Udgravning af anlæg

Af Ole Lass Jensen

På mesolitiske og særlig senmesolitiske bopladser forekommer ofte forskellige nedgravninger og anlæg, enten i eller under kulturlaget. Ganske som det er tilfældet for oldtidens øvrige perioder, kan anlæggene være bevaret, selvom der ikke er bevaret et kulturlag. Det betyder, at den traditionelle mesolitiske forundersøgelsesmetode med små prøvehuller ikke altid er tilstrækkelig, men skal suppleres med maskinel fladeafdækning.

Fladeafdækning af lokaliteten kan f.eks. komme på tale, hvis der ikke er bevaret kulturlag, eller hvis kulturlaget er stærkt omlejret, og der kun er de underliggende anlægsspor tilbage. Fladeafdækninger omkring bevarede kulturlag har også vist sig lønnende, f.eks. på bopladsens højtliggende dele, hvor kulturlaget ofte er bortpløjet.

Grubernes form, størrelse og funktion er næsten lige så vekslende som i oldtidens øvrige perioder. Der kendes f.eks. kogegruber, nedgravede ildsteder, affaldsfyldte gruber og særlige "offergruber". En særlig form for grube er forsænkede hyttetomter.

1. Den ældre stenalders boliger er dårligt belyst, så det er en anlægstype, der må prioriteres meget højt, når den påtræffes.

Hyttetomter kendes på bopladser fra både Maglemose-, Kongemose- og Ertebøllekultur. Hyttetomterne er forskelligt konstruerede og har forskellig størrelse. Hyttetomterne kan fremstå som en rundagtig afgrænsning af stolpe- eller stagehuller (eksempler: Ålyst og Rönneholm) eller som hyttetomter med forsænkede gulve i form af runde, ovale eller rektangulære nedgravninger (eksempler: Lollikhuse, Nivå og Vængesø). Fra Maglemosekulturens moselokaliteter kendes de klassiske barkgulve eller platforme, der kan være delvist omkranset af stager/stagehuller, f.eks. Ulkestrup.

På svenske maglemosebopladser og på senmesolitiske kystbopladser fra Danmark og Sydsverige er der fundet hyttetomter med forsænkede gulve. Fra yngre Kongemose- og ældre Ertebøllekultur findes veldokumenterede eksempler fra de nordøstsjællandske lokaliteter Lollikhuse og Nivå.

På bopladsen Nivå 10 er der udgravet fire hyttetomter - to fra yngre Kongemosekultur og to fra ældre Ertebøllekultur. Hyttetomterne var meget lig hinanden. Der var tale om gruber med et rundt eller let ovalt omrids. Største tværmål var mellem ca. 2,2 og 3,6 m, og dybden svingede mellem ca. 0,2 og 0,4 m. Fælles for nedgravningerne var meget stejle kanter og en tilnærmelsesvis flad bund.

I gruberne optrådte en ca. 10 cm tyk fundhorisont - et aktivitets- eller "gulvlag". Denne horisont lå enten direkte på grubens bund eller hvilede på et meget lyst opfyldningslag ca. 10 cm over bunden. Fundlaget indeholdt mange ildpåvirkede sten, dyreknogler og flintgenstande. I alle hyttetomter var der acentralt på "gulvlaget" tydelige spor af et ildsted i form af koncentrationer af trækul, aske og brændte sten.

I forhold til de omgivende bopladslag var flintmængden i hyttetomterne ikke specielt stor. For selvom der tydeligvis er tilhugget flint inde i hytterne, er der også sket en vis oprydning. Det er de større flintstykker, der er udrømmet, mens de små afslag (splinter) fra flinttilhugningen lå tilbage og dermed afslørede flintsmedens placering (se Jensen 2003).

I fundlaget lå der mange dyreknogler koncentreret ved ildstedet, og navnlig forekom mange fiskeknogler. Pattedyrsknoglerne er meget fragmenterede pga. færdslen i hytterne. I hytterne fra både Nivå og Lollikhuse er der gjort fund, der opfattes som særlige deponeringer. Deponeringerne kan ligge tæt ved ildstedet og bestå af rådyropsatser og kronhjortetakker eller af flint (se Jensen 2006, Jensen 2009 og Sørensen 2005).

I tilknytning til gruberne blev der registreret pæle- og stagehuller enten i selve gruben eller langs grubens kanter. Pælesporene kunne ligge indtil 0,75 m fra gruben, og det antyder, at gruben i nogle tilfælde kun har udgjort en del af den oprindelige hytte.

Hyttetomten fra Lollikhuse (fra ældre Ertebøllekultur) minder om Nivå-hytterne, men der var tale om en noget større, oval grube, der målte 5,5x4 m og var 0,2-0,3 m dyb. Også her blev der fundet et acentralt placeret ildsted, der denne gang var stensat.

På ertebøllelokaliteten Vængesø III på Djursland blev der under køkkenmøddingen fundet tre rektangulære sænkninger eller terrasser, der var 5-6 m lange og 3 m brede og orienteret parallelt med kysten. Der blev registreret flere ildsteder i hvert anlæg placeret omtrent i midtaksen. Der er formentlig tale om enten hytter eller "arbejdsplatforme". Et tilsvarende anlæg kendes fra Vængesø I. Rektangulære nedgravninger, der er tolket som hyttetomter, kendes også fra andre ertebøllelokaliteter, bl.a. Rykkerhøj ved Kalundborg og Egehøj ved Randers Fjord

På den bornholmske lokalitet Ålyst er der udgravet to hyttestrukturer fra den mellemste del af Maglemosekulturen. Strukturerne tegnede sig som ca. 7 m lange og 4 m brede, ovale stolpesætninger. Stolpehullerne var rundbundede med en omtrentlig diameter og dybde på 20-30 cm. Inden for hver stolpesætning fandtes en mindre flintkoncentration. Centralt i hytte II lå et ildsted bestående af et kompakt lag knytnævestore sten, som hvilede på et rødbrændt sandlag. En koncentration af ildskørnet flint og forkullede nøddeskaller samt tilstedeværelsen af mange ildskørnede sten viser, at der også har været ildsted i hytte I.

I Rönneholms mose ved Ringsjön i det centrale Skåne er der udgravet en velbevaret hyttetomt fra yngre Kongemosekultur (Rönneholm 6). Hyttetomten udgjordes af en 4x3,5 m stor oval flintkoncentration, omgivet af i alt ni hasselstager, hvis nedre dele stadig var bevaret. Flintgenstandene forekom navnlig i en bræmme langs strukturens langsider; et resultat af den såkaldte "vægeffekt". En koncentration af ildskørnet flint viste, at der har ligget et ildsted centralt i strukturen.

Senmesolitiske jordfæstegrave kendes fra adskillige lokaliteter, navnlig fra Østsjælland, hvor gravene kan ligge i større grupper - som på lokaliteterne Bøgebakken ved Vedbæk og Nivå 10. Gravene optræder, ganske som de øvrige anlæg, på selve bopladserne, enten centralt på pladsen (tæt ved hytterne, som det sås på bopladsen Nivå 10) eller mere perifert. Man skal være opmærksom på, at fylden i gravene kan være meget lys i forhold til f.eks. gruber og hyttetomter, og at det kan kræve adskillige grundige afrensninger af fladen, før fyldskiftet kan erkendes. I nogle tilfælde afsløres gravgruben af pletter af rødbrændt okker.

På bopladser fra Vedbæk, bl.a. Gøngehusvej 7, og på bopladsen Nivå 10 er der også fundet samtidige brandgrave. Brandgravene fremstod som 0,2-0,6 m runde nedgravninger med en kompakt samling af hvidbrændte knogler eller som en blanding af trækul og brændte knogler. Fra Nivå 10 kendes også en lille grube, som udelukkende indeholdt rødbrændt okker og brændte knogler. Fra Hammelev i Sønderjylland kendes en grav fra Maglemosekulturen, der ligeledes indeholdt rød okker og hvidbrændte knogler.

Grave fra ældre stenalder er sjældne og udviser stor diversitet. Undersøgelser af grave må derfor tildeles meget høj prioritet. Ved undersøgelser af grave med bevarede skeletter bør der allerede i den indledende fase påbegyndes samarbejde med fysiske antropologer med henblik på sikring af prøvemateriale til naturvidenskabelige analyser, herunder DNA-analyse. Det er også vigtigt, at der udtages repræsentative prøver af fylden i skeletniveauet, f.eks. prøver fra bryst-, mave- og bækkenregionen, der kan indeholde måltidsrester og makrofossiler som fiskeben, planterester og æg fra parasitter.

Udgravningsmetoden er som altid en afvejning af objektet, problemstillingen, den aktuelle fundsituation og bevaringstilstand, tiden og økonomien. Der er langt fra enighed om, hvordan man bedst udgraver mesolitiske bopladser. I nogle tilfælde kan en omhyggelig frempræparering i fladen og tredimensionel indmåling af stort set alt være det optimale, i andre tilfælde vil en sådan meget tidskrævende proces være skudt langt over målet. Det er derfor vanskeligt at opstille en norm for, hvordan man udgraver mesolitiske bopladser.

Mindre lokaliteter i f.eks. moser kræver én udgravningsmetode, store bopladsområder en anden, skaldynger en tredje osv. For alligevel at foreslå et udgangspunkt er der nedenfor beskrevet udgravningsmetoder, som i de senere år er anvendt på lidt større bopladser med kulturlag og i forbindelse med særlige anlæg som hyttetomter.

Som udgangspunkt kan primære bopladslag udgraves i enheder af kvarte kvadratmeter og i 5 eller 10 cm tykke niveauer - dog således at egentlige laggrænser altid respekteres (fund fra forskellige lag holdes adskilt). Det er et ufravigeligt krav, at den opgravede fyld konsekvent soldes med 4 mm eller maksimalt 5 mm maskevidde. Med mindre man graver i sandjord, er vådsoldning at foretrække, både fordi metoden er mere skånsom, og fordi den er effektiv.

Er der tale om lidt større bopladsflader er det i reglen tilstrækkeligt at registrere fundene inden for udgravningsenheden, men man kan også vælge at punktindmåle sekundært tildannede genstande, flækker og lignende. Større genstande (flint, knogler og natursten) indtegnes på planer i f.eks. målestoksforhold 1:20. For hvert udgravningsniveau afrenses fladen, der efterfølgende fotograferes, beskrives og opmåles mht. fund, laggrænser etc. Med moderne en-mands-betjente totalstationer kan det både hurtigt og forholdsvist billigt lade sig gøre at indmåle oldsager fra ældre stenalderbopladser.

Hyttetomter med forsænkede gulve kan rumme velbevarede og komplekse fundlag, der kræver en særlig grundig udgravningsmetode og dokumentation.

Når der påtræffes en mulig hyttegrube, bør der indledes med karteringsboringer, så den videre udgravningsstrategi kan planlægges. Boringerne kan belyse, hvorvidt der er tale om en hyttetomt (ensartet dybde i gruben), om der optræder et eller flere mørkfarvede "gulvlag," og hvor dybt disse ligger.

Som ved udgravning af øvrige, velbevarede bopladslag, kan udgravningen foregå i enheder af kvarte kvadratmeter og i niveauer af maksimalt 5 cm tykkelse, dog således at naturlige laggrænser altid respekteres (bemærk, at lagene kan være grydeformet aflejret i hyttegruben).

Sekundært tildannede genstande, flækker og lignende punktindmåles altid, og lidt større genstande (flint, sten og knogler) indtegnes på planer i målestoksforhold 1:10. Den opgravede fyld vandsoldes i net med maskevidde 4 mm, koncentrationer af fiskeknogler dog med maskevidde 1 mm. Flotering af udvalgte prøver bør også anvendes.

For hvert 5 cm's udgravningsniveau afrenses fladen, der efterfølgende fotograferes og opmåles mht. fund, laggrænser etc. Der suppleres med systematisk prøveudtagning af fylden inden for hver udgravningsenhed/hvert udgravningsniveau, bl.a. med henblik på finsoldning og flotering. Yderligere dokumentation af lagfølgen kan ske på sædvanlig vis, ved at der udlægges en profilbalk.

Påvisning af stage- og pælehuller uden for hyttegruben kan udgøre et praktisk problem. Hullerne fra de tilspidsede stager måler ikke mere end 3-4 cm i tværmål og ligner i fladen til forveksling dyregange. Det betyder, at undergrundsfladen omkring hyttegruben skal afrenses grundigt - og gerne ad flere omgange - i en afstand af mindst 1,5-2 m fra gruben, og at der måske skal snittes et utal af dyregange, før eventuelle stagehuller er dokumenteret.

[Tilbage til toppen]