Kulturgrupper

1. Den grubekeramiske kultur

Af Lutz Klassen

Fig. 1. Kainsbakke A47, deponering af underkæber fra hjorte. Foto: Museum Østjylland.

Den grubekeramiske kultur er den mindst udforskede af de danske neolitiske kulturer. Undersøgelsen af grubekeramiske pladser skal derfor prioriteres højt. Der kendes en del grubekeramiske løsfund og bopladser, som oftest er beliggende på velegnede jagtlokaliteter med tilknytning til kysten og store ferskvandssystemer. Disse pladser blev ofte anvendt gennem årtusinder i både ældre og yngre stenalder.

Grubekeramiske fund vil derfor ofte indgå i blandede komplekser, mens rene grubekeramiske pladser er sjældne. Derudover kendes der fund først og fremmest af skafttungepile fra megalitgrave. Også her gør problematikken om at isolere rene grubekeramiske inventarer sig gældende.

Rene grubekeramiske pladser og især dem med bevaret organisk materiale er meget sjældne. Sidstnævnte gruppe kendes i dag stort set udelukkende fra Djursland. Blandt bopladserne kan der skelnes mellem små, formentlig sæsonprægede jagtstationer og forholdsvis få store bopladser, som kan være brugt året rundt.

De store pladser kendes i øjeblikket kun fra Djursland, Limfjordsegnen og Anholt, mens de små jagtstationer forekommer i et større område i Nord- og Østjylland, på Nordsjælland, Kattegatøerne og Nordfyn.

Fig. 2. Den store grubekeramiske boplads Kirial Bro på Djursland blev anlagt umiddelbart for foden af Litorinahavets kystskrænt (den lyse stribe til højre i billedet). De lyse pletter afspejler deponeringer af skaller, som på undersøgelsestidspunktet allerede var pløjet meget ned. Umiddelbart foran bopladsen blev der fundet et fiskegærde fra den forudgående tragtbægerkultur, som indikerer, at stedet har budt på særlig favorable fangstmuligheder. Foto: Museum Østjylland.


En særlig gruppe blandt de grubekeramiske pladser udgøres af genanvendte sarupanlæg og beslægtede anlæg fra tragtbægerkulturen. Disse kendes i øjeblikket kun fra Djursland og har særlig stor værdi, fordi de grubekeramiske aflejringer her optræder i ren og stratigrafisk klart adskilte horisonter i systemgravenes genopgravninger.

Derudover er disse pladser kendetegnet ved deponeringer af marine skaller, som har resulteret i gode bevaringsforhold for organisk materiale. Særlige deponeringer af dyr eller dele af dyr bærer præg af tragtbæger-traditioner, Fig. 1.

Fig. 3. Snit gennem grube A47 på Kainsbakke. De massive deponeringer af skaller giver anlægget en køkkenmødding-karakter og kræver tilsvarende udgravningsmetodik. Gruben er måske del af et ældre sarupanlæg/beslægtet anlæg, og de grubekeramiske fund repræsenterer kun en sekundær anvendelsesfase. Foto: Museum Østjylland.


Grubekeramiske bopladser uanset størrelse er bundet til Litorinahavets kystlinje i samme grad som Ertebøllekulturens. Der findes bopladser både med og uden skalaflejringer. Udgravningsmetodikken vil være den samme som ved udgravningen af køkkenmøddinger eller kystbopladser uden skalaflejringer fra ældre stenalder.

[Tilbage til toppen]


2. Sen tragtbæger- og enkeltgravskultur på de danske øer i sen mellemneolitikum, ca. 2850-2350 f.Kr.

Af Rune Iversen

Fig 1. Rester af enkeltgravshøj med stenkiste, Tissø, Vestsjælland. Foto: Thomsen 2002.

Gravene

Modsat situationen i Jylland mangler vi i høj grad spor fra enkeltgravsfasen på de danske øer. Dette gælder især for Sjælland, Møn, Lolland og Falster. Mens en del klassiske enkeltgrave efterhånden kendes fra Fyn og øerne syd for Fyn (se bl.a. Andersen 1979; Becker 1936; Skaarup 1985), findes gravtypen stort set ikke øst for Storebælt. I de få tilfælde, hvor enkeltgrave kendes fra Sjælland, er der oftest tale om stenkister - evt. omgivet af en ringformet grøft, som det kendes fra Jylland.

Fig 2. D-pile. Becker 1951.


Gravgodset består primært af skafttungepile (type D), svajede bægre og ravskiver. Megalitgravene rummer en del enkeltgravssager, og periodens stridsøkser findes som løsfund. Samlet set kommer mængden af registrerede stridsøkser fra den sjællandske øgruppe dog ikke over 100. Dette billede står i skærende kontrast til situationen i Jylland, hvor P. V. Glob i 1940'erne talte tæt på 2.400 stridsøkser (Glob 1945).

Skulle enkeltgravskulturens lave gravhøje være gået tabt i det intensivt udnyttede østdanske landbrugslandskab, ville vi have haft en væsentlig større mængde løsfundne stridsøkser fra øerne. Manglen på stridsøkser samt regulære enkeltgrave relateret til enkeltgravskulturen i Østdanmark viser tydeligt, at vi har at gøre med en forskelligartet kulturudvikling inden for det danske område i den sene del af mellemneolitikum.

En afklaring af kulturudviklingen på de danske øer i sen mellemneolitisk tid må have særdeles høj prioritet i den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed. 

  • Lokalisering
  • Udgravning
  • Naturvidenskabelig datering
  • Isotop- og aDNA-analyser af nye intakte gravfund fra perioden vil bidrage betydeligt til forståelsen af den kulturelle og sociale udvikling i perioden.

Vi mangler stadig en afklaring af om de delvist samtidige arkæologiske kulturgrupper som:

  • sen tragtbægerkultur
  • grubekeramisk kultur
  • enkeltgravskultur, og
  • stridsøksekultur

reelt set adskiller sig genetisk/biologisk og ernæringsmæssigt fra hinanden, som det ses i det østlige Sverige (Skogslund et al. 2012).

I denne sammenhæng udgør megalitgravene rene skatkamre af muligheder, som allerede indgår i genetiske undersøgelser i forbindelse med igangværende forskningsprojekter[1]. Grundet megalitgravenes sammenblandede begravelser er de menneskelige rester svære at knytte til de arkæologiske genstande, der findes i kamrene.

Selvom knogler fra kamrene dateres, individer bestemmes genetisk, og kosten kortlægges, er de menneskelige rester svære at relatere til de kulturgrupper, der er udskilt på baggrund af de arkæologiske fund.

Nye sluttede gravfund vil derfor være helt essentielle for at belyse den kulturelle udvikling og spørgsmål omkring migration af enkeltindivider og/eller grupper af individer.

Manglende bopladser

Foruden gravene mangler i særdeleshed bopladser på øerne fra tiden efter tragtbægerkulturens ophør. Disse er stort set ikke erkendt, hvis vi ser bort fra bornholmske pladser som Limensgård og Grødbygård (Kempfner-Jørgensen and Watt 1985; Nielsen and Nielsen 1985). Gruber, kulturlag og huse er så godt som fraværende.

  • Nye fund af bopladser fra perioden samt rekonstruktioner af landskabet på baggrund af nye pollendiagrammer vil kunne bidrage betydeligt til vores forståelse af den subsistensøkonomiske udvikling mellem tragtbægerkulturen og senneolitikum på øerne.
  • Afspejler de manglende bopladser en ændret livsstil med øget mobilitet og fokus på marine og jagtbaserede erhvervsstrategier - eller "gemmer" periodens huse og bopladser sig i mængden af udaterede toskibede huse og kulturlag med "ukarakteristisk" bopladskeramik?
  • Tyknakkede huløkser (Horneby-typen) og type D-skafttungepile er de mest udbredte ledetyper, og løsfundne eksemplarer kan være indikatorer på bosættelse fra perioden. Udgravning og C14-datering af mulige sene mellemneolitiske anlæg bør prioriteres højt.
Fig. 3. Tyknakket huløkse. Foto: Nationalmuseet, efter Nationalmuseets Samlinger Online


Fig. 4. Palisadeanlæg ved Hyllie, Malmø. Pilene markerer indgange i palisaden. Brink 2009.


Mellemneolitiske palisadeanlæg

Palisadeanlæggene er en relativt ny anlægstype, der knytter sig til den sene del af mellemneolitikum. Neolitiske palisader kendes fra store dele af Europa (se bl.a. Noble and Brophy 2011), men i en sydskandinavisk kontekst er de indtil videre kun kendt fra det østlige Sjælland, Bornholm og Skåne.

Et nyt fund fra Falster viser imidlertid, at anlægstypen også findes syd for Sjælland. Hertil kommer en række nye fund af formodede palisadeanlæg ved Køge. Disse er dog kun delvis udgravede og mangler indtil videre naturvidenskabelig datering. Palisadeanlæggene dateres generelt til perioden ca. 3000-2500 f.Kr. og er i dansk sammenhæng overvejende knyttet til den sene tragtbægerkultur, mens de skånske anlæg synes at pege mod tidlig stridsøksekultur.

Især Bornholm og Skåne udmærker sig ved større udgravninger af anlæg bestående af flere palisaderækker, der har omkranset områder på op til 6 ha. (Brink 2009; Kaul et al. 2002; Svensson 2002). Anlæggene består oftest af flere parallelle palisaderækker, men enkeltrækker kendes også fra bl.a. Dösjebro i Vestskåne og Helgeshøj ved Høje Taastrup.

Palisaderækkerne er gerne forsynet med indgange og forskellige "tilbygninger"/annekser, som giver anlægget et noget uensartet forløb. Der er næppe tale om befæstede anlæg men snarere rituelle/religiøse mødesteder, hvilket understøttes af bornholmske fund af lerskiver og skifersten med solsymboler.

Fig. 5. Stolpecirkler ved Vasagård, Bornholm. Kaul et al. 2002.


På de bornholmske pladser ses desuden stolpecirkler, der kan ses som pendanter til de engelske timber circles. Flintaffald fra flintøkseproduktion og ildpåvirkede flintredskaber er fundet i forbindelse med palisaderne, og flere anlæg viser tegn på at være brændt ned.

Især omfattende svenske undersøgelser har kastet nyt lys over palisaderne, men til trods herfor mangler vi stadig viden om anlæggenes geografiske og kronologiske udbredelse samt kulturelle tilhørsforhold.

Større sammenhængende undersøgelser af palisadeanlæg bør prioriteres ligesom naturvidenskabelig datering af anlæggene. Ikke mindst har det stor betydning for forståelsen af anlæggene, hvorvidt de udelukkende blev opført i det østligste Danmark og Skåne, eller om de også findes i Jylland og på Fyn.

 

[Tilbage til toppen]

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)