Restaureringsseminar 2008 - oplæg om Karnaphuset i Rønne

Kulturarvsstyrelsen købte Karnaphuset i 2004 for at sikre det mod et forfald, der var tæt på at ødelægge bygningen og dens helt ekstraordinære fredningsværdier. En gennemgribende istandsættelse er nu afsluttet, og det nedrevne sidehus er erstattet af et nyt, hvori blandt andet er indrettet badeværelse. Karnaphuset vil snart blive sat til salg igen.

Kulturarvsstyrelsen, v. arkitekt MAA Birte Skov, var bygherre på projektet. Arkitekt MAA Mette Maegaard Nielsen og medarbejderne arkitekter MAA Niels-Holger Larsen, Mikael Johansson og Landskabsarkitekt Lone van Deurs var rådgivere. Ingeniør på projektet var S.E. Brockhuus A/S ved Kurt Palmqvist og Per Mikkelsen.

Bygningshistorie

Karnaphuset på Østergade i Rønne er det sidste hus i byen, hvor den karakteristiske karnap er bevaret. De små karnapper med frontkvist er et særligt træk ved bygningskulturen på Bornholm, og der var tidligere flere af dem i Rønne.

Karnaphuset er opført i 1753 som et langt bindingsværks stuehus i en oprindeligt trefløjet gård. Ved to udstykninger i henholdsvis 1857 og 1890 blev først den vestlige og derefter den østlige ende solgt fra, så Karnaphuset herefter udgør længens 6 midterste fag. I stuen bag karnappen finder man et fornemt klassicistisk interiør muligvis fra 1830'erne, hvor væggens beklædning med hollandske fliser vidner om Karnaphusets fortid som skippergård.

I forbindelse med udstykningen i 1890 blev huset tilbygget et sidehus med køkken og kælder. Sidehuset stod muret med et svagt hældende paptag. Den manglende vedligeholdelse førte til angreb af ægte hussvamp, ikke mindst i sammenbygningen med skorsten mellem de to huse. Til sidst besluttedes det at nedrive sidehuset, som ikke var omfattet af fredningen fra 1974.

Arkitektkonkurrence

Kulturarvsstyrelsen udskrev i 2005 en indbudt konkurrence om en gennemgribende restaurering af forhuset og erstatning af den nedrevne sidebygning. I konkurrenceprogrammet hed det bl.a.: 

Der skal stiles mod en løsning, hvor det eksisterende forhus og den nye tilbygning vil fungere i sammenhæng som en moderne bolig. Der lægges vægt på, at Karnaphusets helhed og værdier vil blive tilgodeset i et harmonisk samspil med en ny tilbygning…[ ]…
Der opføres en ny tilbygning, maksimalt med samme areal som den netop nedrevne sidebygning. Eksisterende kælder er bevaret, og vil eventuelt kunne indgå i en fremtidig løsning. Tilbygningen skal fremstå som en moderne, respektfuld og harmonisk tilføjelse til Karnaphuset. I tilbygningen indrettes køkken, bad og toilet samt udhusfunktion til fjernvarmeveksler. …

Målsætning og idéer for projektet:

Begrebet restaurering spænder fra rekonstruktion over bevaring og vedligeholdelse til tilføjelse af nyt. Alle dele af processen kræver – i højere grad end i mere almindelige nybygningssager – en intens dialog på flere planer. Både aktørerne indbyrdes: håndværker, arkitekt, bygherre og bruger (i denne sag var der dog ingen endnu!), og med stedet og med historien. For at dialogen kan lykkes både i bevaringsprocessen og i koblingen mellem det gamle og det nye kræves indsigt, gehør og medspil. Og at man med det nye gør sig ligeså meget umage i formgivningen og materialerne, som man har gjort i det gamle. Følger stedets ånd snarere end tidens - selvom tidløshed nok ikke er helt mulig. 

Mange ser en modsætning mellem bevaringen af fortidens kulturværdier og nutidig skaben. Vi ser det som en udfordring og inspiration. Drømmen udspringer af mindet  - som Odins to ravne på hans skuldre: Muninn, Mindet, var mor til Huginn, Drømmen.  

Det gamle karnaphus er så mættet med rumoplevelser, med fine veldefinerede rum, høje brystninger, koncentrerede lyspletter på gulv og vægge fra de små vinduer.

Når man går ned og ud i det nye sidehus skal det give en oplevelse af at gå UD. Sidehuset skal være så meget en del af gårdhaven som muligt - som et drivhus, et havehus, hvor belægningen går i ét med gårdhavens. Hvor solen bimler ind og tegner billeder på teglgulvet og bagvandt.

Den smalle gård opdeles i to arealer: gårdhaven nærmest huset, som er teglbelagt, og “løvsalen” bagerst, hvor bunden er tæt græs. Gården vil føles større ved, at afslutningen bagest på grunden sløres af frugttræer, man kan gå i ly under.

Tilbygningen – opbygning og indretning

Den nye sidefløj, havehuset, er derfor tilstræbt mere som en overdækket udvidelse af gårdhaven end et egentligt hus. Den bliver af hensyn til gårdhavens rummelighed en lang, smal fløj, kun med samme dybde som før ved karnapfremspringet, der følger den gamle kælder (selvom det undervejs viste sig, at vi var nødt til at opgive at beholde kælderen). 

Huset er ankret op på den nymurede bagvandt, som understreges af en langsgående bænk og afsluttes med det murede udhus, der står berappet og kalket som karnaphuset - og dermed med til at slutte husene sammen. Det svagt hældende tagpapklædte tag spænder ud mellem denne mur og remmen i forsiden, som bæres midtpå af to stålrammekonstruktioner. Forsiden mod syd kan derved stå åben med lette, sortmalede stålprofiler med slanke glasdørpartier. Gulvet lægges med gule tegl, der fortsættes i gårdhavens belægning.

Sammenbygningen mellem det gamle hus og det nye er særligt krævende såvel i det æstetiske møde mellem gammelt og nyt, som mellem to forskellige huskonstruktioner. Havehusets første fag op til karnaphuset overholder bindingsværkets geometri og følger stolpen. Havehusets tag holder sig under karnaphusets tag, og gulvniveauet ligger to trin nede fra gulvhøjden i forhuset. Hermed opnås både en tættere forbindelse med den sænkede gårdhave - og at muren mod naboen i nr. 4, som ønsket, kan gøres lidt lavere end den nuværende.

Man træder således ned - og havehuset udvider sig til den nye havestue i den bedste eftermiddagssolkrog. Dernæst følger arbejds/gæsterummet, hvor man har mulighed for at lægge sig i alkoven eller arbejde ved skrivepladen med udsigt til gårdhaven. Til sidst kommer havebaderummet, hvor både mennesker og tøj kan blive vasket og bagefter tørret i gårdhaven. (Der er også indrettet toilet på forhusets tagetage.) Den murede afslutning rummer udhus til haveredskaber. 

Spisekøkken og bad er i dagens bolig næsten de vigtigste opholdsrum. Badeværelset måtte nødvendigvis lægges ud i det nye sidehus, da det ville kræve for meget vold på det gamle hus at placere det der. Men vi valgte at lægge det nye køkken i forhuset, i stuen mod gården, for ikke at flytte hele pulsslaget ud i sidehuset. Forhusets rum kommer mere i spil på denne måde, og den prægtige karnapstue kan stå som et centralt rum i husets liv.

Før- og efter-billeder af Karnaphuset.

> Læs mere om Karnaphuset på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside

> Læs mere om Karnaphuset på Bornholms Museums hjemmeside