Forundersøgelse

Af Christian Juel
 

  
Ved forundersøgelse af fortidsminder fra yngre jernalder i det åbne land bør der anvendes en systematisk forundersøgelsesstrategi med søgegrøfter. De metodiske overvejelser bag forundersøgelser med søgegrøfter er grundigt beskrevet i Den arkæologiske strategi for ældre jernalder, hvorfor der i det nedenstående sættes specifikt fokus på de vanskeligheder, der er forbundet med at erkende og afgrænse fortidsminder fra yngre jernalder i forundersøgelsesfasen.

Det er desværre ofte tilfældet, at yngre jernalders bebyggelsesspor først erkendes i forbindelse med fladeafdækning af fortidsminder fra andre perioder. Dette har den uheldige konsekvens, at det kan være vanskeligt at indpasse disse fortidsminder i de prioriteringer, der foretages ved den enkelte undersøgelse.

Som det fremgår af strategiens spredningskort (Fig. 5-8  i denne artikel) kendes betydeligt færre lokaliteter fra yngre jernalder sammenlignet med ældre jernalder, særligt er yngre germansk jernalders bebyggelse meget svagt repræsenteret og dårligt belyst.

Fokuspunkter:

  • Bebyggelsesspor fra denne periode bør af denne grund prioriteres højt ved fremtidige undersøgelser.
  • Det bør være en væsentlig opgave, at belyse i hvor høj grad dette forhold skyldes forandringer i bebyggelsernes antal, struktur og placering, og hvor meget der skyldes vanskelighederne ved at erkende og datere bebyggelserne.
  • Det er vigtigt at undersøge i hvor høj grad vanskelighederne med at påvise bebyggelserne skyldes nedslidning på dyrkede arealer eller nærmere skyldes ændrede konstruktionstræk, der resulterer i svært erkendelige hustomter.
  • Det er væsentligt at afklare sammenhængen mellem bebyggelse og de mange detektorfund fra de to seneste perioder af oldtiden.

Karakteristika for hustomter i yngre jernalder

Yngre jernalders bebyggelse rummer sammenlignet med ældre jernalders bebyggelse en række fysiske karakteristika, der kan gøre det vanskeligt at erkende bebyggelserne ved en systematisk forundersøgelse. I løbet af ældre germansk jernalder ses en generel stigende andel af huse bestående af blot de tagbærende stolper, dvs. uden de karakteristiske tætstående vægstolpeforløb, der kan karakteriseres som en ledetype for huse fra yngre romersk jernalder.

De generelle hustypologiske træk i yngre jernalder er samtidig en gradvis smallere midtskibsbredde og en større afstand mellem de tagbærende stolpesæt jf. Fig. 2 (Egeberg Hansen et al. 1991). Disse konstruktionstræk vanskeliggør alle muligheden for at erkende og datere periodens huskonstruktioner i en søgegrøft.

Når der påtræffes formodede tagbærende stolpesæt i en søgegrøft, bør der altid udvides med minimum 4-5 meter til hver side, da spændet til næste sæt tagbærende stolper kan være stort. Ellers kan et næste tagbærende sæt ikke udelukkes.

  
Hustypologi i yngre jernalder

Sammenlignet med ældre jernalder er hustypologien i yngre jernalder dårligere belyst, men undersøgelser peger på stor variation i materialet - både regionalt og lokalt. Ved forundersøgelser hvor der udlægges søgegrøfter med tilnærmelsesvis nord-syd orientering, bør det altid haves i tankerne, at langt fra alle huse er øst-vest- eller tilnærmelsesvis øst-vest orienterede.

I løbet af germansk jernalder og ældre vikingetid øges antallet af nord-syd- eller tilnærmelsesvis nord-syd-orienterede huse betragteligt. Desuden ses der i de undersøgte bebyggelser typisk en mindre regelmæssighed og ofte et helt fravær af omgivende hegnsforløb, der kan definere gårdens afgrænsning.

Særligt i tiden efter ældre germanertid (efter ca. 600 e.Kr.) er gårdenes struktur dårligt belyst i flere dele af landet, og egentlige toftegrænser (i form af jordgravede stolper eller grøfter) er sjældent erkendt arkæologisk. Når hustypologien samtidig er usikker er det samlede resultat, at det ofte er vanskeligt at erkende og afgrænse periodens bebyggelse ved den systematiske forundersøgelse.

Periodens bopladser er generelt kendetegnet ved en sparsomhed på daterende fund og en ringe forekomst af de gruber og bopladsrelaterede anlæg, der gør identifikationen af bebyggelser fra ældre jernalder betydeligt nemmere.

I relation til yngre jernalder bør der ved forundersøgelsen være fokus på større fyldskifter, idet disse kan være grubehuse. De tagbærende stolper i et grubehus er sjældent synlige i fladen og selve husgruben kan indledningsvis være irregulær. Det bør allerede ved forundersøgelsen gennem sonderende snit eller prøvehuller afklares om sådanne anlæg er grubehuse. Det er meget uheldigt hvis grubehuse først erkendes ved en evt. fladeafdækning, idet der er tale om en anlægstype der er tidskrævende at undersøge.

Ovenstående vanskeligheder gør sig også gældende, når den yngre jernalders bebyggelse overlapper med fortidsminder fra andre perioder. Her kan periodens bebyggelsesspor på grund af den beskrevne struktur være vanskelig at udskille og kan helt ”drukne”, når de overlapper med bebyggelsesspor fra andre perioder. Huskonstruktioner fra ældre og yngre germansk jernalder kan ofte ”gemme sig” som en yngre fase, når den overlapper med hus- og gårdstrukturer fra yngre romersk jernalder, hvor hustomternes vægstolper og mange hegnsstolper vil dominere billedet. Her vil en måske overlappende smal hustomt uden vægstolper ikke syne af meget.

I søgegrøfter med høj anlægsintensitet og/eller med formodet mange overlappende huskonstruktioner kan det derfor overvejes at lave en eller flere større udvidelser for dermed at få et overblik over antallet af husfaser og den kronologiske spredning i disse. Yngre jernalders hustomter kan fremstå som mindre tydelige bebyggelsesfaser.

Når det gælder yngre germansk jernalders og vikingetidens bebyggelse, viser et systematisk bebyggelsesstudie fra Fyn, at bebyggelserne er koncentreret omkring de historiske landsbyer, hvor der typisk også vil være en større frekvens af bebyggelsesspor fra middelalder og renæssance. Nær de historiske landsbyer vil der ofte være tale om mindre forundersøgelses- og undersøgelsesarealer, der vanskeliggør frilæggelse af hele huse og gårdsstrukturer, samt også ofte en øget frekvens af recente forstyrrelser der kan vanskeliggøre tolkning af ældre spor.

Eksempel 1 (Fig. 3)

Nedenstående eksempel fra Rynkeby på Fyn er et eksempel på hvor vanskeligt det kan være at udskille yngre germanertids og ældre vikingetids bebyggelse, når den overlapper med senere bebyggelsesspor. Her var det først muligt at erkende periodens bebyggelse ved efterbearbejdningen og ved en systematisk datering af huskonstruktioner og brønde (Hansen 2011).

  

Eksempel 2 (Fig. 4)

Figur 4 viser eksempler på hustomter fra sen yngre germansk jernalder i Fredericia-området. Selvom bevaringsgraden varierer, har husene en række hustypologiske træk til fælles:

  • Der er tale om ret korte hustomter med irregulær stolpesætning, meget smal sætbredde, tagbærende stolpesæt i gavlene og indtrukket indgangsparti.
  • Husene er identificeret ved gennemgang og omtolkning af tidligere udgravninger, hvor en bebyggelsesfase fra yngre germansk jernalder ikke blev erkendt.
  • Dateringen af husene til sen yngre germansk jernalder er verificeret gennem AMS-dateringer (der fremkom ikke genstandsfund fra udgravningerne, der kunne dateres snævert til yngre germansk jernalder).
  • I Fund & Fortidsminder er dateringen af de to lokaliteter således angivet til henholdsvis vikingetid og tidlig middelalder.

Dette viser ikke alene, at der bør udøves fornuftig kildekritik ved at brug af spredningskortene i Fund og Fortidsminder, men også at husene fra yngre germansk jernalder kan være vanskelige at identificere på grund af en usikker hustypologi, særligt på lokaliteter, hvor der er overlap med bebyggelse fra andre perioder.

Detektorafsøgning kan med fordel indarbejdes i forundersøgelsen. Det kan være en fordel at afsøge arealet, før der laves søgegrøfter, da disse kan vanskeliggøre afsøgningen. Herefter kan der søges over anlæg i søgegrøfter. En præcis indmåling af fund er væsentlig, hvis disse senere skal kunne sammenholdes med anlægsspor registreret under pløjelaget.

Fokuspunkter:

  • Huskonstruktioner med varierende orientering og generel stor variation i hustypologi.
  • Yngre jernalders bebyggelse kan optræde som en svært erkendelig fase, når den overlapper med ældre og yngre bebyggelsesspor.
  • Fokus på gårdens afgrænsning i form af hegn eller grøfter.
  • Større fyldskifter i søgegrøfterne kan være grubehuse. Dette bør afklares gennem sonderende snit eller prøvehuller allerede ved forundersøgelsen.
  • Særligt fokus på perioden ved forundersøgelser nær historiske landsbyer, samt ved forekomst af detektorfund i pløjelaget.
  • Detektorafsøgning kan med fordel indarbejdes i forundersøgelsen.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)