Med lyst skal ledes – hvor er danskernes B-punkt?

Interview med Gitte Rabøl 

Sille Bechmann Pedersen, Operate

De moderne medieforbrugere er en udfordring for public service-kanalerne, men samtidig en oplagt lejlighed til at gentænke sig selv og sin eksistens. Det samme gælder bibliotekerne. Det handler om evnen og lysten til at finde danskernes B-punkt. Gitte Rabøl har som chef for DR2 sammen med Mette Davidsen-Nielsen været med til at få kanalen ud af sin position som den hemmelige og ukendte kanal. I dag er hun selvstændig konsulent og foredragsholder. Hun er medlem af Radio- og tv-nævnet og sidder samtidig i Kulturministeriets udvalg, der undersøger folkebibliotekets rolle i videnssamfundet.

Hvad forstår du ved public service?

For mig er public service både et løfte og en ambition. Et løfte om at bidrage og tilføre værdi både til samfundet og den enkelte. Og så er det en ambition om at få større betydning for flere, som vi sagde på DR2. Folk skal opleve appellerende programmer, men programmerne skal kunne mere end det – de skal tilføre værdi og have betydning for seerne.

Public serviceudbydere skal grundlæggende være uafhængige og troværdige – men jeg synes også, de skal være modige. Licenspengene forpligter. Man skal turde bruge dem til noget nyskabende og modigt – programmer, der flytter grænser.

Medieforbrugerne orienterer sig i dag bredt og globalt på mange forskellige platforme. De er medproducenter og ikke blot modtagere af indhold. Hvad betyder det for public service?

Det er faktisk en fantastisk chance for public service. Det giver mulighed for at lytte og lære. Vi skal have respekt for, at rigtig mange af menneskene ude i verden er super kloge, innovative og globalt tænkende. I gamle dage talte man om at gå ned i øjenhøjde med seerne. Jeg synes, det handler om at komme op på tæerne for at opsnappe og modtage alt det, der sker derude, og spille med på det. Man kan som public serviceinstitution lære meget af at være lyttende og inddrage.

Der er i dag også langt flere udbydere på mediemarkedet. I princippet kan alle med en netforbindelse være producent og udgiver af information. Giver det konkurrence til leverandører af public service?

Det er en udfordring for alle medier. Og samtidig er det en oplagt lejlighed til at genopfinde sig selv og finde ud af, hvilken rolle man skal spille. En fjernsynskanal kan noget andet end en 12-årig japaners blog. Danskerne ved godt, hvilket værdisæt der står bag public service-kanalerne, og det giver et særligt rum. Og så er udfordringen at finde ind til, hvordan rummet skal udfyldes. Hvad er det public service-kanalerne kan levere, som andre ikke kan levere?

Public service rummer ofte et dilemma mellem det brede og det smalle. Hvordan fastholdes denne balance – og skal den fastholdes?

På nogle tidspunkter er det utrolig vigtigt at skabe noget, der er fælles, og på andre tidspunkter er det vigtigt at skabe noget, der rummer det forskellige. Public service skal kunne rumme mangfoldigheden. Men samtidig er der jo noget, der skal være konstant. Troværdighed, faglighed og ubestikkelighed kan vi ikke junglere rundt med.

På DR2 arbejdede vi med begrebet uhøjtidelig seriøsitet. Et satireshow kan godt være seriøst, hvis det har en ambition om for eksempel at være udfordrende eller kritisk. Hvis det udfordrer konventionerne eller giver stof til eftertanke.

Er X-Factor så public service? 

Ja, helt sikkert. X-Factor har betydet, at mange flere synger, og programmet har vist, at du ikke behøver at ligne en filmstjerne fra Hollywood for at komme på tv. Vild med Dans er også public service. Det viser virkelig danseglæde, og så viser det folk i udvikling. Det viser, at det er muligt at flytte sig. At rykke fra A til B. Og der sidder seere, som tænker, at når det kan lykkes for dem derinde på dansegulvet, så kan det også lykkes for mig. Det rykker ved folks selvopfattelse.

Men samtidig er der også elementer ved programmer som X-Factor, som man bør holde øje med. Skaber man for eksempel en kultur, hvor alle vil være kendte?

Public service forbindes traditionelt med DR’s tv-kanaler. Vil public service i fremtiden være uafhængig af platform og leverandør?

Ja, i hvert fald af platform. DR er allerede i dag på mange platforme. Og medieforbrugere får informationer fra mange forskellige steder. Hvis jeg sidder foran fjernsynet i længere tid, så har jeg også min computer på skødet. Der skal jo noget mere til i dag. Og med f.eks. public service-puljeordningen, er der også flere der kan levere noget der lever op til kravene.

Ligesom public service-kanalerne nu udfordres af nye medier og leverandører, så udfordres også bibliotekerne. Hvad betyder public service-begrebet for bibliotekerne?

Det er jo den samme situation. Bibliotekerne er ikke ene om at tilbyde den ydelse, de før har været ene om – at hjælpe folk med at finde vej i en masse materiale, rådgive og stille til rådighed. Det er en udfordring, men også her en mulighed for at gentænke sig selv. Bibliotekerne skal finde ind til, hvad det er man kan levere og har lyst til at levere.

Den groteske situation er jo, at man på mange biblioteker synes, at man står med den store palette, og så siger danskerne alligevel: nej, biblioteket er ikke noget for mig.

Jeg tror mange oplever, at biblioteket mangler kant og skarphed. Valg og fravalg. Alle biblioteker behøver jo ikke at kunne alting. Ligesom alle public service-kanaler ikke skal kunne alting på én gang.

Har du på baggrund af dine erfaringer fra DR2 et bud på, hvad det enkelte bibliotek ledelsesmæssigt kan gøre for at imødekomme udfordringerne?

Det, der virkede for os, var at skabe et attraktivt og appellerende projekt. Omdrejningspunktet i projektet var at gå fra pligt til lyst. Vi ville ikke levere public service-programmer, fordi vi var forpligtiget til det, men vi havde lyst til det, fordi det var vigtigt. Vi drev processen med at udvikle DR2 ved at opsætte et lystpro-jekt. Vi ville lave bedre programmer og programmer, folk gad se. Og mens vi hævede ambitionerne for os selv, så blev barrieren for seerne sænket. Der kom simpelthen flere seere.

Der er jo flere forskellige ledelsesteorier. Nogen tror på den brændende platform, hvor udgangspunktet er, at det, man gør i dag, bare ikke er godt nok, og at man bliver nødt til at udvikle sig for at undgå, at skuden synker. Men jeg er tilhænger af den positive proces. Jeg tror ikke, det giver drive og innovation at få at vide, at det, man gør i dag, er for dårligt. Jeg tror på lysten som driver til at gøre det hele på en ny måde. Prioritere, fokusere og skære fra. Det var i hvert fald det, der virkede for os.

Alle har en ambition om, at det, de laver og præsterer, skal få en betydning for nogen. Det er den ambition og lyst, der skal foldes ud.

Og så handler det om at have et fælles projekt. Ledelse og medarbejdere skal stå sammen og mene det, de gør. Og måske virker det ikke i første omgang, men så lærte man det, og så prøver man noget andet.

Du nævner, at bibliotekerne skal prioritere, fokusere og skære fra. Hvad er det bibliotekerne skal prioritere, og hvad skal skæres fra?

Jeg har ikke opskriften på, hvad bibliotekerne præcist skal gøre. Men det er vigtigt at se det som en mulighed for at skabe noget nyt og unikt. Det handler om at finde ind til danskernes B-punkt. Hvor er det, de får lyst til biblioteket? Hvordan får man dem til at komme igen? Grundsubstansen er så stærk, og der er både saft, kraft og talent. Og der er viden og kompetence, som venter på at blive udnyttet. Surdejen er der, og den er god, men hvad det så lige er, der skal tilsættes, for at folk kommer løbende med deres små poser – det er tusindkroners-spørgsmålet.

Hvor ligger dit B-punkt? Hvad, ville du selv synes, var værd at gå på biblioteket efter?

Først og fremmest skal grundydelsen være der. Man skal kunne finde det, man kommer for, men jeg tror, det afgørende er, at man får noget mere med. Noget man ikke havde regnet med. En oplevelse eller en erkendelse. Eller et møde med nogen i et fantastisk rum. Noget der pirrer vores nysgerrighed og udfordrer os.

Mange biblioteker har jo allerede i dag både udstillinger, arrangementer og aktiviteter for alle aldersgrupper. Hvad skal gøres anderledes?

Det handler om at få os til at fortælle hinanden om biblioteket. Jeg er en af dem, der er vilde med biblioteket – med at det er der. Men jeg kommer der stort set ikke. Jeg har en fornemmelse af, at det ikke rigtigt er noget for mig. Og jeg ved samtidig, at det ikke passer. Der er helt sikkert masser af aktiviteter og arrangementer, som jeg ville elske, men jeg hører aldrig om dem. Arrangementerne er måske omtalt i lokalavisen, men den læser jeg ikke. Men hvis min kollega fortalte mig om en sjov oplevelse eller en øjenåbner, hun havde haft på biblioteket, så ville jeg skynde mig derned, for det ville jeg da også have med.

Bibliotekerne skal blive mere risikovillige – de skal turde vove et øje og satse på det skæve, der får os til at tale om biblioteket. Men det skal til gengæld heller ikke bare være en sjov happening. Der skal ligge mening bag, og medarbejderne skal kunne stå inde for det. Jeg tror for eksempel på aktualiteten. Jeg læste om en skole, der havde forbudt eleverne at tale arabisk i frikvartererne. Hvorfor beslutter det lokale biblioteket sig ikke for, at den næste dag kan man kun komme ind, hvis man taler arabisk? Så kunne der ligge en lille ordbog, hvor man kunne vælge sig et ord for at få adgang. Det ville da få folk til at tale – det ville min nabo fortælle mig om.

Og sker det, at det glipper med kerneydelsen – at den bog, avis eller cd, jeg gerne vil låne, ikke er hjemme, så må de ikke sende mig tomhændet hjem. Jeg har flere gange i min læseklub skulle bruge en bestemt bog, og så har jeg tjekket mit biblioteks hjemmeside, men hver gang har den været udlånt. Hvorfor foreslår biblioteket mig så ikke en anden bog? Eller viser, hvad andre, der har lånt denne bog, også har lånt? Eller fortæller mig, at hvis jeg cykler hen til den anden filial, hvor bogen er hjemme, så forbrænder jeg 420 kalorier? Det ville i sig selv være en oplevelse at få denne besked. De må ikke sende mig tomhændet og skuffet ud af hverken deres hjemmeside eller det fysiske bibliotek.

Du kan ikke tvinge folk på bibliotekerne, de skal komme af lyst. Vi har både bygninger, mennesker og systemer, som er gearet til at bidrage til oplevelse, indsigt, udvikling og fællesskaber. Det gælder om at sætte de kompetencer, der allerede er, i spil på en ny måde. Man skal turde gøre noget helt skævt og vove et øje.

Er dit råd så, at bibliotekerne skal gå i tænkeboks?

Nej, jeg tror, de skal gå ud af den! De har været i den tænkeboks længe, tror jeg. De skal turde gå ud af boksen. Og de skal indstille sig på, at ikke alle kan være tilfredse hele tiden.

På DR2 oplevede vi, at anmelderne skrev: ”det var et mislykket program, men hvor er det godt, der er nogen, der tør satse”. Jeg ved, at bibliotekerne også har en enorm goodwill – og at kernebrugerne er så loyale, at det er svært at skræmme dem væk.

Jeg tror, biblioteket skal blande sig. Sætte nogle lokale dagsordener. Gøre lidt stads ud af sig selv og ikke putte med alt det, de kan og ved. De skal vise, at de ikke bare låner ud, men har en masse interessant at give. Det ville ramme mit B-punkt!