Undersøgelse

Af Morten Søvsø og Jane Jark Jensen

Lagene under middelalderens byer udgør de mest komplekse stratigrafier i dansk arkæologi. Undersøgelser i dem kan være en udgravningsteknisk og logistisk udfordring, som stiller store krav til den gravende institutions både arkivalske viden og praktiske erfaring med gennemførelse af denne type undersøgelser.

Hvis den gravende institution ikke har nylige erfaringer med byudgravninger, kan det være en god idé allerede i planlægningsfasen at samarbejde med en byarkæologisk specialist, som har erfaring i at løse denne type opgaver.

Byudgravninger kan være blandt de mest givende men også omkostningstunge former for arkæologi, og på et tidligt tidspunkt i planlægningen er det nødvendigt at gøre sig nogle grundige, metodiske overvejelser.

Fig. 1. Middelalderbyernes gader kan være en givende arbejdsmark, men ofte under vanskelige forhold, hvor arkæologien må passes ind i forhold til igangværende renoveringer. Her er en bid af 1200-tallets plankebelagte Sønderportsgade i Ribe blevet fremgravet, afrenset og dokumenteret før nedlægning af en ny regnvandsledning. ASR 1843 Sønderportsgade. Foto: Sydvestjyske Museer

Et udgangspunkt kunne være i første omgang at etablere et overblik over, hvor mange m3 urørte kulturlag en eventuel udgravning omfatter, fulgt af overvejelser omkring hvilke typer kulturlag, der er tale om. Her er paletten meget stor, og det er indlysende, at udgravninger i f.eks. Ribes millimetertynde lag på 7- og 800-årenes hovedgade kræver en langt større arbejdsindsats pr. udgravet m3 end f.eks. fyldlagene i én af Chr. IVs bastioner omkring København. Variationen og kompleksiteten i kulturlagsformerne har et omfang, så der ikke kan opstilles generelle retningslinjer på området. I stedet må man formulere en forskningsbaseret strategi for den enkelte undersøgelse, som sikrer, at de berørte kulturlag kan udgraves forsvarligt.

Udgravninger i middelalderbyer er typisk kendetegnede ved at foregå i stratificerede kulturlag, men det er vigtigt at holde sig for øje, at der også er undtagelser. I en række mindre byer dannedes der aldrig eller findes ikke længere bevarede stratificerede kulturlag. Udgravninger i disse byer vil typisk have form af fladeudgravninger, hvor det overliggende muldlag fjernes med maskine, og den egentlige udgravning kun vedrører jordgravede strukturer. Dette er for eksempel tilfældet i Varde, hvor dele af et bykvartér fra ældre middelalder ud til en gennemgående vej blev udgravet på denne måde.

I andre byer kan dele af byområdet være dækket af kulturlag, og andre ikke. Store dele af Ribes middelalderlige bydel nord for åen er ikke dækket af kulturlag. På den anden side af åen ligger op til 5 meter tykke kulturlag.

Fig. 2. I middelalderbyerne ligger mange nedlagte kirkegårde fra middelalder og nyere tid. Ofte er begravelsesintensiteten høj og bevaringsforholdene gode, hvilket kan medvirke til at gøre denne undersøgelsesform bekostelig.

Metoder

Man kan opstille tre overordnede undersøgelsesniveauer:

  • Intensiv: Hele det berørte område udgraves stratigrafisk. Afhængig af lagenes indhold og sammensætning kan dette ske med graveske, skovl, minigraver eller eventuelt en endnu større maskine. Typisk vil man veksle mellem graveredskaberne. Uanset graveredskab vil de små fund blive overset, hvis ikke der anvendes metaldetektor og vandsoldning.
  • Ekstensiv: Større eller mindre dele af det berørte område udgraves ikke stratigrafisk, men fjernes typisk med maskinkraft fulgt af arkæologiske registreringer. Herved forsvinder selvsagt arkæologiske data, og den gravende institution bør gøre sig grundige overvejelser omkring fravalgenes konsekvenser. Brug af metaldetektor på maskinopgravede kulturlag er én effektiv måde at få indblik i det fjernede, og herfra stammer typisk udgravningernes bedste metalfund.
  • Overvågning: Arkæologer overvåger et gravearbejde og foretager løbende registreringer. En forudsætning for denne fremgangsmådes succes er faste aftaler med anlægsprojektet. Metoden kan generelt kun anbefales til områder med særdeles velbelyste anlæg og kulturlag.

 

Fælles for udgravninger er, at de foretages, fordi man ikke ved, hvad der skjuler sig i jorden. Af samme grund må man også forvente løbende at skulle justere udgravningens metode i lyset af de fremkomne lag og anlæg. Det kan både handle om at prioritere områder op eller ned og må nødvendigvis ske under hensyn til udgravningens økonomiske ramme.

Registrering

Siden Projekt Middelalderbyen (1977ff), og de heraf afledte undersøgelser bragte den stratigrafiske udgravningsteknik i brug i Danmark, har denne metode udgjort den begrebsmæssige model for middelalderbyernes kulturlag og udstukket rammerne for udgravninger i dem.

Den stratigrafiske model udgør en international standard, mens selve registreringsmetoderne kan variere. Metoden går i korthed ud på, at man ved udgravning af en stratigrafisk sekvens først identificerer, registrerer og siden fjerner det stratigrafisk yngste lag og således bevæger sig nedad i lagserien og bagud i tid. Målet er at afdække og forstå så store, samtidige enheder som muligt. Udgravninger udført efter denne metodik falder indenfor kategorien Single Context Excavation

 

 

Fig. 3. Gulvlag bestående af lerlag og mørke smudslag i et hus fra 1200-årenes Ribe undersøgt i forbindelse med en kloakrenovering i 2005. Ved fladeudgravninger dokumenteres og fjernes de enkelte lag ét efter ét følgende den stratigrafiske udgravningsteknik. ASR 2089 Dagmarsgade. Foto: Sydvestjyske Museer

De registrerede enheder er gennem tiden blevet navngivet forskelligt. Til at begynde med efter bogstavkombinationer (AA, AB, AC, osv.), senere efter fortløbende A-numre (A1, A2, A3, osv.), og i de senere år under indflydelse af britisk arkæologi som kontekster med fortløbende K-numre (K1, K2, K3, osv.)

Stratigrafiske enheder kan opstilles i såkaldte Harris-matricer – grafiske afbildninger af de stratigrafiske relationer – som er nyttige værktøjer til forståelse og analyse af komplicerede lagfølger.

Inden for denne udgravningsmetodik skelnes mellem to overordnede registreringsmetoder

  • Single Context-registrering: Her registreres hvert enkelt lag eller anlæg for sig både i opmåling og beskrivelse. Da definitionen af et unikt lag eller anlæg er mere flydende, end mange bryder sig om at indse, og oftest kun beror på visuelle kriterier, beror metodens succes på en række klart formulerede kriterier for identifikation af unikke stratigrafiske enheder. Kvalitativt betragtet er der tale om den bedste registreringsmetode, men i sin radikale konsekvens kan den være vanskelig og uhørt omkostningstung at udføre i praksis.
  • Multiple Context-registrering: Flere lag eller anlæg opmåles og beskrives sammen. Igen beror denne metodes succes på klart tænkte overvejelser omkring hvad og hvordan, der skal registreres.

I praksis registreres stort set alle udgravninger i Nordeuropæiske byer følgende en kombination af de to ovennævnte metodikker. Skillelinjerne defineres af forskningsmæssige spørgsmål og undersøgelsens økonomi.

De informationsrige kulturlag rummer utallige muligheder for dokumentation – muligheder, som er blevet eksponentielt forøget med digitale registreringsenheder som totalstation og digitalkameraer. Målet for en succesfuld registrering er ikke at registrere alt, men i stedet det væsentlige. For at kunne nå dette mål, må der i feltfasen arbejdes fokuseret med forståelse og tolkning af de fremkomne strukturer.

Registreringssystemer

Metodikkerne til single eller multiple context-registrering blev udtænkt i en analog verden og er sidenhen forsøgt tænkt over i digitale registreringsmiljøer. Den mest konsekvente løsning er det svensk udviklede Intrasis, som også kan håndtere stratigrafiske relationer. Brudfladerne i forhold til andre systemer, enten på det enkelte museum eller nationalt, forbliver dog en udfordring, og det samme er tilfældet for udfordringen omkring vedligehold af data på længere sigt.

Der eksisterer ikke en centralt defineret standard for registrering af udgravninger i Danmark, og i fraværet af denne er det den enkelte institutions ansvar at formulere og følge en forsvarlig strategi, som sikrer, at udgravningsresultaterne er tilgængelige for forskningen – nu og på længere sigt.

Fig. 4. Udgravninger i byernes tykke kulturlag producerer mange udgravningsdata, som både løbende og efterfølgende stykkes sammen. I et ideelt forløb deltager udgraverne aktivt i den løbende fortolkningsproces, hvis resultater umiddelbart implementeres i den igangværende undersøgelse. I et mindre ideelt forløb, hvor økonomi eller tidspres kan være en forklaring, tilsidesættes denne proces til fordel for et argument om at samle det hele sammen i beretningsarbejdet. Det er oftest en dårlig idé.

Billeder

Også fotografering i udgravninger blev udviklet i analoge miljøer og gled umærkeligt over i digitale løsninger. Det har medført en ekspotentiel tilvækst af udgravningsfotos og – hårdt formuleret – et tilsvarende fald i den gennemsnitlige kvalitet. Man må holde sig for øje, at et hvert billede fra en udgravning påfører undersøgelsen en udgift, enten til sletning eller videre registrering, og som det også er tilfældet ved registreringen, er udfordringen ikke at tage så mange billeder som muligt, men i stedet få og tilsvarende bedre. Brug tiden på at tage ét godt billede i stedet for 10 forskellige og håbe, ét blev godt.

Forskellige fotogrammetriske metoder, hvor komplicerede opmålingsobjekter fotograferes efter udsætning af målesøm med kendt placering og derefter rettes op er en metode, som vinder mere og mere indpas. Hermed kan det målfaste fotografi kombineres med digitalisering af lag eller anlæg på fotoet. Det er væsentligt, at denne proces finder sted, mens udgravningen pågår. Kun således kan de indsigter, som registreringen og digitaliseringen giver, få indflydelse på det videre gravearbejde.

Fig. 5. En intakt fyrretræskiste fra senmiddelalderen umiddelbart efter, det også bevarede kistelåg var løftet af. I den vandfyldte kiste anes skelettet af et barn på ca. 10 år. Til venstre en muret grav fra 1200-årene. Fascinerende situationer som disse kan med fordel dokumenteres i video-sekvenser. ASR 13, Lindegården. Foto: Sydvestjyske Museer

Håndteringen af måske tusindvis af billeder efterfølgende er også en udfordring, men der findes databaser, som er velegnede.

Akkumulation af data

Digitale data udgør i dag størstedelen af registreringerne i byarkæologiske udgravninger. Hvis disse data forsvinder, var undersøgelsen spildt arbejde. Af samme grund er det afgørende, at data-akkumulationen tænkes sammen med langtidsholdbare løsninger angående tilgængelighed og vedligehold.

En byarkæologisk udgravning afrapporteres typisk i en publikation, som blandt andet rummer et antal planer og snit, som afbilder de fremgravede strukturer. At producere en dokumentation, som kan bearbejdes til et sådant resultat må være et fornuftigt mindstemål, mens vi venter på udviklingen af anvendelige 3D-løsninger.

[Tilbage til toppen]

__________________________________________________________________________

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)