Åbne biblioteker

Styrelsen orienterer 10. juli 2009

Benyttelse af åbne biblioteker

Med et ekstraordinært indsatsområde ”Biblioteker i hele landet”, for hvilket ansøgningsfristen udløb den 15. maj 2009, yder Styrelsen for Bibliotek og Medier tilskud til bl.a. etablering af biblioteksfilialer baseret på delvis selvbetjening. Om ordninger, hvor brugerne har adgang til et bibliotek uden bibliotekspersonale, har man i bibliotekssektoren anvendt betegnelsen ”åbne biblioteker”. Da betegnelsen benyttes med en vis konsekvens, anvendes denne terminologi også i det følgende.         

For at sikre at ordninger med åbne biblioteker kan blive velfungerende, kan der være grund til at overveje, om der er behov for en nærmere regulering af brugernes adfærd. Styrelsen vil i denne fremstilling give vejledning om nogle væsentlige juridiske spørgsmål i forbindelse med etablering af åbne biblioteker. Det drejer sig om følgende emner:

1. Fastsættelse af reglement
2. Udelukkelse/bortvisning af brugere
3. Begrænsning af brugerkredsen
4. Tv-overvågning


1. Særligt reglement for benyttelse af åbne biblioteker?     

I lovbekendtgørelse nr. 914 af 20.8.2008 om biblioteksvirksomhed (biblioteksloven) § 35 anføres det, at bibliotekerne fastsætter et reglement for brugernes benyttelse, og at reglementet skal omfatte bestemmelser om en række opregnede forhold, bl.a. om låneridentifikation, misligholdelse af forpligtelsen til at aflevere lånt materiale i ubeskadiget stand og opkrævning af gebyrer.  

Det må antages, at bibliotekslovens § 35 ikke foretager en udtømmende regulering af de bestemmelser om brugernes benyttelse, der skal være indeholdt i bibliotekernes reglementer. Der angives alene de forhold, der som minimum skal være taget stilling til i reglementet. Det fremgår da også af bemærkningerne til bibliotekslovens § 35 (lovforslaget til biblioteksloven fra 2000 § 33), at daværende Biblioteksstyrelsen (nu Styrelsen for Bibliotek og Medier) ville udarbejde retningslinjer for bibliotekernes fastsættelse af et reglement. I styrelsens vejledning af 3.6. 2001 er der givet supplerende anbefalinger til bestemmelser i bibliotekernes reglementer, bl.a. om udlån til børn under 18 år og om bortvisning af brugere, der ikke respekterer god ro og orden eller ikke følger personalets anvisninger.  

Da der i åbne biblioteker netop ikke er personale tilstede til at give anvisninger, kan der være grund til at fastsætte regler om forhold, som det måske ellers ikke er nødvendigt at regulere i forbindelse med almindelig biblioteksbetjening. Er det eksempelvis tilladt at drikke alkohol i et åbent bibliotek, må man medbringe sin hund, og må en bruger lukke andre personer ind, hvis der kun er adgang til det åbne bibliotek med særligt kort?

I det omfang et biblioteks reglement indeholder bestemmelser om andre aspekter af brugernes benyttelse af biblioteket, end dem der er nævnt i bibliotekslovens §35, kan disse bestemmelser betragtes som et udslag af regulering på grundlag af anstaltsforhold. Det er muligt, at man også kan opfatte en sådan regulering som generelle aftalevilkår for benyttelse af biblioteket, hvilket imidlertid forudsætter, at de enkelte brugere har accepteret vilkårene. Under alle omstændigheder tjener reglementet som en kundgørelse over for brugerne om, hvilke regler der gælder for benyttelsen af biblioteket.      

Der er intet til hinder for, at et bibliotek har to reglementer, der regulerer brugernes forhold i henholdsvis betjent og ubetjent åbningstid.

2. Udelukkelse/bortvisning af brugere         
     
Der er ikke i biblioteksloven fastsat regler om udelukkelse af brugere fra benyttelse af et folkebibliotek, herunder fra alene at opholde sig på stedet. Det er i bibliotekslovens § 31 fastslået, at et bibliotek kan udelukke en bruger fra at låne på biblioteket, såfremt vedkommende i væsentligt omfang har misligholdt sin forpligtelse til at aflevere lånte materialer i ubeskadiget stand, for hvilken regel der i bekendtgørelse nr. 30 af 10.1.2005 er foretaget en udfyldning ved bestemmelserne i bekendtgørelsens § 16, stk. 1 og 2 om udelukkelse af brugere henholdsvis pga. manglende aflevering eller aflevering i beskadiget stand af materialer og på grund af restance med gebyrer for et beløb over 200 kr. Det kan ikke antages, at der med disse bestemmelser er foretaget en udtømmende lovregulering af, i hvilket omfang og på hvilke betingelser der kan ske udelukkelse af brugere fra at anvende bibliotekernes service eller bortvisning af brugere fra bibliotekernes lokaler. I bibliotekslovgivningen reguleres alene følgerne af en brugers misligholdelse af låneforholdet, og der er ikke taget stilling til, i hvilket omfang og på hvilke betingelser brugere kan bortvises eller udelukkes, hvis de fx begår hærværk, tyveri eller andre strafbare handlinger på et bibliotek eller overtræder de ordensregler, der er fastsat, for at et bibliotek kan fungere.        

Det må antages, at et folkebibliotek på linje med andre offentlige institutioner inden for rammerne af det såkaldte anstaltsforhold kan træffe beslutninger vedrørende klientellet – i det foreliggende tilfælde bibliotekets brugere. Den forvaltningsretlige begrundelse herfor er, at når en anstalts eksistens er forudsat i lovgivningen, må der i denne forudsætning ligge den tilstrækkelige hjemmel til at fastsætte regler og træffe konkrete beslutninger vedrørende brugernes forhold, der er nødvendige for at få anstalten til at fungere.  For anvendelse af indgreb mod brugerne gælder et krav om proportionalitet, idet det er en forudsætning for et indgreb, at det er nødvendigt ud fra anstaltsformålet, og der ikke findes andre mindre indgribende midler. Man har også i den forvaltningsretlige litteratur været inde på at betragte fastsættelse af regler for anstaltsforhold som generelle aftalevilkår, som man må acceptere, hvis man ønsker at benytte anstalten. Det anføres nærmere, at dette synspunkt kun er holdbart, hvis benyttelsen ikke er tvungen, men selv i så fald forekommer det tvivlsomt, om forholdet kan opfattes som en aftale (jf. Jens Garde m.fl.: Forvaltningsret, Almindelige emner, 4. udgave, side 213). Det kan hertil bemærkes, at domstolene synes at anskue retsforholdet mellem et bibliotek og dets brugere, dels som en lovreguleret ordning, dels som en aftale, hvor aftalegrundlaget er bibliotekets reglement, jf. afgørelsen Ugeskrift for Retsvæsen 2002 side 925 om hæftelse for lånte biblioteksmaterialer på et stjålet sygesikringsbevis. Landsretten bedømte således problemet vedrørende hæftelse både som et spørgsmål om hjemmel i bibliotekslovgivningen og et spørgsmål om aftaleretlig vedtagelse.              

Af ledende domstolsafgørelser om anstaltsforhold kan nævnes følgende:

En dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1988 side 73 vedrørte et forbud mod at medtage en hund på et bibliotek. Landsretten fandt, at den for driften af en offentlig institution ansvarlige for at sikre institutionens overordnede funktion kan fastsætte almindelige forskrifter for publikums adfærd på institutionens område.
Det kan til dommen bemærkes, at den ikke angik en permanent bortvisning af eller karantæne for brugeren, men spørgsmålet om lovligheden og gyldigheden af bibliotekets forbud. Hundeforbuddet var tilkendegivet ved skiltning, men ikke ved reglementarisk bestemmelse.

I Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 83 er gengivet en dom om bortvisning fra et AMU-center af en muslim, der havde overtrådt et forbud mod at bede på fællesarealer, hvilket retten fandt, var berettiget. I landsrettens præmisser, som blev tiltrådt af Højesteret, anføres det bl.a., at de af ledelsen trufne beslutninger ikke kunne anses for forskelsbehandling af sagsøgeren pga. hans religiøse tro, men alene som dispositioner der skete med henblik på opretholdelse af den af hensyn til centrets funktion nødvendige ro og orden. Det er værd at bemærke, at der ikke i reglement e.l. var fastsat bestemmelser om, hvor bøn kunne ske. Det var imidlertid over for sagsøgeren tilkendegivet, at der ikke måtte bedes på fællesarealer, men gerne forskellige andre steder på centret, og at en overtrædelse af påbuddet ville medføre bortvisning.         
   
Der foreligger udtalelser fra Folketings Ombudsmand, ifølge hvilke det har været berettiget, at en institution har truffet beslutning om permanent bortvisning af brugere eller andre personer i den forstand, at bortvisningen har været ubetinget, jf. fx Folketingets Ombudsmands beretning 1988 side 221 om en rektors forbud mod at en studerende opholdt sig på universitetet. Den studerende led af en psykisk sygdom, hvilket bevirkede, at han ofte optrådte meget voldsomt og truende og med jævne mellemrum blev fjernet fra universitetet ved politiets foranstaltning. Et andet eksempel er udtalelsen i Folketingets Ombudsmands beretning 2007 side 445 om en kommunes forbud mod, at en person besøgte et plejecenter på baggrund af vedkommendes adfærd over for personalet gennem flere år.

Der er i de anførte tilfælde tale om helt ekstraordinære forhold, og det kan endvidere bemærkes, at adgangen til at benytte folkebibliotekerne er hjemlet ved biblioteksloven og beror ikke på kriterier fastsat af det enkelte bibliotek. Det må således antages, at der almindeligvis ikke permanent kan ske bortvisning eller udelukkelse af borgere fra folkebibliotekerne.

Hvilken betydning det må antages at have for gyldigheden af en beslutning om bortvisning eller udelukkelse, at der er tilvejebragt generelle regler om brugernes forhold på en institution, er ikke behandlet nærmere i den forvaltningsretlige litteratur. Der foreligger dog mere sporadiske bemærkninger herom i nogle ombudsmandsudtalelser.

Et eksempel er udtalelsen i Folketingets Ombudsmands beretning 1978 side 369, hvortil der fortsat henvises i nyere ombudsmandsudtalelser. Sagen angik bortvisning af en klient fra en kommunes dagcentre. Ombudsmanden udtalte bl.a.:
”(…) Der bør endvidere efter min mening vises en særlig tilbageholdenhed med hensyn til konkrete afgørelser i tilfælde, hvor der – som her – ikke på det nævnte retsgrundlag er fastsat generelle regler, der regulerer forholdet mellem institutionen og dens brugere, og som disse er bekendt med og derfor har særlig anledning til at indrette sig efter (…)”          

På grundlag af retspraksis og ombudsmandspraksis kan man formentlig for bibliotekernes vedkommende beskrive retsstillingen sådan, at i desto højere grad et bibliotek fastsætter bestemmelser i sit reglement, og brugerne har accepteret vilkårene for benyttelse af biblioteket og dets services, f.eks. ved at bibliotekets reglement udleveres til den enkelte bruger, der ved sin underskrift erklærer at være bekendt med reglementet, jo mere sikker kan biblioteket være på, at de pågældende bestemmelser gyldigt kan håndhæves over for brugerne.  

Det skal fremhæves, at der i anstaltsforhold gælder et krav om proportionalitet ved anvendelse af indgreb såsom udelukkelse eller bortvisning både ved fastsættelse af generelle regler og ved konkrete beslutninger. Så vidt vides, er der ikke biblioteker, som har etableret en fast praksis for udelukkelse af brugere i en karantæneperiode. Hvis et bibliotek finder, at der er behov for at udelukke brugere fra at benytte biblioteket i en periode på grund af manglende overholdelse af bibliotekets ordensforskrifter, bør der optages bestemmelse herom i reglementet. Det bør af reglementet udtrykkeligt fremgå, at tilsidesættelse af ordensforskrifterne kan medføre udelukkelse. Når der træffes beslutning eller fastsættes regler om udelukkelse, må det antages at følge af kravet om proportionalitet, at karantæneperiodens længde skal stå i et rimeligt forhold til forseelsens karakter.  I overensstemmelse med princippet i bekendtgørelse nr. 30 af 10.1.2005 § 16 kan det endvidere anbefales, at udelukkelse kun sker efter gentagne overtrædelser af de fastsatte ordensforskrifter og efter tildeling af en skriftlig advarsel, medmindre der er tale om grove overtrædelser.   

Opmærksomheden skal særligt henledes på, at en beslutning om bortvisning eller udelukkelse efter omstændighederne må anses for at være en afgørelse i forvaltningslovens og offentlighedslovens forstand afhængigt af bortvisningens eller udelukkelsens væsentlighed for den pågældende bruger. Dette vil antagelig kunne være tilfældet, hvis brugeren eksempelvis udelukkes fra at benytte et bibliotek i en længere periode, og som følge heraf får lang afstand til biblioteksbetjening, eller det på grund af brugerens forhold må antages at være særligt bebyrdende at skulle undvære biblioteksbetjening i den pågældende karantæneperiode. Hvis en beslutning om udelukkelse må anses for en afgørelse, gælder forvaltningslovens regler om aktindsigt, partshøring, begrundelse etc.    

Det er spørgsmålet, om et bibliotek kan udelukke en bruger for et forhold, for hvilket brugeren samtidig er blevet idømt straf eller pålagt erstatning. Det må i sådanne tilfælde bero på en konkret vurdering, om udelukkelse er nødvendig, hvorved der må lægges vægt på, om udelukkelse er i overensstemmelse med kravet om proportionalitet.     

2.1 Kan udelukkelse ske for flere biblioteker?

Det er spørgsmålet, om udelukkelse i en periode fra et åbent bibliotek kan udstrækkes til også at gælde for kommunes andre åbne biblioteker. Der kan næppe gives et svar på dette spørgsmål, der gælder helt generelt. Er der tale om gentagne overtrædelser af ordensforskrifter for et åbent bibliotek, kan det hævdes at være sandsynliggjort, at den pågældende bruger også vil begå overtrædelser på andre åbne biblioteker. Det kan endvidere anføres, at en karantæne mister sin virkning som sanktion, hvis brugeren blot kan benytte et andet åbent bibliotek. På den anden side kan det indvendes, at en overtrædelse af ordensforskrifterne kan være knyttet til vedkommende bibliotek på en sådan måde, at der ikke er grund til at tro, at brugeren vil overtræde ordensforskrifterne på andre åbne biblioteker, fx hvis brugeren har optrådt truende og højrøstet på grund af uoverensstemmelse med nogle faste brugere på det stedlige bibliotek. Udgangspunktet må formentlig være, at en bruger kun kan bortvises eller udelukkes fra det bibliotek, hvor brugeren har overtrådt ordensforskrifterne. Man kan endvidere rejse det spørgsmål, om udelukkelse fra at benytte et bibliotek i den ubetjente åbningstid uden videre også kan tillægges virkning i bibliotekets betjente åbningstid. Dette må bero på en nærmere vurdering af de konkrete omstændigheder. Når der er bibliotekspersonale tilstede til at give advarsler, påbud e.l., vil denne regulering af brugernes adfærd hindre, at der må skrides til udelukkelse i modsætning til situationen i ubetjent åbningstid. I de fleste tilfælde må det derfor anses for tilstrækkeligt, at en bruger, der har tilsidesat bibliotekets regler for benyttelse i den ubetjente åbningstid, kun udelukkes fra at benytte biblioteket i dette tidsrum.

3. Begrænsning af brugerkredsen?


Det følger af lovbekendtgørelse nr. 914 af 20.8.2008 (biblioteksloven) § 5, stk. 1, at folkebibliotekerne står til rådighed for enhver for benyttelse på stedet og for udlån af materialer, idet udlånsforpligtelsen vedrører de materialer, som er angivet i formålsbestemmelsen i lovens § 1, stk.1

Om udvidelsen af bibliotekernes forpligtelser over for brugerne i forhold til den hidtidige lov om folkebiblioteker m.v. (lov nr. 1100 af 22. december 1993), der indeholdt et krav om, at brugeren skulle have bopæl i Danmark, anføres der i bemærkningerne til den nugældende bibliotekslovs § 5, stk. 1 bl.a. følgende:

” (…) Ministeriet har fundet, at forpligtelsen til at stå til rådighed bør udvides til at omfatte alle, der henvender sig for at benytte biblioteket på stedet eller ønsker at hjemlåne.

Efter Kulturministeriets vurdering vil der ikke være behov for at fastsætte nærmere bestemmelser om begrænsning i den frie låneret i et uddybende regelsæt. Forslaget præciserer, at forpligtelsen vedrører de materialer, der er nævnt i lovforslagets § 1, stk. 1.”

I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget til den nugældende bibliotekslov blev den daværende kulturminister af Folketingets Kulturudvalg spurgt, hvad der var begrundelsen for, at den dagældende lovbestemmelse om, at brugere af folkebibliotekerne skal have bopæl i Danmark blev ophævet (spørgsmål nr. 15). Ministeren svarede:

”Lovforslagets § 5, stk. 1, hvor det fastsættes, at folkebibliotekerne skal stå til rådighed for enhver, er formuleret i lyset af ikke-diskriminationsprincippet, som er fastsat i henhold til EU-rettens regler (EF-traktatens art. 6.1):
Inden for denne traktats anvendelsesområde og med forbehold for dennes særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grund af nationalitet, forbudt (citeret fra Gulmann og Hagel-Sørensen: EU-ret, 1995).
Det antages i denne forbindelse, at også et bopælskrav i dansk lovgivning vil kunne anses for stridende mod ikke-diskriminationsprincippet. Ministeriet har på denne baggrund fundet, at forpligtelsen til at stå til rådighed bør udvides til at omfatte alle, der henvender sig for at benytte biblioteket på stedet eller ønsker at hjemlåne. ”        

Som det fremgår af ordlyden til bibliotekslovens § 5, stk. 1 og af forarbejderne hertil, er folkebibliotekerne forpligtet til at stå til rådighed for benyttelse på stedet og udlån af materialer over for ”enhver”. Retten til at benytte et folkebibliotek og låne bibliotekets materialer kan således ikke betinges af, at en bruger har bopæl i Danmark eller en bestemt dansk kommune. Den almindelige frie låneret er endvidere altomfattende i den forstand, at låneretten angår alle de materialer og ydelser, som bibliotekerne skal stille til rådighed for brugerne i medfør af bibliotekslovens § 1, stk. 1.

Den almindelige frie låneret i bibliotekslovens § 5, stk. 1 angår ethvert af kommunernes folkebiblioteker, hvilket betyder, at der ikke er adgang til at forbeholde et åbent bibliotek for visse brugere eller til kun at give brugere, der fx dokumenterer at have særlige behov for biblioteksbetjening, mulighed for at benytte et bibliotek og låne materialer på bestemte tidspunkter. Det kan således ikke antages, at en kommune kan nægte nogle brugere adgang til at benytte og låne materialer på ét bibliotek med henvisning til, at alle brugere har denne mulighed på andre af kommunens biblioteker.  
 
3.1 Registrering af brugere til benyttelse af åbne biblioteker

Der er ikke i biblioteksloven noget til hinder for, at en kommune stiller krav om, at brugerne lader sig registrere som bruger af kommunens biblioteker, herunder evt. ved udstedelse af særlige lånerkort til åbne biblioteker, men enhver skal have adgang til at blive registreret som bruger. Der kan godt fastsættes bestemmelse om et forbud imod at lukke personer, der ikke er registreret som bruger, herunder bortviste personer, ind i et åbent bibliotek.  

3.2 Fastsættelse af aldersgrænser  


Børn og unge under 18 år er umyndige og kan derfor som udgangspunkt i henhold til værgemålslovens § 1, stk. 2 ikke forpligte sig ved retshandler. Som en konsekvens af den opfattelse at lån af materialer mv. på bibliotekerne må anses for at være en retshandel, kræver nogle biblioteker, at værgen (forældremyndighedsindehaveren) giver tilladelse til, at børn og unge under en vis alder låner bibliotekets materialer, og der stilles undertiden tillige krav, om at værgen (forældremyndighedsindehaveren) indestår for betaling af erstatning ved bortkomst eller beskadigelse af materialer. Styrelsen er kommet i tvivl, om denne udlægning af retsstillingen er korrekt, idet adgangen til at benytte folkebibliotekerne og låne materialer er lovreguleret ved bibliotekslovens § 5, der gælder for enhver og således også for børn og unge. Det følger ligeledes forudsætningsvist af bibliotekslovens § 21, at der kan opkræves gebyrer for overskridelse af lånetiden efter lavere takster hos børn under 14 år, og at børn over 14 år anses for voksne i gebyrmæssig henseende. Styrelsen er i øjeblikket ved at undersøge, hvad der er retsstillingen for børn og unges lån af biblioteksmaterialer. Det må imidlertid givetvis antages, at børn og unge under myndighedsalderen har krav på at kunne benytte et folkebiblioteks services på stedet.  

Med hensyn til at give børn og unge adgang til åbne biblioteker er det foreløbig Styrelsens anbefaling, at man følger den samme praksis, som anvendes for udlån af materialer til børn og unge i øvrigt i kommunens biblioteker. Forældremyndighedsindehaveren bør således over for biblioteket afgive en erklæring om, at barnet har tilladelse til at benytte et åbent bibliotek, og at benyttelsen sker på forældremyndighedsindehaverens ansvar. Det må dog antages, at et barn, som er fyldt 14-15 år, kan benytte et åbent bibliotek uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Der vil således kunne fastsættes en bestemmelse i et reglement for et åbent bibliotek om, at børn under 15 år kun har adgang til biblioteket i følgeskab med voksne, eventuelt suppleret med en regel om at tilladelse kan gives til børn under denne aldersgrænse med forældremyndighedsindehaverens skriftlige samtykke.                     

4. Tv-overvågning af åbne biblioteker  

Offentlige myndigheders foretagelse af tv-overvågning reguleres primært af lov nr. 429 af 31.5.2000 om behandling af personoplysninger (persondataloven), især af lovens kapitel 6 a, der blev indsat ved lov nr. 519 af 6.6.2007 om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger. I lovbekendtgørelse nr. 1190 af 11.10.2007 om tv-overvågning (tv-overvågningsloven) er der endvidere fastsat bestemmelse om, at offentlige myndigheder, der foretager tv-overvågning af steder eller lokaler, hvortil der er almindelig adgang eller af arbejdspladser, skal give oplysning herom ved skiltning eller på anden tydelig måde.  

I forarbejderne til lov nr. 519 af 6.6.2007 er der givet en redegørelse for retsstillingen for offentlige myndigheders tv-overvågning. I lovforslagets pkt. 3.5 anføres det for kommunernes vedkommende, at persondatalovens regler og almindelige forvaltningsretlige principper fører til, at der kan foretages tv-overvågning med henblik på at beskytte kommunal ejendom (fx skoler, daginstitutioner, rådhuse, busser, servicekasser, biblioteker, materielgårde mv.), og at denne overvågning kan forfølge bl.a. et kriminalitetsforebyggende formål.             

Foranlediget af gennemførelsen af lov nr. 519 fra 2007 har Datatilsynet på sin hjemmeside informeret om gældende praksis med hensyn til offentlige myndigheders tv-overvågning. Retsstillingen er herefter, at kommunerne efter praksis kan foretage tv-overvågning af offentlige lokaliteter, jf. eksemplifikationen ovenfor, med henblik på at forebygge tyveri, hærværk og graffiti. Formålet vil her typisk være at beskytte myndighedens ejendom og værdier, ligesom et sagligt formål med overvågningen også kan være at øge sikkerheden for personalet. I forbindelse med tv-overvågning af fx en offentlig institution kan overvågningen også omfatte bygningens facader og indgange. Der er derimod ikke inden for persondatalovens rammer mulighed for at tv-overvåge frit tilgængelige steder med almindelig færdsel.  

Det må således antages, at der vil kunne foretages tv-overvågning i forbindelse med etablering af et åbent bibliotek for at beskytte biblioteket og dets inventar samt materialer mod tyveri, hærværk o.l. Også bibliotekets facader og indgange vil kunne tv-overvåges.

Det følger nu af persondatalovens § 1, stk. 7, at loven gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning, hvilket indebærer, at såvel digital som analog tv-overvågning i både den offentlige og private sektor fuldt ud omfattes af persondatalovens regler. En kommunes tv-overvågning kan således kun ske i det omfang betingelserne herfor i persondataloven er opfyldt.  

Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning kan kun ske, i det omfang persondatalovens grundlæggende principper om god databehandlingsskik, saglighed og proportionalitet mv., jf. lovens § 5, er opfyldt. Behandlingen skal endvidere teknisk og organisatorisk tilrettelægges således, at oplysningerne ikke kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. I persondatalovens § 41 og 42 er fastsat krav til behandlingssikkerhed. Der er givet nærmere regler til udfyldning af § 41 i Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 528 af 15.6.2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning), der også gælder for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.   

Ifølge persondatalovens § 26 a, stk. 1 må billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed kun videregives, hvis enten 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke, 2) videregivelsen følger af lov eller 3) videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed. Ifølge § 26 a, stk. 2 skal oplysninger som angivet i stk. 1 slettes senest 30 dage, efter at optagelserne er foretaget. Der kan dog i medfør af § 26 a, stk. 3 ske opbevaring af optagelserne i et længere tidsrum, hvis dette er nødvendigt af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. I så fald skal den, som tvisten vedrører, underrettes inden udløbet af 30-dagesfristen, og den dataansvarlige skal på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende. 30-dages fristen er en ret til opbevaring i dette tidsrum, men almindelige databeskyttelseshensyn tilsiger, at der sker sletning på et tidligere tidspunkt, hvis vedkommende dataansvarlige finder, at der ikke er behov for yderligere opbevaring.                    

Offentlige myndigheders behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra kravet om anmeldelse til Datatilsynet, jf. persondatalovens § 26 c, stk. 1 med henvisning til § 43. Fritagelsen fra kravet om anmeldelse indebærer, at der heller ikke skal indhentes forudgående udtalelse fra Datatilsynet i henhold til persondatalovens § 45. Datatilsynet fører dog tilsyn med offentlige myndigheders behandling af personoplysninger ved tv-overvågning, idet Datatilsynet kan behandle klager fra registrerede personer og foretage undersøgelser af egen drift, herunder ved inspektioner.    

Ifølge tv-overvågningslovens § 3 a, stk. 1 skal en offentlig myndighed give oplysning om tv-overvågning ved skiltning eller på anden tydelig måde. Dette fritager imidlertid ikke myndigheden for oplysningspligten over for den registrerede i medfør af persondatalovens § 29, stk. 1, jf. persondatalovens § 26 b. Det bemærkes, at det følger af persondatalovens § 29, stk. 3, at underretning efter stk. 1 kan undlades, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig. Det er spørgsmålet, i hvilket omfang der i relation til tv-overvågning i åbne biblioteker skal gives individuel oplysning herom til de personer, der registreres. Det må antages, at der skal gives oplysning til bibliotekets enkelte ansatte om tv-overvågningen, ligesom oplysning skal gives til alle de personer, der fast kommer i de overvågede lokaler eller udfører arbejde i lokalerne, hvilket gælder uanset om ansættelseskontrakten er indgået med biblioteket eller en anden virksomhed, fx et rengøringsfirma. Oplysning til disse personer skal som udgangspunkt gives, inden iværksættelse af tv-overvågningen. Mere tvivlsomt er det, om og i hvilken form bibliotekets brugere skal have information om tv-overvågningen. Det må anbefales at spørge Datatilsynet herom, inden tv-overvågning etableres.      

Oplysningspligten omfatter i henhold til persondataloven og Datatilsynets praksis følgende oplysninger:   
1) Den dataansvarlige og dennes eventuelle repræsentants identitet.
2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt. Kravet medfører, at der skal gives den registrerede tilstrækkelig information til, at den pågældende bliver klar over, hvad der er baggrunden for, at der indsamles oplysninger om den pågældende.  
3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, herunder fx hvilken type oplysninger det drejer sig om, kategorierne af modtagere og reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.
4) Oplysning om at optagelserne vil blive videregivet til politiet, samt om i hvilke tilfælde dette vil kunne ske.
5) Information om i hvilke tilfælde optagelser vil blive gennemgået (fx om dette finder sted i form af stikprøvekontrol eller i forbindelse med mistanke om kriminelle aktiviteter e.l.).
6) Hvor længe oplysningerne bliver opbevaret.  
7) I hvilke lokaler overvågningen foregår.

Oplysningspligten indebærer, at der skal gives meddelelse ved indsamlingen af oplysningerne og i almindelighed inden for 10 dage.




Siden er sidst opdateret: 10.07.2009


Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

”På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.
Du kan sige nej tak ved at klikke her.

Læs mere om cookies: Cookiepolitik

(dialogboks slutter)