Nu skal biblioteket folde sig ud

Interview med Per B. Christensen, Næstved Kommune

Lone Sewerin

Børne- og Kulturchefforeningens formand, Per B. Christensen, har store forventninger til det nye biblioteksudvalg. Han håber udvalget kan dreje biblioteksdebatten fra kvantitet til kvalitet – fra filiallukninger til tilgængelighed, læring, børn og unge og globalisering

Kan du genkende det billede af folkebibliotekerne, som tegner sig i styrelsens rapport om "Folkebibliotekerne efter kommunalreformen"?

Ja, jeg kan genkende at en række biblioteksfilialer er lukket, og jeg kan genkende at mange af kommunerne har været igennem en strukturdebat og en kvalitetsdebat på biblioteksområdet, og at kommunerne har været igennem en kulturpolitisk debat generelt.

Man kan sige at de nye kommuner virkelig har levet op til det, der var kommunalreformens afsæt: at vi også skulle kigge på, hvordan vi økonomisk og indholdsmæssigt kunne effektivisere det, vi tilbyder borgerne. Det er en dagsorden, kommunerne har forfulgt på biblioteksområdet, lige som vi har gjort det på ældreområdet og på børneungeområdet. Vi er blevet mødt med en vis kritik, men man skal huske at kommunerne havde en bunden opgave. Det var sådan set tankegangen bag kommunalreformen at vi skulle sikre en effektivisering af de forskellige sektorer, og at vi skulle sikre en større grad af faglig bæredygtighed. Vi skulle se på vores samlede tilbud i kommunerne og se, om de var bæredygtige nok. Og jeg er blevet lidt overrasket over, at nogle alene vurderer biblioteksområdet ud fra en kvantitativ og ikke ud fra en kvalitativ betragtning.

Altså, at man ser på antallet af filialer?

Man ser på antallet af filialer og ikke på, hvad det egentlig er for et bibliotekstilbud, man har fået i den enkelte kommune. Hvor længe holder man åbent? I hvilket omfang lever kommunen op til at folde biblioteksbegrebet ud? I hvilket omfang introducerer man nye medier? I hvilket omfang bruger man også biblioteket som servicebibliotek og som videncenter? Hvordan lever man op til i højere grad også at fokusere på bibliotekssvage grupper?

Først ved at folde alle de dagsordener ud synes jeg at man kan tegne et retfærdigt portræt af, hvordan rigets tilstand er på biblioteksområdet i kommunerne efter strukturreformen.

Hvad har kvalitetsdebatten i kommunerne handlet om?

For eksempel har den strukturdebat, vi har haft her i Næstved, i høj grad handlet om, hvordan vi sikrer mest mulig kvalitet for de ressourcer, vi nu har til rådighed. Hvordan sikrer vi at der også efter kommunalreformen er et bibliotek i alle de fem gamle kommuner? Og hvordan sikrer vi at de ressourcer vi har, bliver brugt på formidling og åbningstid?

Men kritikken har gået på at kommunerne har benyttet strukturreformen til at spare på biblioteksområdet? Er det forkert – eller forsimplet?

Jeg kan ikke afvise at der har været spareprojekter. Der var sådan set også en forventning om at kommunerne ville kunne spare på hele biblioteksområdet, fordi der skulle være en effektivisering qua reformen. Men i langt de fleste tilfælde har det kvalitative – value for money – også været et aspekt. Og kvalitet er i denne sammenhæng, hvad det er for en biblioteksmæssig ydelse, kommunen leverer, og hvor ofte er den tilgængelig for borgeren. Og så også at se biblioteket i nogle andre roller.

Hvad er bibliotekernes særlige rolle i forhold til kommunernes øvrige kulturtilbud?

I mange kommuner er biblioteket den dyreste kulturinstitution og den største kulturinstitution. Det forpligter. Det forpligter biblioteket til at tage andre ind under sine vinger, have et samspil, være den, der går ud og laver et samarbejde med andre kulturentreprenører i lokalsamfundet omkring foredragsrækker, læsekampagner, kulturuger ...

At være kulturinstitution i Danmark i dag handler dels om det faglige indhold man har, men det handler også om synlighed. Der er mange om buddet, når kulturmidlerne og de kommunale midler skal fordeles til forskellige driftsområder. Biblioteket skal også gøre sig fortjent til at få del i de ressourcer. Der skal være en synlighed. Synlighed, innovation, altså det at udvikle området, og synergi, samspillet med andre på kultur- og uddannelsesområdet og så det at kunne kommunikere sin dagsorden ud til pressen, ud til befolkningen i almindelighed og ud til de politiske beslutningstagere – det er en del af at være en velfærdsinstitution i Danmark. At udøve ledelse på biblioteksområdet er også at se de dagsordener.

Per B. Christensen om Børnekulturens Netværk: ”Udviklingen af børnekulturarbejdet i kommunerne er en rigtig god fortælling. Det er næsten et eventyr om, hvordan staten og kommuner kan være med til at inspirere hinanden til at udvikle det børnekulturelle arbejde. Først Kulturrådet for Børn og nu Børnekulturens Netværk har i høj grad været med til at styrke videndeling og inspiration på tværs af kunstarter og kommuner. Nu trænger der måske til nye dagsordener, og der mener Børne- og Kulturchefforeningen at de store børn og ungdomsgruppen bør have et særligt fokus, fordi vi ved at der er en tendens til, at de vælger både biblioteket og andre kulturaktiviteter fra. Der er brug for at få lavet nogle modelprojekter for ungdomskulturen, lige som Børnekulturens Netværks modelkommuneforsøg.”

Det lyder på dig som om bibliotekerne skal blive bedre til at sælge sig selv?

Jeg synes bibliotekerne er blevet meget bedre til det. Men der er et stykke vej at gå i forhold til at spille mere sammen med det politiske niveau og spille mere sammen med forvaltningen omkring de kulturpolitiske dagsordener. Det gør jo heller ikke noget at biblioteket en gang imellem udfordrer det politiske niveau.

Hvordan gør man det?

Blandt andet er det vigtigt at man tør stille sig op og sige, at nu omprioriterer vi nogle biblioteksmidler ved at nedlægge filialer for at skabe større kvalitet i de bibliotekssteder, vi bevarer. Det er jo bibliotekscheferne og bibliotekspersonalet, der ved mest om den biblioteksfaglige dagsorden, og den faglighed skal man selvfølgelig stille til rådighed og ikke være bange for at råde det politiske niveau.

Generelt har bibliotekscheferne i kommunerne haft en voldsomt stor opgave i forbindelse med kommunalreformen. Det har kostet rigtig mange kræfter, også mere end man måske havde forestillet sig centralt. Næste fase bliver at folde bibliotekets roller mere ud og prioritere i den enkelte kommune, for eksempel i forhold til indsatsen for de bibliotekssvage grupper. Jo længere mod hovedstaden og de større byer man kommer, jo mere bruger kommunerne pr. indbygger på deres bibliotek. Man kan næsten sige det sådan, at hvis uddannelsesniveauet er relativt lavt i kommunen, så bruger man ikke så mange penge på sit biblioteksvæsen. Og udfordringen er måske det modsatte: At vi netop de steder i landet, hvor uddannelsesniveauet ikke er så højt, skal bruge flere penge på uddannelse, udvikling og biblioteket for at bryde nogle mønstre. I mange år har vi snakket om den uddannelsesmæssige restgruppe. Hvis vi begynder at lave analyser af, hvorfor folk vender biblioteket ryggen, kan det være at vi får så differentierede svar, så man må anlægge mange forskellige strategier. Det kunne jeg godt forestille mig en mere grundlæggende undersøgelse og drøftelse af. Det kan ske med afsæt i kulturministerens nye biblioteksudvalg, men det kan også være en god opgave for Styrelsen for Bibliotek og Medier, for interesseorganisationerne og for kommunerne at løfte i næste kommunalvalgsperiode.

Hvad er dine forventninger til det nye biblioteksudvalg?

Jeg synes et udvalg skal vurderes på, hvad det kommer med af forslag, og jeg mener der er nogle gode, legitime dagsordener at gå i gang med. Børne- og Kulturchefforeningen vil gå ind i udvalget med tre fokusfelter. Det ene er de bibliotekssvage grupper. Hvem er de, og hvordan styrker vi bibliotekets tilgængelighed? Det andet tema er børn og unge, og et tredje er, hvordan man udvikler lærings- og videnmiljøer på bibliotekerne i samspil med uddannelsesinstitutionerne lokalt.

Og det allervigtigste: Jeg kunne godt tænke mig, at det nye biblioteksudvalg lavede det kapitel om bibliotekerne, som egentlig burde have stået i den globaliseringsstrategi, som regeringen definerede for et par år siden. Jeg synes det var en fejl, at Kulturministeriet og bibliotekerne ikke var mere inddraget. Nu er der en enestående mulighed, så jeg har høje forventninger til udvalget.

Hvad kunne du godt tænke dig at der kom til at stå i det kapitel?

Globalisering handler jo om at viden bliver mere global, og at folk skal forholde sig mere kritisk til den viden de får. Og kritisk informationssøgning er noget af det, som bibliotekerne vil være gode til at hjælpe med.

Globalisering handler også om at vi har en national kulturpolitik og en national bibliotekspolitik, men vi lever i et samfund som er internationaliseret. Vi skal på samme tid interagere med en globaliseringsstrategi og sikre at der er en dansk kulturel identitet. Er det forenelige størrelser? Jeg tror det, for jo mere bevidst man er om Danmarks internationale placering i verden, jo mere bevidst er man også om, at Danmark skal have en særlig kulturpolitik.

Et tredje element er at vi har en særlig dansk folkeskole, folkekirke, folkebibliotekstradition. Er der noget i den tradition, som det kunne være hensigtsmæssigt at lave systemeksport på? Vi ved at Danmark skal tjene penge på videnarbejdspladser i de kommende år. Hvordan kan biblioteket understøtte det?

Hvad er det, bibliotekerne kan med viden og læring?

Biblioteket er jo i sig selv et lærings- og videncenter i kommunen. Hvis vi ser ud fra en globaliseringsdagsorden og ud fra at udvikle Danmark som vidensamfund, så mener jeg at biblioteket spiller en helt afgørende rolle. Det er vigtigt at de enkelte kommuner tænker i at biblioteket skal spille sammen med andre kulturinstitutioner, med folkeoplysning og med uddannelsesinstitutionerne i kommunen.

Jeg mener også at hele læringstankegangen lægger op til at bibliotekerne er meget åbne i deres tilgang til samspil omkring udvikling af viden med andre institutioner. Og der kan man nok som ikke biblioteksperson en gang imellem opleve, at bibliotekerne lukker sig omkring sig selv og deres eget fagmiljø. Men at udvikle sig som viden- og læringscenter, det kræver at man går ind i et aktivt samspil med det lokalsamfund og andre kulturmiljøer og uddannelsesmiljøer, der er i en kommune. Her i Næstved har vi for eksempel lavet en aftale mellem biblioteket og en række uddannelsesinstitutioner, hvor vi leverer service til uddannelsesinstitutionerne og også har en bibliotekar ude hos dem, simpelthen for at være opsøgende og lære de unge, hvordan man arbejder med vidensøgning.

Hvad skal der til i dine øjne, før udvalgsarbejdet er en succes?

Det er altid godt at der er lige så meget handling, som der er analyse. I mange ministerielle udvalgsarbejder er der meget analyse og mindre strategi – og jeg har deltaget i en række af dem selv, så det skal ikke lyde som en kritik. Jeg synes det er vigtigt, at biblioteksudvalget laver en gedigen analyse, en klar strategi og nogle tydelige handlespor at køre videre efter, når udvalgsarbejdet er færdigt. Og så håber jeg ikke at for meget af det ender i bibliotekssektorisme. Altså at udvalget bliver for meget præget af den interne logik, der er i bibliotekssektoren, men også lader sig inspirere af udefrakommende, så det ikke alene bliver embedsmændene og dem, der sidder i udvalget, der sætter dagsordenen, men at man også lader sig inspirere, f.eks. med input fra uddannelsesinstitutioner, forskere og folk fra andre lande. Udvalget kunne også komme ud og høre, hvad en konkret kommune gør på kultur- og biblioteksområdet, hvor ambitionerne tit er dobbelt så store som dem, man egentlig har ressourcer til.

Der har været megen dyster snak om folkebibliotekerne, der er megen vanetænkning og tradition. Stærke traditioner er godt, men det kan også være en blokering. Derfor er det klart at udvalget skal finde nye veje, og det bliver ikke så let. Men det er bedre at man har høje forventninger til biblioteksudvalget end det modsatte.

Du sagde at der var brug for klare handlespor?

Selvfølgelig er det vigtigt at respektere det kommunale selvstyre på biblioteksområdet. Men jeg synes at sådan et udvalgsarbejde bliver for let at sætte på hylden, hvis ikke der kommer nogle handlespor efterfølgende. Så bliver det bare endnu en rapport. Den første tid efter strukturreformen har været hårdt arbejde for bibliotekssektoren. Jeg synes vi skal give bibliotekerne en tænkepause, mens udvalget agerer. Udvalget skal være færdig om et år. Til den tid er vi kommet til en ny kommunalvalgperiode, og så skal der være nogle handlespor at arbejde med, både for de nye kulturpolitikere i kommunerne og for dem, der er ansat på området.

Så timingen af udvalget ...

Den er nærmest perfekt.

Per B. Christensen er børne- og kulturdirektør i Næstved Kommune og formand for Børne- og Kulturchefforeningen, BKF. Foreningen er netværksbaseret og er løbende i dialog med ministerier og andre beslutningstagere på børne- og kulturområdet. Læs mere om BKF på www.bkchefer.dk