglas og kitfals. Nye vinduer i enkeltlagsglas kan forsynes med en indvendig koblet forsatsramme, så man opnår samme (eller bedre) varmeøkonomi og komfort som ved tilsvarende termoruder. Krav til nye vinduer er beskrevet under henvisningerne. Der findes flere jyske vinduesfirmaer, der har specialiseret sig i produktion af vinduer til ældre bevaringsværdige bygninger (se under henvisninger).

Døre

• Eksisterende gamle, originale døre eller porte til bevaringsværdige huse bør altid repareres og istandsættes, frem for at skiftes ud - lige meget hvor dårlig en tilstand de er i. De nye døre eller porte kan aldrig opnå samme smukke overfladekarakter, slid og patina, som den gamle.

  Eventuelle billedskærerarbejder på dørene og i overvinduerne bør omfattes med stor omhu, og nødvendig komplettering, bør fortages af en professionel billedskærer og udføres i træ af samme kvalitet og type og som de eksisterende.

  Eksisterende ældre dørgreb bør bevares. En dygtig gørtler vil kunne udføre reparationer eller kopier af eksisterende greb.

  I stedet for at skifte utætte, gamle originale yderdøre ud med nye døre, kan man montere tætningsliste og eventuelt supplere med en ny, tæt indvendig forsatsdør.

  Hvis man skal udskifte nyere døre og ikke ved hvordan de oprindelige døre har set ud, bør man vælge en dør med en enkelt udformning. Man bør undgå sidevinduer, der er fremmede for ældre bygninger. Nye fyldingsdøre bør udføres traditionelt med ramme og fyldinger i massivt træ og man bør undgår nyere pladedøre med påsatte fyldinger. Ældre dobbeltdøre har ofte en bred gående fløj og en smallere fast fløj. På den bredere fløj er monteret to slaglister, så døren opleves som symmetrisk.

  Revledøre og porte udgør en væsentlig del af landbebyggelsens særlige bevaringsværdier og hvis disse er bevaret, bør man istandsætte og ved lige dem. Er døre og porte så nedbrudte, at en reparation ikke giver mening, bør man udføre nye revledøre eller porte i samme materialer og efter samme konstruktionsprincip. Man bør genanvende ældre håndsmedede beslag.

Tage

• De tage, der i dag er belagt med vingetegl bør fortsat lægges med vingetegl af samme type og kvalitet som de eksisterende. Man skal være særligt opmærksom på rygningen, der bør udføres traditionelt med rygningssten lagt i mørtel og ikke med påskruede pyntesten.

  Skævheder og lunker i tagfladerne og tagfødderne bør ikke rettes op ved tagomlægninger, men skal bibeholdes som de er.

  Skorstenspiber, der sidder på rygningen, skal inddækkes i taget ved indmuring med mørtel og bør ikke inddækkes med zink.

  Ved de tækkede tage skal man bibeholde den karakteristiske vandrette eller let indad skrående afskæring af tagskægget.

Smedejern

Murankre af smedejern, bør løbende vedligeholdes med jernmønje og oliemaling. Ved en eventuel udskiftning bør man igen anvende traditionelt smedede ankre, og ikke udskårne og sammensvejsede pladestykker.

Ombygninger

• Det skal anbefales, at man tilknytter en restaureringsarkitekt som konsulent ved arbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse, således at man fortsat fastholder de bærende bevaringsværdier i huset.

• Er huset bygningsfredet, kræver alle ændringer, der går ud over almindelig vedligeholdelse en forudgående tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen.

  Man bør være opmærksom på at der kan være særlige lokalplanbestemmelser knyttet til området. En lokalplan kan tillige indeholder nyttige oplysninger og vejledning om bygningsbevaring.

  Man skal være opmærksom på at der gælder særlige forhold for bygninger der er klassificerede som bevaringsværdige, da disse er optaget i kommuneplanen for bevaringsværdige bygninger og bevaringsværdige miljøer. Er man i tvivl om hvorvidt bygningen er bevaringsværdig, kan man kontakte kommunen eller søge i Kulturarvsstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger – www.kulturarv.dk.

Enkelt og velbevaret eksempel på den vestslesvigske byggeskik med karnap, halvvalmet tag og arkengaff, hvor rygningen krummer op mod tagryggen. Bygningen har stald i den ene ende og beboelse i den anden. (1)

Det vestslesvigske længehus er kendetegnet ved at have bolig og stald i samme længe, samt at indgangen er i facaden og ikke fra gårdspladsen. Over indgangen er den typiske arkengaff og ved siden af denne er karnappen, der er placeret i stuen, der kaldes "dørns". Det lange hus har kun én skorsten, hvilket ikke har været usædvanligt, og den har da siddet mellem køkken og dørns. (2)

Enkelt længehus med den typiske arkengaff over den kurvehanksbuede indgangsdør, hvor stikket er elegant markeret med et hvidkalket "bryn". (3)

Arkengaff med forkeluge og de typiske murankre omkring døren. (4)

Arkengaff med forkeluge og de typiske murankre omkring døren. (4)

Arkengaff, kurvehanksbuet døråbning samt stald og bolig i samme længe. (6)

Den vestslesvigske gård er karakteriseret af enkle byggematerialer, der ikke alene er smukke, men også arbejder godt sammen og danner en gennemtænk byggeteknisk helhed. Pikstensbelægningen har fald væk fra huset og leder regnvandet væk fra mur-værket for at undgå opfugtning. Belægningen mindsker også opsprøjt fra tagdryppet. (7)

Smukt og typisk hus fra Møgeltønder med opstreget murværk, karnap og arkengaff. (8)

Der er bevaret meget få originale vinduer i området og man skal værne om de få tilbageblevne. Dette 1700-tals vindue er, som det var almindeligt langs den jyske vestkyst, hængslet på lodposten i vinduets midte. Også de smukke gamle rudeglas, med deres fine spil i solen, er bevaret. (9)

Der er bevaret et stort antal tækkede tage i området. Arkengaffen har et karakteristisk svaj op til tagryggen og der er mønnet med græstørv. (10)

De smedede murankre tjener en vigtig byggeteknisk funktion og forankrer murværket til bjælkelagene. (11)

Man kan godt bygge til, eller ændre på de ældre, typiske huse, men man får det bedste resultat ved at anvende samme materialer og detaljering, som på det oprindelige hus. (12)

til tekniske anvisninger på Internettet, der behandler vedligeholdelse og istandsættelse af historiske huse.

Kulturarvsstyrelsens 'Information om bygningsbevaring'

Vedligeholdelse af bevaringsværdige huse: www.kulturarv.dk

Arkitektur
Planlægning og projektering
Vedligeholdelse
Fundamenter
Facader og skiltning
Etagedæk og skillevægge
Skorstene og ildsteder
Tage
Døre og vinduer
Trapper
Overfladebehandling
Fugt, råd og svampe
Tekniske installationer
Haver og belægninger
Byggematerialer

Vejledning til bevaringsværdige bygninger, udgivet af Socialministeriet

Bevaringsværdige bygninger, Sikring af bevaringsværdier Center for Bygningsbevaring v. Søren Vadstrup, 2007:

Link til vejledningen som PDF:

www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/bevaringsv_bygninger.pdf

Uddybende tekniske anvisninger koordineret med Kulturarvsstyrelsens "Information om Bygningsbevaring": www.bygningsbevaring.dk

Murværk, facader og sokler
Bindingsværk
Vinduer
Smedejern
Støbejern
Overfladebehandling
Sandsten
Interiører
Tage

Almen information om byggeri, materialer og bygningsbevaring

www.kulturarv.dk
Information om bygningsbevaring med informationsbalde om bygningsbevaring, med beskrivelser af de enkelte bygningsdele og byggematerialer.

www.bygningsbevaring.dk
Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Uddybende beskrivelser af traditionelle håndværksteknikker og bygge materialer – Link og oversigt over håndværkere, materialeproducenter. Rådgivning til private husejere.

www.bygningskultur.dk
Forskellige foreninger og interesseorganisationer, der arbejder med dansk bygningskultur. Anvisninger. Oversigt over håndværkere og materialeproducenter. Rådgivning.

www.bygerfa.dk
Byggeteknisk erfaringsformidling udarbejdet for professionelle, men kan også anvendes af private.

www.Brandteknisk-institut.dk
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institiut – bl.a. information om brandsikring af stråtage.

www.bvb.dk / www.bsf.dk
Byggeskadefondens erfaringer fra en række eftersyn i byfornyede ejendomme og almene boliger.

www.hfb.dk
Håndbog for byggeindustrien – links til byggeriets producenter og leverandører.

www.muro.dk
Murerfagets oplysningsråd.

www.taekkelaug.dk
Grundig information om stråtage – teknikker, kvalitetskrav, egnsbyggeskik mm.

www.trae.net
Omfattende oplysninger om træ, udvælgelse og anvendelse.

www.teknologisk.dk
Teknologisk Institut, træteknik.

www.mur-tag.dk
Teknologisk Institut, Murværkscenteret – Mur- og tagprodukter.

Foreninger og interesseorganisationer der arbejder med bygningsbevaring

www.byfo.dk
www.bygningskultur.dk
www.foreningen-straatag.dk
www.byogland.dk

Lokale bevaringsforeninger:

Fonden til Bevaring af Gamle Rømøhuse
v/ Rosa Schmidt
Ternevej 11
DK 6792 Havneby, Rømø
Tlf. 74 75 52 10

Fonden Gamle Sønderho
v/ Vibeke Schøtt
Toftestien 21
DK 6720 Sønderho, Fanø
Tlf. 75 16 44 29

Selskabet til bevarelse og forskønnelse af Tønder
v/ A.M. Dela
Ribelandevej 32
DK 6270 Tønder
Tlf. 74 72 04 33

Esbjerg Byfond
Torvegade 74
DK 6710 Esbjerg
Tlf. 76 16 16 16

Gammelt Præg
Ribe Bybevaring
Torvet 3
DK 6760 Ribe
Tlf. 75 42 45 80

Bevaringsforeningen for Varde
C/O Varde Museum
Lundvej 4
DK 6800 Varde
Tlf. 75 22 08 77