Referat af Exners oplæg

Professor, arkitekt Johannes Exner var hovedtaler på årets restaureringsseminar. Han advarede om faren ved restaureringer, der ikke respekterer den historiske bygnings hele liv og den sammenhæng, der har gjort den historisk. Den almindelige trang til at føre bygninger tilbage til deres oprindelse er et af restaureringsfagets største problemer. Han opstillede en række nøgler, som man kan bruge til at afgøre en bygnings autencitet og dens værdi som historisk monument.

Af Kenneth Bo Jørgensen

Historisk arkitektur skal opleves som levende arkitektur. En bygning skal opleves som et væsen, der fødes, lever og dør. Ved at se bygninger på denne måde åbner man nye muligheder for at udvikle metoder til bygningspleje, der respekterer bygningernes fortællinger.

Sådan indledte professor Johannes Exner sit indlæg, der satte et kritisk fokus på tendensen til, at man udpeger en bygning som historisk i forhold til en bestemt tid og funktion og derefter restaurerer den tilbage til netop det tidspunkt. Man kommer dermed til at se bort fra en bygnings hele historiske forløb, man glemmer, at bygningen har ændret sig og levet et liv. Resultatet kan i værste fald blive fredede huse, der fremtræder stivfrosne, ude af trit med tilværelsen.

For at illustrere tankegangen indbød Johannes Exner til en lille øvelse: Man skulle forestille sig Karen Blixen og Koldinghus. Og man skulle stille samme spørgsmål om dem begge: Hvem er de, hvad er de?

Svaret er, at Karen Blixen er en lang række Karen'er, fra barnet Karen Dinesen til den aldrende baronesse Karen Blixen og alle de Karen'er, der har været derimellem. På samme måde er Koldinghus både en gotisk borg fra 1400-tallet, Christian 3.'s og Christian 4.'s renæssanceslot, Frederik 4.'s barokslot, 1800-tallets ruin og den nuværende bygning, som Exner selv stod for restaureringen af fra 1972 og nitten år frem.

Johannes Exners pointe er, at ingen kunne finde på udelukkende at identificere dem ud fra deres oprindelige skikkelser, da de blev skabt. Ingen ville næppe finde på at restaurere Karen Blixen tilbage til hendes 17-årige skikkelse stadig med det karakteristiske væsen, som livet gav hende:

"Begge har levet et historisk liv, som har været til glæde for os andre. Begge var markant mærket af livet. Koldinghus af sine brugere, Karen Blixen af sine bosteder. Begge frembar alderens smukkeste historiske slid og rynker. De har levet. Nogen vil sige, at Karen Blixen har levet et rigtigt liv – et biologisk, mens Koldinghus kun har eksisteret. Det er også rigtigt. Men forskellen er måske ikke så stor. Mennesker og bygninger har påvirket hinanden så stærkt, at en historisk bygning kan sidestilles med et levende væsen. Og det karakteriserer historiske bygninger, hvis de stadig er autentiske," sagde han.

Johannes Exner har på den baggrund opstillet følgende tese:

"Bygninger er som levende væsener, de fødes, bliver syge, kureres, ældes og dør. Fra ungdoms friskhed gennem livets modning når de til alderdommens særlige skønhed. Bygningens historiske identitet er derfor ikke kun den, der blev den givet ved fødslen af de arkitekter, kunstnere og håndværkere, der skabte den, men dannes også af det efterfølgende livs påvirkninger af forandringer og tilføjelser. Har deres liv været begivenhedsrigt, er det således en alvorlig sag at standse den historiske livsproces og ændre eller udslette de aftryk af menneskers aktivitet, som bygningen har modtaget i sit lange liv. Den almindelige trang til at føre et hus tilbage til fødselstidspunktet er et af restaureringsfagets allerstørste problemer."

Med denne tese som baggrund fremlagde Johannes Exner eksempler på konsekvenserne af to diametralt modsatte holdninger til behandling af historiske bygninger, som begyndte i 1800-tallet og som stadig præger bevaringsarbejdet. Fra maksimalisme, som vi herhjemme kender fra restaureringen af Bjernede Rundkirke, som fik en kraftig restaurering uden forståelse for de spor, som kirken havde sat. Til minimalismen, der nærmest har haft karakter af anti-restaurering. De mange forskellige principper har givet rod, fordi hver arkitekt har kunnet gå ud fra egne principper og holdninger.

Johannes Exner fortalte om en af sine egne opgaver fra 1964, da han blev bedt om at restaurere Kousted Kirke, en middelalderlig kirke i Jylland, der mest af alt havde behov for opvarmning.

"Inden vi gik ind i kirken, passerede vi en gammel kirkelade, der så forfalden ud. Kirken selv fik vi kikket på, og i våbenhuset fortalte jeg menighedsrådet, at jeg egentlig ikke fandt behov for restaurering. Man kunne nemt installere et oliefyr uden store problemer, og så var det godt nok Menighedsrådet foreslog, om man så i det mindste ikke skulle lægge gulvet om i våbenhuset, men det slog mig, at gulvet havde en meget fornem struktur. Det havde en fin slidt overflade, og tænk på hvor mange der skulle gå i kirke for at få det slidt så stærkt igen, i dag kan det næsten ikke lade sig gøre, fordi man går i gummisko og ikke træsko. Så jeg anbefalede, at man i stedet brugte kræfter på at bringe kirkeladen i orden, ellers ville det blive en ruin."

Johannes Exner borede i, hvad man betragter som historisk. Han pegede som eksempel på Maria Magdalene kirken på Djursland. Stort set alle stilarter er repræsenteret, og de illustrerer tilsammen et langt liv. Men hvad er det, der gør den historisk?

Exner peger på fire forhold, der skal undersøges for at afgøre, om en bygning er historisk. Fire forhold, der nærmest kan bruges som nøgler til afgørelsen: Bygningens originalitet, autenticitet, identiteten og dens fortælleværdig.

1) Originalitet

Hvor meget af bygningen er ægte og kan dokumentere dens oprindelse. En original bygning skal have materiale, der stammer fra oprindelsen, og som er placeret, hvor det blev skabt. En bygning er ikke original, hvis den er flyttet til et andet sted, heller ikke hvis den er flyttet tilbage igen. For hvis man fjerner og bygger en kopi, gælder fredningen så den gamle bygning, der er væk – eller den nye uoriginale? Man må bevare original substans optimalt for at sikre ægthed.

2) Autenticitet

Det drejer sig om troværdighed, den gyldighed, som bygningen fremtræder med. Den skal fremvise sit eget kontinuerlige procesforløb i de synlige arkitekturdele, i detaljer, men også i det historiske slid.

3) Identitet

Et bedre ord er det engelske: appearance. Det udseende og den karakter, som bygningen på et bestemt tidspunkt har erhvervet og udstråler.

4) Fortælleværdi

Bygningens evne til at fortælle sin historie som den mest direkte objektive kilde. Bygningen skal være fortælleren, selve bogen, der skal aktivere læseren.

Johannes Exner anbefalede, at man altid bevarede den historiske substans mest muligt i et restaureringsarbejde. Helst skal man udføre ændringer sådan, at hvis man tager dem væk, så får man den oprindelige skikkelse frem igen.

Det er vigtigt er at forstå, at der altid tabes en del af substansen af originaliteten under en restaurering. Man skal derfor arbejde med en mere differentieret opfattelse af ordet restaurering, et ord som Exner gentagende gange stillede sig kritisk overfor. I stedet skal man arbejde ud fra en skala, der indeholder mange former for indgreb på en bygning, fra den helt milde bygningspleje til forebyggelse og vedligeholdelse, til beskyttelse og reparation, til tilbageføring, reproduktion og endelig den mest yderliggående: Rekonstruktion. Alle disse faser kan være indeholdt i det, vi kalder restaurering, og det gælder om at vælge den rigtige styrke til den enkelte bygning.

Johannes Exner viste tre eksempler på bygningsværkers historiske, arkitektoniske udvikling, og hvordan man kunne bruge hans fire nøgler til at vise og forstå, at de alle har gennemløbet et tilsvarende historisk procesforløb, trods deres forskellige sociale status og deres forskellige geografiske beliggenhed i Danmark: et palæ, en borgerlig villa og et simpelt landhus.

Amalienborg

Der er større forskel mellem Eigtveds oprindelige slotsplads og den nuværende slotsplads, end de fleste tror. Oprindeligt har palæerne ligget åbent og adskilt som klyngehuse. Siden byggede Harsdorff kolonnaden, og alle mellembygningerne fik tilført 1. sal. Hele det elegante anlæg skiftede karakter. Og man må i dag spørge, hvad der er originalt? Men autenticiteten oplever man, når Amalienborg kommer i funktion som det sted, hvor kongefamilien møder folket ved store begivenheder. Så sker der noget stærkt, det bliver et kultrum.

Villa i Århus

Et enfamiliehus bygget på Marselisborgs jorder var oprindeligt asymmetrisk, siden blev det gjort symmetrisk, og i sidste fase fik det tilbygget vindfang i funkisstil. Villaen har med andre ord udviklet sig. Med Exner-nøglerne nærmer man sig en eksakt beskrivelse. Det originale ved villaen kan være svært at se, men det er i virkeligheden ret intakt. Og autenticiteten kommer frem af de mange kalklag og malingslag indvendigt. Identiteten er de enorme ydre forskelle, fra det oprindelige til i dag.

Landhus i Thy

Også det simple fiskerhus fortæller i sine facader og gennem årene udskiftede tagbelægninger om stormes dramatiske påvirkninger og vejrets kraftige slid.

Døden

Forskellige "klip" fra Europa viste eksempler på byers og bygningers nærmen sig døden, på grund af krig eller forfald. Men også forskellige metoder for at redde dem.

Af egne restaureringer nævnte Johannes Exner Rundetårn og Trinitatis Kirke og viste aksonometrier af kirkens tre væsentlige byggeperioder, fra 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet. I den forbindelse berettede han om de kasserede, forvitrede stenkonsoller fra Rundetårns top. Midlertidigt nedtaget på kirkepladsen lå de som på lit de parade. Exner ønskede at vise de historiske bygningsdeles sidste faser. Med besvær fik han overtalt menighedsrådet til at lade dem opstille på pladsen:

"Her vandrer nu konsollerne på deres støbejerneben mod udgangen og den lille kolonnade, forbi det nye sognehus. Man kan se på dem, hvordan historien har slidt på dem og fortsat vil gøre det. De er på vej ud – de er ved at dø."

Koldinghus

"Skal det være et slot eller en ruin? I kan få begge dele, samtidig!"

Med det udgangspunkt kom Johannes og Inger Exner i 1972 med forslag til en restaureringsplan for Koldinghus.

Inden arkitekterne gik i gang, havde der tidligere været initiativer til restaurering af slottet. I 1911 havde man restaureret nordfløjens underetage, i 1935 kæmpetårnet samt kirkesal og riddersal efter den tids princip, det vil sige en restaurering også med anvendelse af beton. Mange var nu interesseret i at få genskabt slottet, som det så ud, da det var barokslot på Frederik 4.'s tid.

Johannes Exner fortalte, hvordan de havde grebet opgaven an med det sigte, at ruinens fem hovedperioder skulle kunne ses og derved selv fortælle slottets historie.

Arkitekterne registrerede ruinen i detaljer for at finde sammenhængen i bygningens mange epoker. Forslaget gik herefter ud på at bevare ruinen, som den var og sikre den med en overdækning af en let tagkonstruktion og en stål-og-glasfacade, så man stadig kunne opleve ruineksteriøret.

Men projektet blev kasseret af både myndighederne og folkestemningen.

I stedet gik arkitekterne i gang i det små. Brugte tiden på at lægge tag på nord- og vestfløj, medens tiden modnede sig til en fortsættelse.

Rigtig medvind fik de først efter indvielsen af Christian 4.'s kirkesal, hvor man havde ophængt tre flotte lysekroner med mange lys og formet som de hvælvinger, der engang havde overdækket kirkeloftet.

"Måske lidt "tivoliagtigt", men i Christian 4.'s stil. Alle blev vældig begejstrede, ingen bemærkede længere de arrede vægge. Man så kun lysekronerne. Derefter gik det reviderede projekt igennem, så arbejderne kunne fortsætte."

Johannes Exner sluttede af med beretningen om et rustent jernbånd, der stadig sidder på Kongens Tårn, men ikke mere fungerer: "Man siger, at det er grimt, og at det skal væk. Men vi besluttede at lade det blive. Det blev klart, at hvis vi fjerner det, vil det næst-grimmeste blive det grimmeste, og så skal det fjernes. Og når det er fjernet, bliver noget nyt det grimmeste, som så skal fjernes. Hvor vil det så ende?"

Betragtningerne i Johannes Exners forelæsning ved Kulturarvsstyrelsens Restaureringsseminar 2006 uddybes i en artikel, der udkommer senere på året i antologi fra forlaget på Arkitektskolen i Århus.