Møns Klint

Møns Klint er på den danske tentativliste på grund af sit spektakulære og unikke vidnesbyrd om isens kræfter og påvirkning på den nordlige halvkugles landskaber i den sidste istid.
Foto: Nils Natorp.
Foto af Møns klint set fra havet

De sorte flintelag i den hvide kridtklint aftegner sidste fremstød i Weichsel istiden, hvor de dengang horisontale kridtlag blev skubbet op til det stærkt kuperede område vi i dag kender som Høje Møn og den dramatiske Møns Klint. Klintens opfoldning er et enestående fysiografisk eksempel på de kræfter som skabte de glaciale kystlandskaber der kendetegner hele istidsområdet – og som i særdeleshed er velrepræsenterede i Danmark.

Flere geologiske epoker

Men historien om Møns Klint begynder lang tid før istidens opfoldninger. Kridtet i klinten er dannet i Kridttiden for 70 millioner år siden, og det er aflejret af utallige kalkskaller fra runde kokkolitalger, der dengang var vidt udbredte i det såkaldte ’Kridthav’. Dette subtropiske hav dækkede store dele af Nordvesteuropa, men kalkaflejringerne fra denne tid er mange steder eroderet bort, eller dækket af yngre sedimenter og dermed ikke synlige. På Møns Klint er kridtlagene dog blevet trukket op til overfladen ved de pladetektoniske kræfter som fik de norske fjelde til at rejse sig i tiden efter Kridttidens afslutning for 66 mio. år siden. Efterfølgende er kridtlagene så foldet op ved Weichsel-istidens sidste gletscherfremstød, og har dermed fået den dramatiske fremtoning der i dag kendetegner Møns Klint. Dette står i modsætning til for eksempel Stevns Klint hvor kalken også er trukket op af de samme tektoniske kræfter, men hvor kalken ikke har ligget i vejen for gletschernes sidste magtdemonstrationer og dermed er flad og med helt horisontale kalklag.

Fossiler, flintelag og klimaforandringer

Eftersom kridtet i klinten består af gammel havbund fra Kridttiden, dannet af døde kalkalger, findes der også masser af fossilt materiale i det. Havet var fyldt med liv, og især vættelys (blæksprutter) og forstenede søpindsvin er talrige i klinten og på stranden ved dens fod. Men også flintelagene selv har organisk oprindelse. I Kridthavet levede der kiselsvampe og kiselalger med ydre skeletter af kisel. Når gravende dyr, for eksempel krebsdyr, lavede gravegange i sedimentet, kunne opløst kisel fra disse dyrs kiselskeletter gå i forbindelse med det organiske materiale fra de gravende dyrs kroppe, og derved dannedes langsomt flint, som – i modsætning til andre stenarter – dannes ved kemisk udfældning. Derfor kan flinten tage form af enten den dyreskal hvori den er udfældet (ofte søpindsvin) eller, som i flintelagenes tilfælde, af gravegange eller andre hulrum i havbunden. Det formodes af flintelagene repræsenterer cykliske klimaforandringer, hvor flinten især er udfældet i perioder med varmere klima, hvor der har været meget liv og ekstra meget organisk materiale. Flintelagenes grafiske linjer vidner altså ikke kun om istidens formende kræfter, men også om tidligere tiders klimaforandringer.  

Flintekapital og gravhøje

I Klinteskoven findes en af verdens højeste koncentrationer af gravhøje fra stenalderen - og især fra overgangsperioden mellem stenalder og bronzealder. I denne tid var flintekapitalen på sit højeste, og selvom metaller som kobber og bronze vandt frem i Europa, perfektionerede flintemagerne i denne periode – netop i området omkring Møns Klint – deres håndværk. De producerede for eksempel de berømte ’fiskehaledolke’, som var konkurrencedygtige i handelen med de sydfra kommende bronzedolke, men som var langt mere komplicerede at producere. De kunne produceres af den særlige senonflint som netop findes ved Møns Klint, og som skiller sig ud fra andre flintetyper ved at have ekstra fine flækkeegenskaber. Det store antal gravhøje fra både stenalder og tidlig bronzealder, vidner altså om en rig kultur der brugte flinten, som var en yderst begrænset ressource næsten alle andre steder i Europa, som handelsvare.

Guldaldermalerne og skønheden

I den danske ’Guldalder’ i første halvdel af 1800-tallet, blev Møns Klint et yndet motiv blandt de allerstørste malere i Danmark. C.W. Eckersberg opdagede Møn allerede i begyndelsen af perioden, og siden kom både P.C. Skovgaard og andre til. Stedets ’maleriske’ værdi er fortsat intakt, med den hvide kridtklint omkranset af det – næsten sydlandske – turkisblå hav ved foden (skabt ved udvaskninger af klintens kridt), og den intenst grønne bøgeskov på toppen. Den sorte flintestensstrand bringer også mindelser om mere eksotiske vulkanske strande – og den rige farvepalet, kombineret med klintens høje og dramatiske fremtoning, gør Møns Klint til en enestående æstetisk landskabsoplevelse, som ikke finder sit lige på en så nordlig og tempereret breddegrad. 

Af Eliza Jarl Estrup, MSc i palæontologi og PhD i naturfagsdidaktik, Geocenter Møns Klint

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)