Arkæologiske kategorier

Arkæologiske kategorier for bevaringsgrad (kategori 1-3)

Af Søren A. Sørensen

Når man støder på en ældre stenalderboplads, er det vigtigt, at man vurderer, hvilke spørgsmål den pågældende plads kan være med til at besvare, for efterfølgende at kunne vælge den rigtige udgravningsstrategi. For at gøre det overskueligt er bopladserne inddelt i tre kategorier alt efter deres bevaringsgrad og kompleksitet, hvor 1 er den dårligst bevarede plads, og 3 er den bedst bevarede - og dermed den med de største muligheder for arkæologiske analyser.

De mest aktuelle spørgsmål og de mest omfattende analyser kan i sagens natur ikke tilgodeses af en boplads af ringeste kvalitet, men det betyder ikke nødvendigvis, at denne type pladser er helt værdiløs i forskningsmæssige sammenhænge, man skal blot vælge sine metoder og spørgsmål efter pladsens karakter og potentiale.

Kategori 1 er oppløjede eller omlejrede bopladser

Principielt vil materialet fra enhver boplads kunne bruges videnskabeligt, men fra en oppløjet eller stærkt omlejret boplads er det alene flintens udsagn, der kan anvendes (her antages, at organisk materiale er fraværende), og en udgravning i hele kvadratmeterfelter vil være alt rigeligt.

Materialet fra en sådan boplads vil kunne anvendes til at give et typologisk signalement af en periode/fase, der kan bruges til påvisning af eventuelle regionale særtræk. Faren ved materialet er dog, at det er kronologisk blandet og af ringere værdi, og en sammenblanding kan alene sandsynliggøres gennem påvisning af typologiske ledetyper, hvilket i praksis kan være vanskeligt, hvis de faser, der optræder på pladsen, ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden. Endvidere kan materialet anvendes til flintteknologiske studier med samme forbehold som ovenfor.

En væsentlig del af denne type pladsers værdi ligger i en nøje beskrivelse af deres beliggenhed både topografisk og geografisk. Dvs. den topografiske beliggenhed i forhold til den topografi, der herskede på stedet, da bopladsen var aktiv. I egne med en rig mesolitisk bosættelse vil man ofte undlade at udgrave pladser af denne karakter, hvorimod det i andre egne kan have lokal betydning blot at påvise forekomsten af mesolitisk bosættelse.

Senpalæolitiske lokaliteter vil som oftest være væsentlige fortidsminder alene pga. af sin sjældenhed, også selvom de er stærkt forstyrrede af pløjning

Kategori 2 udgøres af bopladser, hvor kulturlaget er omlejret eller oppløjet, men med uforstyrrede anlæg under de ødelagte lag

En plads af kategori 2 vil ofte have stor værdi for besvarelse af nogle af de aktuelle spørgsmål i dagens mesolitiske forskning. Det omlejrede eller forstyrrede lag udgraves som nævnt ovenfor, og anlæggene herunder udgraves som single context med indmåling og registrering af alle kulturlevn og anvendelse af sold med maksimum 5 mm maskevidde, helst vådsoldning.

Da kulturlaget er fraværende, vil der typisk kunne være tale om gruber, grave eller nedgravede hyttetomter, som kan findes nedgravet i lagene under kulturlaget. Det er vigtigt at forsøge at finde ud af hvilke af de undersøgte anlæg, der er samtidige og tilhører den samme bosættelsesfase. Udtagelse af prøver til C14-datering fra hvert anlæg bør derfor prioriteres, og det bør ligeledes forsøges, om sammensætninger af flint eller knogler mellem de enkelte anlæg kan sandsynliggøre, at de har været i funktion samtidigt.

Selv i uforstyrrede anlæg og lag er det ikke en selvfølge at organiske levn er bevaret, da det i høj grad afhænger af jordbundens beskaffenhed. Generelt kan man dog konkludere, at jo bedre bevaringsforhold, der er på en plads, desto større videnskabeligt potentiale rummer pladsen. Det betyder også, at man nøje skal vurdere hvilken udgravningsteknik, der skal anvendes for at sikre så mange prøver af de organiske rester som muligt.

Kategori 3 bopladser er de bedst bevarede med uforstyrrede kulturlag

Når der findes bevarede kulturlag, er det vigtigt at finde ud af, om pladsen er stratificeret og dermed kan opdeles i flere adskilte bosættelsesfaser. Er dette tilfældet, udgraves den stratigrafisk, men helst med en synkron afgravning af nabofelter, således at én synkron bopladsflade afdækkes ad gangen.

Indmåling og dokumentation foretages på højst mulige niveau. Anlæg udgraves som under 2, uanset om de forekommer i eller under kulturlaget.

Stratificeringen betyder, at man har mulighed for at udskille tidsmæssige horisonter, der kan være af kortere varighed, end selv C14-analyser er i stand til at udskille, hvilket giver mulighed for finkronologiske studier. Kulturlaget giver mulighed for at frempræparere synkrone bopladsflader og påvise aktivitetsområder, bopladsdynamik og latente strukturer. Man bør dog altid være opmærksom på, at selvom et lag fremstår som stratigrafisk isoleret, kan det sagtens dække over længere tidsmæssige sekvenser.

For at kunne vurdere pladsens potentiale så tidligt som muligt er det en god ide, straks efter at den er påvist, at foretage sonderende boringer for at klarlægge lagenes tykkelse og kompleksitet. Boringer er den mest skånsomme metode til at få afklaret disse problemer med, men bør dog ikke stå alene. Et antal prøvehuller lagt strategisk, bør supplere boringerne.

[Tilbage til toppen]

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)