Fortidsmindernes historie

Hvornår blev dysser, oldsager og gamle huse interessante blot fordi de er gamle? Fortællingen giver også svaret på, hvorfor vi stadig har bevaret - og fortsat beskytter - så manger synlige levn fra forsvindne tider. Det er fortællingen om de beskytter fortidsminder.

Beskyttede fortidsminde er synlige levn og kulturspor i landskabet, som vi passer på med reglerne i Museumsloven. De kaldes også for "Fredede fortidsminder", da beskyttelsen begyndte med frivillige fredninger tilbage i 1808.

Fortællingen om fortidsmindernes historie giver et indblik i interessen for sporene i landskabet, truslerne og ikke mindst statens indgriben for at bevare vores fælles kulturarv for eftertiden.

Før staten griber ind

Oldforskere og danefæ

Hvornår blev dysser, oldsager og gamle huse interessante blot fordi de er gamle?

Jellings to gravhøje og den store runesten blev afbildet allerede i 1591 med en afskrift af teksten på stenen. Interessen tiltog i løbet af 1600- og 1700-tallet. På loftet af Trinitatis Kirke og i Rundetårn opstillede oldforskeren Ole Worm runesten.

Det skete efter, at han med Christian 4’s støtte i begyndelsen af 1600-tallet bad præsterne indsende oplysninger om fortidsminder og ”antikviteter” i deres sogne.

Mere end 100 år senere, i 1763, udgav Erik Pontoppidan  ”Den Danske Atlas”, med en beskrivelse af bl.a. landets historie og monumenter. De første arkæologiske undersøgelser omtales her: Gravhøjene er ”et slags arkiv, der allervisest lader os slutte noget om fædrenes levemåde”. Erik Pontoppidan vidste det af egen erfaring. Han havde selv i 1744 udgravet en jættestue ved Jægerspris, hvor knoglerne stammede fra mennesker af almindelig størrelse – ikke jætter eller kæmpemennesker. Derfor konkluderede han, at jættestuerne ikke var bygget af jætter, men af almindelige mennesker.

Her i 16-1700-tallet var der ingen organiseret indsats fra centralmagten for at indsamle eller bevare sporene fra fortiden. Men der var regler om danefæ. Den første bestemmelse fra 1683 sagde, at guld og sølv, som fandtes i jorden, tilhørte kongen – men det var på grund af metallets værdi. Ved en ændring i 1752 bestemtes det, at kongens ret til sådanne fund kun gjaldt ting af stor historisk værdi, og at finderen skulle have godtgjort den pengemæssige værdi. Dette skift fra metalværdi til historisk værdi i danefæbestemmelserne illustrerer ændringen i tidens holdning til fortidens spor.

Oldsagskommissionen

I 1807 gik det første systematiske arbejde med at registrere og beskytte fortidsminderne i gang. ”Den kongelige Commission for Oldsagers Opbevaring af 22. maj 1807” (Oldsagskommissionen) skulle foreslå, dels hvordan et museum kunne opbygges, dels hvilke fortidsminder der skulle bevares for eftertiden. Baggrunden var, at ødelæggelsen af fortidsminderne havde taget fart i forbindelse med landboreformerne. Gravhøjene blev brugt til at fylde vandhuller op, og dyssernes sten blev hugget i stykker og brugt til diger, broer, veje og huse.

Alle præster fik til opgave at sende oplysninger om fortidsminder i deres sogne ind til kommissionen. Ifølge instruksen skulle de kigge efter dysser/jættestuer, bautasten, helleristninger, runesten og ”Levninger af ældgamle Bygninger”. I løbet af fire år fik Oldsagskommissionen oplysninger om tusinder af fortidsminder over hele landet og udvalgte de fortidsminder, man ønskede at bevare. 23 af dem lå i det nuværende Tyskland og 208 i det nuværende Danmark. Disse fredninger kaldes kancelli-fredningerne.

Selve fredningen foregik ved, at amtmænd, herredsfogeder og sognefogeder forsøgte at overtale ejerne til ikke at sløjfe de udpegede fortidsminder. Omkring 3/4 af dem var storstensgrave fra stenalderen – de lå synlige og mystiske i landskabet og tiltrak opmærksomhed. Resten af de udpegede fortidsminder var blandt andet runesten, bautasten og 3 ruiner fra middelalderen. Ikke alle 208 fortidsminder kan identificeres i dag, men mindst 1/3 af dem er stadig fredede. Desværre er flere af dem ikke så godt bevaret som i 1811.

Oldsagskommissionens anden opgave – oprettelsen af et museum – blev først løst i 1819 med oprettelsen af Oldnordisk Museum på Trinitatis Kirkes loft. C.J. Thomsen, som fandt på at dele oldtiden i en sten-, bronze- og jernalder, var i næsten 50 år drivkraften bag samlingen. Den flyttede i 1832 til Christiansborg og i 1850’erne til Prinsens Palais, hvor den i 1892 blev til Nationalmuseet.

1800-tallets database

I 1836 kom en 15-årig dreng, Jens Jacob A. Worsaae, fra Vejle til København for at fortsætte sin uddannelse. Han besøgte straks Oldnordisk Museum, hvor han efterhånden blev praktikant. Efter nogle års arkæologiske dannelsesrejser i udlandet, kom han i 1847 tilbage og fandt ud af, at mange af de fortidsminder, som blev fredet i 1811, var ødelagt eller forsvundet. Fredningerne fra 1811 havde altså ikke virket. Til at rette op på det blev den nu 26-årige J.J.A. Worsaae udnævnt til ”Inspektør for de antikvariske Mindesmærkers Bevaring”. Med oprettelsen af dette direktorat havde Danmark fået en offentlig institution til at sørge for bevaringen af ”Stensætninger, Stendysser, Jættestuer, Gravhøje, Runestene, Voldsteder, Borg- og Slotsruiner, gamle Kirker og lignende arkitektoniske Mindesmærker og andre mærkelige Levninger fra Ældre Tider” – i dag Kulturarvsstyrelsens ansvar.

J.J.A. Worsaae arbejdede hårdt, men kunne ikke ene mand følge med udviklingen. I 1873 fik han derfor midler til at foretage en systematisk registrering af landets fortidsminder. Flere hold med en arkæolog og en tegner rejste fra sogn til sogn og samlede oplysninger om fund og fortidsminder. Samtidig forsøgte man at overtale ejerne til at lade deres gravhøje frede. I de tilfælde, hvor det lykkedes, blev der sat en granitsten med indskriften ”FM” – fredet minde. I 1930 var man færdig med den landsdækkende registrering. Det oplevede J.J.A. Worsaae ikke, for han døde i 1885. Men det arkiv med oplysninger om alle landets oldsagsfund og fortidsminder – sognebeskrivelsen - som han grundlagde i 1873 er blevet vedligeholdt lige siden og er nu en del af databasen ”Fund og Fortidsminder”.

"Bevar din Arv"

En af opgaverne under den systematiske registrering 1873-1930 var at forsøge at få ejerne af fortidsminderne til at frede dem. Det lykkedes især på godserne, men også hos interesserede bønder og husmænd skete det. Det var i 1930 lykkedes at frede 7.717 fortidsminder. Men i 1920’erne skabte ødelæggelsen af hundredvis af gravhøje og dysser, som ikke var fredet, efterhånden så meget forargelse, at Folketinget vedtog, at alle synlige fortidsminder var fredet.

Blandt initiativtagerne var blandt andre forfatteren Johannes V. Jensen. Vedtagelsen skete den 22. maj 1937 – på dato 130 år efter oprettelsen af Oldsagskommissionen.

I lovens navn...

Bestemmelsen om, at ingen synlige fortidsminder må ødelægges, var en del af naturfredningsloven. §2 siger, at ”Alle jordfaste Fortidsminder, såsom Gravhøje, Gravpladser, Stendysser og Bautasten, Voldsteder og lignende gamle Befæstningsanlæg samt ruiner, er fredet.” Spørgsmålet om, hvad der var fredet og hvad der ikke var fredet, skulle Nationalmuseet afklare. Det gjorde man ved at besøge alle synlige fortidsminder og på stedet tage stilling til den enkelte gravhøj og dens afgrænsning. Fredningen blev tinglyst, så ejere til enhver tid kunne se i ejendommens papirer, at gravhøjen var fredet – selvom der ikke stod en granitsten med ”FM” indhugget.

Nationalmuseets besøg på alle fortidsminderne for at tage stilling til fredning foregik fra lovens vedtagelse i 1937 til 1957. Resultatet var, at 23.774 fortidsminder blev vurderet fredningsværdige. Af dem var næsten 20.000 gravhøje og godt 2.000 stengrave, mens resten var mange forskellige typer. Til dette tal kommer et stort antal fortidsminder i statsskovene, som ikke blev besøgt, fordi de blev anset for fredet i forvejen. Næsten alle fortidsminderne var fra forhistorisk tid, dvs. fra stenalder til vikingetid. Voldsteder og andre fortidsminder fra historisk tid - især middelalderen – blev besøgt i de følgende årtier.

Arkæologiske undersøgelser ind i loven

I 1969 betød en ændring af loven, at hvis man ved at grave i jorden fandt et fortidsminde, skulle arbejdet standses og fortidsmindet undersøges arkæologisk indenfor et år. Det blev også indført, at en offentlig bygherre skulle betale udgifterne til undersøgelsen, mens staten skulle betale, når bygherren var privat.

Samtidigt blev det præciseret, hvilke fortidsminder der kunne fredes: Gravhøje, stengrave, voldsteder, forsvarsanlæg, ruiner, broanlæg, møllekanaler og –dæmninger, stenvolde og –rækker, kanaler, anlæg ved og i søer og åer, helligkilder, bautasten, helleristnings- og andre kultsten, runesten, kors, milepæle og lignende. På havet gjaldt det stengrave, sejlspærringer, havne- og broanlæg. Skibsvrag  - forlist for mere end 100 år siden - var blevet fredet efter en anden lov i 1963.

Frem og tilbage er lige langt

Den landsdækkende registrering af de fredede fortidsminder 1937-57 blev foretaget af Nationalmuseets afdeling for oldtiden. I 1961 kom den 100 m zone, som skulle sikre fortidsmindernes sammenhæng med det omgivende landskab, til at gælde de fleste fortidsminder. Det medførte en mere omfattende administration, og derfor oprettedes Nationalmuseets Fredningsafdeling. Denne afdeling var statens myndighed på fortidsmindeområdet. Den har gennem årene ændret navn og tilhørsforhold flere gange og indgår i dag i Slots- og Kulturarvsstyrelsen:

  • 1969 - flytter Fredningsafdelingen fra Nationalmuseet til Rigsantikvaren under navnet Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning.
  • 1973 – flytter Fortidsmindeforvaltningen fra kulturministeriet til det nyoprettede miljøministerium under navnet Fredningsstyrelsens Fortidsmindeforvaltning
  • 1983 - deles Fortidsmindeforvaltningen i Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat under Kulturministeriet og Fredningsstyrelsens Fortidsmindekontor under Miljøministeriet.
  • 1987 - Fredningsstyrelsens Fortidsmindekontor bliver til Skov- og Naturstyrelsens Kulturhistoriske kontor.
  • 2002 - Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat og Skov- og Naturstyrelsens Kulturhistoriske Kontor lægges sammen under Kulturministeriet til Kulturarvsstyrelsen, Fortidsminder.
  • 2012 - Kulturarvsstyrelsen, Kunststyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier fusioner til Kulturstyrelsen.
  • 2016 - Kulturstyrelsen og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme lægges sammen under navnet Slots- og Kulturstyrelsen.

Fra fredning til beskyttelse

I 1992 blev naturfredningsloven til naturbeskyttelsesloven, og beskyttelsen af sten- og jorddiger blev en del af loven. Desuden blev det på ny defineret, hvilke fortidsminder der kunne fredes. Nye typer kom til i et bilag til loven: Værfterne i den sønderjyske marsk, ødekirkegårde, bopladser, sten og træer hvortil der er knyttet overtro, krigergrave, mindesmærker, agerspor, fangstgruber, sten- og grenkast. Denne liste over fortidsminder, som er eller kan fredes, blev i 2004 overført fra naturbeskyttelsesloven til museumsloven, hvor den er en del af den nugældende lov. Det samme gjaldt fortidsminder på havbunden: Skibsvrag, skibsladninger og dele fra skibsvrag, som er gået tabt for mere end 100 år siden.

Ved den hidtil sidste ændring af museumsloven i 2002 blev reglerne om finansiering af de arkæologiske undersøgelser ændret. Ud fra ”forureneren betaler” princippet blev det pålagt bygherrer at betale de nødvendige arkæologiske undersøgelser ved anlægsarbejder – dog med visse undtagelser. Hensigten var også at anspore bygherrer til om muligt at ændre projekterne, så arkæologiske udgravninger kan undgås.

Kontakt

Vil du spørge os om noget? Her kan du henvende dig til Slots- og Kulturstyrelsen

Hvis du vil vide mere

Adamsen, C. & Jensen, V. 1995-2003: Danske præsters indberetninger til Oldsagskommissionen af 1807. Wormianum. Højbjerg.

Ebbesen, K. 1985: Fortidsminderegistrering i Danmark. Fredningsstyrelsen

Jakobsen, T. B. 2007: Birth of a World Museum. Acta Archaeologica Vol. 78:1. Acta Archaeologica Supplementa Vol. VIII. Oxford.

Nielsen, I. (ed.) 1987: Bevar din arv. Danmarks fortidsminder 1937-1987. GEC Gads Forlag og Skov- og Naturstyrelsen.

Johannes V. Jensen:

Alvorlig taler ved alfarvej
med grønsvær tækket de gamles grave.
Henfarne slægter – forglem dem ej!
i arv de gav dig en ædel gave.
Henfarne slægter
i landets marv
sig ej fornægter.
Bevar din arv.

Danmarkssangen – Hvor smiler fager den danske kyst (1925)

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)