Hus, gård og toft

Hus, gård og toft

Moderne landbrug med brug af dybtgående pløjeredskaber har stor konsekvens for bevaring af bebyggelsesspor. Herved fjernes kulturlag og bygningskonstruktioner stående på syld – kun aktiviteter og bygningstyper med tagbærende stolper gravet i undergrund bevares.

Det er et fælles vilkår for al arkæologi i det åbne land.

Særligt alvorligt er det imidlertid for den høj- og senmiddelalderlige bebyggelse, hvor bygninger på syld vinder indpas. Pløjning på nedlagte torper og landsbyer samt områder i de historiske landsbyer, hvor gårdene er flyttet ud og inddraget til dyrkning, vil derfor ofte have dramatisk effekt.

Der er imidlertid også eksempler på endog særdeles velbevarede gårdsanlæg i det åbne land, og det er derfor vigtigt at tage højde herfor i prøvegravningsfasen.

Også sandflugtsområder, heder og skove er landskabstyper med stor sandsynlighed for velbevarede gårde.

Ligeledes kan nuværende gårde i de eksisterende landsbyer ligge beskyttende over tykke kulturlag fra gårdens forgængere.

Hus

I den tidlige middelalder ses en række forskellige hustyper, som er en fortsættelse af vikingetidens eksperimenter og rige variation. I løbet af 1100-tallet bliver det etskibede hus med lige langvægge klart dominerende i det meste af landet.

Nyt er huse med udskud, midtsulehuset i nogle regioner og det treskibede hus nu som højremskonstruktion, samt den teknologiske forbedring med placering af bygningen på syld.

Husene typebestemmes almindeligvis efter placeringen af de tagbærende stolper. Disse inddeles yderligere i undertyper, hvis variation både skyldes forskellige tagkonstruktioner og deres forbindelse til bygningens tagbærende dele.

Der er imidlertid også en tendens til at jævnføre de blotlagte bygningsgrundrids med nyere tids stående bygninger. Det er dog ikke uproblematisk at forene en typologi baseret på jordnære forhold med en typologi, som primært er baseret på relationen mellem tagbærende stolper og tagkonstruktion – forhold som vanskeligt kan efterprøves i arkæologisk kontekst.

Problemfelter og satsningsområder:

Antallet af daterende genstande er ofte meget begrænset, hvilket betyder, at dateringen af de enkelte huse baseres på hustypologiernes og på horisontalstratigrafiske dateringer baseret på genstande fra andre anlæg.

Det er helt centralt at få udbygget dateringsgrundlaget på et regionalt niveau med henblik på at få præciseret/valideret de ret vide kronologiske rammer for de enkelte hustyper og få udskilt eventuelle regionale variationer.

Det kunne eksempelvis være interessant at få et bedre indblik i relationen mellem jordgravede, parvist forbundne stolper og anvendelsen af syld, som nok skal ses i forbindelse med udviklingen af det teknisk krævende bindingsværk, i forhold til udbredelsen af underremskonstruktionen, hvor stolperne i væggen blev rejst samlet.

Den sidste krævede ikke så mange samlinger, var konstruktivt mere simpel og kunne derfor lettere opføres af bønderne selv. Man kan måske forestille sig, at introduktionen af denne særlige bygningstype i den tidlige(?) middelalder afspejler en ny social organisering i samfundet, men overvejelser herom må afventes et bedre overblik.

• Indsats omkring datering af de enkelte huse, herunder udvikling af strategier for systematiske C14-dateringer, med henblik præcisering af hustypernes kronologi på regionalt niveau og introduktion og udbredelse af syld.

Antallet af undersøgte bygninger med bevarede kulturlag er begrænset, hvilket skyldes bevaringsforholdene i det åbne land og en begrænset tilgængelighed for større undersøgelser i de eksisterende landsbykerner.

Det betyder, dels at høj- og senmiddelalderens bygninger på syld sjældent påtræffes, dels at husenes indre struktur er relativt ukendt.

Derfor har vi eksempelvis ikke kendskab til strukturelle forandringer i planløsninger, indførelse og spredning af nye teknologier (eksempelvis inden for opvarmning og lyskilder), som kan reflektere social organisation og interaktion.

Vi ved ikke, hvornår de fra nyere tid kendte planløsninger opstår, og hvornår og hvor den røgfrie stue bliver almindelig udbredt på landet i forhold til købstæderne.

• Fokus på lokaliteter med bevarede kulturlag med henblik på stratigrafisk udgravning af bygninger, undersøgelse af bygningskonstruktioner, indre opdelinger og placering af faste konstruktioner, døråbninger, og fundspredning, tilstedeværelse/fravær af kakler og vinduesglas.

Hovedparten af de udgravede huse fra middelalderen er kun bevaret i form af stolpehuller til tagbærende stolper i undergrundsniveau. Alle typerne kendes imidlertid også fra lokaliteter med kulturlag, hvor de står på syld.

Sylden kan være rækker af sten, stolpebærende sten med mellemliggende syldstok og fodrem. I det østdanske materiale antydes en udvikling over tid fra kombinationer af forskellige syldtyper i højmiddelalderen til syldstensrækker, gerne med anvendelse af større marksten, i senmiddelalderen.

Etskibede huse

Etskibede huse kan have parvist stående stolper forbundet med bindbjælker i eller på stolpen og herefter sikret på langs af en tagrem (en overremskonstruktion) eller stolper forbundet på langs med en tagrem og herefter forbundet på tværs med bindbjælker (en underremskonstruktion).

Etskibede huse med underremskonstruktion kan kun identificeres, hvis stolperne står uregelmæssigt på linje.

Udskudshuse

Udskudshuse er en særlig variant af etskibede huse og kendes fra det meste af landet, men dog særligt hyppigt forekommende i Sønderjylland. Udskuddene kan fordele sig på forskellig vis, symmetrisk såvel som asymmetrisk.

Toskibede huse

Toskibede huse (sulehuse) kan være vanskelige at erkende. Hvis husets vægstolper har stået på syld og sulerne har været nedgravet, vil disse bygninger fejlagtigt kunne identificeres som hegnsforløb.

De toskibede huse identificeres klarest, hvor sulerne står placeret symmetrisk i relation til vægstolperne, mens identifikationen er mindre sikker i flere af de sønderjyske toskibede huse, idet sulerne sjældent er placeret ud fra vægstolper og ofte ikke er så dybt nedgravede.

Treskibede huse

Middelalderens treskibede huse udgør blot en lille og konstruktionsmæssigt ikke klart defineret gruppe, som muligvis kan udskilles i flere beslægtede typer, som kommer til Danmark på forskellig tid, har forskellige funktioner og anvendes i forskellige miljøer.

Jernalderens treskibede huse blev tidligere fortolket som en højremskonstruktion Det er dog nu godtgjort, at der trods den umiddelbare formlighed i jordniveau ikke er tale om konstruktions-kontinuitet.

Agerrumslader

Senmiddelalderens kendte agerrumslader med rødder i middelalderens europæiske klosterlader skal muligvis ses som en særlig type højremsbygning specielt udviklet til denne funktion.

Litteratur

Carelli, P. 2001: En ny jordisk ordning. Homo oeconomicus och det ekonomiserade landskapet. En kapitalistisk anda. Kulturelle förändringar i 1100-talets Danmark. Stockholm, 29-96.

Klemensen, M.F. 2003: Bondehuse fra tidlig middelalder i Jylland - fra et arkæologisk perspektiv. Bol og By. Landbohistorisk Tidsskrift 2003:1-2, 31-45.

Rensbro, H. 2003: Bygningskonstruktioner på landet i Østdanmark 1200-1600. Præsentation af hustyperne: protobindingsværk og etskibet tagremskonstruktion. Bol og By. Landbohistorisk Tidsskrift 2003:1-2, 47-66.

Skov, H. 1994: Hustyper i vikingetid og tidlig middelalder. Udviklingen af hustyper i det gammeldanske område fra ca. 800-1200 e.Kr. Hikuin 21, 139-158.

Svart Kristiansen, M. 2005: Bygninger. Tårnby. Gård og landsby gennem 1000 år. Red. M. Svart Kristiansen. Højbjerg, 165-260.

Sørensen, A. B.: Huse og anlæg fra sen vikingetid og tidlig middelalder. Østergård - vikingetid og middelalder. Haderslev 2011, 71-132, 412-540.

Gård

Den middelalderlige gård bestod typisk af et salshus, en lade og evt. yderligere et par økonomibygninger og staklader. Enkeltliggende gårde er almindeligvis mindre.

Der ses en stor variation i den middelalderlige gårdsstruktur, både i relation til placeringen på toften og bygningernes indbyrdes orientering. Bygningerne kan ligge spredt, langs hegn, samlet og tilbagetrukket på toften eller samlet og ud mod landsbygaden.

I Sønderjylland kan der klart differentieres mellem den tidlige middelalders spredte bygninger på store hegnede tofter og enestegårdens meget koncentrerede bygninger på umarkerede tofter.

På Fyn ses gårdens bygninger indtil 1300 koncentreret inde på toften, hvorefter de flytter ud til gaden, hvor de danner pladskontinuitet til 1700-tallets kendte gårde.

På Sjælland er der eksempler på en placering af gårdens bygninger ved vejen allerede i den tidlige middelalder.

Antallet af udgravede gårde er ikke af et omfang, der gør det muligt at diskutere baggrunden for forskellene, som må skyldes en kombination af social differentiering i store og små brug, en variation i ressourcer, produktionsforhold og hermed forbundet brug af toften samt datering.

Desuden vides det fra de skriftlige kilder, at mange gårde blev drevet som brydegårde, storgårde der muligvis har været organiseret helt anderledes end den ”normale” gård, men det er heller ikke muligt i dag at udskille en brydegård af det arkæologiske materiale.

Problemfelter og satsningsområder

Udgravningsaktiviteten er størst i det åbne land, og det giver på flere måder en slagside i materialet, hvor man oftest påtræffer gårde fra den tidlige middelalder og for den senere middelalders vedkommende især bestemte bebyggelsestyper: nedlagte enkeltliggende gårde og torper.

Udgravninger i de eksisterende landsbyer har sjældent toftestørrelse med potentiale for afdækning af hele enheder, men da anlægsvirksomheden til gengæld er begrænset, bør landsbyen gives maksimal opmærksomhed: Selv mindre gravninger med velbevarede kulturlag vil kunne bidrage til at forstå gårdsstrukturens udvikling i tid og rum.

Fokus på afdækning af hele gårdsenheder i det åbne land og i landsbykernerne med henblik på:

  • Belysning af variation i gårdsstruktur og bygningernes placering på toften samt variationer heraf i tid og rum.
  • Bygningsstrukturens orientering mod det fælles rum (forte) i forhold til den private sfære (toften).
  • Identifikation af gårdens sociale status på baggrund af materielle levn kombineret med identifikation gennem skriftlige kilder (stormandsgård, brydegård, gårdsædebrug, landbogård, præstegård?).
  • Identifikation af gårdens økonomi og ressourceudnyttelse, og bygdetypernes mulige indflydelse på gårdsstrukturen.

Toft

Toften var særjorden for den enkelte gård og stedet for bygningernes placering. Landskabslovene antyder desuden, at tofterne i vikingetid og tidlig middelalder har udgjort det meste af en gårds opdyrkede jordtilliggende. Dette ændredes ved den fælles opdyrkning af utlænde-jorden (den udenfor-liggende jord).

Landskabslovenes gardhz lith og granzæl har både været en juridisk grænse, som gav den familie, der boede der, en særlig retsstatus og fred, og en praktisk, fysisk sikring mod løsgående husdyr, der kunne skade de afgrøder, man havde på toften.

Tofterne viser en stor spændvidde i form og arealstørrelser: Nogle er irregulære, andre rektangulære og tydeligt regulerede.

Størrelsen varierer i 1100-tallet fra 8.000-9.000 m2 på udgravningen af Østergård i Sønderjylland beliggende på de sandede bakkeøer vest for isrands-linjen og 1.800 m2 i Tårnby beliggende i et tæt bebygget og intensivt dyrket område. Variationerne kan rumme endnu uafklarede regionale, tidsmæssige og funktionelle forskelle.

Udgravningen af lokaliteten Østergård ved Hyrup i Sønderjylland har givet et indblik i udviklingen af en landsby fra en enkeltgård, stormandsgård i vikingetidens slutning til en landsby på syv bebyggede og tre ubebyggede tofter omkring 1200.

Opsplitningen i stadig mindre tofter med stadig flere gårde er sandsynligvis et resultat af arvedeling, og Østergård giver et godt indblik i den rolle, toften spillede i en landsby.

Problemfelter og satsningsområder

Ud over at skulle rumme gårdens bygninger har toften øjensynligt ændret funktion og størrelse fra store opdyrkede arealer til mindre havelodder, som de kendes fra historiske kort.

Hidtil har fokus i forskningen særligt været rettet mod de regulerede landsbyer, og en indsats rettet mod de uregulerede landsbyer kan derfor potentielt give nye informationer om en ældre toftestruktur og dennes funktion.

• Fokus på pollen- og makrofossilanalyser til belysning af de regulerede, såvel som uregulerede tofters funktion.
• Særlig opmærksomhed på undersøgelser af uregulerede tofter med henblik på at forklare deres alder og funktionsudvikling over tid.

For at kunne forstå toftens vekslende praktiske og administrative funktion er det vigtigt at afgrænse dens udstrækning.

Da tofterne kan være overordentlig store og bebyggelsen på dem spredt (i Sønderjylland med afstande på mere end 50 m mellem de enkelte bygninger), kan det kræve en anden strategi ved forundersøgelser end eksempelvis ved afgrænsning af jernalderbebyggelser

  • Fokus på påvisning af fysiske eller naturlige skel for toftens udstrækning.
  • Særlig indsats på lokaliteter, hvor det er muligt at afdække hele tofter, både med og uden synlig, fysisk markering.

Litteratur

Henriksen, M.B. 2003: Fynske hus- og gårdtomter fra middelalder og tidlig renæssance. Bol og By. Landbohistorisk Tidsskrift 2003:1-2, 67-99.

Svart Kristiansen, M. 2005: Udgravningerne i Tårnby landsby - resultater. Tårnby. Gård og landsby gennem 1000 år. Red. M. Svart Kristiansen. Højbjerg, 11-44.

Sørensen, A. B.: Enkeltgård og landsbygård i vikingetid og tidlig middelalder. Østergård - vikingetid og middelalder. Haderslev 2011, 221-304.

Tofter og afgiftssystem?

Toftens hyppige omtale i landskabslovene angiver dens betydning, men formodentlig også, at dens status var under forhandling i den periode, hvor retskilderne blev til.

Toftens funktion derudover er ikke entydig. Dels viser landskabslovene selv modstridende praksis, og dels kan lovene fortolkes forskelligt.

Toften tolkes derfor af nogle som et administrativt redskab til beregning af afgiftsydelser til kongen og fordelingsnøgle til andelen af ejerlavets ressourcer, og senere bolet, da ejendomshandler efterhånden betød, at toftens bredde ikke længere svarede til tilliggendet.

Andre opfatter bolet som den egentlige fordelingsnøgle til disse afgifter, og toftens eneste betydning som rettesnor for rækkefølgen af agrene i de solskiftede landsbyer.

Toftens bredde i meter afspejler efter denne opfattelse derfor ikke ejendommens størrelse. Bredden kunne i øvrigt variere efter bonitet, og det var muligt at gøre toftens bredde så smal eller bred, som man ønskede. Blot alle var enige.

Litteratur

Hoff, A. 1997: Toften. Lov og landskab, Århus, 84-116.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)