Vådbundsundersøgelser og offerfund

""

Fig. 1 Samling af hverdags prægede trægenstande i en tørvegrav, Salpetermosen, Foto: Museum Nordsjælland

Arkæologiske undersøgelser af vådområder med fund fra bl.a. ældre jernalder

Af Pernille Pantmann

Nogle af de største fund fra Danmarks oldtid, og ikke mindst jernalder, kommer fra vådområderne. Men de umiddelbart mere beskedne fund står ofte i skyggen af våbenofferfund, moselig og pragtfund, som Gundestrupkedlen og Dejbjergvognen, Fig. 1. Især 1940'ernes tørvegravninger viste, hvilket skatkammer af fund og informationer, vådområderne er. Grundet omstændighederne på daværende tidspunkt er meget dog utilstrækkeligt dokumenteret og sjældent bevaret. Desto mere paradoksalt er det, at man siden da kun sjældent har foretaget udgravninger i vådområderne. Mange er efterhånden drænet, men de kan stadig rumme gode informationer om deres brug, da de var vådområder, og derfor bør de udgraves på lige fod med andre kulturhistoriske anlæg.

Vådområder som naturlig del af bebyggelsesmønstret?

Danmark er generelt rigt på vådområder, og det anslås, at 25 % af det nuværende Danmark indtil for blot et par århundreder siden, bestod af vådområde (Ilkjær 2003: 10); hvad enten det drejer sig om åer, søer, moser eller kilder. Og der er ingen tvivl om, at vådområder generelt har spillet en betydelig rolle igennem hele oldtiden. Ikke mindst i de egne, hvor dødis har præget landskabet, er vådområderne meget dominerende. Her er det tydeligt, at de ikke har været opfattet som hindringer men snarere som en ressource, der kunne udnyttes på flere plan, det gælder dele af Nordsjælland (Aarsleff & Appel 2011:52), dele af Fyn (Holdgaard 2011: 15) og Østjylland (Skousen 2010). Men andre steder rundt om i landet er der eksempler på lokaliteter, hvor det har vist sig, at vådområderne må have været udgangspunktet for bosættelse.

Vådområderne rummer en bred vifte af fund og informationer

I det nordsjællandske område er det konstateret, at vådområderne kan være en vigtig del af en gårdsenhed, idet det kan ligge inden for indhegningen, Fig. 2. Dette er blot endnu et eksempel på, at vådområderne ikke altid bør opfattes som marginalområder og "utilnærmelige steder" (Ilkjær 2003:10). Det har ligeledes vist sig, at fundbilledet kan øges eksplosivt, hvis det nærliggende vådområde undersøges. Således kan vådområderne i langt højere grad rumme bopladsaffald, hvor ikke mindst knoglematerialet har haft langt bedre bevaringsforhold, end bopladserne typisk kan levere, hvilket selvsagt giver gode muligheder for at studere subsistensøkonomi og indirekte også landskabstypen (Kveiborg 2008).

De gode bevaringsforhold for knogler betyder tillige, at der er gode chancer for at finde regulære bengenstande. Disse kendes ellers kun i sjældent heldige tilfælde fra bopladserne. Hermed bliver ikke alene fundbilledet øget, det bliver også suppleret med langt flere fundtyper, Fig. 3a, 3b.

Fig. 2 Her er et eksempel fra Salpetermosen i Nordsjælland, hvor der ses to til tre vådområder med tilknytning til én enkelt gårdsenhed i to faser. Det ene vådområde ligger enten som en del af indhegningen eller indenfor. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 3a Et ottekantet ornamenteret skaft af underbenet fra kvæg, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 3b En ornamenteret tenvægt i ben. Foto: Museum Nordsjælland

Den naturlige fugtighed må til tider have betydet vanskeligheder ved at færdes, men det har man håndteret vha. forskellige foranstaltninger. Disse er kun sjældent blevet konstateret og registreret, men er man opmærksom på dem, vil det vise sig at der har været anvendt en lang række forskellige tiltag i form af gruslægning, eller i heldige tilfælde - træforanstaltninger (Carlie 1998:24), men især stenlægninger.

Sten er i det hele taget en meget vigtig fundgruppe i vådområderne, Fig. 4a-4d. De er vigtige indikatorer på, at der er forgået forskellige aktiviteter. I ældre beretninger om mosefund nævnes sten ofte (eksempelvis Becker 1972:21ff, 24, 33ff, 52, Ferdinand 1961: 53ff, Lund 2002). Men i kraft af, at vådområderne dengang ofte blev lidt usystematisk undersøgt, er stenene og deres kontekst meget dårligt belyst. Sten er typisk blevet betragtet som del af sakrale handlinger, men de indgår også i de profane. Således har nyere udgravninger gang på gang vist, at sten indgår i en lang række forskellige fundsituationer i vådområderne (Carlie 1998: 19, Skousen 2010: 249).

Fig. 4a. Sten i mosen på Aldersro II. Foto: Skousen 2010, 249

Fig. 4b. Stenkoncentration brugt som trædesten i den fugtige kant, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 4c. En del af trædestensforanstaltning i kanten af vådområdet, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 4d. Stenpakning omkring trægenstand, formentlig som en stabiliserende foranstaltning, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Vådområder er traditionelt knyttet sammen med vores opfattelse af sakrale handlinger, og sådan er det stadig, men man skal være åben over for det faktum, at der i samme vådområde, sågar på samme sted, kan være fund af både profan og sakral karakter. I bopladskontekst har man længe erkendt og accepteret kult som en del af fundbilledet ved bopladsofringer enten i stolpehuller eller gruber indenfor eller uden for husene, hvorved profan og sakral liv går hånd i hånd. På samme måde indikerer fundbilledet, at vådområderne kan rumme flere forskellige fund og handlinger klos op af hinanden (Asingh 2009: 194).

Et af eksemplerne på den nære relation imellem boplads og vådområde er, de mere eller mindre udvaskede kulturlag fra bopladserne, der strækker sig ud til kanten af, eller et stykke ud i, et vådområde. Disse kulturlag er typisk grålige og diffuse, hvorved de kan være vanskelige at erkende i forundersøgelserne. Men netop disse kulturlag giver indikationer på den nære forbindelse, der har været imellem en boplads og et vådområde.

I øvrigt er det værd at bemærke, at drænede eller fossile vådområder også kan rumme anlæg, der er vanskelige at erkende i overfladen, eksempelvis brønde (Fig. 5). Skjulte anlæg er således endnu en god grund til at bruge tid på vådområder, selvom de på ovefladen ser drænede og dermed ligegyldige ud. 

Fig. 5 Brønd i mose, Aldersro II. Foto: Skousen 2010, 285

Det er dog ikke kun de profane fund, man skal være opmærksom på. Sakrale fund kan omfatte mange forskellige fundtyper og handlinger, men ofte er det dyreknogler, hvor det typisk er udvalgte dele af dyret (kranier og ekstremiteter), der er lagt i en orden, gerne i kombination med sten, Fig. 6.

Netop dyreknogler har været en relativt overset fundgruppe, men der er mange oplysninger at hente:

  • er dyrene nedlagt hele eller parterede,
  • er alle dele repræsenterede,
  • er der foretaget en sortering?
  • er det unge eller gamle dyr, og
  • hvilke dyr er hyppigst ofret?

Disse dyreknogler kan ligge alene eller i kombination med andre fundgrupper. Til disse hører:

  • de mere almen kendte lerkar,
  • trægenstande,
  • menneskedele,
  • hørknipper ol.

Under alle omstændigheder bør man generelt være opmærksom på, at fund, der adskiller sig væsentligt fra det øvrige fundbillede og giver indtryk af at være organiseret, antageligt også er det!

Fig. 6 Sten omkring dyreofring, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Metode til at erkende og udgrave vådområder

Mange tidligere vådområder er nu drænet og kan ikke længere ses på luftfoto eller kort, og derfor bør man altid være opmærksom på dem i forundersøgelsen, Fig. 7a-d. Selv i fuldstændig drænet og sammenbrændt tilstand vil de stadig være markant mørkere i fylden end muldjord ellers plejer at være.

Vådområder, drænede eller fugtige, bør undersøges på linje med alle andre områder med søgegrøfter, naturligvis i det omfang det kan lade sig gøre, sådan som det allerede gøres nogle steder.

Efter et vådområde er erkendt, bør det undersøges for dets umiddelbare potentiale;

  • er der flint,
  • keramik eller
  • knogler?

Dette kan gøres på forskellig vis, og man er ofte nødt til at forholde sig til det enkelte vådområde på den enkelte sag, idet der er mange faktorer at tage med i betragtning.

Fig. 7a. Luftfoto over lokaliteten Hareholm fra 1954, der viste sig at rumme to vådområder. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 7b. Kort over lokaliteten Hareholm fra 1998, hvor vådområderne heller ikke kan ses. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 7c. Grøfter og fritlægning af vådområde for at afklare fundintensiteten, Hareholm. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 7d. Fladeafdækning af vådområde, der først kom frem under forundersøgelsen, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Man kan maskinelt grave en eller flere profiler til vurdering af fundhorisonter og fundintensiteten. Her er en minigraver ofte at foretrække, med mindre vådområdet er meget vådt. Man kan også vælge, eller supplere med, at grave enkelte mere spredte prøvehuller i fuld dybde, så man får en fornemmelse af lag, fund og datering, inden man evt. indstiller området til udgravning. I virkeligheden bør man håndtere dem som et hvilket som helst andet kulturlag, Fig. 8a-c.

Ud over fund af:

  • flint-,
  • keramik- og
  • knoglegenstande,

der typisk vil repræsentere bopladsudsmid, kan der også være mere organiserede og komplekse fundsituationer med:

  • sten,
  • knogler,
  • keramik mm.

Fig. 8a. Forundersøgelse i det på forhånd ukendte tidligere vådområde, Hareholm. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 8b. Profilgrøft igennem drænet vådområde, Stisegård. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 8c. Flade, hvor tørvegrave tydeligt tegner sig, Fuglsøgårds mose. Foto: Christensen & Fidel 2003,88

Når en evt. udgravning iværksættes, bør man overveje at udgrave i kvadratfelter, kun sjældent er det muligt at udgrave det hele, hvilket dog selvsagt er afhængig af fundintensiteten, som må blive en skønssag. Ofte kan man ikke se nogen stratigrafisk tydelige lag, og derfor kan det være en hjælp at udgrave i kunstige niveauer, typisk af 5 -10 cm tykkelse, Fig. 9a-b.

Fig. 9a Udgravning i kvadratmeterfelter, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 9b Oversigt hvoraf det fremgår at der er anvendt profilgrøfter, kvadratmeterfelter samt åbning af store flader, Aldersro II. Foto: Skousen 2010, 252

Man bør være meget opmærksom på at tage gode udgravningsbilleder, mange fund og fundsituationer bliver langt klarere på et foto. Nuancer af brunt kan være et vanskeligt objekt at udgrave og dokumentere, man bør derfor være ekstra opmærksom på vejret; overskyet og fugtigt vejr er mest velegnet for motivet, Fig. 10a-b. I visse meget fundrige situationer kan man overveje 3D fotodokumentation, således som det er gjort i offermoserne i Svennum og Alken Enge.

Fig. 10a-b. Dyreofring og trægenstande, herunder del af hjul, i henholdsvis sol og overskyet vejr, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Soldning af vådområder kan være meget tidskrævende og vanskeligt. Det skal derfor nøje overvejes om det er ulejligheden værd.

Det er muligt at finde selv meget små genstande (eks. perler og kamfragmenter), når man udgraver med ske. Man bør dog, som altid, tage prøver, og under alle omstændigheder bør man udtage solde - og floteringsprøver fra fundrige lag mhp. eksempelvis fiskeknogler og korn/frø.

Ny viden fra vådområderne

I disse år kommer der en del ny viden netop fra tidligere vådområder. Dette beviser blot vigtigheden af at få undersøgt vådområderne. Men ikke alene kommer der helt ny viden, det bliver også muligt at belyse gamle fund på baggrund heraf.

For nyligt er der eksempelvis i Salpetermosen fremkommet tørvegrave fra jernalderen med bevarede trægenstande og dyreofringer i toppen, Fig. 11a-d. Disse vil dels give oplysninger om selve genstandene, men også om behovet for tørv i en egn, der ellers typisk opfattes som rig på træ. Hermed bliver en del ældre fund og iagttagelser fra Nordsjælland relevante, idet det nu bliver sandsynliggjort, at der også i disse tilfælde må være tale om tørvegrave (eksempelvis Rappendam). Og endelig giver det lejlighed til at genoptage diskussionen af brug af tørvgrave til sakrale handlinger.

Fig. 11a. Tørvegrav med dyreofring i toppen og trægenstande længere nede, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 11b. Tørvegrav i fladen er vanskelig at nå at erkende inden iltningen tager fat, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Fig. 11c. Udtegning af tørvegrave, Aldersro II. Foto: Skousen 2010, 208

Fig. 11d. Tørvegrav i profil efter hurtig afrensning, bemærk at farven allerede er aftagende i højre side, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Som en vigtig del af arbejdet med vådområder er samarbejdet med mosegeologer- og biologer. De kan dels hjælpe med erkendelsen af vådområdernes udvikling og opbygning samt ressourceudnyttelse. Og de kan udtage prøver, der kan bidrage til at forstå det omkringliggende landskab på det tidspunkt, hvor vådområdet er blevet udnyttet.

En vigtig del af vådområdernes udnyttelse er tørvegravning. Tørvegrave er imidlertid vanskelige at erkende, i nogle moser er det muligt at se dem ved fladeafdækninger, som det har vist sig i Fuglsøgårds mose (Christensen & Fidel 2003, Fidel 2003) og Aldersro (Skousen 2010). Men ofte er det tilfældigt, om man erkender dem, ikke mindst fordi iltningen af tørvelagene går lynhurtigt, og man dermed ikke med det blotte øje kan se nedgravninger eller forstyrrelser (Fig. 12).

Det kan endda være vanskeligt at se de recente dræn, før man rammer dem. I de drænede eller sammenbrændte moser er det endnu vanskeligere at erkende tørvegrave. Her kan sten endnu engang være af stor betydning, idet sten ikke naturligt forekommer i moserne, og derfor må være tilført af mennesker, hvorfor man derfor bør være ekstra opmærksom på det omkringliggende.

Fig. 12a. Tørvegrave i fladen, Fuglsøgårds mose. Foto: Fidel 2003, 71.

Fig. 12b. Fladeudtegning af tørvegrave, Fuglsøgårds mose. Foto: Fidel 2003, 72

Vådområderne er de kommende kilder til ny viden om vore jernalderbopladser og ressourceudnyttelse. Ofte vil en del nuværende vådområder være beskyttet af §3 og derfor ikke muligt at få arkæologisk undersøgt, så meget desto større grund er der til at gribe chancen og få de oversete og helt eller delvist drænede vådområder gravet, mens tid er, Fig. 13.

Fig. 13. Tilhugget træplanke med foreløbig ukendt funktion placeret halvvejs nede i en tørvegrav med et offerlam eller-kid foran, Salpetermosen. Foto: Museum Nordsjælland

Litteratur

Aarsleff, E. & Appel, L. 2011: From the Pre-Roman to the Early Germanic Iron Age. North East Zealand ten years after the Single Farmstead. I: Boye (ed.) The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives. Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. København 2011, 51- 62

Asingh, P. 2009: Grauballemanden - portræt af et moselig. Gyldendal.

Becker, C. J. 1972: Mosepotter fra Danmarks Jernalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1971, 5-60.

Carlie, A. 1998: Käringsjön. A Fertility Sacrificial Site from the Late Roman Iron Age in South-west Sweden. Current Swedish Archaeology, vol. 6, 17 - 37

Christensen, C. & Fiedel, R. 2003: Tørvegravning i forhistorisk tid. Nationalmuseets Arbejdsmark 2003, 85 -98.

Ferdinand, J & K. 1961: Jernalderofferfund i Valmose ved Rislev. Kuml 1961, 47 - 90

Fidel, R. 2003: Om moser og mosefund - og lidt nyt fra Fuglsøgård Mose. Kulturhistorisk Museum Randes Årbog 2003, 65 -80.

Holdgaard, M. 2011: Fyn i fortiden. Det levede liv 500 f.Kr. - 150 e. Kr.

Ilkjær, J. 2003: Mosens Skatkammer. Mellem mennesker og guder i jernalderen. Moesgård Museum

Kveiborg J. 2008: Fårehyrder, kvægbønder eller svineavlere. Fårehyrder, kvægbønder eller svineavlere: en vurdering af jernalderens dyrehold. Kuml 2008, 59 -100.

Lund, J. 2002: Forlev Nymølle. En offerplads fra yngre førromersk jernalder. Kuml 2002, 143 -195

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)