Metaldetektor og Danefæ

I Danmark er det lovligt at søge med metaldetektor på de fleste arealer. Men hvad må man og hvad må man ikke, når der gøres fund fra tidligere tider? Her kan du få en kort vejledning i, hvordan du skal og bør forholde dig som detektorfører.

Siden slutningen af 1970’erne har metaldetektoren vundet stor udbredelse blandt amatørarkæologer. De fleste afsøgninger foregår i et godt og frugtbart samarbejde med lokalmuseerne. Højsæson er når markerne er tilgængelige, dvs. fra sensommeren efter høst og frem til næste forår, hvor vinterafgrøderne eller forårets tilsåninger af markerne for alvor begynder at gro.

Før metaldetektoren gjorde sit indtog, fandtes der kun relativt sjældent danefæ i den danske muld. Typisk i forbindelse med anlægsarbejder eller ved dyrkning af jorden. I de senere år er antallet af både fundsteder og genstande eksploderet, og danefæ findes i dag, for langt hovedparten af fundene, med metaldetektor.

I Danmark er det lovligt at søge med metaldetektor på de fleste arealer.  Men hvad må man og hvad må man ikke, når der gøres fund fra tidligere tider?

Gennem hele forhistorien er der blevet tabt eller nedgravet genstande.  De første sjældne metalfund dukker op i yngre stenalder og gradvist gennem bronzealderen og ældre jernalder, bliver fundene mere og mere almindelige. Fra yngre jernalder og frem til moderne tid er det særligt mange fund.

Langt de fleste metalgenstande er enkeltfund, der enten er blevet tabt på overfladen i sin tid, mens andre er pløjet eller eroderet frem fra f.eks. husgulve, affaldsgruber eller grave. De færreste fund – men ofte dem der får mest opmærksomhed blandt landets detektorførere og pressen – er skattefund. Et skattefund kan være genstande der er ofret til guderne. Her har det aldrig været meningen at de skulle hentes frem igen. En anden type er opsparings- eller ufredsskatte, typisk værdimetaller eller mønter. Det var værdier der blev gemt bort, med henblik på at kunne hentes frem igen. Når de i dag findes under jordarbejde eller med metaldetektoren, er det et tegn på at noget gik galt for ejeren. Måske er han eller hun død pludselig, uden at have nået at give information om nedgravningsstedet videre til de efterladte.

I Danmark er det tilladt at gå med metaldetektor. Reglerne er meget forskellige i landene omkring os. Nogle steder er der forbud mod at anvende metaldetektor, andre steder kræves en særlig tilladelse. I Danmark er der dog visse regler, der skal overholdes.

Her kan du få en kort vejledning i, hvordan du skal og bør forholde dig som detektorfører.

Du skal:

  • Du  skal sørge for at få tilladelse til at gå på det areal du ønsker, hos ejeren af jorden. Er ejeren offentlig, skal du henvende dig til den relevante myndighed, f.eks. en kommunes tekniske forvaltning. For statens arealer, der forvaltes af Naturstyrelsen, gælder der særlige regler.
  • Du skal aflevere de fundne genstande til det lokale museum (eller Nationalmuseet), såfremt du mener at der kan være tale om danefæ.

Du må ikke:

  • Du må ikke gå med detektor på fredede fortidsminder, eller nærmere end to meter fra fredningsgrænsen. Se om et fortidsminde er fredet på Kulturstyrelsens database Fund og Fortidsminder
  • Du må ikke foretage en udgravning af et fundområde, herunder grave dybere end pløjelaget.

Du bør:

Du bør orientere dig om, hvilket lokalt arkæologisk museums ansvarsområde du bevæger dig rundt i.

Du bør kontakte det lokale museum og fortælle at du går med metaldetektor. Ofte vil de kunne vejlede dig om lokalmuseets ønsker til registrering og aflevering af fund m.m.

Du må gerne:

Om selve genstandene (danefæ):

  • En række af de genstande du kan finde med en metaldetektor kan være danefæ (se menupunktet ”Det siger loven om danefæ” samt Nationalmuseets hjemmeside). Danefæ tilhører staten og er du det mindste i tvivl, om det du har fundet evt. kan være danefæ, skal du kontakte det lokale museum eller Nationalmuseet, der kan vejlede dig om det videre forløb.
  • Du må ikke sælge genstande/danefæ.
  • Du må ikke videregive genstande/danefæ.
  • Du bør behandle genstandene med omhu og forsigtighed, de er sårbare.
  • Du bør ikke rengøre, børste eller vaske genstande da informationer kan gå tabt.
  • Du bør opbevare genstande i en plastpose og æske med låg.
  • Du bør anvende en GPS til at måle dine fund ind med – også dem du er i tvivl om er noget.
  • Du bør notere findernavn, sted, dato og GPS-koordinater sammen med fundet. Hvis du skriver på en seddel der lægges i posen, så brug en blyant – aldrig kuglepen eller filtpen da skriftes let flyder ud hvis papiret bliver fugtigt.
  • Du bør markere fundområdet på et kort.

Om fundstedet:

  • Du må ikke påbegynde en udgravning af fundstedet. Grav aldrig dybere end pløjelagets dybde.

Det er en god idé:

  • At have god kontakt med lokalmuseet.
  • At have god kontakt med lodsejere.
  • At orientere sig i Fund & Fortidsminder-databasen.
  • At være medlem af den lokale detektorklub eller amatørarkæologiske forening.
  • At være to eller flere, der går sammen.
  • At have indbyrdes klare aftaler med hinanden og med lodsejer.
  • At være systematisk i sin søgen.
  • At føre dagbog over sin søgen.
  • At diskutere fundne genstande og afsøgningsmetoder i detektorklubben.

Metaldetektorfund og arkæologiske udgravninger

Grundejere, der skal give lov til, at der må anvendes metaldetektor på ens ejendom – typisk landmænd – er indimellem usikre omkring, hvorvidt fund gjort med metaldetektor kan medføre udgravninger, som skal betales af ejeren af jorden. Fremkomsten af detektorfund vil i sig selv ikke medføre, at en jordejer påføres udgifter til en evt. efterfølgende arkæologisk udgravning.

De fleste detektorfund indgår i museernes samlinger - enten som danefæ på Nationalmuseet eller på det lokale museum som almindelige genstande, der indlemmes i museets samling. Enkelte fund, typisk fra nyere tid, kan beholdes af detektorføreren selv.

I de sjældne tilfælde, hvor der gøres et skattefund, f.eks. mønter eller værdifuldt metal, er museerne ofte interesserede i at gennemføre en begrænset undersøgelse af fundstedet. Formålet vil være at sikre de dele af skatten, der muligvis endnu er bevaret under pløjelaget. Herved kan man sikre en række væsentlige oplysninger om deponeringsmåden (i et lerkar, en læderpung eller lignende) og ofte også årsagen til deponeringen (til gudernes gunst eller i ufredstider). Samtidig sikrer man, at alle dele af skatten kommer til syne – og dermed er den videnskabelige værdi af fundet væsentligt større.

Når en skat i første omgang findes, skyldes det, at nogle af genstandene allerede ligger oppe i pløjelaget. De kan være ført derop af markredskaber for både 10, 50 eller 100 år siden. Altså som følge af ”jordarbejde i forbindelse med erosion eller jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift,” som det hedder i lovteksten (Museumslovens § 27, stk. 5. pind 1). Arkæologiske undersøgelser af denne type skal ikke betales af jordejeren, men bekostes typisk af midler fra en pulje, som Slots- og Kulturstyrelsen råder over, efter ansøgning fra det lokale museum. Afhængig af undersøgelsens omfang og tidspunkt på året kan jordejeren kompenseres for eventuelle tab efter gældende regler for afgrødeerstatning.

Fra landmand til bygherre
Der kan dog opstå situationer, hvor detektorfund på længere sigt kan være en medvirkende årsag til, at der skal gennemføres en arkæologisk undersøgelse for landmandens regning – nemlig i det tilfælde, hvor han går fra at dyrke marken til at være bygherre. Et eksempel:

Hvis man forestiller sig, at der bliver gået med metaldetektor tæt ind til en eksisterende gård, og der på hele den vestlige side fremkommer spredte metalfund, f.eks. fra en bebyggelse fra vikingetid og ældre middelalder, vil det i første omgang ikke medføre en udgravning. Metaldetektorfundene er naturligvis med til at forøge vores viden om placeringen af landsbyer, bopladser og gravpladser rundt omkring i landskabet. På den måde er detektorfundene med til at give et mere detaljeret indblik i den forhistoriske udnyttelse af landskabet, end hvis vi ikke havde disse fund. Det svarer til fund af potteskår eller flintredskaber som f.eks. økser eller dolke.

Hvis landmanden på et senere tidspunkt ønsker at udvide sin gård, f.eks. med en ny løsdriftsstald med tilhørende gylletank og plansilo, vil metaldetektorfundene - på lige fod med alle andre oplysninger, som museet kender til (f.eks. overpløjede gravhøje, løsfundne stenoldsager, spor set fra luften eller som fremgår af såkaldte LiDAR-scanninger) - danne baggrund for den rådgivning, som museet vil tilbyde landmanden i forbindelse med hans byggeprojekt.

Landmanden kan i den forbindelse vælge at få gennemført en forundersøgelse af arealet (se mere i Vejledning om arkæologiske undersøgelser), og hvis det herefter viser sig, at der på det areal, hvor han ønsker at udvide gården, fremkommer væsentlige fortidsminder, er det museumslovens bestemmelse, at han som bygherre skal betale for den nødvendige arkæologiske undersøgelse før byggestart. En bygherre - i dette eksempel en landmand - kan i den forbindelse godt have den opfattelse, at det er metaldetektor-fundenes skyld, at han kommer til at betale for en arkæologisk undersøgelse. Det er dog ikke korrekt, for uanset om der er gjort metalfund eller ej, ville en arkæologisk forundersøgelse afsløre, at der er væsentlige fortidsminder bevaret under muldjorden i form af eksempelvis stolpehuller efter huse, brønde, hegnsspor og affaldsgruber. Museumsloven bestemmer herefter, at den nødvendige arkæologiske undersøgelse skal betales af bygherre, med mindre det er muligt at bevare fortidsminderne på stedet ved at ændre eller flytte anlægsarbejdet.

[Tilbage til toppen]

Siden er sidst opdateret: 16.08.2016

Kontakt

Fortidsminder
Direkte 33 74 52 11

Danmarks oldtid i landskabet

Oplev stederne

Beskyttede fortidsminder

Fortidsmindernes historie

Det siger loven om Danefæ

Museumsloven: kapitel 9

Lovtekst om danefæ

§ 30. Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi.

 

Stk. 2. Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ, og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere det til Nationalmuseet.

 

Stk. 3. Nationalmuseet udbetaler en godtgørelse til finderen. Godtgørelsen fastsættes af Nationalmuseet under hensyn til det fundnes materialeværdi og sjældenhed samt til den omhu, hvormed finderen har sikret fundet.

 

Stk. 4. Såfremt danefæ findes ved en arkæologisk undersøgelse, der forestås af et statsligt eller statsanerkendt museum eller i øvrigt finansieres helt eller delvis af offentlige midler, udbetales der ikke danefægodtgørelse til finderen. Nationalmuseet kan dog i særlige tilfælde udbetale godtgørelse til ejer eller bruger af det areal, hvor undersøgelsen finder sted.

 

Stk. 5. Danefæ indgår i Nationalmuseets samlinger og kan af museet deponeres på andre statslige eller statsanerkendte museer efter anmodning fra disse. I tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed mellem Nationalmuseet og et andet museum om deponering af et nyt danefæfund, træffer kulturministeren afgørelse herom.

Jyske Lov

Danmarks første nedskrevne lovtekst om danefæ findes i Jyske Lov fra 1241. I loven står:

”… hvad ingen ejer, det ejer kongen [Valdemar Sejr].

Finder nogen mand guld eller sølv i høje eller efter plov eller på nogen anden måde, da skal kongen have det”.


Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Accept af cookies

På slks.dk bruger vi cookies til at forbedre vores hjemmeside, så den lever op til brugernes behov. Vi bruger blandt andet cookies til at føre statistik over trafikken på siden, så vi kan sikre os, at indholdet er relevant og let at finde for brugeren. Du kan til hver en tid slette cookies fra slks.dk.

Læs mere om cookies: Cookie- og privatlivspolitik

(dialogboks slutter)