Referat af debatten

Hvorfor har vi så travlt med at tilbageføre bygninger til deres oprindelse – hvorfor er der ikke flere, der gør noget andet – sådan som Johannes Exner gjorde med Koldinghus?

Det var det overordnede spørgsmål, som ordstyrer Hans Peter Svendler, arkitekt og direktør for Fonden Realdania, stillede, da han indledte den afsluttede debat på årets restaureringsseminar og uddybede:

"Det er utrolig vigtigt, at den historiske bygningsmasse er levende, og ikke bare en fastfrossen museal ting. Hvordan bliver de historiske bygninger en del af vores levende samfund, samtidig med at de fører deres historie med sig."

Hans Peter Svendler understregede også, at det var vigtigt at erkende det meget store spænd, der kunne være i restaureringsopgaver, som var pointen i Johannes Exners indlæg.

"Det drejer sig om at vælge strategi i forhold til den enkelte opgave. Men det drejer sig også om at diskutere begrebet umistelighed. Jeg ved godt, at nogen får røde knopper, når man vil gradbøje begrebet. Og det ville også være dejligt, hvis vi kunne vedligeholde alle 9000 fredede bygninger, men det er der slet ikke ressourcer til. Vi må derfor kunne diskutere, hvilke bygninger vi skal behandle med enorm respekt for de historiske lag, og hvilke vi skal have lov at forholde os friere til. Vi er også nødt til at forholde os til, at en historisk bygning skal have et indhold, det er en forudsætning for, at de kan vedligeholdes i fremtiden. Hvis en bygning ikke har nogen indtægter, står de bare og forfalder," sagde Hans Peter Svendler.

Som svar på spørgsmålet om, hvorfor der ikke er flere, der gør som Johannes Exner gjorde på Koldinghus, svarede Lars Nicolai Bock:

"Det enkle svar er, at Koldinghus er det eneste Koldinghus, vi har. Hver enkelt sag skal betragtes for sig. I hver enkelt sag må vi spørge, hvad er det, som vi vil bringe med os ind i fremtiden."

Hans Peter Svendler: Men kunne man i forhold til Christiansborg Slotskirke have gjort noget andet – tilføje noget nyt, i stedet for blot at føre tilbage? Hvorfor er der ikke flere, der tilstræber, at man både tilføjer og bevarer.

Lars Nicolai Bock: De studerende på arkitektskolen gør det i høj grad. Jeg møder faktisk aldrig nogen, der vil føre noget tilbage. Forleden havde jeg en studerende, der i en opgave beskrev et ældre industrianlæg udbygget harmonisk over tre perioder. Hun priste udførelsen i sin opgave. Men mente i et andet kapitel, at man nu skulle tilføre det noget nyt, fordi vores egen tid skal manifestere sig i sit eget sprog. Her måtte jeg så spørge: Hvordan kan det være, at det er så godt, at man ikke i tidligere tider har tænkt, sådan som du vil have os til at tænke nu. Det er jo i virkeligheden skizofrene tanker.

Hans Peter Svendler: Jeg vil også nævne problemet med ændrede funktioner i forhold til fredede bygninger. Det kan være svært ved tilbageføringer at give plads til nye funktioner. Hvordan anvender man en fredet bygning på en ny måde, samtidig med at man respekterer det gamle.

Johannes Exner: Vi har jo et aktuelt eksempel: Munkegårdsskolen. Ingen ville forvente, at Kulturarvsstyrelsen på nogen måde tillod en ombygning, men så kommer Dorte Mandrup med det fremragende forslag, hvor hun bevarer det nuværende 100 pct., men tilføjer noget nyt, der løser problemerne. Det lykkes, når man frigør sig fra problemet og får en afslappet indgang til det. På Koldinghus frigjorde vi os fra det historiske problem og forholdt os nyt til det. Den afslappede indgang til problemet er det væsentlige, for hver situation rummer svaret i bygningen selv. Hvis man giver sig lov at se det.

Lene, studerende på Arkitektskolen i Århus: Jeg mener, at man ved at ombygge Koldinghus og Munkegårdsskolen fralægger sig et ansvar ved at lade det stå urørt. Hvorfor er det lige vores tid, at man ikke må vise sig frem, men hvor man bare skal bevare. Vi vil have lov at skære huller og male over, selv om det er historiske ting, for vores egen historie har også betydning.

Claus Smidt, Samlingen af Arkitekturtegninger: Det er rigtigt, at man ikke var så bange før i tiden for at røre ved historiske bygninger. Og hvorfor freder man sådan noget som Odd Fellow Palæet. Det er en Potemkin-kulisse. Den skulle være affredet allerede dengang. Man kan selvfølgelig sige, at det ligger i Frederikstaden og i en akse, men når man så tænker på, hvad man har tilladt henne i en akse længere nede…

Jørn Andreassen, Kulturarvsstyrelsen: Der var slet ikke overvejelser om at ophæve fredningen dengang.

Jens Christian Varming: Hvad enten fredning af Odd Fellow var opretholdt eller ej, så var den blevet genopbygget, ellers kunne man ikke få udbetalt den fulde brandforsikring.

Bente Lange: En forklaring på, at der ikke er flere indtryk fra vores egen tid er, at vi skal have projekterne godkendt. Og hvis vi vil have ændret en grisestald til boliger, skal det stadig ligne en grisestald, det skal stadig se ud som om, at der stadig bor grise, og når man kommer ind, skal der være lyse rum, selv om vi ikke må lave hul i muren.

Sven Koefoed, Kulturarvstyrelsen: Vi skal bevare fredningsværdierne, men vil gerne give rum for forandringer. Men der, hvor vi ser en gård med avlsbygninger, har vi svært ved at se et rækkehus-kvarter.

Anne Lene Jørgensen: Arkitekterne bør stille større krav til sig selv og det projektmateriale, de sender frem til godkendelse. Ofte er det ikke muligt for Kulturarvsstyrelsen at vurdere de konkrete forslag i forhold til fredningsværdierne.

Lars Nicolai Bock: Ja, det er let nok at skyde på Kulturarvsstyrelsen, men vi skal selv blive bedre til at lave projektbeskrivelser, så styrelsen får lettere ved at se ideerne og godkende dem. Men hvad hjælper det, når der ikke er penge til udvikling af sagsbehandlingen. Kulturarvsstyrelsen bør være i stand til at tage en mere offensiv rolle og stille krav til projektet, være katalysator. Men derhen kommer vi aldrig, hvis der ikke kommer flere ressourcer.

Sven Kofoed-Hansen, Kulturarvsstyrelsen: Som afsluttende bemærkninger vil jeg gerne sige tak for en god faglig dag. Vi har i hvert fald fået begrebet autencitet perspektiveret, så vi indser, at det skal ses i en sammenhæng. Vi vil bruge denne perspektivering i vores arbejde som myndighed, ikke mindst til at skabe en fælles forståelsesramme for det arbejde, vi har sammen. Hvis vi kan få en fælles forståelse for, hvordan vi ser bygningerne og er enige om udgangspunktet for, hvordan restaureringer skal foregå, så burde resten være lige ud af landevejen. Vi ønsker at være samarbejdspartnere, mere end bare en myndighed, der siger ja og nej. Vi ønsker at gøre det endnu bedre med dialog, og det tror jeg, at vi er kommet tættere i dag.