Prøveudgravning

Prøvegravning af ældre stenalder lokaliteter

Af Kristoffer Buck Petersen

  • Rekognoscér i forbindelse med budgetlægning
  • Brug personale, der kan bestemme oldsager fra ældre stenalder og har kendskab til ældre stenalders anlægstyper

Hvilke museer graver ældre stenalder?

I forbindelse med en rundspørge til de arkæologiske museer i 2011 (link til rundspørge), viser det sig, at der udgraves meget få lokaliteter fra ældre stenalder sammenlignet med undersøgelser af lokaliteter fra senere perioder.

Kun omkring ⅓ af museerne har skrevet ældre stenalder ind i deres arbejdsplaner. I store træk er der et sammenfald mellem de museer, der har undersøgt lokaliteter fra ældre stenalder, og de museer, der har skrevet ældre stenalder ind i deres arbejdsplaner. Det kan tolkes i den retning, at de museer, der er særligt opmærksomme på ældre stenalder, også er de museer, der finder og udgraver lokaliteter fra ældre stenalder.

Flere påpeger i rundspørgen, at der sjældent udføres anlægsarbejde på steder, hvor der findes lokaliteter fra ældre stenalder. Men andre beretter om overraskende fund på steder, hvor man ikke typisk vil forvente lokaliteter fra ældre stenalder.

En anden ting, museerne påpeger, er, at det kan være meget vanskeligt at finde lokaliteter fra ældre stenalder, simpelthen fordi personalet ikke er godt nok skolet til at bestemme oldsager og anlæg fra ældre stenalder. Der er således en klar tendens til, at de museer, der har ansat specialister også finder lokaliteter fra ældre stenalder. Det tyder altså på, at der er et potentiale for at finde og udgrave flere lokaliteter fra ældre stenalder, end der rent faktisk bliver undersøgt. Det nye museumslandskab med større og forhåbentlig fagligt stærkere enheder vil måske kunne afhjælpe denne situation.

Overvejelser forud for prøvegravning

En af de største knaster i forbindelse med at finde lokaliteter fra ældre stenalder er den prøvegravningsmetodik, der har været gængs de seneste mange år. Når man skal finde lokaliteter fra ældre stenalder, bliver man ofte nødt til at supplere parallelle søgegrøfter med andre metoder.

Lokaliteter fra ældre stenalder kan være meget store - som f.eks. maglemosepladsen Sværdborg I, der dækkede et areal på over 1½ hektar - til små jagtstationer på ganske få kvadratmeter. En boplads på størrelse med Sværdborg I ville man kunne finde på en almindelig prøvegravning, men de små pladser kan tit ligge og gemme sig mellem søgegrøfterne.

Historisk set har de bedste steder at lede efter lokaliteter fra ældre stenalder været i nærheden af vand: ved kyster, åer, søer og små vandhuller. De store landskabelige forandringer siden ældre stenalder gør, at man skal være særlig opmærksom ved fossile strandlinjer, moser og dødishuller.

Nyere undersøgelser har vist, at man også kan finde lokaliteter fra ældre stenalder på tørt land. På store fladeudgravninger af anlæg fra andre perioder, finder man af og til flintkoncentrationer og gruber fra ældre stenalder. Derfor skal man som hovedregel ikke afskrive nogen områder som uegnede til beboelse i ældre stenalder.

Betingelserne for at finde pladser fra ældre stenalder har ændret sig markant gennem de seneste 200 år. Den slags pladser, der i forbindelse med tørvegravning var med til at gøre Danmark førende inden for stenalderforskningen, er i dag ødelagt af dræning og pløjning.

Det betyder, at der skal stilles andre spørgsmål end tidligere, og at udgravningerne skal gribes an på en anden måde. Hvor det tidligere var kronologi, typologi og særlige oldsagsformer, der var det vigtigste, er det idag snarere jæger-samleres måde at organisere sig i landskab, bopladsindretning samt teknologiske og sociale studier der fylder på det videnskabelige verdenskort.

Brug historiske kort og reliefkort

Når man indledningsvis vurderer, om et område kan indeholde lokaliteter fra ældre stenalder, er det vådområder, der skal tiltrække sig størst opmærksomhed. Ved hjælp af kort, hovedsageligt historiske kort og reliefkort, er det muligt at få et indblik i et områdes tidligere karakter.

På dyrkede arealer er der i dag ikke store chancer for at finde velbevarede lokaliteter fra ældre stenalder. Men det betyder ikke, at søgen efter stenalderpladser skal nedprioriteres. Forstyrrede bopladser kan stadig rumme vigtig viden på samme måde som jernalderlokaliteter, hvor der kun er det nederste af stolpehullerne tilbage.

Metoder til lokalisering (Hollænder- eller Lollands-metoden)

Når der er spor efter bopladser fra ældre stenalder, er det første væsentlige spørgsmål bevaringsgraden. Er den lokaliseret ved hjælp af fund i pløjelaget, er det væsentligt at få besvaret, om der også er noget bevaret under pløjelaget. Der kan eventuelt være et kulturlag eller nedgravede anlæg.

For ikke at ødelægge eventuelle strukturer, der stadig kan tolkes ud af fundenes udbredelse i pløjelaget, er den bedste metode at grave prøvehuller på hele eller kvarte kvadratmeter afhængigt af forholdende og at solde jorden i et groft sold.

I Holland og Belgien har de haft held med at lokalisere bopladser fra ældre stenalder ved hjælp af bor. På indlandsklitterne er der foretaget adskillige borekampagner, hvor man systematisk har undersøgt store arealer, med gode resultater til følge. Metoden kan kun bruges på sandede jorde.

I Danmark er metoden forsøgt taget i brug på Knudshoved Odde, hvor resultatet blev adskillige nye lokaliteter fra yngre stenalder, og senest ved Femern-undersøgelserne i Rødby Fjord, hvoraf vi pt. afventer en evaluering af prøvemetoden. Metoden er bedst, når man skal afgrænse en boplads, der allerede er lokaliseret.

Det er også muligt at finde lokaliteter fra ældre stenalder i forbindelse med prøvegravninger, hvor man trækker systematiske søgegrøfter uden forudgående rekognoscering. Ved Nakskov blev Hamburg-bopladsen Krogsbølle fundet ved et tilfælde, da en arkæologistuderende samlede flint i jordbunkerne. Efterfølgende blev grøfterne gennemgået en gang til, hvor det viste sig, at der var bevaret dele af et sandet 'kulturlag' i den lerede undergrund.

Dødishullerne kan være rige på ældre stenalder

Der er også anlægstyper, der ikke har lidt under det intensive landbrug: dødishuller. Organiske fund i dødishuller ligger ofte under dræningsniveau. Fund fra Slotseng i Sønderjylland og Lundby på Sydsjælland har vist det store videnskabelige potentiale, der er i sådanne lokaliteter.

Naturgenopretning kan være en stor trussel mod indholdet i de fundrige dødishuller, såfremt man ikke blot nøjes med at sløjfe dræn. Der etableres skønsmæssigt 1.000-1.500 nye vandhuller årligt i Danmark pt. blandt andet på grund af særlige tilskud på området. Flere af disse graves ned i dødishuller, hvor man må skønne, at et stort videnskabeligt potentiale går tabt. Det er vigtigt at holde øje med vådområdeetablering og at rådgive om hensigtsmæssig naturgenopretning (bedst ved afblænding af dræn og uden større gravearbejde). Materiale fra ældre stenalder har godt af vådgøring, hvis det sker på skånsom vis.

Pløjerekognogcering (Haderslev-metoden)

Tidligere var det i højere grad end nu muligt at rekognoscere på pløjede marker i forbindelse med planlægning af prøvegravninger. Men nu er bare marker et sjældent syn, og det gør det lidt mere besværligt at rekognoscere.

Museum Sønderjylland har i forbindelse med prøvegravninger pløjet parallelle spor på markerne, inden der blev trukket søgegrøfter. På den måde har det været muligt at rekognoscere forud for prøvegravningen. Museet på Sønderskov har haft held til at lokalisere en større lokalitet fra senpalæolitikum ved Gamst Søenge med denne metode.

[Tilbage til toppen]

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)