Bebyggelse på værfter

Bebyggelsen på værfter ude i marsken er en helt unik anlægs / bygningstype, der kun findes i Vadehavsregionen.

Værfterne er kunstigt anlagte "øer" ude i den flade, åbne og vidtstrakte marsk og de kan enten ligge isoleret som enkeltgårde eller de kan ligge samlet i små landsbyer.

Værftbebyggelsen er i dag særligt udbredt i Tøndermarsken og Ballummarsken og begge steder ses også flere ældre værfter, hvor bebyggelsen i dag er fjernet.

Bebyggelsen på værfterne er karakteriseret af de større gårde med tre eller fire længer, der ligger omkring en gårdsplads. Særligt typisk er de mægtige, brede lader med store ubrudte, tækkede tagflader, der markerer sig stærkt i landskabet. Bebyggelsen kan være omgivet af lægivende beplantning, der er koncentreret til selve værftet.

Bebyggelsen på værfterne er både knyttet til den traditionelle slesvigske gård og til de firelængede gårde og bygningstyperne beskrives nøjere i disse to afsnit.

Fællestræk for bebyggelsen på værfterne er de grundmurede facader, der er sat i de egnstypiske tegl, som varierer i farven fra mørk sintret brun-violet til lys rød. Murværket er sat i krydsforbandt og med skrabefuge, der kan være opstreget med hvidtekalk. Stenene er ofte større end normalsten, og størrelsen varierer fra bygning til bygning. Husene kan være udsmykket med enkle murværksdekorationer som gesimsbånd, stik, blændinger. Husene kan være opført på synlige syldsten, men har sjældent markerede sokler.

Bygningerne er tillige kendetegnet ved de smukt udformede murankre i smedejern, der pryder facaderne. Murankrene kan være enkelt udført med et lodret forskudsjern eller udført som svungne dekorationer eller de kan være udført som initialer eller årstal. For de store værftgårde er det i særlig grad murankrene på de store lader, der er kendetegnende.

De forskellige bygningsdeles funktioner afspejler sig i facaden med store regelmæssigt placerede vinduer i stuehuset og med små halvrunde eller fladbuede støbejernsvinduer i udlængerne samt de store karakteristiske porte i ladebygningerne.

Stuehusets skorstene er traditionelt udformet med sokkel, skaft og gesims og er placeret i kip og står som regel i blank mur.

Taget er tækket med rør og mønningen er lagt med store tørv, der ligger med overlæg. Tagfladen er ubrudt og uden tagkviste og det tækkede tag optager i bløde kurver taget fra hhv. arkengaf og den fremspringende karnap.

De unikke værftgårde er tæt knyttet til de specielle landskabelige forhold, og værfterne er en helt grundlæggende forudsætning for beboelse og bosætning i marsken. Værfterne beskyttede dels ved stormflod og dels var området ofte oversvømmet før digerne og afvandingen blev anlagt.

De fritliggende værftgårde præger i høj grad oplevelsen af det flade, ubebyggede landskab.

Landsbyen Ubjerg ligger på en lav, langstrakt forhøjning i Tøndermarsken, men landsbyens gårde er yderligere hævet på værfter, hvilket giver landsbyen en ganske særlig karakter. I landsbyen Sæd, der ligger på samme langstrakte "ryg" er flere af gårdene også hævet på værfter. Også landsbyen Mjolden i Ballummarsken er præget af flere værfter inde i landsbydannelsen.

Det hårde vejrlig og truslen om stormflod, har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt.

Mange af de større lader er konstruerede som en selvbærende tømmerkonstruktion, hvor murene ikke er bærende, men kan skubbes bort af vandmasserne ved stormflod, uden at resten af huset vælter. Dette ses bl.a. på de mange murankre i facaden, der afslører den indvendige konstruktion.

I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. Et byggemateriale, der også er mere modstandsdygtigt overfor klimatisk nedbrydning end f.eks. bindingsværk med lerklinede tavl, som blev anvendt andre steder i landet.

De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne, eller på lokale teglværker. Rør til tækning hentede man i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der også blev fremstillet lokalt, ved at brænde skaller og kalksten fra stranden.

Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold, samt af adgangen til byggematerialer.

Traditionen med at bygge på værfter ude i marsken, antages at stramme tilbage i 1100-tallet, hvor friserne indvandrede i området og medførte denne byggeskik. Frisernes byggeskik udviklede sig gennem 1500 og 1600 tallet til den specielle gårdtype, der kaldes "Haubarg". Denne bygningstype er karakteriseret af en mægtig tagkonstruktion, der bæres af fire høje stolper og som dækker hele det store anlæg. Firkanten mellem stolperne er lade, mens de øvrige længer anvendes til beboelse og stald.

De bærende stolper giver en selvbærende konstruktion, der står mere stabilt under stormflod end en bygning med bærende ydermure. Syd for grænsen er bevaret flere af disse store Haubarg, der særligt er typisk for Ejdersted. Bebyggelsen på værfterne er i det væsentligste præget af den slesvigske byggeskik, der præger området som helhed.

Den særlige byggeskik med de grundmurede huse, adskiller sig væsentligt fra landbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelige byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet.

Et typisk træk for bebyggelsen på værfterne er gårdbebyggelsen med de mægtige tækkede tage og de store brede lader, opført i grundmur med de karakteristiske røde sten, der er lagt og fuget i ler eller kalkmørtel. De fremhævede detaljer som gesims, vindueslysninger mm. er kalkede med hvidtekalk . Vinduer, skodder og de store porte er som hovedregel hvidmalede, og her har man traditionelt malet med linoliemaling.

Stråtagene er tækket med rør og mønnede med græstørv, der lægges "taglagt" over rygningen. Tagskægget er vandret afskåret eller har en smule fald udad.

De karaktergivende og smukke detaljer og bygningsdele på marskgårdene har næsten alle en praktisk og funktionel begrundelse.

Arkengaffen eller frontkvisten, der markerer indgangen i facaden, har også flere praktiske funktioner – dels har man kunne kaste hø op på loftet gennem forkelugen – og dels har arkengaffen tjent som brandsikring og forhindret at et brændende stråtag skulle skride ned over flugtvejen fra hoveddøren.

De opstregede fuger tjener også et praktisk formål, da kalken beskytter de sårbare fuger, der tidligere ofte blot var ler, der ville regne væk, hvis det ikke fik en beskyttende kalkning.

De valmede gavle tager af for den kraftige vestenvind.

De tunge tørvemønninger er også velegnede i det hårde klima, hvor en sjællandsk halmmønning ikke ville holde længe.

De smedede murankre, der pryder facaderne har også en væsentlig konstruktiv betydning, idet de fastholder murværket til bjælkelaget. Et særligt egnstypisk træk er de to murankre, der er placeret i brystningshøjde omkring indgangsdøren og som fastholder den indvendige karmstolpe til ydermuren.

Et andet egnstypisk træk er den rigelig brug af murankre på de store lader, der afspejler den særlige selvbærende tømmerkonstruktion, hvortil murene fastholdes med murankre.

Bygningerne er alle opført i relativt få og enkle materialer, der har kunnet skaffes og fremstilles lokalt. Disse traditionelle byggemateriale udmærker sig ved, at de arbejder godt sammen og skaber en sammenhængende og god bygningsfysik. Derudover er de billige og enkle at vedligeholde.

Det helt enestående ved Værftgårdene er selve anlægsformen med det hævede værft, der udgør en umistelig kvalitet. Værftet er sårbart overfor indgreb, regulering eller fjernelse af dele af værftet samt for nyere beplantning, der slører værftets afgrænsning. Værfterne er også sårbare overfor større bygningsanlæg eller tæt og høj beplantning i nærheden, der vil sløre det særlige kulturlandskab.

Det sluttede bygningsanlæg med de store tagflader bør ideelt set ligge frit og solitært på værftet, da det helt unikke samspil med landskabet svækkes, hvis der opføres nye udlænger udenfor værftet eller hvis bebyggelsen "glider" ud over værftets kant.

De værdifulde anlæg, der ligger alene i landskabet, er ligeledes sårbare overfor at miste ældre udlænger.

De særlige bygninger er også sårbare overfor ændringer i tagfladen, der ideelt set står ubrudte uden tagkviste og tagvinduer.

Facadernes murværk er særligt sårbart overfor etablering af nye muråbninger, pudsning eller berapning af det typiske blanke murværk, eller reparationer udført med sten af en anden type og med andre mørteltyper end oprindelig anvendt.

De kalkede partier er sårbare overfor ændring af materiale til overfladebehandling – f.eks. fra kalk til plastik– eller cementbaseret maling, der har et ganske andet udtryk og tillige kan give en række byggetekniske problemer.

Bygningerne er sårbare overfor ændringer eller udskiftninger af originale vinduer og døre, af hvilke, der kun er bevaret meget få. Bygningerne er også sårbare overfor nye vinduer og døre, der er fremmede for denne bygningstype – f.eks. termoruder med kraftige sprosser, pålimede snydesprosser, plastikvinduer, træ-allu eller lignende eller formstøbte "fyldingsdøre" i plast.

Bygningerne er også sårbare overfor ændring af farver og malingstyper. Ovennævnte betyder ikke, at huse af denne type er urørlige – men at indgreb og ændringer skal være velovervejede og at man skal være opmærksom på de særlige kvaliteter, denne bygningstype repræsenterer.

Det er ikke kun antikvarisk og æstetisk at bygningerne er sårbare overfor indgreb. Rent byggeteknisk er husene sårbare overfor reparationer udført med materialer, der ikke arbejder godt sammen med de øvrige byggematerialer, fordi de er for tætte, hårde og usmidige, hvorved der meget hurtigt kan opstå alvorlige byggeskader, såsom råd og svamp i træ, fugtskader eller forvitring af murværk.

Som anlægstype udgør værfterne og bebyggelsen på værfterne et enestående og ekstremt sjældent træk i dansk bygningskultur og det er dette sjældne samspil mellem bebyggelse og landskab, der er den primære og bærende bevaringsværdi for denne type.

For bebyggelsen på værfterne er de tækkede tage og de røde murværk udgør en særlig bevaringsværdi for denne bygningstype. En stor del af bebyggelsen på værfterne har bevaret originale bygningsdele som vinduer, døre porte mm., hvilket også udgør en bærende bevaringsværdi.

Også de ubebyggede værfter udgør et værdifuldt og bevaringsværdigt træk som man bør værne om.

Netop fordi denne anlægstype er helt unik i Danmark er det særligt vigtigt at man så vidt muligt fastholder såvel værfternes karakter og afgrænsning som helheden i de enkelte gårdes med stuehus og udlænger samlet på værftet.

Omgivelser og helhed

• Man bør undgå beplantning, der slører overgangen mellem marsk og værft.
• Bebyggelsen bør ligge samlet på værftet og man bør undgå udlænger, lader m.m. i det lave land omkring værftet.
• Ubebyggede værfter bør ligeledes bevares.
• Man bør undgå at nedrive ældre udlænger, der er en del af de ældre sluttede gårdanlæg.

Murværk og facader

• Ved reparationer af murværket bør anvendes sten af samme type og format som de tidligere anvendte. Ældre mursten kan skaffes ved genbrugslagre, der har specialiseret sig i dette og til de fredede bygninger, kan man søge om materialer fra Kulturarvsstyrelsens Genbrugslagre. Sten til restaureringsarbejder kan også specialfremstilles.

  Fuger bør udføres som de eksisterende, hvilket oftest er en ren kalkmørtel uden cement, udført som skrabefuge.

  De hvidkalkede detaljer bør fortsat vedligeholdes med hvidtekalk og man børe ikke anvende nyere materialer som f.eks. plastikmaling, cementpulvermaling eller lignende. Kalken er den mest diffusionsåbne overfladebehandling og det produkt, der arbejder bedst sammen med de øvrige traditionelle byggematerialer. Kalker man rigtigt og med de rette materialer, behøver man kun at kalke hvert 5. – 8. år.

Vinduer

• Har bygningen endnu sine ældre vinduer, bør disse bevares. Der findes i dag firmaer, der har specialiseret sig i vinduesistandsættelse og man kan i dag få indvendige forsatsrudesystemer med samme komfort og endda bedre isoleringseffekt end tilsvarende termoruder.

  Når man istandsætter de ældre vinduer, bør man bevare de gamle rudeglas, der har et særligt fint spil i overfladen og kan varierer fra lys grøn til rødlig violet i farven.

  Man bør ligeledes være opmærksom på håndsmede beslag, af hvilke der desværre er bevaret meget få. Når man vurderer disse, skal man vide, at de ældre håndsmedede hjørnebåndsbeslag ofte er tyndere i godset end de nyere, og at de i langt de fleste tilfælde vil kunne genbruges.

  Ved maling af vinduer og skodder bør man holde sig til de materialer og farver, som oprindelig er anvendt – og kender man ikke disse bør man anvende den hvide farve, som kendetegner denne bygningstype i dag. Man bør ikke male vinduer i ældre bevaringsværdige bygninger med plastikmaling. Denne maling arbejder dårligt sammen med de øvrige materialer, og ved påføring af flere lag maling, har det vist sig, at malingen bliver for tæt, så der sker en fugtophobning i træet, der kan medføre rådskader.

  Til maling af ældre vinduer af træ anbefales det, at man anvende en linoliemaling, der i parentes bemærket ikke skal tilføres terpentin.

  Hvis de originale vinduer allerede er skiftet ud til nyere vinduer, der skal udskiftes igen, anbefales det, at man sætter vinduer i, der er udført i træ med enkeltlagsglas og kitfals. Nye vinduer i enkeltlagsglas kan forsynes med en indvendig koblet forsatsramme, så man opnår samme (eller bedre) varmeøkonomi og komfort som ved tilsvarende termoruder. Krav til nye vinduer er beskrevet under henvisningerne. Der findes flere jyske vinduesfirmaer, der har specialiseret sig i produktion af vinduer til ældre bevaringsværdige bygninger. (se under henvisninger)

Døre og porte

• Eksisterende gamle, originale døre eller porte til bevaringsværdige huse bør altid repareres og istandsættes, frem for at skiftes ud - lige meget hvor dårlig en tilstand de er i. De nye døre eller porte kan aldrig opnå samme smukke overfladekarakter, slid og patina, som den gamle.

  Eventuelle billedskærerarbejder på dørene og i overvinduerne bør omfattes med stor omhu, og nødvendig komplettering, bør fortages af en professionel billedskærer.

  I stedet for at skifte utætte, gamle originale yderdøre ud med nye døre, kan man montere tætningsliste og eventuelt supplere med en ny, tæt indvendig forsatsdør.

  Hvis man skal udskifte nyere døre og ikke ved, hvordan de oprindelige døre har set ud, bør man vælge en dør med en enkelt udformning. Man bør undgå sidevinduer, der er fremmede for ældre bygninger. Nye fyldingsdøre bør udføres traditionelt med ramme og fyldinger i massivt træ og man bør undgå nyere pladedøre med påsatte fyldinger. Ældre dobbeltdøre har ofte en bred gående fløj og en smallere fast fløj. På den bredere fløj er monteret to slaglister, så døren opleves som symmetrisk.

  Revledøre og porte udgør en væsentlig del af landbebyggelsens særlige bevaringsværdier og hvis disse er bevaret, bør man istandsætte og vedligeholde dem. Er døre og porte så nedbrudte, at en reparation ikke giver mening, bør man udføre nye revledøre eller porte i samme materialer og efter samme konstruktionsprincip. Man bør genanvende ældre håndsmedede beslag.

Tage

• De tage, der i dag er belagt med vingetegl bør fortsat lægges med vingetegl af samme type og kvalitet som de eksisterende. Man skal være særligt opmærksom på rygningen, der bør udføres traditionelt med rygningssten lagt i mørtel og ikke med påskruede rygningssten.

  Skævheder og lunker i tagfladerne og tagfødderne bør ikke rettes op ved tagomlægninger, men skal bibeholdes som de er.

  Skorstenspiber, der sidder på rygningen, skal inddækkes i taget ved indmuring med mørtel og må ikke inddækkes med zink.

  Ved de tækkede tage skal man bibeholde den karakteristiske vandrette eller let indad skrående afskæring af tagskægget.

Smedejern

• Murankre af smedejern, bør løbende vedligeholdes med jernmønje og maling. Ved en eventuel udskiftning bør man igen anvende traditionelt smedede ankre, og ikke udskårne og sammensvejsede pladestykker.

Ombygninger

• Det skal anbefales, at man tilknytter en restaureringsarkitekt som konsulent ved arbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse, således at man fortsat fastholder de bærende bevaringsværdier i huset.´

• Er huset bygningsfredet, kræver alle ændringer, der går ud over almindelig vedligeholdelse en forudgående tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen.

• Man bør være opmærksom på at der kan være særlige lokalplanbestemmelser knyttet til området. Lokalplan kan tillige indeholde nyttige oplysninger og vejledning om bygningsbevaring

• Man skal være opmærksom på, at der gælder særlige forhold for bygninger, der er klassificerede som bevaringsværdige, da disse er optaget i kommuneplanen for bevaringsværdige bygninger og bevaringsværdige miljøer. Er man i tvivl om hvorvidt en bygning er bevaringsværdig, kan man kontakte kommunen eller søge i Kulturarvsstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger – www.kulturarv.dk.

I både Tøndermarsken og i Ballummarsken er flere værfter, der tidligere har været bebygget, men hvor det kun er værftet, der er bevaret. Disse udgør, ligesom de bebyggede værfter, et særligt egnskarakteristisk landskabselement med stor bevaringsværdi. (1)

Gårdenes hævede placering på værftet i kombination med de store tagflader giver bygningerne en ganske særlig karakter, der understreges af det flade land.

Her Kærgaard fra slutningen af 1700-tallet, der ligger i Tøndermarsken. (2)

De ubrudte tagflader og de store lader er typiske for værftbebyggelsen.

Kærgaard fra slutningen af 1700 i Tøndermarsken. (3)

Værftet giver en klar afgrænsning for bebyggelsen, som man bør fastholde. Området omkring værftet bør så vidt muligt friholdes for bebyggelse og tæt beplantning. (4)

Værftet har en klar og markeret overgang til marsken. I den mægtige lade er to store ladeporte, der, som det er skik i det sydlige del af området, er trukket tilbage fra facaden for at give plads til fuldt læssede vogne. (5)

Marsken, fennerne og værfterne med bebyggelsen danner en sjælden fin helhed. (6)

De fritliggende gårde på værfterne ses vidt omkring i det flade marsklandskab. (7)

Et stort antal af de karakteristiske tagflader er stadig tækkede – og tagfladerne er ikke skæmmet af tagvinduer og tagkviste. (8)

Landsbyen Ubjerg, der ligger i Tøndermarsken, ligger svagt hævet over marsken, men alle gårde i byen er yderligere sikret ved hjælp af værfter. (9)

Mjolden Færgegård ligger hævet på et værft ude i Ballummarsken. (10)

De store brede lader giver et mægtigt stråtag. Murankrene i gavlen afslører den indvendige stolpekonstruktion. (11)

Kærgaard i Tøndermarsken er en af de store værftgårde, der fremstår med stor originalitet. (12)

til tekniske anvisninger på Internettet, der behandler vedligeholdelse og istandsættelse af historiske huse.

Kulturarvsstyrelsens 'Information om bygningsbevaring'

Vedligeholdelse af bevaringsværdige huse: www.kulturarv.dk

Arkitektur
Planlægning og projektering
Vedligeholdelse
Fundamenter
Facader og skiltning
Etagedæk og skillevægge
Skorstene og ildsteder
Tage
Døre og vinduer
Trapper
Overfladebehandling
Fugt, råd og svampe
Tekniske installationer
Haver og belægninger
Byggematerialer

Vejledning til bevaringsværdige bygninger, udgivet af Socialministeriet

Bevaringsværdige bygninger, Sikring af bevaringsværdier Center for Bygningsbevaring v. Søren Vadstrup, 2007:

Link til vejledningen som PDF:
http://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/bevaringsv_bygninger.pdf

Bygningsbevarings-ANVISNINGER fra Center for Bygningsbevaring i RAADVAD

Uddybende tekniske anvisninger koordineret med Kulturarvsstyrelsens "Information om Bygningsbevaring": www.bygningsbevaring.dk

Murværk, facader og sokler
Bindingsværk
Vinduer
Smedejern
Støbejern
Overfladebehandling
Sandsten
Interiører
Tage

Almen information om byggeri, materialer og bygningsbevaring

www.kulturarv.dk
Information om bygningsbevaring med informationsbalde om bygningsbevaring, med beskrivelser af de enkelte bygningsdele og byggematerialer.

www.bygningsbevaring.dk
Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Uddybende beskrivelser af traditionelle håndværksteknikker og bygge materialer – Link og oversigt over håndværkere, materialeproducenter. Rådgivning til private husejere.

www.bygningskultur.dk
Forskellige foreninger og interesseorganisationer, der arbejder med dansk bygningskultur. Anvisninger. Oversigt over håndværkere og materialeproducenter. Rådgivning.

www.bygerfa.dk
Byggeteknisk erfaringsformidling udarbejdet for professionelle, men kan også anvendes af private.

www.Brandteknisk-institut.dk
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institiut – bl.a. information om brandsikring af stråtage.

www.bvb.dk / www.bsf.dk
Byggeskadefondens erfaringer fra en række eftersyn i byfornyede ejendomme og almene boliger.

www.hfb.dk
Håndbog for byggeindustrien – links til byggeriets producenter og leverandører.

www.muro.dk
Murerfagets oplysningsråd.

www.taekkelaug.dk
Grundig information om stråtage – teknikker, kvalitetskrav, egnsbyggeskik mm.

www.trae.net
Omfattende oplysninger om træ, udvælgelse og anvendelse.

www.teknologisk.dk
Teknologisk Institut, træteknik.

www.mur-tag.dk
Teknologisk Institut, Murværkscenteret – Mur- og tagprodukter.

Foreninger og interesseorganisationer der arbejder med bygningsbevaring

www.byfo.dk
www.bygningskultur.dk
http://www.foreningen-straatag.dk
 www.byogland.dk

Lokale bevaringsforeninger:

Fonden til Bevaring af Gamle Rømøhuse
v/ Rosa Schmidt
Ternevej 11
DK 6792 Havneby, Rømø
Tlf. 74 75 52 10

Fonden Gamle Sønderho
v/ Vibeke Schøtt
Toftestien 21
DK 6720 Sønderho, Fanø
Tlf. 75 16 44 29

Selskabet til bevarelse og forskønnelse af Tønder
v/ A.M. Dela
Ribelandevej 32
DK 6270 Tønder
Tlf. 74 72 04 33

Esbjerg Byfond
Torvegade 74
DK 6710 Esbjerg
Tlf. 76 16 16 16

Gammelt Præg
Ribe Bybevaring
Torvet 3
DK 6760 Ribe
Tlf. 75 42 45 80

Bevaringsforeningen for Varde
C/O Varde Museum
Lundvej 4
DK 6800 Varde
Tlf. 75 22 08 77