Sæd landsby

Bærende bevaringsværdier

De bærende bevaringsværdier er landsbyens grundstruktur på den lave sandbanke mellem to af Vidåens afløb, Lilleå og Sønderå med landsbyens forteopbygning mellem den nordlige og den sydlige rand af sandtangen. Gårdene, der ligger yderst langs de to rande, er endvidere opført på værfter, både enkelt- og dobbeltværfter. Selvom landsbyens enkelte huse generelt ikke er så velbevarede, ligger de placeret på deres oprindelige sted, og fortestrukturen er meget tydelig, især i landsbyens østlige ende, mens den vestlige del er blevet tilbygget i nogen grad, blandt andet med dansk skole i 1933. Det, at landsbyen er ret stor, har endvidere indflydelse på det sammenhængende liv, der har udfoldet sig mellem husene. Dette giver sig udtryk i, at de traditionelle håndværkserhverv i 1700-og 1800-tallet var fint repræsenteret i landsbyen (blandt andet smed, bager, maler, tømrer).

Sammenhæng med

Især Ubjerg (hvis vilkår svarer til Sæds) og Forballum, men også klyngede landsbyer på geestranden ved marsken, så som Hjerpsted og Mjolden kan ses i sammenhæng med landsbyen Sæd.

Bevaringstilstand

Landsbyen er velbevaret i sin struktur, men de enkelte gårde og huse har meget forskellig bevaringstilstand. Nogle er meget smukt bevaret, men andre er blevet forsynet med skæmmende til- og ombygninger. Desuden er der få parcelhuse fra efterkrigstiden langs en del af randen af fortet mod syd.

Sårbarhedsvurdering

Den alvorligste trussel mod landsbyen Sæd er dels en yderligere forringelse af den eksisterende bygningskultur, men desuden vurderes især en bebyggelse af fortet mod øst som den største trussel mod kulturmiljøets bærende struktur. En bevidst indstilling til Sæd fra de planlæggende myndigheders side vil dog kunne minimere de nævnte trusler i nogen grad. Landsbyen synes ikke i øjeblikket truet af anlæg af industrielle virksomheder eller lignende, selvom landsbyens placering umiddelbart ved den dansk-tyske grænse kunne have afstedkommet noget sådant.

Afgrænsning

Kulturmiljøets grænse følger ejerlavsgrænsen for Sæd landsby.

Notater

Kommuneatlas Tønder, udgivet af Skov- og naturstyrelsen, 1993. Trap Danmark, 5. Udgave, bind X,2, udgivet 1966. "Mismoskwost" - Erindring fra det gamle Sæd, fortalt af Hanne Friis, Sæd, i Tønder-erindringer VI, 2005. Lars Henningsen i Sønderjyske Årbøger 1986 s. 152 ff. Claus Eskildsen "Stenen ved Sæd" i Sønderjysk Månedsskrift 1933-34 s. 179-190. Claus Eskildsen: "Den gamle vej" i Sønderjysk Månedsskrift 1933-34 s. 177-178.

Generelt

Kulturmiljøets hovedtræk er en landsby (et ejerlav), beliggende på en naturlig sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb kort før åen tidligere forgrenede sig til et delta på ca. 13 km, inden sit udløb i Vadehavet. Landsbyen er således omgivet af marsk på tre sider; kun mod vest er den sammenhængende med landsbyen Ubjerg, der er sognets hovedlandsby med sognekirken. De to landsbyer var, også i 1700-tallet, forbundet ved en øst-vest løbende vej (markvej). Landsbyen er karakteristisk ved at være en bebyggelse langs med den nordlige og sydlige rand af den naturlige sandbanke i marsken. Landsbyens centrum udgøres af et meget stort ”mandelformet” landsbyforte, som har været anvendt som grøntsagsareal af landsbyens indbyggere. Fra kantebebyggelsen er der mod nordvest et fint kig over marsken til Tønder købstad. Mod syd er der et tilsvarende kig ned over Sønderå og den nuværende dansk-tyske grænse. Landsbyen har således bevaret sin oprindelige struktur, men også en del af gårdene i landsbyen har bevaret deres placering og bygninger, skønt mange bygninger er blevet hårdhændet renoveret og ombygget. Landsbyen har haft en skole siden 1800-tallets begyndelse og ligeledes kro (begge bygninger eksisterer endnu som privatboliger), men i øvrigt består byen af gårde og kådnersteder som i 1700- og 1800- tallet.

Naturgrundlag

Sæd landsby ligger på et udfladet flyvesandsfelt, formodentligt opstået på banken langs et gammelt åløb. Sandryggens højeste punkt måler 6 m over DNN. Geologisk set er sandbanken en indlandsklit, der stikker op gennem marsken og som blev dannet i den sidste istid. Området under denne ligger under dagligt højvande.

Landskab

De mange reguleringer af Vidåsystemet har medført mange store ådiger i området, og Sæd ligger nærmest imellem Slogs Herred Kog og Grønåen mod nord og Ubjerg Kog mod syd. Landsbyen og nogle enkelte større gårde følger den naturlige sandbanke, der dog ser ud til også at være forhøjet gennem tiderne. Landsbyen har også flere gange været hærget af stormflod. Sandbanken er her på stedet noget bredere, så landsbyen åbner sig mere, og der er lidt mere plads til husene end i f.eks. nabolandsbyen Ubjerg.

Kulturhistorie

Sæd har siden den tidlige middelalder været den største landsby i Ubjerg sogn. Landsbyen nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Den blev udskiftet allerede i 1740, men gårdene forblev i landsbyen, vel især fordi det var det sted, der var muligt at bo. Indtil afvandingen i 1920’erne var Sæd omgivet af vand mod nord, øst og syd fra sent efterår til sent forår. Vejen, der siden middelalderen har forbundet de to landsbyer i sognet, har altid været en befærdet vej. Det betød, at den hele tiden måtte ændre sit forløb, hvilket gjorde, at den sine steder var meget bred, og næsten altid fyldt med meget dybe hjulspor. I 1930’erne var vejen nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft, og alligevel kunne det være vanskeligt at forcere den med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende. Vejen blev først asfalteret i 1934. Landsbyboerne havde selve byjorden som højere beliggende. Her kunne hvert hus og hver gård dyrke kartofler (gullige Sædinger kartofler) og grøntsager, der fremavledes ved intensiv dyrkning, og som kunne sælges både i den nærliggende købstad, Tønder, men også så langt borte som i Flensborg og Husum solgte landsbyboerne grøntsager. Sæd kartofler var i flere århundreder kendt og værdsat på begge sider af den nuværende landegrænse. Blandt andet nævner en pastor Kallmer i Faretoft ved Dagebüll i en beretning i 1796, at der i Sæd avles mange grøntsager og urter. Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder ved husene og gårdene i Sæd, idet man mente, at almindelig pløjning ville ødelægge kartoffelhøsten. Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små, næsten jordløse, kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd. Begge samfundsgruppers ejendomme ses endnu tydeligt i landsbyen, ligesom den gamle skolebygning fra begyndelsen af 1800-tallet er bevaret. I landsbyens sydlige udkant, ved den tidligere landevej mod Sdr. Lügum, står på østsiden af vejen en lav sten, hvor al indskrift i dag er borte. Stenen er sat som skamstøtte over en stakkels kone, Karen Christens, der i 1712 af fortvivlelse og sortsyn over sit elendige liv, forgav sine fire børn og sig selv med rottegift. Kvinden blev slæbt til vejsiden og kulet ned, hvor stenen endnu står til skræk og advarsel, mens de fire børn dog fik lov til at blive begravet i hellig jord på kirkegården i Ubjerg. Da nationalitetskampen begyndte i landsdelen o. 1830, knyttede befolkningen i Sæd sig især til den slesvig-holstenske bevægelse og blev således tysksindet. Dette afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og kirkeliv, og det gjorde, at landsbyen først efter 1920, da grænsegendamer flyttede dertil med deres familier, fik behov for en landsbyskole, hvor undervisningen foregik på dansk. Der var således i mange år efter Genforeningen både en dansk og en tysk skole i Sæd, selv om landsbyen på det tidspunkt kun havde o. 250 indbyggere. Endnu i dag betyder sindelag meget for landsbyens befolkning.

Arkitektur

Der er ingen fredede huse eller gårde i Sæd, men ved udformningen af Kommuneatlas for Tønder Kommune i 1993 var der 10 ejendomme i landsbyen med rød farve, hvilket betød ”høj bevaringsværdi”. De fleste af disse ejendomme vil stadig kunne få samme prædikat i dag, men blandt andet den nordøstlige, meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned, og kun hovedhuset står tilbage, en meget fin bygning, der svarer helt nøje til hovedbygningen på gården Bjerremark helt vestligt i sognet (fredet). Imidlertid er stuehuset p.t. under renovering og er ved at få pudset sine mure og få pålagt sortglaseret tegl, hvilket virker totalt fremmed i landsbyen. Blandt de øvrige gode bygninger i Sæd skal fremhæves gården sydøstligst i landsbyen, en smuk typisk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt, stejlt tag. Den tidligere kro ved byens nordvestlige grænse er velbevaret med kørestald og vinkelbygning bagtil. Ligeledes er de to gårde først i landsbyen på et dobbeltværft gode eksempler på traditionel bebyggelse på samme værft. Blot har i hvert fald den ene af gårdene fået isat plastvinduer. Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet, og gården ved siden af er, trods misligholdelse, en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især er ladebygningen mod nord af stor arkitektonisk værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.