Hald

Området omkring Hald sø uden for Viborg er enestående og rummer ruiner efter tre større befæstninger.

Området ved Hald sø udenfor Viborg er ganske enestående. Gletsjerstrømmene mødtes på dette sted under sidste istid, og smeltevandet formede et næsten dramatisk landskab med bakker, skrænter, slugter og en meget dyb sø. På en lille ø i søen ligger i dag ruinerne af et senmiddelalderligt borganlæg, Bispens Hald. Fra anlæggets tårn ses områdets to ældste voldsteder Brattingborg og Niels Bugges Hald.

Det ældste af voldstederne, Brattingborg, er formentlig opført i 1200-tallet. Borganlægget er beliggende på en bakkeskråning og består af to firesidede banker. Den ene banke har sandsynligvis været beregnet til forsvar og den anden til beboelse. Brattingborg blev formodentligt opgivet, da Niels Bugge i midten af 1300-tallet opførte sin borg nogle hundrede meter sydvest herfor. Der findes i dag ingen synlige bygningsrester på dette voldsted.

Det næste Hald voldsted, Gammelhald eller Niels Bugges Hald, er opført i 1300-tallet – formentlig af Niels Bugge. Efter mordet på Niels Bugge i 1358 ejedes borgen først af hans svigersøn og senere af Valdemar Atterdag, som i 1393 skænkede den til Viborg bispestol. Borgen blev kort efter revet ned efter påbud af dronning Margrethe. I begyndelsen af 1900-tallet fandt man ved arkæologiske undersøgelser af voldstedet rester af fundamenterne fra grundmurede bygninger.

Bispens Hald blev opført i 1528 som det tredje i rækken. Det blev anlagt på en ø hvortil førte en plankebro. Bygherren var Viborgbispen Jørgen Friis, som selv havde sin residens her. Under reformationen blev han taget til fange og fængslet i sit eget tårn på Hald. Efterfølgende var borgen sæde for skiftende lensmænd indtil 1660. Borgen blev revet ned i 1703.