Ødekirkebygningernes arkæologiske potentiale

Nogle ødekirker er som ruiner stadig synlige i kulturlandskabet, men de fleste er skjult under jordoverfladen. De synlige er tinglyst med fredningsdeklarationer, og det samme er tilfældet med et antal af de skjulte - typisk dem, der i 1800-årene eller 1. halvdel af sidste århundrede stadig gav sig til kende med ruinrester. 133 af ødekirkerne er fredet.

Ved at gå ud fra enten sikre arkæologiske eller solide skriftlige kilder kan der opgøres et antal middelalderlige ødekirker på 460 i det nuværende Danmark. 327 er ikke omfattet af en fredningsdeklaration. Med erfaringer fra de senere tiår kan der hertil lægges et - måske større - ukendt antal endnu ikke arkæologisk erkendte kirketomter både i byerne og i det åbne land.

Arkæologien i de stående og fungerende kirker er gennem en målrettet antikvarisk indsats blevet begrænset i et sådant omfang, at det må konstateres, at skal vi udforske væsentlige dele af vores kirkelige kulturarv, er det blandt ødekirkerne, at der for alvor kan hentes nye informationer. Det drejer sig først og fremmest om informationer hentet gennem jordarkæologien, men også bygningsarkæologien kan hente ny viden hos ødekirkerne.

Problemfelter og satsningsområder

  • Kirkerne har været centrale institutioner i lokalsamfundet. Det er stadig omdiskuteret, hvornår de første kirker blev bygget. Arkæologisk er de ikke sikkert erkendt bag om 1000-tallet (o. 990).
  • Det er alment accepteret, at aristokratiet har stået bag det første og ældste kirkebyggeri, men det er omdiskuteret, hvordan kirkebyggeriet udviklede sig op gennem middelalderen, og hvem der egentlig stod bag denne udvikling.
  • En tidlig kristen kirkebygning kan være vanskelig at erkende. Der er som nævnt endnu ikke sikkert lokaliserede kirker ældre end 1000-tallet. Der er forskere, der mener, de bør være der, og i et ikke ringe antal som i hvert fald nogle af storgårdenes private kirkebygninger, nogle helt tilbage fra 800-tallet. Det er kendt fra ældre kristningsprocesser i udlandet, at kirker og kristne begravelser først finder sammen et stykke inde i kristningsforløbet. Uden begravelser omkring sig og uden en romansk kirkegrundplan med smallere kor er en kirke vanskelig at erkende arkæologisk.

Den arkæologiske udfordring er

  • gennem fundanalyser i bygningerne om muligt at udskille fundgrupper, som kan karakterisere bygningen som kirke.
  • at lokalisere særlige indhegninger af et kult/indviet (?) område i tilknytning til gårdens centrale bygning (som forsøgt i Tissø).

Fokus på 

  • I ødekirketomter vil der også kunne være spor af ældre forgængere både af træ og af sten. Sådanne spor giver sig til kende som stolpehuller, vægriller, fundamentsgrøfter og mure. Der er under nu stående kirker registreret 18 ældre stenkirker og 15 forgængere af træ.
  • Her er det en stor hjælp, at man indtil ca. 1200 ikke foretog begravelser inde i selve kirkebygningen - dvs. kor og skib - medmindre der var tale om bisper eller kongelige.
  • Forgænger-kirker kan altså give sig til kende ved gravtomme eller relativt gravfattige områder, ligesom der kan argumenteres for deres eksistens i nærområdet, hvis der findes ældre begravelser under ødekirken og dens fundamenter.
  • Det er også ved udgravninger i ødekirker vigtigt at tilstræbe overblikket over det fulde anlæg. Det er først herigennem, at kirkebygningens udviklingshistorie kan beskrives. Igen vil det være i form af
    • fundaments grøfter
    • mure
    • vægriller
    • gulve
    • alterfundamenter.

Ødekirkerne giver også mulighed for bygningsarkæologiske iagttagelser i ruinerne og det murværk, som ligger jorddækket. Her kan der hentes oplysninger om og beskrives en udvikling inden for selve;

  • kirkebygningen
  • byggematerialer og deres behandling og håndtering
  • byggefaser
  • byggeteknik
  • mørteltyper og måske endog
  • de botaniske kirkeomgivelser i form af plantefrø mv., som er blæst ind og har indlejret sig i mørtelen

I kirkernes gulve gemmer sig adskillige informationer om kirkernes indretning og brug, men også om stedets brug før det blev til kirkested.

  • Der er eksempler på gravhøje (i Hørning kirke m.fl.), vikingetidsgrave (Haldum), gårdtomter (Lisbjerg), hedenske kultområder (hvis vi godtager sidste bygning i Tissøs kultområde som en kirke) og tinghøje (Skt. Michaels kirke i Slagelse), dyrkningslag og oprindelige vækstlag, hvor makrofossilanalyser eller arkæobotaniske undersøgelser vil kunne bringe nyt om oldtidens udnyttelse af området.

Fokus på:

  • Særligt fremhævede/forhøjede vest-arrangementer i kirkeskibet (f.eks. Asnæs kirke i Odsherred, i alt kendes 18 eksempler) tages som et udtryk for, at der her i kirkens første tid var en særlig del forbeholdt den lokale aristokrat. Det arkæologiske bevis for stormandstilknytningen mangler stadig, men tolkningen er sandsynlig set i sammenhæng med, at der også er eksempler på herskabspulpiturer i tidlige vesttårne.
  • Der er en del eksempler på trin i kirkebygningerne. Nogle kan passes ind i en kendt liturgisk sammenhæng, som trin mellem skib og kor. Andre er vanskelige umiddelbart at tolke, og også her vil ødekirkerne kunne bidrage til en bedre forståelsesramme.
  • Arkæologisk kan det konstateres, at hovedaltrene i korets østdel er blevet flyttet. Det kan være udtryk for en ombygning af koret, men i en række tilfælde er forklaringen ikke indlysende. Kan der være en kronologisk og liturgisk begrundelse?
  • Sidealtrene i skibets østvægge på begge sider af triumfbuen synes så godt som alle at høre til den oprindelige stenkirke. Der er arkæologiske eksempler på, at der også her er sket ændringer, hvortil der indtil videre savnes en forklaring.
  • Lægmandsaltre og korbueskranker er arkæologisk dårligt belyste. Det skyldes 16-1700-tallets intensive begravelsespraksis i kirkens midtergang hele vejen gennem skibet og op i koret. Derved er sporene efter korbueskranker forsvundet, og da lægmandsalteret stod i skibet foran korbuen, er også sporene efter dét gravet bort. Her vil udgravninger i ødekirkerne, som for langt de flestes vedkommende er nedlagt, før det blev almindeligt med begravelserne i midtergangen, for alvor kunne bidrage til belysning af udbredelsen.

Fokus på:

  • Mange af de romanske stenkirker, navnlig i Østdanmark, har haft murede vægbænke. De er opført, efter murene er rejst, men som regel før man lagde det oprindelige gulv. Der er eksempler på, at de har været beklædt med træpaneler, eller at de har haft et trin foran bænken. Der er også enkelte eksempler på senere indsatte murede bænke (Ishøj kirke) ude i kirkeskibet. Det antages, at bænkene har tjent som siddepladser under de kirkelige handlinger men også har haft en funktion i kirkernes profane brug ved møder og rådslagninger (Danmarks kirker, Holbæk amt, s. 2230).

Fokus på:

  • Der er i de stående kirker registreret 31 spor efter fontepodier. Det oprindelige podie har været placeret i skibet øst for indgangsdørene, og de arkæologiske iagttagelser antyder en udvikling, hvor fonden flyttes mod vest i skibet eller helt ud i tårnet senere i middelalderen. Nye undersøgelser i ødekirketomter, hvor podierne vil være bedre bevaret i midtergangen, vil være afgørende for at kvalificere og verificere denne udviklingsteori.
  • I mange stående kirker har man i små nødudgravninger haft lejlighed til at studere kirkernes ældre gulve. Det vil pga. nedpløjning/nedslidning næppe være i ødekirkerne, at vi kan hente afgørende nye oplysninger om kirkernes gulvfornyelser gennem tiden, men om de første gulve og byggelag vil ødekirkerne også kunne give nye oplysninger.
  • Der er i kirkerne fundet en del blysmeltegruber. Mange kirker har haft blytag, men dateringen er et problem. En omhyggelig fundindsamling med relation til blysmeltegruberne vil kunne sige noget afgørende nyt om kirkernes tage. Systematiske analyser af blyets sammensætning vil være helt afgørende for at kunne udforske de tidlige blytage.
  • I de stående kirkers mure kan man se sporene efter byggestilladserne. De findes også i kirkernes gulve som stolpehuller, og når kirkerne skulle repareres, opsatte man nye stilladser, som gav nye stolpehuller. Man skal derfor være yderst opmærksom på, at stolpehuller i kirkerne vil der være mange af, og først når en større flade er frilagt, vil det være muligt at udskille de stolpehuller, som eventuelt hører til en trækirke.
  • I eventuelle bevarede nedbrydningslag skal man være opmærksom på bygningsdetaljer som vinduesglas, vinduesbly, pudslag m. kalkmalerier, gyldne altre mv.
  • Det er også i genstandsfundene, at vi kan hente oplysninger om kirkens brug. Mange af genstandene fra kirkerne har til dato desværre kun svage fundoplysninger, og generelt savnes en systematisk fundopsamling, som vil give mulighed for en funktionsanalyse mht. til aspekter af kirkens brug.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)